Jeg er blevet sportsjournalist på BT

Ok, lad os se, om det bliver til mere, men i hvert fald har jeg skrevet en artikel om, hvad der venter Christian Eriksen, hvis han skifter til Real Madrid:

https://www.bt.dk/fodbold/b.t.-i-madrid-det-venter-eriksen-i-kongeklubben

Brobyggerne

Så skete det: "Hvis de kommer i Folketinget, vil vi bygge en bro, så vi i samlet flok kan gå til de andre partier og sige: 'Vi bliver nødt til at have styr på indvandringen', blandt andet ved at kræve et asylstop," udtaler Dansk Folkepartis Peter Skaarup til A4 Nu. Det stærkt antidemokratiske Stram Kurs er kommet ind i varmen hos regeringens støtteparti. Dansk Folkeparti vil 'bygge bro', altså hente dele af Stram Kurs' program ind i regeringens politik. Længere tid tog det alligevel ikke.

11 spørgsmål til Mikkel Bolt

Jeg kan ikke stemme, fordi jeg ikke bor i Danmark, og det gør ondt helt ind i marven af den mindste ørenknogle. For mig er folketingsvalget en stor og vigtig fælles handling. Men sådan har jeg det

faktisk bare, viser det sig, fordi jeg er blevet snydt af det parlamentariske blændværk, som skal få mig til at tro, at jeg og resten af befolkningen besidder en politisk handlekraft.

Professor Mikkel Bolt er nemlig en meget sandere revolutionær end mig og har i modsætning til mig gennemskuet, at demokratiet nu er blevet opløst i markedet, i erhvervslivet og på børsen, sådan at de vigtigste beslutninger ikke længere gøres til genstand for demokratisk diskussion. "Det danske demokrati er tømt for politisk indhold og fyldt med overfladisk reklamesprog," udtaler han til Politiken. Og det er noget, som er sket gradvis hen over de seneste 30 år. Derfor er den bedste, vi nu kan gøre, at lade være med at stemme. For så bryder hele lortet sammen, og et nyt basisdemokrati vokser frem fra neden. Som novice ud i den sande revolutionære politiske æstetik bliver jeg nødt til at bede Bolt opklare et par af de spørgsmål, jeg sidder tilbage med:
1) Hvor langt skal stemmeprocenten ned, før hele lortet (herunder nationalstaten og kapitalismen) bryder sammen, og et nyt og reelt demokrati vokser frem fra neden? Jeg kan ikke lade være med at tænke på USA, hvor stemmeprocenten aldrig har været mærkbart over 50, så

2) hvordan har man kunnet konstatere, at denne ringe folkelige opslutning om parlamentarismen i USA har truet dens og kapitalismens og nationalstatens eksistens?

3) Kan man eventuelt mærke på Donald Trumps måde at regere på, at han er blevet ydmyg og lydhør over for befolkningen, fordi han er valgt med kun cirka 23 procent af den voksne befolknings stemmer? Eller er præsidenten eventuelt pisse ligeglad, ja, faktisk kun taknemmelig for apatien og den manglende deltagelse?

4) Hvis vi nu forsøgsvis antager, at højrefløjens vælgere ikke er synderligt interesserede i, at kapitalismen og nationalstaten bryder sammen, og derfor ikke retter sig efter Mikkel Bolts revolutionære vejledning, hvad vil konsekvensen af, at venstrefløjen undelader at stemme, så være?
5) Hvordan udviklede basisdemokratiet sig på universiteterne, da ansatte og studerende holdt op med at stemme til fakultetsråd og konsistorium?
6) Er fremvæksten af et folkeligt basisdemokrati en nødvendig følge af den ringe opslutning omkring parlamentarismen?
7) Eller er basisdemokratiet en nødvendig følge af parlamentarismens, nationalstatens og kapitalismens sammenbrud?
8) Kan alle samfundsmæssige beslutninger i et reelt folkeligt basisdemokrati træffes på lokalt niveau? Eller er der eventuelt også i sådan et samfund behov for at tage visse beslutninger (fx angående infrastrukturer, sundhedsvæsen, menneskerettigheder, retsprincipper, miljøstandarter og flygtningepolitik) på nationalt eller ligefrem overnationalt niveau? 
9) Hvis dette er tilfældet, hvordan og af hvem skal disse beslutninger så træffes, hvis ikke af et parlament, valgt repræsentativt?
10) Er det helt umuligt at forestille sig, at man kan opbygge et folkeligt basisdemokrati, som overtager ansvaret for beslutninger, som før blev truffet af en økonomisk elite, samtidig med, at man opretholder og bakker op om et parlament?
11) Hvis de vigtigste beslutninger ikke længere gøres til genstand for demokratisk diskussion på grund af en indholdsmæssig tømning af demokratiet, som har fundet sted inden for de seneste 30 år, var det så tidligere, fx for 35 år siden, sådan, at de vigtigste samfundsmæssige beslutninger blev truffet i Folketinget?

Maler aben

Først var der det dejlige, farverige vægmaleri i venstre side af dette første foto.

Et par år senere fortsatte en fantastisk reliefkunstner rundt om hjørnet og gjorde den første gadekunstners åbne motiv til en chimpanse. Det er jo urimeligt godt set – og gennemført. Det er et møde mellem kunstnere og kunstarter, som kun gadens frie rum giver mulighed for.

Og så blandede den sociale virkeligheds stemme sig pludselig også. “Din gadekunst får min husleje til at stige”, står der med skæmmende, sort skrift hen over det oprindelige kunstværk, som man kan se på dette andet foto. Jeg synes, det er en skam at overmale herligheden, og jeg har vanskeligt ved for alvor at tro på den årsagssammenhæng, som skriften påstår. 

Men sandt er det i hvert fald, at ejendomspriserne her i Lavapiés, Madrid, er steget voldsomt de seneste to-tre år, og at mange, som har boet her i kvarteret hele livet, nu bliver presset ud til forstæderne.

Åbent brev til Folketinget

– en appel fra en række foruroligede borgere

Vi ser nu for første gang i mange år et utilsløret antidemokratisk parti søge valg til Folketinget. Her tænker vi naturligvis på Stram Kurs, som truer med internering af politiske modstandere i lejre og med landsforvisning af tusindvis af muslimske medborgere og borgere med etnisk oprindelse i lande, som partiets frontfigur fyndigt omtaler som 'lortelande'. 

Partiets frontfigur taler samtidig stærkt nedsættende om arbejdsløse, handicappede og andre, som befinder sig i vanskelige sociale omstændigheder, og partiet nægter at forholde sig til de menneskeskabte klimaforandringer, som synes at være vor tids største trussel mod civilisationen.

Adskillige politikere fra både venstrefløjen, højrefløjen og midten i dansk politik har allerede tilkendegivet, at de ikke vil basere deres politiske magt på samarbejde med det antidemokratiske Stram Kurs. Det, synes vi, er rigtig godt.

Men sådanne løse tilkendegivelser har vi trods alt hørt før. De har det med at miste betydning, når de står i vejen for den politiske magt. Vi har derfor skrevet en appel til politikerne om at lade handling følge ord og på en mere forpligtende måde vedkende sig bærende værdier, som vi forsøgsvis har sammenfattet i en erklæring, en sindelagstilkendegivelse, der kan sættes til afstemning i Folketinget. En del af punkterne er omskrivninger af paragraffer fra FN's verdenserklæring om menneskerettigheder. Andre er slet og ret opsummeringer af, hvad vi opfatter som grundlæggende værdier i det danske demokrati.

Punkterne er formuleret i generelle vendinger, altså ikke som konkrete lovforslag. Vi har gjort det sådan for ikke at fortabe os i uenigheder om teknikaliteter. De mange punkter er med for at vise, hvor meget der faktisk samler os. Dog er kun medtaget punkter, som det store flertal af befolkningen – på tværs af partiskel – efter vores bedste overbevisning vil kunne støtte. Intentionen med nærværende brev er at samle, men samtidigt og ikke mindst at dæmme op for antidemokratiske kræfter, der tværtimod ønsker og arbejder på at splitte befolkningen.

Venlig hilsen

Allan Hilton Andersen (oversætter), Anna Hansen (pensioneret pædagogmedhjælper), Beata O. Brammer, Bjarne Thagaard Jensen, (pedel/altmuligmand), Bo Vangsø Iversen (lektor), Christian Dyrst (musiker, komponist m.v.), Christina Reeder Ryborg Jørgensen (adjunkt), Dorte Hummelshøj Jakobsen (forfatter og redaktør), Elisabeth Halskov Jensen (psykologistuderende), Elizabeth Japsen (socialrådgiver), Flemming Chr. Nielsen (forfatter, oversætter og journalist), Helle Bøg Brandt (skolelærer), Helmuth Hauberg Mikkelsen (efterlønner), Jens Peter Kaj Jensen (forfatter), Jens Stoumann Jensen (pensionist), Jesper Brygger (forfatter), Jørgen Richter (pensioneret højskolelærer), Kaj Weber (musiker), Karl Egon Halskov (pensioneret efterskoleforstander), Kirsten Brun (forfatter), Knud Lindhart Halskov (pensioneret postbud og taxachauffør), Knud Steffen Nielsen (billedkunstner og forfatter), Lars Lynge Nielsen (pensioneret rektor), Line Vesterheim, (Pædagogisk sociolog), Lis Mulvad Kingo (mentor), Lise Bitsch Simonsen (fuldmægtig), Margit Sidsel Halskov (pensioneret efterskolelærer), Mette Richter (lektor i pædagogik), Mikkel Bruun Zangenberg (litteraturkritiker), Morten Thing (historiker), Nanna Holm (studenterpræst), Ole Bundgaard (forfatter, musiker og billedkunstner), Nora Halskov (folkepensionist), Palle Krabbe (musiker), Per Brahde (cand.mag.), Per André Sidor (Digital restaurerings- og masterings-tekniker), Pernille Clemmensen (selvstændig erhvervsdrivende og pædagog), Peter H. Olesen (sangskriver og forfatter) og Stig Halskov (musiker og tømrer).

Vi opfordrer således Folketingets medlemmer til at vedtage nedenstående tværpolitiske minimumserklæring til forsvar for Danmarks demokrati og tilliden til, at demokratiet er funderet i en retsstat. 

Folketinget konstaterer følgende og går derefter over til næste punkt på dagsordenen:

∞∞∞∞∞∞∞∞∞∞

Det er afgørende for demokratiets måde at fungere på, 

at alle myndige borgere med dansk indfødsret, eller med et af Folketinget fastsat åremål af forudgående og sammenhængende ophold i landet, både kan stemme og opstilles til folketingsvalgene.

– at regeringen svarer sandfærdigt, fyldestgørende og hjælpsomt på spørgsmål fra Folketingets medlemmer, og at lovforslag fremsættes og behandles på en måde, som muliggør en lødig og fyldestgørende debat på grundlag af en grundig overvejelse, en folkelig høring og en saglig vurdering af implikationerne.

– at fungere på, at landets domstole tilser og sikrer, at landets love overholdes, og tilsvarende vigtigt at domstolene ganske vist finansieres af staten, men i øvrigt fungerer uafhængigt af regeringen og Folketinget.

 – at der stilles undervisningstilbud, således folkeskoler, gymnasieskoler og videregående uddannelser, med ikke-forkyndende, vidensbaseret undervisning til rådighed for borgerne på en måde og i et omfang, som gør det muligt for alle borgere at benytte sig af dem.

–  at der gives mulighed for fri, vidensbaseret og ikke-forkyndende forskning inden for alle forskningsfelter, og at forskningens resultater i videst muligt omfang gøres tilgængelig for hele befolkningen.

–  at der gives mulighed for at udbyde undervisningstilbud, således friskoler, efterskoler og højskoler, som ikke følger den statslige eller kommunale uddannelsesplan.

– at der stilles kunstneriske og kulturelle tilbud, således museer, teatre, koncertsale, biblioteker, medborgerhuse, legepladser, naturparker, sportsfaciliteter m.v., til rådighed for borgerne på en måde og i et omfang, som gør det muligt for alle borgere at benytte sig af dem.

– at udøvende kunstnere gives mulighed for at uddanne og udfolde sig kunstnerisk og i videst muligt omfang gøre deres kunst alment tilgængelig, og at enhver har ret til beskyttelse af de moralske og materielle interesser, der hidrører fra en hvilken som helst videnskabelig, litterær eller kunstnerisk frembringelse, som vedkommende har skabt.

– at der for alle borgere i hele landet gives gode, sunde og alment tilgængelige pasningsmuligheder for børn, som endnu ikke er i skolealderen, således vuggestuer og børnehaver.

– at der forefindes gode og tilstrækkelige landsdækkende kommunikations- og informationskanaler, således internetforbindelse, telefonnet og ukommercielt landsdækkende tv og radio m.v..

– at politi og domstole beskytter borgerne mod enhver form for vold og tyveri af personlige ejendele, og at ingen gøres til genstand for vilkårlig indblanding i private forhold, familie, hjem eller korrespondance, ej heller for angreb på ære og omdømme, og at enhver således modtager lovens beskyttelse mod sådan indblanding eller angreb. Dette gælder også indgreb og angreb fra statens side.

– at domstolene giver enhver borger lige og tilstrækkelige muligheder for at påklage ulovligheder.

– at domstolene giver enhver borger lige og tilstrækkelige muligheder for at forsvare sig mod anklager, således om fornødent med hjælp fra en beskikket forsvarer, og at ingen borger kan underlægges straf, med mindre det hinsides enhver rimelig tvivl er påvist, at borgeren på strafbar vis har forbrudt sig mod landets love, og at enhver person, der anklages for et strafbart forhold, således anses for uskyldig, indtil vedkommendes skyld er godtgjort i henhold til lov ved en offentlig retshandling.

– at ingen anses for skyldig i noget strafbart forhold på grund af nogen handling eller undladelse, der ikke i henhold til national eller international ret var strafbar på det tidspunkt, da den blev begået. Og tilsvarende, at ingen idømmes strengere straf end den fastsatte på den tid, hvor det strafbare forhold blev begået, og at ingen borger kan underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller vanærende behandling eller straf.

– at enhver person, som opholder sig i Danmark, anerkendes som retssubjekt, således at alle sikres lige ret for loven og krav på uden nogen form for forskelbehandling at modtage lovens beskyttelse.

– at enhver, der har nået myndighedsalderen, uden begrænsninger af etniske, seksuelle, kønsmæssige, nationalitetsmæssige eller religiøse grunde har mulighed for at gifte sig og at stifte familie, og at alle har krav på lige rettigheder med hensyn til indgåelse at ægteskab, under ægteskabet og ved dettes opløsning, og tilsvarende at ægteskab udelukkende kan indgås med begge parters frie og fulde samtykke.

– at ingen borger med dansk indfødsret, uanset religion, politisk overbevisning eller etnisk herkomst, kan fortabe indfødsretten og de pligter og rettigheder, der følger af denne.

– at enhver borger i landet, uanset religion, politisk overbevisning eller etnisk herkomst, kan ytre sig, færdes og udfolde sig frit under skyldigt hensyn til landets love.

– at enhver har ret til at forlade et hvilket som helst land, herunder sit eget, og til at vende tilbage til sit eget land, men også at enhver frit kan vælge opholdssted inden for hver stats grænser, og at enhver har mulighed for i andre lande at søge og få tilstået asyl mod forfølgelse.

– at ingen underkastes vilkårlig anholdelse, tilbageholdelse eller landsforvisning.

– at enhver borger i landet har tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter, og således at ingen borger kan pålægges straf for sine religiøse eller politiske overbevisninger.

– at enhver borger i landet har menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel.

– at enhver under fredelige former frit kan forsamles og danne foreninger, men også at ingen kan tvinges til at være medlem af en forening.

– at enhver myndig borger i landet har lige adgang til offentlige embeder og hverv uden nogen form for forskelsbehandling på grundlag af køn, alder, etnisk eller social herkomst, seksualitet, politisk eller religiøs overbevisning, og tilsvarende at ingen i udøvelsen af sit arbejde eller i sin adgang til statens ydelser forskelsbehandles eller diskrimineres.

– at enhver borger har ret til alene eller i fællesskab med andre at demonstrere offentligt for politiske eller andre formål.

– at enhver borger har ret til at tilslutte sig faglige organisationer, som arbejder for at fremme medlemmernes løn- og arbejdsvilkår, og tilsvarende at enhver borger har ret til at deltage i strejker eller på anden vis aktionere fagligt for at fremme løn- og arbejdsvilkår.

– at alle landets arbejdspladser på bedst mulig måde er sikret mod ulykker og sundhedsskadelige påvirkninger af medarbejderne, og at enhver sikres hvile og fritid, herunder en rimelig begrænsning af arbejdstiden, og til periodisk ferie med løn.

– at enhver sikres lige løn for lige arbejde.

– at enhver borger inden for rimelig afstand fra sin bopæl og uden urimelig forsinkelse har adgang til kvalificeret helbredsundersøgelse, behandling og sundhedsrådgivning på hospitaler, hos praktiserende læger og i sundhedsklinikker.

– at enhver borger har mulighed for betryggende hjælp og pleje, når de ikke længere er i stand til at klare sig uden, og at borgere, som grundet arbejdsløshed eller andre uforskyldte sociale omstændigheder ikke kan forsørge sig selv, sikres overlevelsesmuligheder og et værdigt liv.

– at sikre naturens biodiversitet og luftens og grundvandets renhed.

– at landet i forpligtende samarbejde med andre lande arbejder seriøst og målrettet på drastisk at nedbringe udledningen af miljøødelæggende og klimaforandrende gifte.

Velproportioneret nyhedsformidling

Trump truer med at udslette Iran. Kolera, sult og hjemløshed er ved at nedbryde befolkningen i Mozambique efter cyklonen i marts. Syrien ligger i ruiner, og Libyen er på vej mod borgerkrig. Men langt vigtigere er det dog ifølge Ekstra Bladet, at en ung mand i et sydafrikansk fitnesscenter pillede ved sin tissemand under tøjet, mens han foran en trænende kvinde kiggede på sin mobiltelefon.

Mand onanerer

Lex Paludan

Når jeg diskuterer politik med borgerlige venner, oplever jeg for det meste, at vi er dybt uenige om militær, udenrigspolitik, erhvervsliv og arbejdsmarked. Men for det meste er vi til gengæld mere enige, når det gælder grundlæggende retsprincipper og principper for parlamentarismens vilkår. Vi er også ret tit enige om nogle helt overordnede principper for socialstatens måde at arbejde på. Parlamentarismen og socialstaten er umistelige værdier for størstedelen af befolkningen.

Den folkelige kærlighed til disse grundværdier afspejler sig imidlertid ikke altid i den politik, som faktisk vedtages i Folketinget. Her har de været under nærmest permanent pres fra et flertal af tinget medlemmer i årevis.

Her i valgkampen er der så kommet et nyt parti til, som slet ikke synes at dele disse værdier, og som ikke engang gider lade som om.

Stram Kurs kommer ikke ud af ingenting. Deres tyranniske retorik kan ses som videreudvikling af en bevægelse i dansk politik, der har været længe i gang, og som for alvor tog fart efter terrorangrebet 11. november 2001. Hadet til de fremmede er en velkendt vej til magten. Men alligevel repræsenterer Stram Kurs noget nyt i dansk politik, nemlig et helt nyt og skamløst niveau, hvor frihedsrettigheder, menneskerettigheder og sociale rettigheder for de dårligst stillede ikke længere betyder noget.

Det har mange reageret på. Også mange politikere fra både højre og venstre. Den siddende statsminister har udtalt, at han ikke kommer til at regere på Rasmus Paludans nåde. Stram Kurs er udemokratiske på en måde, som vi tilsyneladende ikke vil tillade at definere dansk politik. Det er vældig positivt med de tilkendegivelser fra politikere, som ellers ikke synes at have meget til fælles. Det er som et demokratisk nationalt kompromis.

Men det er ikke helt nok. I oktober 1999, hvor Stram Kurs' forløbere, Dansk Folkeparti, var ved at vinde frem, udtalte den siddende statsminister, Poul Nyrup Rasmussen den kendte sætning om DF: "Stuerene bliver I aldrig!" Det var en klar tilkendegivelse af, at han og hans parti aldrig ville komme til at basere deres magt på DF's mandater og således give dem indflydelse på socialdemokraternes politik. Og nu ved vi jo alle, hvordan det er gået. Så den slags statsministertilkendegivelser gør det tydeligvis ikke alene.

Måske skulle man tage fat et andet sted end ved den blotte afstandtagen fra den frådende antidemokrat? Vi kunne jo se den nye tværpolitiske enighed som en historisk mulighed for at undersøge mere præcist, hvilket værdigrundlag vi taler ud fra, når vi i fællesskab afviser Rasmus Paludan. Hvad er det for overordnede demokratiske værdier, de fleste danskere har til fælles på tværs af politiske skel?

Hvis vi kan opnå bred politisk enighed om sådanne overordnede værdier og få politikerne til at vedkende sig dem, har vi et stærkere værn mod Stram Kurs' indflydelse på dansk politik end politikernes mere uforpligtende erklæringer om ikke at ville give partiet indflydelse.

Dette kan måske samtidig få det forslåede danske demokrati og den skrantende rets- og socialpolitik tilbage på sporet fra tiden før Dansk Folkeparti.

Man kan jo indvende, at vi allerede har et dokument, som opsummerer disse værdier, nemlig Grundloven. Det er et vigtigt dokument, som alle Folketingets medlemmer har sværget ved før deres indtrædelse i tinget. Men Grundloven blev senest revideret for 66 år siden. De færreste vælgere var født dengang. Og Grundloven er på flere måder både forældet og utilstrækkelig som beskrivelse af vores retssamfund, vores demokrati og vores socialstat. Og samtidig er den i kraft af sine egne selvbeskyttende bestemmelser næsten umulig at lave om.