tirsdag den 5. februar 2019

Anders Samuelsens krig

Ved at lægge sig i slipstrømmen fra Donald Trump og udtale sin støtte til den venezuelanske parlamentsformand Juan Guaidó kun få timer efter dennes forsøg på at kuppe sig til præsidentembedet gjorde den danske udenrigsminister sig, omend i mindre målestok, skyldig i det samme, som han med rette har anklaget præsident Nicolás Maduro for, nemlig at underminere parlamentets magt til fordel for regeringens autokrati. For Anders Samuelsen gjorde det uden at konsultere Det Udenrigspolitiske Nævn først. 

"Grundloven forpligter regeringen til at rådføre sig med Det Udenrigspolitiske Nævn, inden den træffer beslutninger om sager af større udenrigspolitisk rækkevidde", kan man læse på nævnets hjemmeside, og regeringen udtalte da også først sin officielle støtte til Guaidó i går, den 4. februar efter et møde i nævnet, men støtten til Guaidó var som nævnt allerede besluttet og endda offentligt udtalt af udenrigsministeren den 23. januar, altså den dag, hvor Guaidó udråbte sig selv som præsident, og altså uden om Det Udenrigspolitiske Nævn og således uden om Folketinget.

Paradoksalt (eller rettere: hyklerisk) er det også, at Samuelsen anklager Maduro for at mangle demokratisk legitimitet som præsident, fordi dele af oppositionen boykottede det seneste præsidentvalg, hvorefter han udtaler sin støtte til en selvudråbt præsident, som slet ikke er valgt.

At Donald Trump vil af med Maduro uden smålig skelen til demokratiet i USA og i Venezuela, vidste vi godt. Det er banalt. Det handler om USAs olieforsyning. Noget, der for en antidemokratisk storkapitalist som Trump til enhver tid prioriteres højere end demokratiets vilkår. Men hvad er Samuelsens bevæggrunde for at gøre præcis det samme som Trump?

Ok. Man kan naturligvis også vende spørgsmålet den anden vej og spørge: Hvorfor er det overhovedet vigtigt? Hvorfor kan vi ikke bare hoppe med på Donald Trumps vogn og støtte parlamentsformand Juan Guaidós statskup? Det er da det letteste, og så er vi også sikre på, at højrefløjen får magten, at olien bliver privatiseret, og USAs forsyningssikkerhed bliver garanteret.

Udgrænsningen af Det Udenrigspolitiske Nævn er naturligvis kun en bagatel i denne sag. Det er slet ikke det værste ved udenrigsministerens handling. Langt alvorligere er det, at Trump og Samuelsen blander sig i, hvem der leder et tredje land, og understøtter en kupmager på bekostning af en præsident, som trods alt er valgt.

Og Samuelsen er jo danmarkshistoriens mest kompetente udenrigsminister, så han ved naturligvis godt, at den højreopposition, som Guaidó repræsenterer, bestemt ikke er demokrater. At de ikke vil repræsentere noget demokratisk fremskridt for Venezuela. Tværtimod. Samuelsen ved godt, at disse kræfter gennem hele Hugo Chavez' regeringstid har forsøgt sig med statskup, organiseret gadevold, politiske mordforsøg og økonomisk destabiliserende sabotage. Han ved, at Juan Guaidós udråben af sig selv som præsident kun er kulminationen på denne terror.

Men end ikke dette er det værste ved den danske udenrigsministers groteske kortslutning.

Det værste er, at støtten til Juan Guaidó har skabt tvivl og splittelse i landets militær. Meget tyder desværre på, at en blodig borgerkrig bliver resultatet af blandt andre Trumps og Samuelsens ansvarsløse optræden. Det ved Trump godt. Han har allerede udtalt, at han overvejer at sende tropper ind i landet for at støtte kuppet. Og når en amerikansk præsident siger sådan, skal man ikke være i tvivl om, at han mener det. USA mener sig berettiget til at sende tropper ind, hvor det tjener deres økonomiske interesser. De gør det hele tiden. De to højeorienterede slyngvenner kan jo også være ligeglade med, at der bliver krig. Missilerne lander hverken i Washington eller København.

Men efter mere end syv år i Spanien kan jeg godt garantere dem, der måtte være i tvivl: En borgerkrig er ikke et sår, der heler let. Den spanske borgerkrig, som kostede over en halv million mennesker livet, blev afsluttet i 1939, men deler, lammer og formørker fortsat landet, som også måtte lide under en umenneskelig indespærring af endnu en halv million politiske modstandere af det fascistiske regime som fulgte efter krigen.

Ingen rædsel er større end den, som borgerkrigen bringer, intet er vanskeligere at forvinde.

Nicolas Maduro er et tågehorn med ringe demokratisk legitimitet som præsident og uden greb den alvorlige situation, Venezuela står i økonomisk og politisk. Jeg vil personligt græde tørre tårer den dag, han ikke længere er landets præsident. Men det er vigtigt, at magtskiftet sker ved et demokratisk nyvalg, altså et valg i utide, både af parlament og af præsident.

Mexicos præsident, Andres Manuel Lopez Obrador, har tilbudt sin hjælp til en mægling mellem præsidenten og oppositionen, som eventuelt kan føre frem til sådan et nyvalg, hvor vel at mærke alle vigtige politiske aktører forpligter sig til at stille op og således ikke trække legitimiteten ud af valget, og hvor præsidenten og regeringen naturligvis forpligter sig til at lade oppositionen arbejde frit for i kampen for opbakning. Og ikke mindst: hvor militærets ledelse giver tilsagn om at bakke op om den præsident og statsledelse, som kommer til at regere på det nyvalgte parlaments mandat.

Maduro har accepteret en forhandling med Guaidó. Men Guaidó har afvist en forhandlingsløsning, fordi Maduro angiveligt ikke er til at stole på. Om Guaidó har ret i det, kan jeg ikke vurdere, det kan sagtens tænkes, men alternativet til forhandling synes at være borgerkrig.

Midt i denne tragedie skal vi huske det principielle: Den nuværende danske regering gør selv det samme, som Maduro har gjort: De udhuler demokratiet ved at svække parlamentets magt til fordel for regeringen. Det gør de på alle mulige måder, men som eksempel kan man nævne udlændingeminister Inger Støjbergs hastebehandling af kæmpe lovpakker, der har gjort det umuligt at overholde de sædvanlige høringsfrister, og som således har frataget Folketinget muligheden for at få en lødig vurdering af lovforslagenes virkning, før de skulle vedtages. Man kan naturligvis også nævne de gange, hvor samme Støjberg har løjet for Folketinget, eller sagen hvor hun udstedte en ulovlig instruks om at tvangsadskille unge flygtningeægtepar. Hun vidste, at instruksen var ulovlig, men ingnorerede også her demokratiets spilleregler. Regeringen skal føre den politik ud i livet, som Folketinget vedtager, men vores nuværende magtarrogante regering regerer, som det passer den, og ofte hen over hovedet på Folketinget.

Maduro er endnu værre end Løkke Rasmussen, Samuelsen og Støjberg. Da hans ved chavisternes seneste valgnederlag fik et parlamentsflertal imod sig, stækkede han parlamentets magt ved blot at lovgive per dekret. Det har Støjberg ganske vist også gjort, men Maduro har gjort det i større omfang. Det skal man huske. Men man skal heller ikke glemme, at bevægelsen går i den samme retning: bort fra folkestyret. Det gælder Samuelsen, Støjberg, Trump og Maduro. Støtten til Guaidó er endnu et skridt i den retning.

fredag den 1. februar 2019

El relato 'Tessa' ahora está traducido al español







'Tessa' es uno de los relatos del libro Kig på damen (2010). Ahora Christina Catarina Altuna Aagesen lo ha traducido al español. Léelo aquí:








Tessa

Delante de una zapatería en la calle Nordre Frihavnsgade de Copenhague, Tessa se cruzó el martes por la mañana con una mujer pequeña, con el pelo rubio y rebelde. Su cabeza era colosal, pero su cara bastante pequeña, casposamente seca y casi sin nariz. La forma de su cabeza era como la de un huevo, el extremo puntiagudo era la barbilla. 
            – Alguien ha cogido una cucharada de un lado y pintado una cara en el hueco – se dijo Tessa a sí misma.
             Así estaba colocada la pequeña cara, como absorbida en la curvatura del gran cráneo.
            – ¿Una cucharada de qué?
            – Del huevo – le dio tiempo a responder antes de darse cuenta de que alguien le había hecho la pregunta.
             Se dio la vuelta y observó la frente de la mujer.
             – ¿Del huevo? dijo ella. – ¿Una cara en el huevo?
             – Yo, eh, era solo un sueño que me ha venido a la mente, amiga – dijo Tessa – sólo un sueño.
             Tessa quería saber el precio de unos zapatos de fiesta, que había visto en el escaparate. Esperaba tener la oportunidad de ponérselos el sábado, pero en ese momento se apresuró y continuó su camino. Detrás suya escuchó a la pequeña señora preguntarle si eran amigas.
             – No, no, no, pensé que estaría bastante lejos de mí y resulta que me ha seguido.
             – ¡Qué sepas que te puedo oír todavía! – le gritó la mujer a sus espaldas. 


Dos días después estaba Tessa delante de una zapatería en la calle Østerbrogade, cuando le pasó una mujer delgada de pelo blanco ondeante. Su cabeza era enorme, pero su cara mínima y de mala piel, seca. Prácticamente no tenía nariz, lo cual solo daba fundamento a la impresión de que tuviera una cabeza igual a un huevo peludo.
              – Alguien ha cogido una cucharada del huevo – dijo Tessa.
              La frase hizo eco en su cabeza de ese particular modo, que revela haberla dicho antes. Enseguida supo que había visto a la señora hacía dos días. No olvidaba los rostros tan particulares.
             – ¡El huevo! – grito la mujer – ¿porqué sigues hablando del huevo?
             Estaba enfadada.
            – Normalmente no hablo conmigo misma – se dijo a sí misma, mientras sacudía la cabeza. 
            Tessa bajó un escalón de la escalera de la zapatería. 
            – Pero el huevo, ¡¿qué pasa con huevo?!
            – No, no creo que lo seamos, respondió. – Acabamos de conocernos. Es algo que se suele decir, una forma de hablar.
            – ¡¿El huevo?!
            – Oh, el huevo – dijo Tessa – bajó el último escalón hacia la tienda y cerró la puerta entre ellas. 


Tessa volvió a pasarla media hora más tarde a la altura de la Plaza Bopa, pero evitó de forma desagradable hablar con ella. 
            – ¿Me estás siguiendo, coleguita? – Le dijo Tessa, cuando la señora le tiró de la mano un cuarto de hora más tarde en el supermercado Brugsen. 
            – Sí – dijo la mujer – mientras le miraba de forma esperanzadora a la cara. 
            – Vale, pero ¿por qué?
            – Tu pelo es diferente. 
            – Sí, es cierto, es una peluca nueva. Tiene que hacer que parezca más joven. 
            – Y lo hace. 
            – Gracias – dijo Tessa honestamente halagada –. – Voy a salir un ratito el sábado, o yo…
            – No es bonita. Solo hace que parezcas más joven. 
            – ¡Vaya! 
            – ¿Estás calva? ¿Es por eso que hablas del huevo?
            Le contó que no estaba calva, pero que no le gustaban su poco pelo gris.
            – Soy fea, pero me da igual – le dijo la mujer pequeña. 
            – No, no eres fea – mintió Tessa. 
            – Ya lo creo, ningún hombre quiere acostarse conmigo. 
            Tessa le dijo que habían hombres para todo tipo de mujeres. La mujer dijo que para ella no había ninguno, pero que le daba igual, porque pronto moriría. Tenía una enfermedad rara, que hacía que no pudiera esperar superar los treinta años. Tessa había calculado que la mujer tenía cincuenta. Dijo que era terrible, pero la mujer no lo creía así. Nadie le iba a echar de menos y no había nadie del que le diera pena despedirse. 
            – Tú eres mi única amiga y es solo una forma de hablar – resumió la mujer. 
            – ¿Le has contado a tus padres que vas a morir? – le preguntó Tessa. 
            Claro que los padres sabían de la enfermedad. Lo habían sabido desde el nacimiento. Pero tampoco los padres le echarían de menos, pensaba ella. Tessa le dijo, lo cual era cierto, que estaba segura de que si lo harían. 
            – No, piensan que soy desagradable de ver. 
            – Ninguna persona puede ver a un niño como feo – dijo Tessa y miró al vacío. 
            La mujer le dijo que claro que sus padres podían ver que era fea, que hacía daño a los ojos mirarla. Pero no era eso lo que quería decir. 
            – Pero no es por eso que no les gusta verme. No es porque sea fea. Piensan que han perdido el tiempo en criar a una, que igualmente va a morir antes que ellos. 
            A Tessa le daba vergüenza haber hablado mal de su cabeza, le ruborizaba pensar que le había oído.  
            – Desgraciadamente he de irme ya; estoy esperando una llamada – dijo.
            La pequeña mujer, por su parte, aceptó ir a tomar café la siguiente tarde. 
            Empezó a ir a visitar a Tessa diariamente y rápidamente la llevó a la situación, en la que no podía evitar prepararle dulces caseros. 
Compraron zapatos juntas. La mujer, que tenía pies pequeños, pero sorprendentemente feos, sin embargo caminaba dócilmente sobre un tacón largo y fino. Tessa quedó tan sorprendida por esa cualidad tan destacable en ella, que no podía evitar la tentación de comprarle un vestido de noche largo, que resaltara sus tobillos y su trasero con justicia. 
            Transcurridas un par de semanas, Tessa organizó la primera cita a ciegas entre su nueva amiga y uno de sus conocidos solteros. Leo, que trabajaba en un puesto de alto rango en la policía, responsable de crímenes sexuales, era bastante mayor que la mujer pequeña, pero no mucho mayor de lo que ella aparentaba. 
            – Me has buscado un tío gordo y sucio, con el que nadie quiere salir, ¿verdad?
            Tessa le dijo que todo lo contrario, se trataba de un hombre con el que ella habría salido alegremente, si le hubiera invitado. 
            – Sí, pero tu también eres vieja. 
            El comentario reafirmó a Tessa, quien decidió que nunca más hablaría de su vida amorosa con la pequeña mujer llamada Åsa o con cualquier otra persona. 
            Ni Åsa, ni Leo se refierieron a la cita a ciegas como una buena experiencia. Leo, de todas formas, expresó su deseo de volver a verla; había despertado su curiosidad. 
            – ¡Pues llámalo compasión!, si eso es lo que sientes – le dijo Tessa. 
            Él lo negó. 
            Tessa intentó convencerla de volver a encontrarse con el hombre, pero no se dejó presionar para nada. 
            Ninguno de los siguientes hombres con los que Tessa le concertó citas, tuvieron más que una oportunidad. 
            Tres meses después le dijo Tessa:
            – Ya no conozco a más, Åsa.
            Åsa había tenido aproximadamente una cita por semana y pasados tres meses Tessa se había quedado sin conocidos solteros, animados a emparejarse con una mujer pequeña y fea, que aparentaba tener cincuenta. 
Bien es cierto que Tessa tampoco quería comprarle más zapatos o vestidos.


Åsa no fue a tomar café al día siguiente. Tessa había previsto que Åsa percibiría el mensaje como un rechazo y emplearía algo de tiempo para superarlo. 
            Tampoco al día siguiente o el siguiente, apareció Åsa. 
            Tessa la buscó cuarenta y tres días después y descubrió por un obrero que estaba trabajando en la fachada de su casa, que había muerto hacía un mes. 
            Se quedó de pie un rato en el aire seco de septiembre salado, cuando venía del este por el puerto de Nordhavn, y enriquecido de polvo de cal pulida de la fachada, cuando hacían espirales entre los edificios. Åse la rubia estaba muerta y ya enterrada. Tessa lo sentía como si su hija se hubiera mudado de casa una vez más. 
            Un alivio colosal. 


Cinco años después Tessa participó en una feria de moda en Herning. Tenía que escribir sobre zapatos de fiesta para la revista de una asociación del barrio de Østerbro. Al otro lado de la pasarela vio de repente una mujer de piernas cortas, con el pelo rebelde rubio rojizo. Su cráneo era exageradamente grande, respecto a su cuerpo escuchimizado, pero su cara era la de Åsa. Habían tantas personas entre ellas, había una pasarela, había un espectáculo entre ellas. Tessa le saludó y enseguida consiguió su atención, lo cual simplemente hizo que Åsa buscara esconderse tras la pasarela. 
            – Oh, me lo tendría que haber dicho – se dijo Tessa a si misma. – Tendría que haberla sorprendido, pillarla, montarle un número. 
            Y ahora tenía que luchar para pasar entre la muchedumbre, lanzarse por los rincones del recinto de la feria en busca de la escurridiza, verla desaparecer en un balcón. 
            – ¡Espera! ¡Haz el favor de venir aquí!
            Y
            – ¿Porqué lo hicisteis? ¿Porqué? – Debería haber gritado. ¿Porqué no lo gritó?
            Debería haber conquistado la pasarela, cogido el micrófono y pedido que le devolviera sus zapatos, haber pedido una compensación y empatía, que la estafadora le había chupado sin derecho, le había drenado. Compensación por los amantes que le había dado. 
            Åsa debería haberse tirado del balcón con vergüenza ondeante y en uno de los vestidos de noche usados de Tessa. Sobretodo Tessa tendría que haber denunciado a Åsa a la Policía; la mujer debería ser investigada, ser juzgada y puesta en prisión. 
            Åsa ya había desaparecido entre la muchedumbre. Tessa no tenía el cuerpo para correr tras de ella, si la viera, pero decidió por lo menos haría lo último. 
            Se sentó en la cafetería y llamó por teléfono a su amigo de la Policía, responsable de crímenes sexuales. 
            – ¿Dices que has visto a Åsa?
El policía no parecía muy convencido de que hablaban de la misma persona. 
            – ¿Te acordarás de la pequeña mujer con el pelo claro y revuelto?
            – Aha, el peculiar cachorrillo con el que me juntaste. 
            – Ya empiezo a estar harta de escuchar estas cosas, ¡tampoco era tan fea!
            – Dije peculiar, Tessa, era graciosa. 
            – ¿Graciosa?
            – Sí, hablaba de ti como lo hacen las prostitutas que trabajan en los estratos más altos cuando hablan de su cliente: “Mi amigo dejó un pequeño regalo de agradecimiento cuando la visita concluyó”. Sabemos los dos que no era un amigo, que no le han regalado nada, y sabemos como ha trabajado para conseguir el dinero. Ella sabe que yo lo sé. Pero también sabe que nos vemos obligados a hacer como si nos encontrásemos en otra realidad, porque su realidad reta a la Ley y yo estoy obligado a hacer algo al respecto, si hablamos claro. Y tiene ese lenguaje que ha aprendido de su clientela exquisita, pero su voz tosca revela que viene de Valby y no de Kongens Lyngby.
 
            – ¿Así que Åsa viene de Valby?
            – No, la puta, Tessa. Åsa hablaba de ti como las putas de lujo hablan a un policía sobre su…
            – De su cliente, vale gracias, lo he pillado Leo, pero ¿qué me quieres contar con esta comparación tan galante?
            – Era una observación, Tessa, solo una observación.

Leo no creía que Tessa tuviera un caso contra Åsa. No había nada ilegal por mentir sobre su enfermedad o ni en fingir una muerte para salir de una relación indeseada. Una demanda sobre un timo a nivel personal, siempre sería complicada de llevar ante los tribunales. Esto fue lo último que Leo le dijo a Tessa antes de que ella terminara la conversación telefónica.
            Se quedó sentada, pidió café. Me ve como un simple cliente de prostitución, una de esas que los políticos quieren prohibir, pensó. Pensó que era el motivo por el que Leo nunca le había invitado a salir. Pero tampoco podía ser ese el motivo. Tampoco había llamado antes de que le castigara con esa cita maldita.
            La feria había terminado, el recinto estaba casi vacío, el recoge platos invitó educadamente a Tessa a que vaciara su taza.
            – Creía que por lo menos sería Madamme, ama de un burdel.
            – ¿Te hubiera gustado ser Madamme de un burdel?

            – No, pero no creía que me viera como el cliente en la relación – respondió, antes de darse cuenta de que no era ella quién había hecho la pregunta.

torsdag den 31. januar 2019

Tvillinge-manuskripterne er færdige

Tvillinge-manuskripterne er færdige. De har ikke meget andet med hinanden at gøre, end at de er skrevet samtidig, nemlig inden for de seneste tre år. Eller måske snarere end skrevet samtidig: skrevet på skift. 

Frode-teoremet (cirka 600 bogsider) er en filosofisk fagbog, der handler om, hvad skønlitteratur er. Den udkommer på Forlaget Spring i foråret 2020.

Afstande over vand (359 bogsider) er en roman, der overhovedet ikke handler om, hvad filosofi er. Den udkommer på forlaget Ekbátana i februar 2020. 

fredag den 4. januar 2019

Russerne kommer!


Hvor læserne her på bloggen tidligere især kom fra Danmark og Spanien, har de på det seneste for cirka 80 procents vedkommende været russere. Det er ikke, fordi danskerne og spanierne har svigtet bloggen. Besøgstallene er mangedoblet med de nye læsere fra Rusland. Det er et pudsigt fænomen, da jeg jo udelukkende skriver på dansk, men kunne det måske hænge sammen med, at jeg for et par uger siden lagde en tekst op, som handlede om den tjekkiske dissident, Václav Havel, som jeg muligvis næsten mødte i det kommunistisk ledede Prag i efteråret 1985 ved et hemmeligt møde med den illegale oppositionsbevægelse Charta 77? Teksten var mest af alt tænkt som en pudsig, lille fortælling om livets vilkårlighed, men russerne har tilsyneladende haft smag for den diskrete humor ...

torsdag den 3. januar 2019

Mine vigtigste projekter i 2019

  1. Udgivelse af romanen Fuglede-planen
  2. Udgivelse af det litteraturteoretiske værk Frode-teoremet
  3. Udgivelse af børnebogen Stenen
  4. Udgivelse af romanen Celeste på engelsk
  5. Videreudvikling af Selskab for Filosofi og Litteratur


Ad 1) Fuglede-planen
Fuglede-planen er et manuskript på foreløbig 515.950 typeenheder, som er skrevet hen over de seneste knap tre år, dog med en længere pause, hvor jeg skrev Frode-teoremet. Jeg forventer at blive færdig med at skrive romanen inden for den næste måned.

Fortællingen foregår på Vestsjælland, syd for Kalundborg, hvor den økonomiske udvikling, men også mange andre sider af livet udefra set synes stagneret. En mand vender hjem til den hendøende fødeby, Lille Fuglede, hvor han straks sætter gang i et ambitiøst og fremsynet udviklingsprojekt, men hvem er egentlig interesseret i det? Og hvordan reagerer hans barndomsvenner på det, og han selv på mødet med disse stemmer fra sin fortid?

I manuskriptet møder vi flere karakterer fra novellesamlingen Kig på damen (særligt StoreMogens) og en enkelt fra romanen Celeste.

Fuglede-planen må i hvert fald kunne udgives i begyndelsen af efteråret.


Ad 2) Frode-teoremet
Jeg har skrevet et litteraturteoretisk manuskript på 616.472 typeenheder. Manuskriptet er færdigt og skal nu blot finde sig en udgiver. Det bør kunne udgives i foråret 2019.

Jeg arbejder mig under vejs deduktivt frem til en intentionel definition af skønlitteratur, og den kalder jeg for Frode-teoremet. Det er således en angivelse af, hvad der adskiller skønlitteraturen fra alle andre genstande i verden. Særlig relevant er det at skelne mellem skøn- og faglitteratur, hvorfor det er netop denne skelnen, der optager mig mest i manuskriptet.
           
