Anekdote om hjerneblødning

Jeg tror det var i sommer i svedige trøjer, sejlende kroppe styrter rundt i gangene på dæk 5, jeg er strimet af sved, passagerer skal af og andre skal på, nogle af dem skal af, nogle skal blive, ja, velkommen ombord, hr., jeg er skam ansat, jeg har hvide saltstriber på ryggen som en strandet delfin, det er bare for sjov, vi er løbet tør for asfalt, skal jeg sige Dem, ja, jeg er en rigtig spøgefugl og i dagens anledning stinker jeg af gnu, en gnu i løbetid, fik De den, nå, De skal af, javel, det er der ingen der forhindrer Dem i. Det kan også være det er oktober i svedige trøjer, vi har travlt, der er ingen forskel, min hjerne består af suppe, der skvulper i min vom, jeg har sovet dårligt, selv om det ikke vipper og ikke har vippet, min vom vipper og søvn og drømme vil blive i kroppen i timer, i timer endnu, du må vågne, makker, VÅGN OP for helvede, hvad sker der, nogle skal af, andre skal på, men hvem, vi har bookinglister og vi er i havn om et stykke tid, vi er ikke inde endnu, og der er returgæster, det hedder det, returgæster, de skal med tilbage fra Hirtshals til enten Stavanger eller Bergen, de skal med tilbage til det norske igen, når vi sejler nogle timer senere og på vores lister er de markeret med lyserødt, lyserødt er returer, det er ligesom på m/s Håbet, hvor jeg var skibsdreng i det meste af 1912, hvem taler om papirmåner i den farve, koncentrer dig, fjols, deres kabiner skal ikke ryddes, de pågældende kabiner skal ikke strippes og gøres klar, for de passagerer skal jo med tilbage, så de efterlader som regel bagage, men de vil gerne have lov at gå i land, ja, så gerne frue, kabine nr. 5217, 5. dæk, ja, men disse to kvinder står ikke på vores liste, deres kabinenummer gør ikke, så de skal vel bare af og ikke på igen, I står altså ikke på listen, frue, HVORFOR GØR DE IKKE DET, eller gør de, nå, jo, det gør I da vist alligevel, hæhæ, og det må De rigtig nok rundstykke, beklager, og I kan sagtens gå i land, men så skal I aflevere boardingkortene enten til mig eller i receptionen og straks protesterer den ene af de to kvinder, det kan hun virkelig ikke forstå, næ, det kan De måske ikke, men jeg bliver nødt til på det allerbestemteste at bede Dem om at komme herut af min kahut, temmelig lige nu, for vi har travlt, hvis De skulle være i tvivl, og jeg får dem høfligt og uforskammet, men på den søde arrogante måde gelejdet dem ud af den kahut, skrid. Og dét var faktisk på høje tid. Men fem et halvt nøjagtigt, bum, præcis sekunder senere, standser jeg op som flækket af lynet: Jeg, dvs. den halvdel af mig, der har nået at standse, stirrer ind i en lyseblå dør, der er lukket. Jeg kommer til vished, jeg er sikker på at jeg husker forkert, den anden halvdel af mig er allerede styrtet fremad, den enes ord om at det er menneskeligt at ævle, hvormed jeg mener fejle, kunne være sagt i Vejle, hvad rager det ham, han hører intet, jeg følger efter idioten, og vi bliver atter én, vi er igen én idiot, skudt igennem kaskettens skygge eller bare snotforvirret, nu er jeg i det mindste VÅGEN, det kan ikke nægtes, for jeg tog jo fejl, oh stakkels kvinder hvad må de ikke tro, for det er jo for syvsytten sådan at det er folk, der BLIVER ombord, der skal aflevere deres boardingkort, thi teknisk set er de af hensyn til toldreglerne gået i land, for ellers kan man ikke købe toldfrit, men i næste uge laver bookingen reglerne, altså ikke toldreglerne, det står trods alt ikke i deres magt, om, det gør de hele tiden, de skiderikker, og jeg styrter fra blålilla zone som lige nu er mit ansvar over til dækkets grønne zone (her er dørene grønne, det er simpelthen så smart), som det her zigzaggende lyn jeg absolut ikke er, løber jeg, og jeg udtaler højt og tydeligt til min kollega, som jeg ser på vej til at fjerne et par genstridige passagerer med en kran, hun er simpelthen i gang med en kran inde i kabinen, hun har løftet en passager op i kraven, han brokker sig noget, man ser det for sig, nå ikke, men jeg siger altså højt, at jeg lige har fået en hjerneblødning. Min kollega mener ikke, at passagerne overhovedet må gå i land, der er et vist mål af forvirring blandt os og også blandt passagerne, da vi er forsinkede, hvilket betyder en ankomsttid omkring kl. 10 i stedet for som normalt kl. 8, panik, siger jeg til min kollega, som forsøger at få brokrøven af en passager til at holde kæft, det er den kran, hvor hun så end har den fra, det må et af vores nye redskaber, hun hører ordet hjerneblødning, og det er rystende, hun ser på mig, hun stirrer, hun stirrer på mig, der åbenbart ligner en der lige er faldet ned fra månen, chokeret, men jeg er inde i en drøm af hvide måger, der padler rundt i den suppe i den vom i den hjerne etc, det er i hvertfald noget rod, ligesom det med kranen, det hører ingen steder hjemme, og min kollega siger øjeblikketligt at jeg skal kalde en styrmand over walkien og det forstår jeg ingenting af, oppe på broen har de intet med booking eller detaljer vedrørende passagerer at gøre overhovedet, men min kollega er erfaren, mere erfaren end min suppe, så jeg gør, hvad hun siger, selv om jeg ikke forstår hvorfor, styrmand til ego, styrmand til ego, og selveste overstyrmanden svarer, selv om broen ikke skal forstyrres hverken under ind- eller udsejling eller anløbning eller udflåd eller gråd eller noget som helst andet, jaeh, kan du bekræfte, siger jeg, kan du bekræfte at vi afsejler tre kvarter senere end normalt, for hvad helvede skulle jeg ellers spørge den styrmand om, vi skulle gerne have mindst den tid til rådighed, lige et øjeblik siger overstyrmanden, han lyder af gode grunde forbløffet, og jeg ser på min kollega, der står med åben hud og volutter, mulen hænger, som man siger, jojo, siger overstyrmanden så i le walkie, vi sejler klokken ca dit komma dat, det vil sige passagerne kan kun blive i land i en halv time, en halv time til tre kvarter, og min kollega stirrer på mig, bestyrtet, hun forstår ikke, hvad der blev af den passager, der havde fået hjerneblødning, hun var ret imponeret over at jeg kunne sé det på en passager sådan uden videre, men jeg er en mand af mange talenter, jeg kan simpelthen ting, det ved man, og så er det med at få fat på broen, at få fat i en styrmand som er den stedlige reservelæge med hjerteudstyr og artefakter og jeg skal gi dig ska jeg, det er en skandale, hjerneblødning gør man ikke nar af, det var ikke en passager, det var jo mig, det var mig, der havde fået den hjerneblødning.