Fiskesvær er på vej frem!

Tom er protagonisten i min nye roman, Afstande over vand, og han får den uforgribelige tanke, at restproduktet fiskeskind kan bruges til snack. Det skal sprødsteges og sælges på samme måde som flæskesvær, men er sundere og henvender sig samtidig til muslimer, jøder og pesco-vegetarer, der jo ikke spiser gris.

Toms fiskesvær bliver motoren i et stort erhvervs- og egnsudviklingseventyr på Vestsjælland. Hvordan det går, kan man læse, når romanen udkommer 6. marts.

Jeg fik idéen til fiskesværene, fordi jeg er fiskersøn, meget glad for fisk og helt vild med sprødt fiskeskind og derfor har undret mig over, at produktet ikke fandtes, særligt nu, hvor spisevanerne ændrer sig, og danskernes glæde ved at æde svin er vigende.

Men der er sørme også sket noget, siden jeg gik i gang med at skrive bogen for 3-4 år siden. I forbindelse med planlægningen af udgivelsesreceptionen gik min redaktør og forlægger Christel Sunesen i gang med at undersøge, om man kunne få en passende københavnsk café til at tilberede nogle fiskesvær, som vi kunne knase til den kølige hvidvin. Det kunne ikke lade sig gøre. Til gengæld fandt hun under vejs frem til et lille, økologisk, håndholdt firma i England, som faktisk har lanceret produktet. Det var en sjov overraskelse! De gik i gang i november 2017 og er endnu ved at finde en vej ind på snack-markedet. Men de findes, og Christel, som kan sparke alle døre ind, har lokket dem til at sende os et par poser af de lækre 'fish crackling', som ellers er forbeholdt det engelske hjemmemarked. Så dem skal vi smage på Café Pyt i Sydhavnen kl. 17:30 den 6. marts.

Da Christel havde fortalt om de engelske 'fish cracklings', gik jeg i gang med at google fiskesvær. Og nu viser det sig, at det danske Teknologisk Institut i april 2018 besluttede at undersøge muligheden for at udnytte fiskeskind som sund snack (og til fremstilling af kosmetik) i stedet for at bruge det som tilsætning til dyrefoder. Jeg tror ikke, Teknologisk Institut har konkluderet på den undersøgelse endnu, men egentlig kan de vel blot kigge til det lille firma i England. De har svaret.

Tom havde altså set rigtigt. Det er endnu i sin vorden, men fiskesvær er på vej frem! Kig gerne ind til en smagsprøve på Café Pyt den 6. marts.

Klik og læs om undersøgelsen fra Teknologisk Institut her:

Partiledelsens fusk i Iowa

Ved det såkaldte caucus, altså den demokratiske partiafdeling i Iowas særlige udgave af at stemme med fødderne og elektronisk vidererapportere de delresultater, som det demokratiske partis ledelse finder det mest opportunt at frigive, fik Bernie Sanders flest stemmer, ikke mange flere end Pete Buttigieg, men dog flest. Sanders og Buttigieg får lige mange delegerede med videre fra Iowa. Det er de konkrete resultater af denne bizarre valghandling.

Men i dag er Buttigieg alligevel blevet udråbt som vinder.

Det demokratiske partis ledelse vil nemlig ikke have, at Sanders vinder nomineringen og bliver partiets kandidat til præsidentvalget i november. Det vil de ikke, fordi Sanders vil arbejde for en økonomisk udligning i USA, hvor de rigeste bidrager mere til samfundet og på den måde giver mulighed for forbedringer af velfærden. Og det betyder, at det demokratiske parti nødvendigvis må lægge sig ud med den økonomiske elite, hvis Sanders bliver manden ved roret.

Det vil det demokratiske partis ledelse ikke, for den økonomiske elite er deres venner og største bidragsydere. Derfor har partiet stjålet Sanders' sejr i Iowa. De ville helst have givet den til den borgerlige Joe Biden, men det kan de ikke, for hans valgresultat var simpelthen for dårligt til at blive kaldt en sejr, så de satsede i stedet på at give den til ham, der med en snæver margen blev nummer to, nemlig Buttigieg, som godt nok ikke har en chance for at vinde over Trump, men som dog i det mindste også er borgerlig.

For at Sanders' kampagne ikke skal ride videre til primærvalget i New Hampshire på en bølge af succes, frigav partiet i første omgang kun resultaterne fra de valgkredse, hvor Buttigieg stod bedst og Sanders svagest.

