onsdag den 29. januar 2020

Om forskellige niveauer i spørgsmålet om den nye JP-tegning


1) Har Jyllands-Posten lov til at bringe sådan en tegning? Det spørgsmål er det enkleste at besvare. Det er ikke et holdningsspørgsmål, men handler om ret simpel jura. Og svaret er ja. Det har de da lov til at gøre lige så tit, de vil. Tegningen er ikke i nærheden af at komme på kant med racismelovgivningen, da den driller et land med en sygdom, som vi alle sammen er truet af uanset hudfarve, etnicitet og religion, og da slet ikke injurielovgivningen, da ingen enkeltpersoner er beskrevet.

2) Skulle Jyllands-Posten have lov til at bringe sådan en tegning? Det er et politisk spørgsmål, som handler om, hvor liberalt man forholder sig til ytringsfriheden, altså om hvorvidt man ønsker denne indskrænket eller ej. For mit vedkommende er der ingen tvivl: Ytringsfriheden skal på ingen måde indskrænkes. Aldrig.

3) Burde Jyllands-Posten have bragt tegningen? Dette spørgsmål er nok det mest interessante, for det er i sig selv komplekst og rummer ud over de to ovennævnte spørgsmål i det mindste også følgende:
3a) Er det en krænkende tegning? Tegningen beskriver ingen enkeltpersoner, så ingen er blevet personligt krænket. Men gruppen af smittede eller smittetruede eller pårørende til dem kan åbenlyst være så personligt berørte af denne situation, at de de har svært ved at bære den lethed eller arrogance, som Jyllands-Posten med deres tegning udviser over for situationen.
3b) Er det en god tegning? Det er en kunstnerisk vurdering, som man igen kunne opdele i en masse underspørgsmål. Men mit ukyndige svar er, at den vel ikke er synderligt fremragende.
3c) Er det en morsom tegning? Jeg ved ikke, om tegningen skal appellere til en særligt aarhusiansk, kinesisk eller højreorienteret humor. Eller måske det man kalder galgenhumor? Selv sidder jeg ikke og skraldgriner.
3d) Er det en politisk sympatisk tegning? Hvilken politisk pointe vil Jyllands-Posten her berige verden med, kunne man også spørge. At de ikke kan lide Kina, fordi landets regime kalder sig kommunistisk, eller fordi regimet overtræder menneskerettighederne, måske? Eller måske nærmere bestemt, fordi regimet systematisk undertrykker ytringsfriheden? Hvis det er den sidste pointe, de vil have frem, er jeg politisk enig med hensigten.
3e) Er det en strategisk klog tegning? Hvis hensigten har været at få den danske befolkning til at diskutere ytringsfrihed endnu engang, er det jo lykkedes. Så i givet fald må svaret være ja. Hvis målet derimod har været at hjælpe kineserne i kampen for ytringsfrihed, er det mere tvivlsomt. Regimet er ikke kendt for at bøje af for vestligt politisk pres, og jeg tror ikke, de er særligt bange for Jyllands-Posten. Så i givet fald nej. Endelig kan målet med tegningen jo også være at skabe opmærksomhed omkring Jyllands-Posten.
Man kan vel desuden overveje, om der kunne være et problem i at forsøge at udnytte sådan en tragisk og endnu helt uafklaret situation til helt andre politiske formål – eller til egen vinding.


Alt i alt havde mit personlige svar, hvis jeg havde været Jyllands-Posten, været: Nej, lad os lade være med at bringe den tegning, for de berørte vil føle sig stødt over, at vi i denne situation laver sjov med deres ulykke og forsøger at udnytte den til andre formål. Og forresten er tegningen hverken særligt fremragende eller specielt sjov, så vi bringer noget andet i stedet. Men jeg er jo heller ikke Jyllands-Posten.

Ingen kommentarer: