Min far regnede med at dø ung

Foto: Knud Halskov
 

Min far regnede med at dø ung. Han begyndte at ryge, da han var 7, og begyndte at fiske for alvor, da han var 12. Han var ambitiøs og ville lære alle sider af sit fag at kende, prøve alle former for fiskeri, alle fangstmetoder og redskaber. Lære at lave dem, lære alt om skibe og sejlads, alt om fisk og deres adfærd. Han fiskede ved Norge, Skotland, Skagen, Bornholm og i alle indre danske farvande. Han var sjældent i en hyre længere, end til han havde lært det, der var at lære. Så rakkede han videre. Han elskede friheden ved det, boede ombord eller havde måske et værelse på sømandshjemmet. Selvom han levede det liv, han ville, var det hårdt arbejde, og farligt, og så var det jo også rimeligt nok, at han kastede los og gav den fuld skrue, når han havde tid til at feste.

På sømandshjemmet i Skagen lærte han den unge kokkepige at kende, og hun kom hurtigt til at betyde noget særligt. Da han var blevet familiefar og gerne ville hjem hver dag, slog han sig ned ved Tissø, hvor han blev ålefisker. Det var også spændende arbejde. At lære alt om, hvordan man vedligeholder og plejer fiskebestanden i en indsø. Han byggede et geddeklækkeri og satte yngel ud i søen. Han satte også åleyngel ud og holdt øje med, hvordan de forskellige artsbestande afbalancerede hinanden. Han kæmpede en umulig miljøkamp mod nabobonden, som fyldte søen med gylle og fremkaldte iltsvind. Han fik bygget en ny havn, nye skibe, forbedrede fangstredskaberne. Det var også hårdt arbejde. Sådan kunne han lide det. Indtil hjertet ikke kunne holde til det længere.

Men selv om den unge fisker her på billedet har levet stærkt, kan han i dag fejre 85 års fødselsdag. Og det er jeg uendeligt glad og taknemmelig for. Tillykke med det, kære far.

Så bliver det kylling igen

Her er over 100 græssende gæs, men Vera fanger ikke en eneste. Det bliver en sløj Mortens aften i år.

Konvolutten

Da jeg var 18 år, fandt jeg under en gåtur i Koldilgade, Kalundborg, pludselig en stor, bugnende konvolut. Den lå lige foran mig på fortovet, og den var ikke ordentligt lukket, så jeg kunne godt se, hvad der var i. Det var store sedler, og der var rigtig mange. Jeg samlede konvolutten op, det er klart. Jeg kunne ikke tælle pengene på åben gade, men der var så mange, at jeg som det første tænkte, at nogen havde tabt udbetalingen til deres nye hus. Konvolutten lå ved døren til et advokatkontor. Tænk sig at have sparet sammen til et nyt hus og så tabe alle pengene på gaden. Jeg kiggede mig omkring for at se, om nogen stod og slog sig fortvivlet på jakkelommen, men der var ingen at se. Så overvejede jeg at gå ind til advokaterne med pengene, men tænkte straks, at det lige så godt kunne være narkopenge. Skulle jeg så hellere gå til politiet? Og hvem kunne jeg egentlig stole på, når det gjaldt så stort et beløb i brugte, herreløse pengesedler? Jeg forestiller mig, at jeg har set ret fjoget ud, mens jeg stod der, rådvild med en ordentlig røvfuld penge i hænderne. Der gik heller ikke mere end et minut eller to, så kom der en mere rådsnar kvinde, som hjalp mig ud af mine kvaler.

– Jeg ved godt, hvor de skal hen! sagde hun med et undertrykt smil.

Så rev hun konvolutten ud af hænderne på mig og var væk, før jeg fandt på noget at spørge om.

Og sådan er det egentlig gået lige siden. Jeg har tit ærgret mig over min måde at reagere på i den slags situationer. Men det gør jeg ikke mere. Det nytter ikke at ærgre sig over, hvem man er.

Bare uden håret

- Du er god til de stille, søde sange, far.

- Tak.

- Du skulle måske have været jazzsanger.

- Det tror jeg ikke, siger jeg. - Jeg kan bedst lide at synge godnatsang for dig.

- Men du skulle nok ikke synge rock.

