Ikke en chance

Jeg mødte kun Yahya Hassan en enkelt gang, nemlig da vi i 2014 var sammen i Madrid og Marrakech på Forfatterskolens studierejse, hvor jeg var med som vikar. Han kan ikke have været mere end 18 år dengang, men allerede verdensmand, en stjernedigter, fremtrædende samfundsdebattør, som gav begavede og indsigtsfulde interview om Palæstina og kontroversielle interview om livet i ghettoen, på vej ind i politik, troede vi. Charmerende, vital playboy og millionær. Det kriminelle gadeliv var han vokset ud af, håbede vi, ligesom han tydeligvis var vokset fra Forfatterskolen. Han var en udsædvanlig begavelse, et usædvanligt menneske, generøs med sit store talent. Han fik et stort, men også alt for hårdt og kort liv og i virkeligheden ikke en chance. 

De tre kriser

De tre mest påtrængende krav om forandringer af vores samfundsmæssige adfærd netop nu kommer fra Corona-epidemien, klimakrisen og #MeToo. Epidemien gør staternes kontrol med infrastrukturer nødvendig som aldrig tidligere i min levetid. Klimaforandringerne gør det samme, men nødvendiggør også en demokratisk styring af produktionen ud fra parametre, som ikke kun handler om rentabilitet. Den gør det nødvendigt, at beslutninger om tilrettelæggelse af produktionen tages ud fra samfundsmæssige hensyn, og derfor at de tages demokratisk og ikke tages privat af det fåtal, der har økonomisk interesse i at producere så billigt og derfor ikke-skånsomt som muligt. #MeToo viser i første omgang behovet for øget respekt og derfor også mere gennemført lighed mellem kønnene. Den tydeliggør imidlertid også, hvad en hierarkisk samfundsopbygning altid vil indebære af misbrug af privilegier og viser derfor også et behov for nedbrydning af hierarkier, altså for mere økonomisk lighed, fordeling af magten, mere fælles ledelse og ansvar.

Ingen af de tre kriser gør den ekstreme liberalismes svar interessante for os. Heller ikke racismens. Derfor bliver de ekstreme liberalister, fremmedhadere og racister også hurtigt politisk irrelevante i denne tid. Man kan diskutere, om nationalismen bliver mere eller mindre interessant. Klimakrisen kalder på internationale svar. Epidemien kalder nok på både nationale og internationale, men først og fremmest på ikke-kapitalistiske svar. Især er det afgørende, at værnemidler, vaccine og medicin udvikles og produceres offentligt og med henblik på, at så mange som muligt får adgang til dem så hurtigt og billigt som muligt, helst gratis. Produceres de med henblik på profit, ja, så vil formodentlig titusinder af verdens fattigste og mest udsatte dø en unødvendig død. I slumkvarterer og flygtningelejre, hvor ingen har råd til at købe beskyttelse. Man kunne eksempelvis give WHO økonomisk mulighed for at stå for udvikling, produktion og distribution af de ting. Og med en økonomi sat helt i stå vil der i epidemiens kølvand blive brug for dels en ny socialpolitik, særligt i lande, som ikke rigtig har haft nogen, fx USA og Spanien, hvor tanken om borgerløn pludselig har fået vind i sejlene. Det har den af den simple grund, at så mange af de fattigste har mistet købekraft, at de nærmest er forsvundet som forbrugere. Det kan økonomien ikke klare. Dels vil der blive brug for igangsættelse af offentlig, demokratisk styret produktion. Det kan være byggeprojekter, renovering af skoler og andre offentlige bygninger. Det er der i forvejen behov for. Men også offentlig produktion af energi er en oplagt kur, for det giver samtidig mulighed for at omlægge til grøn, vedvarende energi langt mere effektivt end nu. Og statslig forskning i og produktion af elbiler. Større investeringer i skole og uddannelse.

De udviklinger af demokratiske beslutningsprocesser og omlægninger af økonomien er helt nødvendige. Og derfor kommer de, hvad enten vi kan lide det eller ej. Vi skal gøre det på så klog en måde som muligt, nemlig på en måde, der tager højde for så mange som muligt af de nye krav, som de tre kriser stiller.

Statens Kunstfond

Tak til Statens Kunstfond for støtten. De penge er helt afgørende for mig. Ikke kun for at kunne skrive videre, men simpelthen for at kunne leve.

"Kunst gør en forskel. Og det vil vi gerne give omverdenen et indblik i. Derfor skal Kunstfonden krediteres, når dit støttede projekt og initiativ bliver offentliggjort og præsenteres for presse, publikum og andre interesserede." skriver fonden selv på hjemmesiden. Det gør jeg med stor fornøjelse. Kunstfonden er vigtig, ikke kun for mig, men for rigtig mange forfattere og andre kunstnere. Uden den ville Danmark og verden være langt fattigere.

I coronas skygge: Den spanske højrefløj vil have Unidas Podemos smidt ud af regeringen

Den spanske højrefløj forsøger at udnytte den nationale krise til at presse venstrefløjsalliancen Unidas Podemos ud af regeringssamarbejdet med socialdemokraterne i PSOE.

Næsten 19.000 spaniere har mistet livet til Covid 19, og over en million har mistet arbejdet under corona-krisen i Spanien. Landet er i undtagelsestilstand, der håndhæves et strengt udgangsforbud, og alt, hvad der kan lukkes, er lukket og låst.

Unidas Podemos har været stærke fortalere for denne strategi i bekæmpelsen af den dødbringende virus. I Spanien er det en alvorlig sag at blive arbejdsløs, hvis man ikke er funktionær eller ligefrem har haft et job, der giver adgang til et gyldent håndtryk. Venstrefløjen har derfor samtidig presset på for at få indført en særlig overlevelseshjælp for de mange nye arbejdsløse, sådan at de ikke bliver tvunget til at gå fra hus og hjem. Tanken er, at ydelsen skal svare til cirka halvdelen af mindstelønnen. 

Det konservative PP støttede ved krisens begyndelse den socialdemokratiske premierminister Pedro Sánchez og søgte indflydelse i en slags national kriseledelse, hvor den sædvanlige rivalisering skulle lægges på hylden med det angivelige formål at hjælpes ad med at styre landet gennem vanskelighederne.

Nu har piben imidlertid fået en anden lyd. Kredse inden for finanssektoren har angiveligt bedt deres normale allierede i PP om at presse på for en regeringsomdannelse. Nedlukningen af produktion og handel presser erhvervslivet hårdt, og en eventuel indførelse af en ny socialhjælp vil i udgangspunktet koste staten penge. Unidas Podemos mener på deres side, at nedlukningen er nødvendig for at bremse smittespredningen, som er løbet løbsk i Spanien, hvor hverken hospitalerne eller bedemændene kan følge med. De mener samtidig, at socialhjælpen ikke blot er helt nødvendig for de nye arbejdsløse, men at der også er tale om fornuftig krisepolitik, fordi det vil give de fattigste købekraft og på den måde gøre det lettere at få gang i detailhandlen, når landet åbner op igen. 

Men de skjulte indflydelsesagenter fra finanssektoren vil have en helt anden krisepolitik, som giver mulighed for at holde gang i industri og handel. FAES med den tidligere premierminister José María Aznar i spidsen, som er den stærkeste fraktion inden for PP, har lyttet til vennerne og kræver nu, at PSOE smider det venstreorienterede Unidas Podemos ud af regeringen, hvis PP skal bidrage til kriseledelsen.

PP’s leder Pablo Casado anklager PSOE for at have ladet sig trække til venstre af Unidas Podemos, særligt i sin handelspolitik, og han anklager premierministeren for at lyve og for at være arrogant og inkompetent.

Særligt aggressive er dog det nye højreekstremistiske parti Vox, som nu er blevet enige med PP om at målrette angrebet mod lederen af Unidas Podemos, Pablo Iglesias. Ham vil de have til at forlade posten som anden vicepræsident, før de overhovedet vil diskutere den nationale genopbygningspagt, som premierminister Pedro Sánchez har foreslået efter forbillede af Moncloa-pagten fra 1977, hvor politikerne samledes på tværs af partiskel for at udforme en ny demokratisk forfatning efter 36 års fascistisk diktatur.

Kilder i PP-ledelsen erkender, at deres mål er at angribe Pablo Iglesias og identificere ham med premierministeren for at svække begge.

Vox går mere til stålet. Deres leder, Santiago Abascal, har allerede fortalt Sánchez, at han ‘afskyr’ den måde, han leder landet på, og han har krævet, at både Sánchez og Iglesias træder tilbage, før de vil indgå i nogen pagt. Vox har ikke åbent sagt, at de ikke vil møde frem, hvis Sánchez indkalder dem til møde om en genopbygningspagt, men de har opstillet en række betingelse for at deltage, der ligger så langt fra regeringens politik, at det er helt urealistisk, at de kan komme til enighed om noget som helst.

Det liberale centrum/højre-parti Ciudadanos erklærer sig også uenige i regeringens krisepolitik, men i en mere moderat tone. De tilbyder sig som deltagere i en national samling, hvis regeringen holder sig fra PP. Og Pedro Sánchez’ regering har brug for hjælp. Den har brug for et stabilt flertal for ikke konstant at blive presset af de små regionale nationalistpartier, som sikrede PSOE og Unidas Podemos flertallet og Sánchez regeringsledelsen efter valget i november 2019.

Foreløbig har Sánchez ikke bøjet sig for højrefløjens krav om at skille sig af med Iglesias, men de konstante angreb svækker Unidas Podemos og deres muligheder for at gøre deres synspunkter gældende i regeringen, fx hvad angår forbedret socialhjælp.

Historisk baggrund

Det spanske socialdemokratiske PSOE ved af bitter erfaring, at reaktionære kræfter i landet begynder at røre på sig, når de røde nærmer sig magten. De var med i folkefronten, som vandt parlamentsvalget under den anden republik i 1936. Dengang var de selv blandt de røde, der gav anstød til general Francos succesfulde statskup, som kostede tre års blodig borgerkrig og de efterfølgende 36 års fascistiske mørke, der placerede Spanien som en paria i Europas udkant. I de 36 år var PSOE et illegalt parti og dets ledelse under jorden. Efter Francos død i 1975 og parlamentarismens genindførelse i 1978 blev partiet atter lovliggjort og genvandt hurtigt deres tidligere styrke. 

Mandag den 23. februar 1981 skulle parlamentet, El Cortes, under en regeringskrise i en centrum/højre-union stemme om, hvem der skulle efterfølge den tidligere falangist Adolfo Suárez som premierminister. Suárez var blevet presset til at trække sig tilbage. Landet var lammet af økonomisk krise, generalstrejke og omfattende demonstrationer. Hans eget centrum/højre-parti var ved at gå i opløsning, og de baskiske separatister i ETA udnytter magttomrummet til at gennemføre den ene terroraktion efter den anden. Klokken 18.23 afbrød en gruppe skarpt bevæbnede kupmagere med oberstløjtnant Antonio Tejero i spidsen afstemningen, skød varselsskud ud i salen og tog de 350 parlamentsmedlemmer som gidsler. De havde store dele af militæret bag sig under ledelse af kong Juan Carlos’ nære ven, general Alfonso Armada. Tankvogne rullede gennem gaderne i Madrid og Valencia. (Valencia er symbolsk vigtig, fordi det var der, Folkefrontens ledelse flygtede til under den spanske borgerkrig.) Der havde været tale om at udnævne en ny samlingsregering med både socialistiske og kommunistiske ministre for at imødekomme den utilfredse befolkning. De Franco-tro kupmagere var utrygge ved udsigten til, at de røde skulle få del i magten, og at de nordlige regioner i landet skulle få held til at løsrive sig, så de forsøgte at få kong Juan Carlos indsat som ny diktator. Den rolle havde Franco i årtier forberedt Juan Carlos på, men efter kort betænkningstid og rådslagning med sin far, Don Juan (som Franco fandt for liberal og derfor havde fravalgt som monark og sin egen efterfølger) valgte kong Juan Carlos at afslå de generøse tilbud, og så opgav kupmagerne.

Det tidligere meget røde PSOE havde (ligesom den tidligere fascistiske Adolfo Suárez fra den højre side) reformeret sig og nærmet sig den politiske midte. Den marxistiske fløj var udrenset, og partiet havde tilsluttet sig de forenede europæiske socialdemokratier, og nu så PSOE pludselig igen regeringsduelige ud. Deres moderate formand Felipe González blev premierminister efter en stor valgsejr i 1982. Den socialdemokratiske regering stabiliserede Spanien politisk, åbnede landet mod omverdenen, sikrer indmeldelsen i EF og en økonomisk vækst gennem de nye eksportmuligheder. PSOE beholdt regeringsmagten i de følgende 14 år.

Siden har PSOE og det konservative PP regeret på skift. I maj 2018 blev PP’s leder Rajoy afsat som premierminister efter et mistillidsvotum i parlamentet, og PSOE’s generalsekretær Pedro Sánchez blev indsat i stedet. I april 2019 var der nyvalg, hvor PP led et historisk nederlag og blev halveret, men PSOE kunne ikke danne regering alene, og Pedro Sánchez ville ikke regere på venstrealliancen Unidas Podemos’ nåde. Så udskrives der endnu et valg, som afholdes i november 2019, og her bliver resultatet nogenlunde det samme, men nu har PSOE erkendt, at de ikke kan regere uden Unidas Podemos’ hjælp, så socialdemokraterne og venstrefløjen danner regering sammen med Pedro Sánchez i spidsen.

Og det ryster de konservative kræfter i landet. Både det konservative PP og det højreekstremistiske Vox er på krigsstien og bruger alle mulige påskud for at forlange Podemos smidt ud af regeringen, men foreløbig altså uden held.

"Det er hårrejsende, horribel og underholdende læsning." Afstande over vand anmeldt

Maria Guldager Rasmussen har anmeldt Afstande over vand på Litteratursiden:

Her er et link til anmeldelsen:

https://litteratursiden.dk/boeger/afstande-over-vand-roman?fbclid=IwAR0DafHq5bhuKqSYlgyqHnG7c-HfKVbp1MqJExbys21VS-s2PhP1zepblvg

'Den smalle bog' giver fem flasker vodka til 'Afstande over vand'

Så kom anmeldelsen på 'Den Smalle Bog', og den citerer vi nedenfor. Hele anmeldelsen dukker op, hvis man klikker på linket nederst:

"Et mareridt i fortidens geografi

Hvis du overvejer at vende tilbage til din provinsielle opvæksts geografi for at gøre en forskel, skal du læse Jens Peter Kaj Jensens nye roman; den får dig på bedre tanker 

Jens Peter Kaj Jensen
Afstande over vand, roman
370 sider, 299,95 kr.
Forlaget Ekbátana

Af Jens Carl Sanderhoff

Solens varme stråler ville kalde alle duftene frem fra den klæge jord. Den ville også hidkalde en tørstig tordenflue, som ville sætte sig til at drikke fra det højre øjes fugtige inderkrog. Cyklens forhjul ville slingre mærkbart, mens man med den venstre hånds lillefinger forsøgte at skille sig af med den irriterende gæst. (s.83)

 

Det indledende citat er hentet fra første del af Jens Peter Kaj Jensens (f. 1965) nye roman, Afstande over vand. Sådan kan man stille en diagnose, uden at pege pointen alt for tydeligt ud, for præcis denne lille snip af en kapitel-indledende tekst fanger meget godt hele romanens uro, eller skulle jeg kalde det apokalypse, for der er ikke rart i Lille Fuglede og omegn, hvis man går litterært til værks i en gennemgang af det formative stof, vi alle sammen mere eller mindre er gjort af.

Jeg har været mesterligt underholdt, ikke af en vild og uforudsigelig fortælling, men at et plot, der ligner en blanding af tv-serien Landsbyen krydret med lidt Lykke-Per og antydningen af Dommedag Nu, og så kan man jo næsten ikke forlange mere. JPKJ skriver simpelthen flydende og godt, og indimellem (ofte) tillader han sig også at være poetisk - også det klæ’r ham.

...

Denne roman kunne sagtens være udgivet på et stort forlag, for den har det hele, og jeg ved ikke om JPKJ har haft den andre steder til gennemlæsning, men det er også lige meget, for skynd dig ud at købe den, så støtter du et af Danmarks mere spændende mikroforlag, og den ildsjæl af en forlægger, som Christel Sunesen er, og som ved gud arbejder intenst for sine forfattere og for udbredelsen deres bøger. Kom så afsted!

Vi bruger ikke stjerne-hjerte-whatever-skalaer, når vi bedømmer her på Den smalle bog, men jeg har alligevel lyst til at kaste fem ud af seks flasker billig vodka i grusgraven Lorten, som er et centralt sted i denne fortælling. Når du har læst romanen, hvad du selvfølgelig skal og gør, så vil du forstå, hvad jeg mener."

https://densmallebog.blogspot.com/2020/03/et-mareridt-i-fortidens-geografi.html?m=1&fbclid=IwAR1goOHvaFYl_AU5ruqBm9RZRT823JRLzboE2qUvVVtS3HrDiwgDy4pHEYY

Første anmeldelse af Afstande over vand

Her er den første anmeldelse af  min roman Afstande over vand, som udkom på Ekbátana den 6. marts 2020. Anmeldelsen er skrevet af den flittige bogblogger Anne Rye Andersson på bloggen BookHaul.

Anmeldelse

Statistik

Jeg har en statistikfunktion her på bloggen, hvor jeg kan se, hvor i verden mine læsere befinder sig. Og langt de fleste plejer i sagens natur at kigge med fra en ip-adresse i Rusland. Russerne er et dannet og sprogligt velskolet folk, som alle kan læse dansk og gerne vil holde sig orienteret om ny dansk skønlitteratur. Det er tydeligt. Der er også altid læsere fra Ukraine, Spanien, Frankrig, Island, Indonesien og Togo. Og det må være af nogenlunde samme grund.

Sidste måned skete der så noget nyt. Pludselig dukkede der mange hundrede læsere op fra USA. Faktisk så mange, at Rusland røg ned på en skamfuld andenplads. Jeg tænker, at det skyldes, at noget, jeg skrev om Bernie Sanders' kampagne for at blive præsident, er dukket op i søgemaskinen hos hans ivrige kampagnefolk.

Nu er det lang tid siden, jeg skrev om Sanders, og den amerikanske interesse er døet hen. Så skulle man jo tro, at russerne hurtigt ville generobre deres naturlige førsteplads, men nu er der ud af det blå begyndt at dukke danske læsere op, sådan at russerne stadig må tage til takke med andenpladsen. Hvad det skyldes, kan jeg simpelthen ikke regne ud.

Fødselsdag og gravhund

I forgårs fyldte Serena seks. Det er ikke noget særligt, så her er et billede fra hendes tidlige og mere ubekymrede ungdom, hvor hun endnu hverken skulle læse, skrive, lære engelsk – eller selv vaske sit hår eller vælge sit tøj om morgenen, for eksempel.

For os andre er det på den måde blevet lettere, det skal indrømmes. Vi har ingen småbørn længere. Men for at overgangen til et friere og mere uafhængigt liv ikke skal blive alt for brat og angstfremkaldende, har vi anskaffet os en gravhund.

Jette Gottlieb med Afstande over vand

En af mine gamle gymnasieklassekammerater udtrykte for et par uger siden en vis bekymring for, om der nu skulle optræde virkelige personer som figurer i min nye roman, Afstande over vand. Den foregår nemlig på den egn, hvor både han og jeg er vokset op. Det kan jeg så bekræfte: Det gør der. Der optræder fire virkelige, nemlig fire offentligt kendte personer. Tre politikere og (lidt mere skjult) en afdød forfatter. De andre figurer i romanen er fiktive.

Også de virkelige personers handlinger i bogen er fiktive.

En af de virkelige personer, som optræder, er MF Jette Gottlieb. Her er den gode Gottlieb med bogen. Min fætter Simon, der arbejder i det samme hus som Jette Gottlieb, har været så flink at stikke hende bogen under vesten. Der optræder også to af hendes kolleger fra andre partier, nemlig de to tidligere MF'ere Joachim B. Olsen og Carolina Magdalene Maier, men dem har jeg desværre intet forbindelsesled til, da de nu arbejder et andet sted.

Foto: Simon Troels Knokgaard Halskov

Læs her om venners og bekendtes bekymringer for og forventninger til de bøger, man skriver.