Frode-teoremet præsenterer sig som opposition til forståelser af skønlitteratur, der enten hævder, at andre træk end Frode-teoremets angivelser er mere anvendelige end dette som definition af genren, eller at skønlitteratur slet og ret ikke lader sig definere eller kun lader sig definere ved brugen af teksten, ikke ved tekstens egenskaber.

Jeg indleder med at klarlægge, hvad en intentionel definition overhovedet er, og hvorfor det er en fordel at have sådan en. Derefter forsøger jeg at vise, hvorfor ingen af de kendte definitioner af skønlitteratur (eller afvisninger af en sådans mulighed) er brugbare. Så undersøger jeg deduktivt og under en stadig inddragelse af især skønlitterære teksteksempler, hvorvidt Frode-teoremet er den rigtige definition. Dette leder frem til en operationalisering af definitionen. Operationaliseringen er en angivelse af, hvad der skal være tilfældet for, at man i henhold til teoremet kan klassificere et værk som skøn- og ikke faglitterært. Altså af hvad der ifølge teoremet skal være tilfældet for, at man kan karakterisere et værk som skønlitteratur.

Operationaliseringen bruges siden i analysen af en case, nemlig Det uperfekte menneske af Jørgen Leth, som er et bogværk i et formodet grænseområde mellem skøn- og faglitteratur. Denne analyse skal dels teste teoremet slidstyrke, dels illustrere, hvordan det kan anvendes til at foretage en skelnen mellem de to hovedgenrer.

Til sidst lader jeg teoremet diskutere med Jørgen Dines Johansens definition af skønlitteratur.


Ad 3) Stenen 
Stenen er en opfølger til den gennemillustrerede børnebog Bo fra Østerbro, hvorfra vi allerede kender de fleste af karaktererne. Ligesom sin forgænger består Stenen af små selvstændige, men alligevel indbyrdes forbundne historier.

Protagonisten Bo er blevet ældre, nærmere bestemt 9 år. Derfor er historierne nu mere komplekse, både hvad angår indhold, sprog og struktur. Alle fortællingerne i Stenen handler om, hvad der sker, når forskellige mennesker i Bos nærhed fortæller ham en historie. Det er således historier med en rammefortælling, der flere steder smelter sammen med selve historien.

Foreløbig har jeg skrevet tre fortællinger færdig, nemlig
  • 'Tyndskid og tøserne'
  • 'En løve'
  • 'Stenen'

Og så er jeg godt i gang med den fjerde fortælling. Jeg vil tro, at der derudover skal være en femte, mens der i forgængeren kun var tre. Der bliver således mere tekst i denne børnebog end i den første af den simple grund, at den er til større børn, som selv kan læse.

Dette stiller også nogle andre krav til illustrationerne. Niels Thomas Jensen, som malede de fantastiske illustrationer til Bo fra Østerbro, har heldigvis sagt ja til også at illustrere denne bog, men formatet bliver et andet. Der vil formodentlig blive tale om en læseselv-bog med stort/hvide stregtegninger i.

Vi forventer, at Forlaget Vilde dyr vil kunne udgive bogen i det sene efterår 2019.


Ad 4) Celeste på engelsk
Christine Gasbjerg er i færd med at oversætte romanen Celeste til engelsk. Jeg håber, den således kan nå ud til det internationale publikum, som teksten henvender sig til.


Ad 5) Selskab for Filosofi og Litteratur
I september 2018 stiftede en mindre gruppe fagfilosoffer, litterater og skønlitterære forfattere Selskab for Filosofi og Litteratur. Jeg er med i det fem mand store arbejdsudvalg.

Vores næste arrangement løber af stablen lørdag den 23. marts 2019. Det kommer til at foregå i Odense, hvor forfatteren Kristian Ditlev Jensen indleder med at tale over emnet: "Autofiktion: Har forfatteren et moralsk ansvar over for de virkelige personer, som skildres i en fiktiv ramme? I givet fald hvilket?"

Siden skal vi holde generalforsamling i september, hvor der også vil være et litterært/filosofisk emne på programmet, og vi brygger desuden på yderligere et par spændende aktiviteter i 2019.

onsdag den 2. januar 2019

Status over 2018 på bloggen

Jeg vil ønske alle gæsterne på bloggen et bragende godt nytår, og en hjertelig tak skal I have for at have kigget ind på Lystens værk i det forløbne år.

2018 har været et aktivt år på bloggen med 54 opslag. Det gør året til det næstmest aktive siden begyndelsen i 2007. Flest opslag var der i 2009, hvor bloggen udkom med 62 originale tekster, men i 2009 fik jeg hjælp af Anders Vægter Nielsen og Lars Bo Nørgaard, som begge gæstebloggede med adskillige tekster på Lystens værk, noget jeg trods succesen aldrig har gentaget, og 2018 har således været det år, hvor jeg selv har lagt flest tekster op nogensinde. Og august 2018 blev samtidig min rekordmåned med hele 16 opslag.

Desuden blev 2018 året, hvor jeg for første gang siden begyndelsen gav bloggen et nyt layout. Der er kommet nye farver på, og mit elskede, gamle sidehovedbillede blev afskaffet til fordel for et renere snit. Layoutet er blevet mere overskueligt, og det er nemmere at finde frem til ældre tekster af interesse. Nu kan man desuden klikke sig frem til en omtale af alle mine bøger ude til højre, og i bunden af denne bjælke finder man en menu med forskellige artikler, som jeg har publiceret i andre medier. Der er også links til anmeldelser af udvalgte bøger og links til interview og tekstuddrag fra bøgerne. I midterfeltet finder man forneden nogle eksempler på blogtekster opdelt efter forskellige hovedtemaer, nemlig

·      Flanør i Madrid
·      Fri tekst
·      Sportsportrætter
·      Glimt af et liv
·      Familieportrætter
·      Samtaler med børn
·      Om litteratur
·      Debat og politik
·      Om sprog

Det er overraskende for mig selv, at der ikke blev brug for en kategori for filosofitekster, men dem har jeg simpelthen ikke skrevet ret mange af på bloggen.

Årets top 12 over de mest læste opslag:
  1. Vær med til at fejreudgivelsen af Bo fra Østerbro!
  2. Ja-hatten
  3. Banditter med nitter
  4. Kvindehår er som et mandelår – om den vanskelige brug af adjektiver om menneskekroppe
  5. Min første børnebog på vej
  6. Med sin tilslutning til højrefløjen har Socialdemokratiet slået midten ihjel
  7. En dag, jeg var sur, gik jeg ind på en anarkistisk bar
  8. Afhent gratis bog i Århus
  9. Til min mor, som fylder 80
  10. Forfatterskolen som universitetsuddannelse?
  11. Peter havde et godt hug med begge skanker
  12. Stiftende møde i Selskab for Filosofi og Litteratur

Årets mest læste postering handler om maj måneds udgivelse af børnebogen Bo fra Østerbro. Nummer fem på listen handler også om den bog, som derfor må siges at være årets historie på Lystens værk. Andenpladsen indtages af en feministisk tekst, som tager udgangspunkt i #MeToo-bølgen. Teksten om Forfatterskolen som mulig universitetsuddannelse er i virkeligheden også en udløber af #MeToo, som således må siges at være det næstpopulæreste emne på bloggen. Men som man kan se, er det ikke let at sige, hvilke temaer der generelt tiltrækker sig størst interesse fra bloggens læsere. I top-12 finder man fx to familieportrætter (en fødselsdagstale til min mor og en sen nekrolog om min fætter Peter). Der er dog også tekster, som handler om den politiske udvikling i Danmark, brugen af adjektiver om menneskekroppe, et hverdagsbillede fra Madrid, en tekst om kinesiske gangstere, der kopierer det børnetøj, som min kæreste laver, om muligheden for at få et gratis eksemplar af romanen Piazza del Popolo og om stiftelsen af Selskab for Filosofi og Litteratur.

Min konklusion vil derfor være, at jeg bliver ved med at skrive om præcis det, der til enhver tid måtte interessere mig, men at jeg naturligvis forpligter mig til at holde bloggens læsere orienteret, når jeg udgiver nye bøger.

Som et kuriosum kan det nævnes, at næstefter danskerne og spanierne synes russerne at være de mest interesserede i teksterne fra Lystens værk.