Jeg siger, at jeg ellers godt kan lide rock

- Men du er mere stille. Du er ikke sådan …

Og så synger hun heavy.

Jeg siger, at rock måske ikke er det bedste at falde i søvn til. At ‘My Funny Valentine',  'Summertime' og 'Strangers in the Night’ fungerer bedre som godnatsange. Det er dem, jeg har sunget, siden hun var spæd.

- Og 'Yesterday’, siger hun.

Jeg siger, at det ikke er jazz.

- Nej far, men det er heller ikke rock.

Jeg vil gerne protestere og prøver at komme i tanke om en mere rock’et sang, jeg har sunget for hende, men valget synes at stå mellem ‘Se min kjole' og ‘Langt ude i skoven lå et lille bjerg’.

Hun betragter mig, overbærende.

– Det gør ikke noget, far.

- Nå, jo. Hvad med Pippis sang! Den er da lidt rock’et, forsøger jeg.

- Øh, nej.

Jeg tænker over, hvor mange år siden det mon er, at jeg smed læderjakken ud.10? 14? Men var jeg overhovedet rock’et, før jeg blev far? Har jeg nogensinde været det?

- Du kunne være blevet sådan en slags Justin Bieber, far. Bare uden håret.

- Godnat.

- Men far! Far? Faaaar?

Helle Malmvigs spøg

 — Hvis du skriver det som en vittighed, bliver folk i tvivl om, hvad du mener. Eller endnu værre: De tror, du mener noget andet, end du gør, skrev en god ven til mig, da jeg for en uges tid siden skrev et lille satirisk opslag på Facebook.

Så slettede jeg det igen.

For egentlig var det ikke min intention at give nogen mening til kende. Ja, i hvert fald ikke ud over, at jeg fandt det muntert, at en selvudnævnt repræsentant for overklassen på forsiden af Weekendavisen havde fået tildelt det enestående privilegium at skrive om, hvor skidt man kan have det, selvom man økonomisk og kulturelt er en af de mest privilegerede. Det var egentlig mest det sjove greb med, at den, der var født ind i Hellerups overklasse, ikke engang kunne unde en selvudnævnt repræsentant for underklassen retten til at definere overklassen og den højere middelklasse som i udgangspunktet mere privilegeret. At overklassens bare ville have det hele. Selv dette.

Det var sjovt på så mange niveauer. Også fordi det kom til at fungere som en ironisk kommentar til, hvor vigtig en ressource det er blevet at have retten til at definere de andre som de privilegerede og sig selv som den, det i virkeligheden er synd for. Men at de mest privilegerede nu så åbenlyst kæmper for at få overtaget også i den konkurrence, rummer altså sin egen vulgære ironi.

Kosteligt var det også, at seniorforsker Helle Malmvig (for hende er der naturligvis tale om) fra Hellerup gav udtryk for, at man kunne om ikke ligefrem overtrumfe underklassens ydmygelser så i hvert fald relativere dem, sådan at de ikke var noget særligt for underklassen. Det skulle komme i stand ved at belære digter og psykolog Glenn Bech (for det var ham, hun henvendte sig til) om, at man også kan være traumatiseret, selvom man kommer fra overklassen og ikke alene altid har haft røven fuld af penge, men også har haft fri adgang til det, vi med et uskønt udtryk er begyndt at kalde kulturel ‘kapital’.

Det har alle jo altid vidst, at man kan. Hvis nogen nogensinde har været lidt i tvivl, har der til enhver tid været adgang til allehånde kunstneriske fremstillinger af disse overklassetraumer. Det være sig hos Homer, William Shakespeare, Evelyn Waugh, Leif Panduro eller Thomas Vinterbergs ‘Festen’. Over- og middelklassen har altid haft adgang til at få deres fortællinger publiceret, og det har aldrig rigtig været muligt at overse deres kvaler.

Så at forestille sig, at netop en praktiserende psykolog (en faggruppe, som i årtier stort set ernærede sig ved netop at håndtere over- og middelklassens traumer) som Glenn Bech ikke skulle vide, at også de privilegerede får traumer, var måske næsten det sjoveste greb i Helle Malmvigs selvironiske satire på den selvforblindede overklasses vegne.

Nå ja, om Helle Malmvigs hensigt så også var at levere en satire, kan jeg jo faktisk ikke vide. Men jeg kan næsten ikke tro andet. Også fordi hun valgte at sætte sin tekst op som et digt, velsagtens fordi det skulle lade, som om det talte samme sprog som Glenn Bechs langdigt ‘Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’.

Det var den selvironi (sådan valgte jeg at opfatte det), som jeg ville anerkende med min egen lille satire i sidste uge. Siden har jeg set, at stort set alle andre har valgt at tage Malmvigs udsagn for pålydende. Og så er det pludselig ikke så sjovt længere.

Ved kassen i Aldi

En af de store daglige glæder, som endnu ikke er belagt med brugerbetaling og engangsgebyrer, er iagttagelsen af menneskelig adfærd.

Som eksempelvis den travle forretningsmand, der her i eftermiddags med mobilen i venstre hånd højlydt fortalte en af sine underordnede, hvordan en bestemt kontraktforhandling skulle skæres, mens han med den højre fyldte båndet med Aldis bedste discountvarer. Han havde også overskud til at skælde ud over den langsomme progression ved kassen. Hvorfor fanden skete der ikke noget?!

En kvinde prikkede ham på skulderen.

— Må jeg lige komme forbi, spurgte hun travlt, men venligt.

Men der var ingen, der skulle passere bag hans ryg.

— Men jeg skal ikke købe noget, jeg skal bare forbi, sagde hun med et underfundigt smil.

— Du kan vente i køen som alle os andre! meddelte han og bandede igen over, at hans varer ikke blev kørt igennem.

Og så fortsatte han ellers sine instruktioner i mobilen.

— Undskyld, men jeg bliver nok nødt til at komme forbi, bad kvinden.

— Jeg har sagt nej!

— Men...

— Jeg siger det ikke igen! Og hvorfor helvede er der ingen, der kører mine varer igennem?

— Fordi du ikke vil lade mig komme hen til kassen og ekspedere, sagde hun med et lille suk.

Bogbrancheguiden har spurgt mig om noget

 Her er et forfatterinterview, som Bogbrancheguiden har lavet.

Erindring fra Madrid

Han er skaldet med solbrændt isse og et vildtvoksende, hvidt skæg omkring det lille hoved, der er formet som en bold, der er trykket flad foroven. Jeg vil sige, han ser rar ud.

Han er ikke mindre end andre spanske mænd på den alder, men mere stiv i benene, når han trisser af sted mellem skolen og La Latina-metroen, en tur på tre hundrede meter. Hans gang består af korte og langsomme skridt i serier af tre, og når han endelig er kommet op til metrostationen, må han straks ned mod skolen igen. Ned mod skolen og den kiosk, hvor han køber sin grønne dåse.

Jeg har set ham pendulere her gennem mange år, men aldrig set ham i selskab med nogen. Jeg har aldrig hørt ham tale. Hvad der undrer mig mest er, at ingen kigger på ham. Jeg har spurgt andre forældre ved skolen, om de vidste, hvem han var. Ingen har forstår, hvem jeg taler om. Jeg har udpeget ham, men ingen synes at kunne se ham.

Når jeg siger, at han ser rar ud, mener jeg ikke, at han har et udpræget varmt ansigtsudtryk; han er nærmest udtryksløs. Det er, som om det koster ham så store anstrengelser at drage luft ned i lungerne, at der ikke er råd til et smil. Eller til det modsatte.

Han er standset foran kiosken, da jeg pludselig hører en sælsomt skvulpende hulken fra hans strube, og jeg når at tænke, hvad han dog kan være så ulykkelig over. Hvordan kan denne morgen være så meget værre end den i går? Han dage synes at være uden forskel. Det er en arrogant og ufølsom tanke. Hvad ved jeg om størrelsen af hans indre liv?

Han vender sig, og nej nej, han græder ikke, men ler. Han griner, så det knirker i den sammenbrændte krop. Det er som at overvære en endeløs orgasme, en overvættes vellykket rus, som skyller igennem ham igen og igen. Jeg kan ikke rive mig løs.

Sådan kan jeg ikke grine.

Om librettoen til 'Bohemian Rapsody'

Jeg forsøger for tiden at skære min litteraturteoretiske bog ‘Hvad er skønlitteratur’ ned til 400 sider. En af de små analyser, jeg har valgt at ofre, er denne tekst om librettoen til ‘Bohemian Rapsody’, som var noget af det første, jeg skrev, da jeg begyndte på arbejdet med manuskriptet for omkring 7 år siden, og som jeg længe håbede at få plads til. Nu kommer den her i stedet for:

I Freddie Mercurys libretto til Queens rockklassiker ‘Bohemian Rhapsody’ optræder skiftende stemmer, begyndende med en rammesættende korstemme, der på almenhedens vegne forsøger at skyde sig ind på, hvad det er for en tilstand eller situation, teksten placerer læseren i. Denne stemme ligner fra begyndelsen en overordnet fortællerstemme, men dukker aldrig siden op i teksten, hvorfor man tilskyndes til at læse/høre teksten som en polyfoni af ligestillede stemmer. Koret afløses gradvis af Mercurys stemme, som på samme tid er en første- og en andenpersonsfortæller med en undskyldende og trøstende du-henvendelse til sin mor. Dette stykke afsynges som en rockballade. Jeget er en ung mand, som har skudt en anden mand på klos hold og nu skal stilles til ansvar for sin ugerning, formodentlig henrettes. Senere når vi frem til et stykke, der fungerer som en opera-pastiche, hvor forskellige stemmer kæmper mod hinanden.

Men jeg er blot en fattig dreng, og ingen elsker mig

Han er blot en fattig dreng fra en fattig familie

Skån hans liv for denne monstrøsitet!

Kommer let, går let, vil I lade mig gå?

Bismillah! Nej, vi vil ikke lade dig gå!

– Lad ham gå!

Bismillah! Vi vil ikke lade dig gå!

– Lad ham gå!

Bismillah! Vi vil ikke lade dig gå!

– Lad mig gå!

Vil ikke lade dig gå,

– Lad mig gå (aldrig)

Lader dig aldrig gå!

– Lad mig gå!

Lader mig aldrig gå, ååå

Nej nej nej nej nej nej nej

Åh, mama mia, mama mia, mama mia, lad mig gå!

Beelzebub har en djævel gemt til mig

Til mig

Til mig [Freddie Mercury: 'Bohemian Rhapsody'].

Her ser vi først den tidligere jegfortæller, som (sunget af Freddie Mercury) appellerer til den almenhedens medfølelse, som han ganske vist tidligere har afvist at have behov for. Det har han nu, hvor han beder for sit liv. Herefter hører vi et firemandskor (sunget af Queen) gå i forbøn for jeget og understøtte dets appel om benådning: “Skån hans liv”. Herefter henviser jeget til sin ubetydelighed ved igen at benævne sig selv som ‘Kommer let, går let’ og spørger “Vil I lade mig gå?” Denne appel besvares af en ny vi-stemme, nemlig en øvrighed i skikkelse af et kor, som indleder med besværgelsen ‘Bismillah!’ [arabisk for ‘I Guds navn!’] og kontant afslår anmodningen om benådning. Denne nedslående besked afløses nu af det første kors tryglen om at lade den unge mand slippe, en tryglen han senere selv overtager igen i udvekslingen med den retfærdigt vrede øvrighed.

Lige som i Andkjær Olsens polyfone ‘Ægteskabet mellem vejen og udvejen’ er der altså tale om en dialog mellem forskellige fortællemæssigt ligestillede stemmer. Teksten har ganske vist en protagonist, nemlig den jeg-stemme, der synges som solo af Freddie Mercury, men der træder ikke nogen overordnede, samlende fortælleinstans autoritativt frem i teksten. Den implicitte forfatter er dialogens diskrete ordstyrer.

Og her er sangen.

Den fantastiske litteratur

Tzvetan Todorov indkredser den fantastiske litteratur som den, der hos læseren fremkalder en sand og vedvarende tvivl hos læseren og således udvirker en tøven i læsningen, som opstår, når hun tvinges til at overveje, om teksten fremviser en illusion hos protagonisten (hovedpersonen) eller fortælleren, eller om det umiddelbart uforklarlige (en engel viser sig ved en slotsruin, eller en indsø forvandler sig pludselig til et ildhav) skal tages for pålydende som en virkelig bestanddel af det fortalte univers.