Og så fokuserede man hverken på, hvem der fik flest stemmer, eller på hvem der fik flest delegerede, men på hvor mange procent af de 41 delegerede, de to topkandidater så ud til at erobre, og her viste de nøje udvalgte 67 % af statens valgkredse, at Buttigieg ville få 26,8 % af de delegerede, mens Sanders ville få 25,2 %. På den måde, kunne man i første omgang udråbe Buttigieg som favorit til den samlede sejr. Når Buttigieg stod til at få en højere procentandel af de delegerede, selvom Sanders fik flest stemmer, skyldes det, at Buttigieg vandt i de tyndt befolkede valgkredse, hvor en delegeret ikke 'koster' lige så mange stemmer.

For at styrke indtrykket af, at Buttigieg havde vundet, ringede partiledelsen til ham og sagde, at han roligt kunne holde sin sejrstale og fejre sig selv. Det gjorde de, selvom de til offentligheden fortalte, at de havde oplevet uregelmæssigheder med afrapporteringerne, sådan at man endnu ikke kunne sige noget endeligt om, hvem der havde vundet. Buttigieg greb naturligvis muligheden og holdt sin sejrstale, og det er den tale, den amerikanske offentlighed vil huske. De vil huske Buttigieg som vinderen, selvom om det var løgn.

Men det mest groteske er, at de 26,8 % og de 25,2 % af de delegerede er fuldstændig fiktive tal, fordi Buttigieg og Sanders selv i disse nøje udvalgte optællinger lå så tæt, at de to kandidater stod til at få nøjagtigt lige mange af de kun 41 delegerede, som var på spil i Iowa.

Siden er der blevet offentliggjort flere optællinger, sådan at vi først fik 97 % af det samlede valgresultat, og ikke overraskende stod Sanders nu stærkere, sådan at Buttigieg ville få 26,2 % af de 41 delegerede, og Sanders 26,1 %. Nu kunne enhver, som vidste blot lidt om procentregning, se, at dette betyder, at de to vil få lige mange delegerede, hvis de procenttal holdt. Men der skulle gå to døgn, inden vi fik de tal, og i mellemtiden har Trumps venner og partikammerater frikendt ham for hans forbrydelser, hvilket helt har fjernet befolkningens fokus fra den kaotiske afstemning i Iowa.

Nu er det samlede valgresultat så endelig offentliggjort. Buttigieg er officielt blevet udråbt som vinder. Her er det igen den fiktive procentdel af de 41 delegerede, der lægges til grund, og den viser ifølge The New York Times, at mindre end en tiendedel af et procentpoint adskiller Pete Buttigieg fra Bernie Sanders. Men dette tal skal godtgøre, at Buttigieg vandt, selvom de to kandidater altså ender med at få lige mange delegerede og Sanders flest stemmer.

Det demokratiske partis ledelse forsøger at svække Sanders, men de spiller højt spil. Det er tilsyneladende vigtigere for dem, at Sanders ikke bliver nomineret, end at partiets kandidat vinder over Trump.

Amerikanerne kommer, russerne gider ikke mere

Det plejer at være russerne – og i nogen udstrækning ukrainerne – der læser min blog. De er øjensynligt gode til dansk og meget interesserede i ukendte danske forfattere derovre.

Eller de var. For nu er russerne helt holdt op med at kigge med. Til gengæld er amerikanerne pludselig hoppet på. For tiden har jeg over 100 læsere fra USA om dagen. Jeg har ikke en anelse om hvorfor, men er naturligvis meget beæret over interessen.

Foromtale af Afstande over vand

Her er en foromtale af Afstande over vand fra Sjællandske nyheder.

En palle bøger kom forbi

Afstande over vand er blevet trykt og ankommet til forlaget på pæn palle.


Jeg glæder mig til at få et eksemplar i hånden!

Bogen kan forudbestilles her.

Om forskellige niveauer i spørgsmålet om den nye JP-tegning

1) Har Jyllands-Posten lov til at bringe sådan en tegning? Det spørgsmål er det enkleste at besvare. Det er ikke et holdningsspørgsmål, men handler om ret simpel jura. Og svaret er ja. Det har de da lov til at gøre lige så tit, de vil. Tegningen er ikke i nærheden af at komme på kant med racismelovgivningen, da den driller et land med en sygdom, som vi alle sammen er truet af uanset hudfarve, etnicitet og religion, og da slet ikke injurielovgivningen, da ingen enkeltpersoner er beskrevet.

2) Skulle Jyllands-Posten have lov til at bringe sådan en tegning? Det er et politisk spørgsmål, som handler om, hvor liberalt man forholder sig til ytringsfriheden, altså om hvorvidt man ønsker denne indskrænket eller ej. For mit vedkommende er der ingen tvivl: Ytringsfriheden skal på ingen måde indskrænkes. Aldrig.

3) Burde Jyllands-Posten have bragt tegningen? Dette spørgsmål er nok det mest interessante, for det er i sig selv komplekst og rummer ud over de to ovennævnte spørgsmål i det mindste også følgende:

3a) Er det en krænkende tegning? Tegningen beskriver ingen enkeltpersoner, så ingen er blevet personligt krænket. Men gruppen af smittede eller smittetruede eller pårørende til dem kan åbenlyst være så personligt berørte af denne situation, at de de har svært ved at bære den lethed eller arrogance, som Jyllands-Posten med deres tegning udviser over for situationen.

3b) Er det en god tegning? Det er en kunstnerisk vurdering, som man igen kunne opdele i en masse underspørgsmål. Men mit ukyndige svar er, at den vel ikke er synderligt fremragende.

3c) Er det en morsom tegning? Jeg ved ikke, om tegningen skal appellere til en særligt aarhusiansk, kinesisk eller højreorienteret humor. Eller måske det man kalder galgenhumor? Selv sidder jeg ikke og skraldgriner.

3d) Er det en politisk sympatisk tegning? Hvilken politisk pointe vil Jyllands-Posten her berige verden med, kunne man også spørge. At de ikke kan lide Kina, fordi landets regime kalder sig kommunistisk, eller fordi regimet overtræder menneskerettighederne, måske? Eller måske nærmere bestemt, fordi regimet systematisk undertrykker ytringsfriheden? Hvis det er den sidste pointe, de vil have frem, er jeg politisk enig med hensigten.

3e) Er det en strategisk klog tegning? Hvis hensigten har været at få den danske befolkning til at diskutere ytringsfrihed endnu engang, er det jo lykkedes. Så i givet fald må svaret være ja. Hvis målet derimod har været at hjælpe kineserne i kampen for ytringsfrihed, er det mere tvivlsomt. Regimet er ikke kendt for at bøje af for vestligt politisk pres, og jeg tror ikke, de er særligt bange for Jyllands-Posten. Så i givet fald nej. Endelig kan målet med tegningen jo også være at skabe opmærksomhed omkring Jyllands-Posten.

Man kan vel desuden overveje, om der kunne være et problem i at forsøge at udnytte sådan en tragisk og endnu helt uafklaret situation til helt andre politiske formål – eller til egen vinding.

Alt i alt havde mit personlige svar, hvis jeg havde været Jyllands-Posten, været: Nej, lad os lade være med at bringe den tegning, for de berørte vil føle sig stødt over, at vi i denne situation laver sjov med deres ulykke og forsøger at udnytte den til andre formål. Og forresten er tegningen hverken særligt fremragende eller specielt sjov, så vi bringer noget andet i stedet. Men jeg er jo heller ikke Jyllands-Posten.

6. marts 2020: Udgivelsesreception for Afstande over vand

Arrangementet er Offentligt!

Organiseret af 

Forlaget Ekbátana og Café Pyt.

Du er inviteret af Christel Sunesen.

TID:

Fredag den 6. marts 2020 kl. 17.30-19.00

STED:

Café Pyt

Borgbjergsvej 52, 2450 København

Kom og fejr Jens Peter Kaj Jensens roman AFSTANDE OVER VAND. Oplæsning af forfatteren, som kommer helt fra Madrid, gratis drikke, generel festivitas – og naturligvis tilbud på bogen. Vi glæder os til at se dig & fejre det 370 siders storværk!

PROGRAM 17.30 Hej & skål
18.00 Oplæsning & snak
18.30 Mere snak & fest

OM AFSTANDE OVER VAND Efter mange år som succesrig erhvervsmand i Boston vender Tom hjem til sin hensygnende fødeby, Lille Fuglede på Vestsjælland. Her på egnen er jernbanen lukket for længst, og skraldemanden kommer kun hver anden uge.

Tom har en ambitiøs plan for hele regionens udvikling – et grønt og kulturelt vækstcentrum. Til at begynde med går det som en drøm, trods savnet af børnene på den anden side af oceanet. Snart viser byen sig dog fra sin mørkere side, og Tom må kæmpe med sig selv, sin fortid og egnens magthierarkier.

AFSTANDE OVER VAND indfanger på eksemplarisk vis Danmark i både sine helt mørke og lyse afkroge og tegner et skarpt portræt af den idealistiske Tom og resten af egnens karakterer som ejendomsmægleren Store Mogens og originalen Reinar-mundtøj. En både sjov, rørende og dyster roman med højspændt socialt drama og poetiske skildringer af udkantsdanmark.

JENS PETER KAJ JENSEN, f. 1965, uddannet fra Forfatterskolen i 2007 og cand.phil. i filosofi. Debuterede i 2007 med romanen Sofa og har bl.a. udgivet novellesamlingen Kig på damen i 2010 og romanen Celeste i 2013. Som romanens hovedperson er Jens selv af fiskerslægt og har i kortere perioder arbejdet som fisker på Tissø ved Lille Fuglede. Fra 2011 bosat i Madrid.

Pris: 299 kr., releasetilbud: 225 kr.