Musikladen

Den 6. August 1973 sad Stevie Wonder i en bil, som kørte op i røven på en lastbil. Han var nær ved at dø af hovedlæsionerne. Wonder mistede i første omgang både smags- og lugtesansen og fik aldrig lugtesansen tilbage.

Synet havde han mistet, da han som spæd fik for meget ilt i kuvøsen. Han var født for tidligt.

Wonder var ellers godt kørende, da ulykken skete i 1973. Han havde samme år udgivet albummet Innervisions, og året inden udkom både Music of my Mind og Talking book. Det er hans tre mest skelsættende skiver.

Men han kom hurtigt tilbage i rillen. Året efter udsendte han Fulfillingness’ First Finale, som måske ikke helt er på samme niveau, men stadig en god plade.

Han var også ret hurtigt klar til at give koncert igen. Her er en fed optagelse fra det tyske tv-show Musikladen 1974, hvor man både kan høre uudgivne ting og noget fra hans fire seneste album, men også en snas fra det fantastiske dobbeltalbum, som skulle komme to år senere.

Korsangeren med brillerne er ikke Dionne Warwick, som han har arbejdet meget sammen med, selvom hun ligner.

Hør fed koncert i Musikladen

Kjolerne

 

Vi hænger tøjet til tørre på altanen.

Too High

På værelset havde jeg en blød stol, der kunne lænes tilbage som en liggestol. Når jeg lå i den med lukkede øjne og lyttede til Stevie Wonders Innervisions, følte jeg, at jeg kom i en tilstand, som jeg ellers ikke fandt.

En dag hørte jeg forsangeren i Parkering forbudt udtale, at han mediterede til Wonders musik. Jeg blev overrasket, fordi han selv spillede en helt anden slags musik, men jeg blev også bekræftet i, at der var en egenskab ved Innervisions, som gjorde den særlig velegnet til at søge ind i sig selv. Så begyndte jeg at udvikle tanker om, hvad Stevie Wonders blindhed havde af betydning for den egenskab. Som teenager ville jeg have det hele til at hænge sammen.

'Too High' handler om at være høj på stoffer.

Hør Too High

Superstition

Fra jeg købte min første pladespiller som teenager, til jeg var midt i tyverne, lyttede jeg til Stevie Wonders musik flere gange om ugen, ja, vel nærmest dagligt. Det gør jeg ikke mere. Faktisk kun sjældent. De sidste tredive år har jeg især hørt jazz. Interesserne skifter. Der er flere ting, som jeg ikke gør så tit længere. Der er også enkelte ting, jeg ikke rigtig kan forestille mig, jeg kommer til at gøre igen, som fx at gå på diskotek.

Men når jeg danser med ungerne i køkkenet, kan jeg godt lide at høre den her funky sag fra 1972:

Hør Superstition

Happy Birthday

Stevie Wonders kampagne for at gøre Martin Luther Kings fødselsdag til en national helligdag kulminerede politisk i 1986, hvor Ronald Reagan underskrev loven.

Kunstnerisk kulminerede den i 1980, hvor Wonder udgav albummet Hotter than July med den reggae-inspirerede 'Happy Birthday', som var et led i kampagnen. Det er nok den Stevie Wonder-sang, som flest mennesker over hele verden har sunget med på. Måske ikke så meget for at hylde Martin Luther King som simpelthen for at fejre fødselsdag.

På billedet står Stevie Wonder sammen med Coretta King.

Hør Happy Birthday

You Are the Sunshine of My Life

Jeg tror, den første sang, jeg hørte med Stevie Wonder, var 'You Are the Sunshine of My Life'. Jeg har formodentlig hørt den i radioen, da jeg var 8-9 år. På det tidspunkt havde jeg ingen 'musiksmag', men hørte i det store hele det, som min storesøster hørte, og tænkte, at det var det, jeg kunne lide.

Men da jeg hørte Stevie Wonder, var der lys i lygten på en ny måde.

Der var selvfølgelig meget andet, som jeg blev glad for i drengeårene, fx Gasolin', Beatles, Billy Joel, Steely Dan, Doors, Dire Straits, Pink Floyd osv. Det var noget, jeg delte med mine venner, men Stevie Wonder havde jeg for mig selv. Der var ingen, som hørte den salgs musik, hvor kom fra. Det var heller ikke tit, man hørte det i radioen, og stort set ingen danske musikere spillede noget, der minde om soul, i de år.

Det var nu ikke genren, jeg faldt for, men stemmen. Og er det ikke der, det begynder, når man falder for en sanger?

Jeg har forelsket mig i vanvittigt dygtige sangere som Aretha Franklin, men også mindre dygtige som Billie Holliday. I smukke, rene stemmer som Dinah Washington, men også i grimme som Nina Simones.

Genren har aldrig betydet noget. Det er sangere som Tom Waits, Otis Redding, Billy Joel, Amy Winehouse, Édith Piaf, Sammy Davis Jr., Frank Sinatra, Mark Knopfler, Annisette Koppel ...

Man får sympati for en stemme, og man får lyst til at høre den hele tiden.

Stevie Wonders stemme har altid været lidt nasal, men engang var den også en stor og fyldig stemme, som han havde sublim kontrol over. På et tidspunkt begyndte legebarnet at frasere for meget, komplicere sin vokal. Man kan vel sige, at det faldt sammen med, at han holdt op med at lave genial musik, altså i begyndelsen af 1980'erne.

Men i 1972, hvor han som 22-årig udgav 'You Are the Sunshine of My Life' på albummet Talking Book, var hans stemme på sit bedste. Derfor er det måske også lidt overraskende, at sangen slet ikke indledes af Wonders egen vokal, men af Jim Gilstraps. Ham kender jeg ikke. Heller ikke Lani Groves, som synger anden strofe. Så tager Wonder den ellers selv. Helt overlegen og ubesværet, som han sang i de år, og som det skal være i sådan en dejlig ubekymret popsang.

Hør You Are the Sunshine of My Life

Sir Duke

Han har lavet et væld af hyldestsange: Til Bob Marley, Nelson Mandela, Martin Luther King m.fl., men jeg bedst kan lide Stevie Wonders sang til Duke Ellington fra Songs in the Key of Life, som bare swinger.

Hør Sir Duke

Pippis kusine

 

Pippi Langstrømpe har en fætter og kusine i Andalusien.

Superwoman (Where Were You When I Needed You)

I 1970, hvor han som tyveårig allerede havde indspillet plader i tæt på ti år, nægtede Stevie Wonder at forlænge sin kontrakt med Motown. Han var træt af at indspille album, som bestod af 12-14 spredte forsøg på at ramme et hit, der kunne sælges som A-side på en single.

Han var også træt af at synge de gedigne, men ligegyldige sange, som pladeselskabets faste sangsnedkere havde flikket sammen. Wonder ville lave et album, som hang sammen fra start til slut. Han ville kun indspille sine egne kompositioner, selv producere og arrangere numrene. Han ville også have lov til at synge om både sociale og spirituelle temaer og om Vietnamkrigen, hvilket alt sammen var bandlyst på hitfabrikken. Og så ville han have en større bid af kagen.

Aldrig i livet! sagde Berry Gordy og Motown, og så udsendte Wonder to album uden fast kontrakt, hvor hans kone, Syreeta Wright, hjalp med teksterne. Where I'm Coming From fra 1971 blev godt og solgte hvad det skulle, og så fik Stevie Wonder alligevel sin kontrakt med fuld kunstnerisk frihed.

Det var klogt af Berry Gordy, for Music of my mind fra 1972 blev simpelthen et af de fedeste album fra halvfjerdserne.

Her er det 8.08 minutter lange nummer fra side 1.

Hør Superwoman (Where Were You When I Needed You)

Master Blaster

Da Bob Marley døde 11. maj 1981, havde Stevie Wonder året inden udgivet sit sidste rigtig gode album, Hotter Than July, hvor Reggae-nummeret og Marley-hyldesten 'Master Blaster (Jammin')' skiller sig ud fra de øvrige mere gennemproducerede, funky skæringer.

De to venner havde blandt andet givet en legendarisk fælleskoncert i Kingston 1975 og endnu en under Black Music Association Concert i Philadelphia 1979.

Hør liveudgaven af Master Blaster