onsdag den 29. maj 2019

Maler aben


Først var der det dejlige, farverige vægmaleri i venstre side af dette første foto.

Et par år senere fortsatte en fantastisk reliefkunstner rundt om hjørnet og gjorde den første gadekunstners åbne motiv til en chimpanse. Det er jo urimeligt godt set – og gennemført. Det er et møde mellem kunstnere og kunstarter, som kun gadens frie rum giver mulighed for.











Og så blandede den sociale virkeligheds stemme sig pludselig også. “Din gadekunst får min husleje til at stige”, står der med skæmmende, sort skrift hen over det oprindelige kunstværk, som man kan se på dette andet foto. Jeg synes, det er en skam at overmale herligheden, og jeg har vanskeligt ved for alvor at tro på den årsagssammenhæng, som skriften påstår. 

Men sandt er det i hvert fald, at ejendomspriserne her i Lavapiés, Madrid, er steget voldsomt de seneste to-tre år, og at mange, som har boet her i kvarteret hele livet, nu bliver presset ud til forstæderne.

Ingen kommentarer: