onsdag den 15. april 2009

syns

Pia Juul stillede på Facebook et uskyldigt spørgsmål ud i dansk grammatik, nemlig:
”Hvad hedder imperativ af 'at synes'”?

Kristian Ditlev Jensen svarede formalistisk:
”det kan man vel grammatikalisere sig ud af: Tag lige og synes, makker!”

Christian Yde Frostholm (cyf) bragte den videre med en god bevidsthedsfilosofisk pointe:
”Det minder mig lidt om Francis Ponge, der efterlyste en imperativ for at ville. Nogle ting kan man måske bare ikke gøre på kommando?”

Jeg skrev:
”Cyf har ret i, at man ikke kan synes eller ville noget på kommando, men dels stiller sproget sig jo ikke i vejen for, at man kan give meningsløse kommandoer (verden er fuld af dem ...). Dels kan man bruge imperativer på andre måder end som kommando. Tag fx imperativformen af at mene: "men hvad du vil!". Eller imperativ af at elske: "Elsk mig!" Det er jo ingen kommando, men et følelsesudbrud, hvis indhold vel er noget i retning af "Jeg elsker dig, og jeg kan kan ikke holde ud, at du ikke elsker mig!"”

Men dette dækker over, at ingen af os har svaret på, hvad Dansk Sprognævn ville sige til spørgsmålet. Hvad er det korrekte svar på spørgsmålet? Kom nu Per Halskov, du har haft over en måned!

1 kommentar:

Anders Vægter Nielsen sagde ...

Ha - interessant indspark af Pia Juul. Og af Chr. Yde Frostholm og af dig. Jeg er enig med dig i, at problemet næppe primært skyldes det absurde eller selvmodsigende (i hvertfald i en NUtidig sammenhæng!)i imperativ i ganske bestemte meningssammenhænge, som f.eks. i eksemplet "at synes." Jeg mener mao. at din overskrift udsiger det væsentligste. "Syns". Det kan man jo nemlig ikke sige uden at slå krøller på tungen. Dertil er det grimt og lyder åndssvagt, på dansk, det lyder ikke dansk. Er det ikke dét ... nærmest?