Bøgerne er væk

I går mistede jeg størstedelen af mine bøger. De blev ødelagt, fordi den kælder, hvor de midlertidigt var blevet opbevaret på grund af en flytning, blev oversvømmet. Oversvømmelse i Madrids ørken i juli? En vandrør begyndte at lække fredag aften, hvor viceværten var gået på weekend. Det blev først opdaget mandag morgen. Stort set al dansk skønlitteratur og det meste af den filosofiske faglitteratur er væk. Den tredjedel af bøgerne, der ikke blev ødelagt, blev beskadiget.

Så hvis du har skrevet en bog, som du synes skal stå i min reol, og du har nogle frieksemplarer, som du ikke kan få afsat, så må du meget gerne tage et eksemplar med, næste gang du besøger mig i Madrid. :-)

Jeg lavede et sarkastisk opslag på Facebook, hvor jeg lod, som om jeg fandt det praktisk at slippe af med alle de bøger, fordi jeg nu har mindre plads til dem. Og jeg har mindre plads. Men jeg er ikke glad for at slippe af med mine bøger. Faktisk føler jeg mig nøgen uden. Jeg ejer ikke mange ting, men mine bøger havde jeg ikke forestillet mig at skulle undvære.

Selv hvis jeg havde råd til at købe bøgerne igen, er der mange, jeg aldrig ville kunne finde. Det østtyske filosofileksikon, som jeg fandt antikvarisk i Berlin i 1996, fx. Den 30-binds Ordbog over det Danske Sprog fra tresserne. Måske ti bind har overlevet. Den danske firserpoesi. Det meste optrykkes ikke længere. De første danske Wittgenstein-oversættelser, fx Om vished med det lange forord af Husted, som jeg har læst mange gange, men alligevel bladrer i flere gange om året. Kjeld Schmidts oversættelse af Marx’ Grundrisse, Kierkegaards samlede værker.

Man kunne tænke, at det var lige meget med de bøger, som jeg allerede har læst, men sådan har jeg det ikke. Jeg vender næsten altid tilbage til bøger, jeg har læst. Særligt fagbøgerne, men også skønlitteraturen. Ikke nødvendigvis for at læse hele værket igen, men måske et kapitel eller en passage, som jeg har brug for eller blot er kommet til at tænke på. Det er simpelthen en utryg følelse ikke at have de bøger, som jeg er formet af, særligt efterhånden som hukommelsen begynder at svækkes.

Jeg skrev engang en novelle om en Mikkelsen, hvis bøger lidt efter lidt forsvandt fra reolen. Det var især hans Wittgenstein-samling, der blev væk.

x

Anmeldelse i Bausagerbooks

Bausagerbooks har anmeldt Afstande over vand:

"Jens Peter Kaj Jensens realistiske roman “Afstand over vand” foregår over 4 år i et lille lokalsamfund i Vestsjælland. Det succesrige bysbarn Tom vender hjem fra Boston med en drøm om at lave sin lille fødeby om til et grønt og kulturelt vækstcentrum.

Jensens forfatterskab er nyt for mig. Blev positivt overrasket over den yderst velskrevne roman. Siderne læste sig selv, da jeg blev optaget af Toms projekt, ligeledes af det store, farverige persongalleri. Romanen er ikke uden varme/humor, men den er bestemt heller ikke for sarte sjæle. Tom færdes blandt andet i et miljø, hvor nogle hellere giver bank end taler om tingene - voldtægt, overgreb sker også!

Jensen har den hjemvendte landsmands blik på Danmark af i dag. Danmarks plusser og minusser. Romanen viser den store diversitet, der er i vores samfund. Fra bund til top. “Afstande over vand” er interessant, fordi den ironisk nok blandt andet giver stemme til nogle samfundsborgere, som faktisk helst vil gå under radaren.

Genkender mørket fra TV-serien “Fred til lands”."

Messen

En kvinde sidder hver morgen, formiddag, eftermiddag, aften og sen aften i nabolejligheden og messer den samme bøn til Jesus hundrede gange og så en til jomfru Maria andre hundrede gange. Det varer cirka en halv time hver gang. Hun gør det for åbent vindue, hvilket jeg godt kan forstå i den hede, men den gennemtrængende og vedholdende stemme i det hysteriske tempo er faktisk enerverende på en måde, hvor lufthammeren fra vejarbejdet uden for bygningen slet ikke kan være med.

Derfor har jeg sendt en tredje spiller på banen, nemlig John Coltrane. Han har altid kunnet lukke et rum omkring mig, som er til at være i. Og ja, han kan næsten overdøve den messende kvinde. Men så går det op for mig, at det er 'A Love Supreme', jeg har sat på. Det var vel det album, der gav Coltrane ry for være en religiøs komponist og musiker. Pludselig trænger kvindens stemme igen igennem. Det er umuligt at vinde.

Om fattige kunstnere

Jeg arbejder som skønlitterær forfatter og gør som sådan krav på at være kunstner. Og jeg ville være lykkelig, hvis jeg en dag nåede frem til at have en årsindkomst oppe i nærheden af fattigdomsgrænsen. 

Men det er nemt at afvise mit behov for en løn, der er til at leve af, hvis man blot betragter det fra en individuel synsvinkel. For ingen har bedt mig om at skrive bøger, jeg kunne bare lade være. Og det er svært at måle udbyttet af det, jeg frembringer. I sig selv kan salget af bøgerne måske lige dække udgiften til redaktørernes løn og den fysiske produktion. Mere giver de ikke. Indimellem mindre. Derfor er der sjældent noget til mig. Den værdi, bøgerne måtte have for dem, der læser dem, kan ikke opgøres økonomisk og derfor heller ikke bruges som argument for, at jeg skal godtgøres for arbejdet. Det kan eksempelvis en pædagogs arbejde langt lettere, for bliver børnene ikke passet, går produktionen i eksportsektorerne i stå. Derfor kan en pædagog med fordel strejke, hvis der ikke går løn ind. Det ville jeg ikke få noget ud af. Selv ikke hvis jeg slog mig sammen med de måske 1500 andre forfattere i Danmark. Både fordi vi er selvstændige og altså ingen arbejdsgivere har at strejke mod. Men også fordi effekten af strejken ville være umulig at registrere. Folk ville klaske sig på lårene af grin. Det er jo den ikke-eksisterende samfundsmæssige magt, der gør, at mange af os lever i den dybeste fattigdom.

Samtidig er der flere forskellige afgrænsningsproblemer i spil, for hvis jeg skal have løn (det måtte i givet fald være af staten, der er ikke andre til det), skal så ikke også alle andre, der kalder sig kunstnere? Det er ikke en beskyttet titel. Og hvad vil det overhovedet sige at arbejde som kunstner? Hvordan opgør man sit timetal? Arbejder jeg hver gang, jeg skriver? Også når jeg skriver noget, som jeg siden kaster bort? Arbejder jeg, når jeg sidder på en sten og kigger ud over havet, hvis det er her, jeg får den nødvendige ide eller inspiration? Eller i badet? Når jeg læser og følger med i den litterære udvikling i Danmark og resten af verden? Går en tur og samler indtryk? Researcher? Drømmer? Nej, vel ikke, når jeg drømmer? Det er uafgrænseligt, fordi man som forfatter, og velsagtens som kunstner i det hele taget, bringer alle sine erfaringer i spil, når man skaber noget.

Det er således umuligt for mig og andre i min situation ud fra vores individuelle virke som kunstnere at godtgøre, at vi skal have løn.

Hvis man betragter vores virke fra et overordnet synspunkt, ser det anderledes ud. Jeg har tidligere beskrevet det sådan her:

Det er et fundamentalt menneskeligt behov at fortælle historier og at høre fortællinger, et eksistentiale. Der findes ikke menneskelige samfund, hvor man ikke tager hånd om dette behov med samme alvor og respekt, som når det gælder de lige så fundamentale behov for at synge, elske eller høre til et fællesskab. Man kan måske ligefrem sige, at behovet for at høre og fortælle historier er intimt forbundet med behovet for at blive menneske, udvikle og udfolde sit menneskelige væsen i et fællesskab, fordi disse historier repræsenterer eksempler på menneskelighed, som vi kan måle os med og spejle os i, få blik for andre eksistensmuligheder, gode, dårlige og alt det grå ind imellem, for at fremkalde kvalmen, det enorme, det skvulpende, vægtløse, ubundne, få vores verden til at mærkes svimlende stor, langt større, end vores forældres og venners eksempler alene kan; lade os famle os frem i det fremmede uden nødvendigvis at skulle opleve hele verden på egen hånd.

En verden uden fortællinger er en umenneskelig verden, et fængsel. 

Eller: Samfundet har brug for både kreativt virke i almindelighed og for professionel kunst. I alle samfund, vi kender til, har man haft fortællinger, billedkunst, sang, dans og skulpturel kunst. Det gør os godt at udfolde disse former for kreativitet, og vi har samtidig brug for produkterne af dygtige kunstneres virke. Uden dem stivner vi; vi bliver blinde for andre måder at leve og tænke på end dem, vi støder på i vores hverdag. God kunst skaber åbenhed, forståelse og udvikling.

Derfor er det i samfundets og derfor også i statens interesse at sikre, at vi har god kunst til rådighed. Dansk Folkeparti og Liberal Alliances svar på dette behov er, som jeg har forstået det, at markedet må afgøre, hvad der er god kunst. Det, som kan sælge sig hjem, må overleve. Resten må dø. Min indvending mod den opfattelse er ikke kun, at økonomisk selvberoende kunstnere ofte har produceret både afprøvende og foreløbig kunst og moden, selvafklaret stor kunst i årevis, før de nået frem til at kunne leve af det. Andre med samme evner har måske fået børn på det forkerte tidspunkt og følt sig tvunget til at holde op, fordi de ikke vil tvinge børnene til at leve af den samme sulteløn, som de selv har klaret sig med. Eller måske er de bare bukket under af fattigdom, før de får den brede succes, som kunne sætte dem i stand til at leve af deres kunst.

Men det er også (og nok så vigtigt) fordi, at det meget langt fra er alle gode kunstnere, som nogensinde bliver i stand til at overleve på den måde, selvom de stædigt vedbliver at producere masser af god og vigtig kunst. Markedet er ikke nogen god målestok for kunstnerisk kvalitet.

Jeg kunne også vælge at argumentere på en måde, som markeds- og nationaløkonomer lettere ville kunne forholde sig til. Det skulle egentlig ikke være så vanskeligt. Kultursektoren er nemlig en stor og vigtig producent af eksportvarer for Danmark, faktisk en som vi økonomisk set ville have meget vanskeligt ved at undvære. Og sikrer man ikke vilkårene for det, vi har for vane at kalde vækstlaget, vil også den økonomisk indbringende elite blive mindre og ringere. Derfor er det vigtigt for Danmark, at vi har mange små virksomheder, som overlever på hjemmemarkedet, for at nogle få kan blive store på verdensmarkedet. Og tilsvarende er det vigtigt, at mange kunstnere og kulturarbejdere, hvis virke ikke kan bære sig selv økonomisk, overlever og fortsætter deres arbejde.

Jamen, hvis kultursektoren allerede nu skaffer så mange penge hjem til Danmark, er der vel ingen grund til at lave noget om, kunne man sige.

Jo, for det kan blive meget bedre.

En ganske simpel, men revolutionerende måde at gøre det på er at indføre borgerløn. Det afhjælper samtidig en lang række andre problemer med både fattigdom og bureaukrati, som det fører for vidt at komme ind på her.

En anden og nok lettere fremkommelig vej er at finde en måde at støtte de fattige kunstnere på, som er afgrænselig, og som altså så vidt muligt støtter alle professionelle kunstnere, der arbejder seriøst med deres værk, og ikke samtidig forpligter staten til at forsørge alle, der har gået til akvarel på aftenskole. Det gav jeg for mange år siden et bud på for litteraturens vedkommende, som kan læses her:

http://lystensvaerk.blogspot.com/search?q=forfatterl%C3%B8n

x

Grundlovsdag eller fars

Så er det grundlovsdag.

I marts blev en hastelov gennemført i forståelig coronapanik. Den har udstyret sundhedsministeren med kvartdiktatoriske beføjelser, som altså ligger langt ud over, hvad vi normalt forbinder med demokrati. Han kan nemlig uden Folketingets godkendelse eksempelvis tvangsisolere smittede, forbyde forsamlinger på mere end to personer, overtage privat ejendom og lukke butikker, daginstitutioner og skoler.

Det var formodentlig en overreaktion. Det havde næppe været nødvendigt at sætte Folketingets lovgivende magt ud af kraft, men det vil jeg ikke bebrejde nogen. Vi har aldrig stået i en situation som denne før, og regeringen og Folketinget kunne ikke vide, hvilke forholdsregler der var de rigtige. Ingen vidste det. De var nødt til at prøve sig frem. Ingen kan sige noget kvalificeret om, hvor mange coronadødsfald vi havde haft i Danmark, hvis ikke politikerne havde drejet på stort set alle de knapper, der var at dreje på.

Men nu skal vi tilbage på retsstatens grund. Vi skal genetablere de demokratiske lovgivningsprocesser og de rettigheder, vi havde før corona. Det kan vi passende minde hinanden om her på grundlovsdag. Enhedslisten mener, ret forsigtigt, forekommer det mig, at vi kan afskaffe denne hastelov til november.

Men sundhedsministeren, som er blevet udstyret med de her beføjelser, synes slet ikke det haster så meget med at afskaffe dem igen. Han tænker nok snarere, at det er fars dag end grundlovens.

Mit store gennembrud i Østeuropa

I går havde bloggen pludselig 72 besøg fra Rumænien, hvor den aldrig har haft læsere fra tidligere. Polen og Turkmenistan er også kommet pænt med. Normalt kommer de fleste besøgende i prioriteret rækkefølge fra USA, Rusland, Danmark, Ukraine, Spanien, Frankrig, Norge og Filippinerne.

Jeg anser det for mit store gennembrud i Østeuropa. Særlig spændt er jeg naturligvis på, om turkmenernes interesse skulle vise sig at holde ved.

Støjbergs vanvittige fupnummer

Det er jo hysterisk morsomt, hvad Støjberg nu har fundet på.

Hun præsenterer nu pludselig Instrukskommissionen for et notat, som fortæller, at der i alle asylsager om indkvartering af ægtepar mellem en partner på over 18 år og en 15-17-årig skal foretages individuel sagsbehandling, sådan at der kan tages hensyn til barnets tarv og til den yngste partners eget ønske. Det notat har Støjberg skrevet under på. Og det notat siger altså, at man skal følge de retningslinjer, som de internationale konventioner tilsiger. Støjberg har med andre ord skrevet under på, at hun vil følge loven.

Og det skal således bevise hendes uskyld!

Det er jo fabelagtigt. For hun har beviseligt i praksis forbrudt sig mod den selvsamme bestemmelse. Hun har instrueret sine embedsmænd om at gøre det modsatte af, hvad notatet tilsiger, og den instruks har de fulgt. Gifte forældrepar på hhv. 17 og 19 år er de facto blevet tvangsadskilt uden individuel sagsbehandling på grundlag af Støjbergs ulovlige instruks.

Hun har beviseligt brudt loven, og flere stærke vidneudsagn fra embedsmænd indikerer, at hun vidste, at hvad hun gjorde var ulovligt. HVILKET DET, AT HUN HAR SKREVET UNDER PÅ NOTATET, JO OGSÅ BEVISER, AT HUN VIDSTE. Notatet beviser, hvad hun er anklaget for, og kommissionen forsøger at godtgøre, nemlig at hun vidste, at hun handlede ulovligt, for hun havde skrevet under på, at hun ikke måtte gøre, hvad hun faktisk gjorde. Alligevel præsenterer hun notatet som et bevis på, at hun ikke har handlet ulovligt.

"Jeg har skrevet under på, at jeg ikke må gøre det. Altså har jeg ikke gjort det," er argumentet.

Morsomt er det naturligvis kun, hvis Instrukskommissionen griner med. Hvis de tværtimod lader sig forvirre af det absurde nummer, er det ikke længere komedie, men tragedie.

Læs gerne om Støjbergs notat her:

https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/zigzag-stoejberg-skifter-forklaring-igen/8134477

Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur, tre nedslag

En forlægger fra et lille forlag fortalte mig, at hun var blevet kontaktet af formanden for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur, Dennis Gade Kofod, som havde spurgt hende, hvad udvalget kunne gøre for mikroforlagene i trængselstiderne under pesten. Hvad de havde mest brug for. Han var godt klar over, at også denne krise vender den tunge ende nedad. At dem, der har mindst at stå i mod med, bukker under først. Han vidste også, at hun er en af dem, der arbejder for at samle kræfterne hos de små forlag, og en af dem, der kender deres behov og vilkår bedst. For formanden har selv været aktiv på alle niveauer i litteraturverdenen og bogbranchen i årevis. Han har selv været redaktør på et mikroforlag og ved, hvor svært det er, men også hvor afgørende det er for litteraturen, at de klarer sig gennem skærene.

En forfatterkollega havde fået et standartafslag fra kunstfonden. Det vakte forundring på facebook, for den pågældende forfatter udgav sidste år en meget velmodtaget roman, som ovenikøbet er blevet indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Men det var også en fejl, vidste formanden straks, han så diskussionen på facebook, for selvom der havde været 1008 ansøgere, kunne han huske, at hun havde været blandt de 356 udvalgte. Og så blev fejlen rettet.

En anden forfatterkollega fortalte mig, at han havde talt med Dennis Gade Kofod, da han var i gang med den svære udvælgelse. Hvordan kan man kvalificeret vælge mellem 1008 forfatterskaber? De er fem personer i udvalget og må vel formodes at dele ansøgningerne op mellem sig. Ellers er det helt umuligt. Men det er stadig over 200 ansøgere per medlem. Alligevel, fortalte min kollega, var Kofod gået til opgaven med stort engagement og genuin litterær interesse. Han fortalte om en ansøger, der ikke var blandt landets mest kendte forfattere, men som havde medsendt en tekst, som Kofod var blevet så interesseret i, at han havde anskaffet sig den pågældende roman og siddet og krydslæst mellem den og J.P. Jacobsens Fru Marie Grubbe, som den mindede ham om. Og ansøgeren havde fået sit legat.

Statens Kunstfond uddeler hvert år 500 mio. kr. De skal fordeles til producenter og formidlere af arkitektur, billedkunst, design, film, kunsthåndværk, litteratur, musik og scenekunst, altså både kunstnere og formidlere inden for alle kunstarter. Det er et meget lille budget og en stort set ubetydelig post på finansloven. Behovet er da også langt større.

Alligevel er uddelingerne noget, der år efter år vækker forargelse og misundelse. I Danmark kan vi godt lide kunst, men bryder os ikke meget om kunstnere. Jeg hører stadig folk brokke sig over, hvor mange penge Klaus Rifbjerg modtager fra staten, selvom han døde for over fem år siden. Og da de fleste ansøgere får afslag, er der samtidig blandt kunstnere en vis uvilje mod kunstfonden. Man får ikke mange venner af at sidde i de udvalg.

Man kunne indrette litteraturstøtten på en anden og sikkert også bedre måde. Det har jeg år tilbage selv udarbejdet et forslag til. Men givet de rammer, der nu engang er, må jeg sige, at jeg er imponeret over det samvittighedsfulde arbejde, der bliver lagt i Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur: Der er et stort og ægte kunstnerisk engagement, og det vil jeg gerne sige tak for!

Ikke en chance

Jeg mødte kun Yahya Hassan en enkelt gang, nemlig da vi i 2014 var sammen i Madrid og Marrakech på Forfatterskolens studierejse, hvor jeg var med som vikar. Han kan ikke have været mere end 18 år dengang, men allerede verdensmand, en stjernedigter, fremtrædende samfundsdebattør, som gav begavede og indsigtsfulde interview om Palæstina og kontroversielle interview om livet i ghettoen, på vej ind i politik, troede vi. Charmerende, vital playboy og millionær. Det kriminelle gadeliv var han vokset ud af, håbede vi, ligesom han tydeligvis var vokset fra Forfatterskolen. Han var en udsædvanlig begavelse, et usædvanligt menneske, generøs med sit store talent. Han fik et stort, men også alt for hårdt og kort liv og i virkeligheden ikke en chance. 

De tre kriser

De tre mest påtrængende krav om forandringer af vores samfundsmæssige adfærd netop nu kommer fra Corona-epidemien, klimakrisen og #MeToo. Epidemien gør staternes kontrol med infrastrukturer nødvendig som aldrig tidligere i min levetid. Klimaforandringerne gør det samme, men nødvendiggør også en demokratisk styring af produktionen ud fra parametre, som ikke kun handler om rentabilitet. Den gør det nødvendigt, at beslutninger om tilrettelæggelse af produktionen tages ud fra samfundsmæssige hensyn, og derfor at de tages demokratisk og ikke tages privat af det fåtal, der har økonomisk interesse i at producere så billigt og derfor ikke-skånsomt som muligt. #MeToo viser i første omgang behovet for øget respekt og derfor også mere gennemført lighed mellem kønnene. Den tydeliggør imidlertid også, hvad en hierarkisk samfundsopbygning altid vil indebære af misbrug af privilegier og viser derfor også et behov for nedbrydning af hierarkier, altså for mere økonomisk lighed, fordeling af magten, mere fælles ledelse og ansvar.

Ingen af de tre kriser gør den ekstreme liberalismes svar interessante for os. Heller ikke racismens. Derfor bliver de ekstreme liberalister, fremmedhadere og racister også hurtigt politisk irrelevante i denne tid. Man kan diskutere, om nationalismen bliver mere eller mindre interessant. Klimakrisen kalder på internationale svar. Epidemien kalder nok på både nationale og internationale, men først og fremmest på ikke-kapitalistiske svar. Især er det afgørende, at værnemidler, vaccine og medicin udvikles og produceres offentligt og med henblik på, at så mange som muligt får adgang til dem så hurtigt og billigt som muligt, helst gratis. Produceres de med henblik på profit, ja, så vil formodentlig titusinder af verdens fattigste og mest udsatte dø en unødvendig død. I slumkvarterer og flygtningelejre, hvor ingen har råd til at købe beskyttelse. Man kunne eksempelvis give WHO økonomisk mulighed for at stå for udvikling, produktion og distribution af de ting. Og med en økonomi sat helt i stå vil der i epidemiens kølvand blive brug for dels en ny socialpolitik, særligt i lande, som ikke rigtig har haft nogen, fx USA og Spanien, hvor tanken om borgerløn pludselig har fået vind i sejlene. Det har den af den simple grund, at så mange af de fattigste har mistet købekraft, at de nærmest er forsvundet som forbrugere. Det kan økonomien ikke klare. Dels vil der blive brug for igangsættelse af offentlig, demokratisk styret produktion. Det kan være byggeprojekter, renovering af skoler og andre offentlige bygninger. Det er der i forvejen behov for. Men også offentlig produktion af energi er en oplagt kur, for det giver samtidig mulighed for at omlægge til grøn, vedvarende energi langt mere effektivt end nu. Og statslig forskning i og produktion af elbiler. Større investeringer i skole og uddannelse.

De udviklinger af demokratiske beslutningsprocesser og omlægninger af økonomien er helt nødvendige. Og derfor kommer de, hvad enten vi kan lide det eller ej. Vi skal gøre det på så klog en måde som muligt, nemlig på en måde, der tager højde for så mange som muligt af de nye krav, som de tre kriser stiller.