Når jeg diskuterer politik med borgerlige
venner, oplever jeg for det meste, at vi er dybt uenige om militær,
udenrigspolitik, erhvervsliv og arbejdsmarked. Men for det meste er vi til
gengæld mere enige, når det gælder grundlæggende retsprincipper og principper
for parlamentarismens vilkår. Vi er også ret tit enige om nogle helt
overordnede principper for socialstatens måde at arbejde på. Parlamentarismen
og socialstaten er umistelige værdier for størstedelen af befolkningen.
Den folkelige kærlighed til disse grundværdier
afspejler sig imidlertid ikke altid i den politik, som faktisk vedtages i
Folketinget. Her har de været under nærmest permanent pres fra et flertal af tinget
medlemmer i årevis.
Her i valgkampen er der så kommet et nyt
parti til, som slet ikke synes at dele disse værdier, og som ikke engang gider
lade som om.
Stram Kurs kommer ikke ud af ingenting.
Deres tyranniske retorik kan ses som videreudvikling af en bevægelse i dansk
politik, der har været længe i gang, og som for alvor tog fart efter
terrorangrebet 11. november 2001. Hadet til de fremmede er en velkendt vej til
magten. Men alligevel repræsenterer Stram Kurs noget nyt i dansk politik,
nemlig et helt nyt og skamløst niveau, hvor frihedsrettigheder,
menneskerettigheder og sociale rettigheder for de dårligst stillede ikke
længere betyder noget.
Det har mange reageret på. Også mange
politikere fra både højre og venstre. Den siddende statsminister har udtalt, at
han ikke kommer til at regere på Rasmus Paludans nåde. Stram Kurs er udemokratiske
på en måde, som vi tilsyneladende ikke vil tillade at definere dansk politik. Det
er vældig positivt med de tilkendegivelser fra politikere, som ellers ikke
synes at have meget til fælles. Det er som et demokratisk nationalt kompromis.
Men det er ikke helt nok. I oktober 1999,
hvor Stram Kurs' forløbere, Dansk Folkeparti, var ved at vinde frem, udtalte
den siddende statsminister, Poul Nyrup Rasmussen den kendte sætning om DF:
"Stuerene bliver I aldrig!" Det var en klar tilkendegivelse af, at
han og hans parti aldrig ville komme til at basere deres magt på DF's mandater
og således give dem indflydelse på socialdemokraternes politik. Og nu ved vi jo
alle, hvordan det er gået. Så den slags statsministertilkendegivelser gør det tydeligvis
ikke alene.
Måske skulle man tage fat et andet sted
end ved den blotte afstandtagen fra den frådende antidemokrat? Vi kunne jo se
den nye tværpolitiske enighed som en historisk mulighed for at undersøge mere
præcist, hvilket værdigrundlag vi taler ud fra, når vi i fællesskab afviser Rasmus
Paludan. Hvad er det for overordnede demokratiske værdier, de fleste danskere
har til fælles på tværs af politiske skel?
Hvis vi kan opnå bred politisk enighed om
sådanne overordnede værdier og få politikerne til at vedkende sig dem, har vi
et stærkere værn mod Stram Kurs' indflydelse på dansk politik end politikernes
mere uforpligtende erklæringer om ikke at ville give partiet indflydelse.
Dette kan måske samtidig få det forslåede
danske demokrati og den skrantende rets- og socialpolitik tilbage på sporet fra
tiden før Dansk Folkeparti.
Man kan jo indvende, at vi allerede har
et dokument, som opsummerer disse værdier, nemlig Grundloven. Det er et vigtigt
dokument, som alle Folketingets medlemmer har sværget ved før deres indtrædelse
i tinget. Men Grundloven blev senest revideret for 66 år siden. De færreste
vælgere var født dengang. Og Grundloven er på flere måder både forældet og
utilstrækkelig som beskrivelse af vores retssamfund, vores demokrati og vores
socialstat. Og samtidig er den i kraft af sine egne selvbeskyttende
bestemmelser næsten umulig at lave om.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar