fredag den 17. maj 2019

Lex Paludan

Når jeg diskuterer politik med borgerlige venner, oplever jeg for det meste, at vi er dybt uenige om militær, udenrigspolitik, erhvervsliv og arbejdsmarked. Men for det meste er vi til gengæld mere enige, når det gælder grundlæggende retsprincipper og principper for parlamentarismens vilkår. Vi er også ret tit enige om nogle helt overordnede principper for socialstatens måde at arbejde på. Parlamentarismen og socialstaten er umistelige værdier for størstedelen af befolkningen.

Den folkelige kærlighed til disse grundværdier afspejler sig imidlertid ikke altid i den politik, som faktisk vedtages i Folketinget. Her har de været under nærmest permanent pres fra et flertal af tinget medlemmer i årevis.

Her i valgkampen er der så kommet et nyt parti til, som slet ikke synes at dele disse værdier, og som ikke engang gider lade som om.

Stram Kurs kommer ikke ud af ingenting. Deres tyranniske retorik kan ses som videreudvikling af en bevægelse i dansk politik, der har været længe i gang, og som for alvor tog fart efter terrorangrebet 11. november 2001. Hadet til de fremmede er en velkendt vej til magten. Men alligevel repræsenterer Stram Kurs noget nyt i dansk politik, nemlig et helt nyt og skamløst niveau, hvor frihedsrettigheder, menneskerettigheder og sociale rettigheder for de dårligst stillede ikke længere betyder noget.

Det har mange reageret på. Også mange politikere fra både højre og venstre. Den siddende statsminister har udtalt, at han ikke kommer til at regere på Rasmus Paludans nåde. Stram Kurs er udemokratiske på en måde, som vi tilsyneladende ikke vil tillade at definere dansk politik. Det er vældig positivt med de tilkendegivelser fra politikere, som ellers ikke synes at have meget til fælles. Det er som et demokratisk nationalt kompromis.

Men det er ikke helt nok. I oktober 1999, hvor Stram Kurs' forløbere, Dansk Folkeparti, var ved at vinde frem, udtalte den siddende statsminister, Poul Nyrup Rasmussen den kendte sætning om DF: "Stuerene bliver I aldrig!" Det var en klar tilkendegivelse af, at han og hans parti aldrig ville komme til at basere deres magt på DF's mandater og således give dem indflydelse på socialdemokraternes politik. Og nu ved vi jo alle, hvordan det er gået. Så den slags statsministertilkendegivelser gør det tydeligvis ikke alene.

Måske skulle man tage fat et andet sted end ved den blotte afstandtagen fra den frådende antidemokrat? Vi kunne jo se den nye tværpolitiske enighed som en historisk mulighed for at undersøge mere præcist, hvilket værdigrundlag vi taler ud fra, når vi i fællesskab afviser Rasmus Paludan. Hvad er det for overordnede demokratiske værdier, de fleste danskere har til fælles på tværs af politiske skel?

Hvis vi kan opnå bred politisk enighed om sådanne overordnede værdier og få politikerne til at vedkende sig dem, har vi et stærkere værn mod Stram Kurs' indflydelse på dansk politik end politikernes mere uforpligtende erklæringer om ikke at ville give partiet indflydelse.

Dette kan måske samtidig få det forslåede danske demokrati og den skrantende rets- og socialpolitik tilbage på sporet fra tiden før Dansk Folkeparti.


Man kan jo indvende, at vi allerede har et dokument, som opsummerer disse værdier, nemlig Grundloven. Det er et vigtigt dokument, som alle Folketingets medlemmer har sværget ved før deres indtrædelse i tinget. Men Grundloven blev senest revideret for 66 år siden. De færreste vælgere var født dengang. Og Grundloven er på flere måder både forældet og utilstrækkelig som beskrivelse af vores retssamfund, vores demokrati og vores socialstat. Og samtidig er den i kraft af sine egne selvbeskyttende bestemmelser næsten umulig at lave om.

Ingen kommentarer: