torsdag den 3. januar 2019

Mine vigtigste projekter i 2019

  1. Udgivelse af romanen Fuglede-planen
  2. Udgivelse af det litteraturteoretiske værk Frode-teoremet
  3. Udgivelse af børnebogen Stenen
  4. Udgivelse af romanen Celeste på engelsk
  5. Videreudvikling af Selskab for Filosofi og Litteratur


Ad 1) Fuglede-planen
Fuglede-planen er et manuskript på foreløbig 515.950 typeenheder, som er skrevet hen over de seneste knap tre år, dog med en længere pause, hvor jeg skrev Frode-teoremet. Jeg forventer at blive færdig med at skrive romanen inden for den næste måned.

Fortællingen foregår på Vestsjælland, syd for Kalundborg, hvor den økonomiske udvikling, men også mange andre sider af livet udefra set synes stagneret. En mand vender hjem til den hendøende fødeby, Lille Fuglede, hvor han straks sætter gang i et ambitiøst og fremsynet udviklingsprojekt, men hvem er egentlig interesseret i det? Og hvordan reagerer hans barndomsvenner på det, og han selv på mødet med disse stemmer fra sin fortid?

I manuskriptet møder vi flere karakterer fra novellesamlingen Kig på damen (særligt StoreMogens) og en enkelt fra romanen Celeste.

Fuglede-planen må i hvert fald kunne udgives i begyndelsen af efteråret.


Ad 2) Frode-teoremet
Jeg har skrevet et litteraturteoretisk manuskript på 616.472 typeenheder. Manuskriptet er færdigt og skal nu blot finde sig en udgiver. Det bør kunne udgives i foråret 2019.

Jeg arbejder mig under vejs deduktivt frem til en intentionel definition af skønlitteratur, og den kalder jeg for Frode-teoremet. Det er således en angivelse af, hvad der adskiller skønlitteraturen fra alle andre genstande i verden. Særlig relevant er det at skelne mellem skøn- og faglitteratur, hvorfor det er netop denne skelnen, der optager mig mest i manuskriptet.
           
Frode-teoremet præsenterer sig som opposition til forståelser af skønlitteratur, der enten hævder, at andre træk end Frode-teoremets angivelser er mere anvendelige end dette som definition af genren, eller at skønlitteratur slet og ret ikke lader sig definere eller kun lader sig definere ved brugen af teksten, ikke ved tekstens egenskaber.

Jeg indleder med at klarlægge, hvad en intentionel definition overhovedet er, og hvorfor det er en fordel at have sådan en. Derefter forsøger jeg at vise, hvorfor ingen af de kendte definitioner af skønlitteratur (eller afvisninger af en sådans mulighed) er brugbare. Så undersøger jeg deduktivt og under en stadig inddragelse af især skønlitterære teksteksempler, hvorvidt Frode-teoremet er den rigtige definition. Dette leder frem til en operationalisering af definitionen. Operationaliseringen er en angivelse af, hvad der skal være tilfældet for, at man i henhold til teoremet kan klassificere et værk som skøn- og ikke faglitterært. Altså af hvad der ifølge teoremet skal være tilfældet for, at man kan karakterisere et værk som skønlitteratur.

Operationaliseringen bruges siden i analysen af en case, nemlig Det uperfekte menneske af Jørgen Leth, som er et bogværk i et formodet grænseområde mellem skøn- og faglitteratur. Denne analyse skal dels teste teoremet slidstyrke, dels illustrere, hvordan det kan anvendes til at foretage en skelnen mellem de to hovedgenrer.

Til sidst lader jeg teoremet diskutere med Jørgen Dines Johansens definition af skønlitteratur.


Ad 3) Stenen 
Stenen er en opfølger til den gennemillustrerede børnebog Bo fra Østerbro, hvorfra vi allerede kender de fleste af karaktererne. Ligesom sin forgænger består Stenen af små selvstændige, men alligevel indbyrdes forbundne historier.

Protagonisten Bo er blevet ældre, nærmere bestemt 9 år. Derfor er historierne nu mere komplekse, både hvad angår indhold, sprog og struktur. Alle fortællingerne i Stenen handler om, hvad der sker, når forskellige mennesker i Bos nærhed fortæller ham en historie. Det er således historier med en rammefortælling, der flere steder smelter sammen med selve historien.

Foreløbig har jeg skrevet tre fortællinger færdig, nemlig
  • 'Tyndskid og tøserne'
  • 'En løve'
  • 'Stenen'

Og så er jeg godt i gang med den fjerde fortælling. Jeg vil tro, at der derudover skal være en femte, mens der i forgængeren kun var tre. Der bliver således mere tekst i denne børnebog end i den første af den simple grund, at den er til større børn, som selv kan læse.

Dette stiller også nogle andre krav til illustrationerne. Niels Thomas Jensen, som malede de fantastiske illustrationer til Bo fra Østerbro, har heldigvis sagt ja til også at illustrere denne bog, men formatet bliver et andet. Der vil formodentlig blive tale om en læseselv-bog med stort/hvide stregtegninger i.

Vi forventer, at Forlaget Vilde dyr vil kunne udgive bogen i det sene efterår 2019.


Ad 4) Celeste på engelsk
Christine Gasbjerg er i færd med at oversætte romanen Celeste til engelsk. Jeg håber, den således kan nå ud til det internationale publikum, som teksten henvender sig til.


Ad 5) Selskab for Filosofi og Litteratur
I september 2018 stiftede en mindre gruppe fagfilosoffer, litterater og skønlitterære forfattere Selskab for Filosofi og Litteratur. Jeg er med i det fem mand store arbejdsudvalg.

Vores næste arrangement løber af stablen lørdag den 23. marts 2019. Det kommer til at foregå i Odense, hvor forfatteren Kristian Ditlev Jensen indleder med at tale over emnet: "Autofiktion: Har forfatteren et moralsk ansvar over for de virkelige personer, som skildres i en fiktiv ramme? I givet fald hvilket?"

Siden skal vi holde generalforsamling i september, hvor der også vil være et litterært/filosofisk emne på programmet, og vi brygger desuden på yderligere et par spændende aktiviteter i 2019.

Ingen kommentarer: