Om aktivisk forskning og V 237

Folketingets vedtagelse nr. V 237 fra den 28. maj: 

»Om overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer 
Folketinget har den forventning, at universiteternes ledelser løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer. Det vil sige, at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik. Universiteterne er oprindeligt et særkende for Europa, med rødder i middelalderen. I vore dage fungerer de som afgørende samfundsinstitutioner, der danner en ramme om den frie og kritiske tænkning. Grundprincippet i det frie universitet er en akademisk selvregulering. Den består i, at forskersamfundet gennem fri og kritisk debat når til konsensus om såvel de idéer, forskersamfundet anser for at være levedygtige, som om de idéer, der i lyset af den kritiske debat ikke lader sig opretholde. Folketinget har den samme ret som alle andre forsamlinger af borgere, eller borgere enkeltvis, til at udtrykke holdninger til forskningsresultater. Men det bestemmer ikke, hvad der kan forskes i, eller hvordan.«

Det er godt nok en underlig vedtagelse. 

Den er for det første underlig, fordi Folketinget nu har vedtaget, at akademiet i sit fundament er en kristen institution. Det virker sært polemisk og enøjet, når man vel lige så godt kunne mene, at akademiet har sine rødder i det antikke Grækenland som i den middelalderlige, pave-indstiftede forskning. Hvorfor er det mon nødvendigt at Folketinget vedtager, at den kristne arv er den vigtigste? Ok, lad nu det ligge.

Den er nemlig også underlig af en anden grund. V 237 siger kun noget, som de fleste betragter som en selvfølgelighed, og som det derfor i princippet ingen konsekvenser har at vedtage: At universitet skal tilse, at der ikke forekommer ensretning, og at forskningen ikke systematisk unddrager sig berettiget faglig kritik, men at der tværtimod skal være plads til fri og kritisk debat.

Når Folketinget vedtager noget, som synes at være en selvfølgelighed, skal man være opmærksom, for så er der altid en uudtalt dagsorden på spil. Her er den uudtalte dagsorden, at den allestedsnærværende sociolog, politiker og forfatter Henrik Dahl sammen med Morten Messerschmidt har fået Folketingets flertal overbevist om, at der faktisk er et problem med enøjet og kritikresistent forskning ved de danske universiteter. Og det, de er ude efter, er selvfølgelig forskning, som de anser for venstreorienteret eller identitetspolitisk. Det er en form for politisk aktivisme forklædt som forskning, mener de.

Og når landets lovgivende magt på denne indirekte måde vedtager, at der er sådan et problem, så fortæller de naturligvis også universiteterne og forskerne, at de har tænkt sig at løse det problem, hvis ikke universiteterne gør det selv.

Hvordan kan Folketinget så løse det problem? Ja, velsagtens på samme måde, som Bertel Haarder som undervisningsminister i firserne løste det problem, han mente, der var med venstreorienteret forskning på de sociologiske studier på Københavns Universitet: Ved at lukke den forskning ned, som de ikke kan lide.

Det er altså en trussel. Det kan dårligt forstås anderledes. Bertel Haarder er da også meget symbolsk gået i medierne med sin støtte til Dahl & Messerschmidt.
Det vink med vognstangen har forskerne godt forstået, og både dem, der faktisk er enige med Dahl & Messerschmidt i beskrivelsen af problemet, og dem, der ikke er, har protesteret over Folketingets indblanding i den frie forskning.

Det er den nye faste alliance mellem Socialdemokratiet og resten af højrefløjen, der har vedtaget V 237. De radikale og venstrefløjen stemte imod. Men selvfølgelig er venstrefløjen lige så lidt som forskerne enige om, hvorfor det beslutningsforslag skulle stemmes ned. Nogle mener, at Dahl & Messerschmidts beskrivelse af tilstanden på universitetet er forkert. Andre mener, at det spørgsmål er irrelevant, for Folketinget skal under alle omstændigheder blande sig udenom.

Og så er der nogle, som mener, at Dahl & Messerschmidt sagtens kan have ret i deres beskrivelse, men at sådan skal det være. Lars Lundmann fra Solidaritet er enig i beskrivelsen af dansk universitetsforskningen som politisk og aktivistisk. Men er den ikke det, bliver den ligegyldig, skriver Lundmann i sin leder.

"At være politisk er faktisk en essens i god forskning. For selvfølgelig er forskning motiveret, og selvfølgelig har forskere en interesse i det, som de forsker i – ellers ville de ikke forske i det."

Jeg er enig i begge Lundmanns selvfølgeligheder: Forskning er motiveret, og forskere har en interesse i det, de forsker i. Men interesser kan være af mange slags, fx disse:
a) Interesse i at løse et konkret samfundsmæssigt problem.
b) Simpel intellektuel nysgerrighed over for et uløst teoretisk spørgsmål
c) Personlig/politisk interesse i at sætte lys på et emne, som man mener burde fylde mere i offentligheden
d) Interesse i at fremme egen karriere ved at opnå opsigtsvækkende resultater
e) Økonomisk interesse i et bestemt resultat
f) Politisk interesse i at opnå et bestemt resultat

a) Kunne være forskning i malaria-vaccine. Motivet til den forskning vil givet set være politisk i den forstand, at forskeren ønsker at løse et socialt og økonomisk alvorligt problem i Afrika. Men for at finde denne løsning må forskeren forholde sig åben og fordomsfri til både metode og resultat.

b) Kunne være snart sagt hvad som helst, fx at finde et matematisk bevis for Goldbachs formodning: At ethvert helt lige tal større end 2 er summen af to primtal. Det kunne også være en teoretisk interesse for årsagen til, at andengenerationsdanskerne er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne.

c) Kunne være Kaj Munk-forskningen. Dansk Folkeparti ville have et særligt forskningscenter for Kaj Munk-forskning. Det ville de, fordi de kunne se, at sådan en overfokusering på denne nationalkonservative digter ville understøtte deres egen politiske agenda. Den forskning, der foregår på sådan et center, der er oprettet ud fra klare politiske motiver om at fremhæve områdets vigtighed uforholdsmæssigt meget, kan sagtens være lødig og fordomsfri forskning og producere gode resultater, men vil naturligvis have en tendens til at reproducere den tvivlsomme forestilling om, at lige netop Kaj Munk er vigtigere at forske i end fx Pia Juul eller Peter Seeberg. For opretholdelsen af denne forestilling er forudsætningen for fremtidige bevillinger.

d) Kunne være Milena Penkowas hjerneforskning, som postulerede at have uddraget interessante resultater af nogle laboratorieforsøg med rotter, der aldrig havde fundet sted. Det gjorde Penkowa, må vi formode, for hurtigt at kunne præsentere nogle resultater, som gav hendes forskning opmærksomhed og flere penge.

e) Kunne være bestilt, sponsoreret forskning, som indirekte (eller direkte) lægger op til bestemte resultater. Det kunne fx producenter af oliebaseret maling, der gerne vil frikendes for ansvaret for de hjerneskader, malerne har fået af at stå i de giftige dampe, altså 'malersyndromet'. Derfor sponsorerer de en forskning, som lagde op til at finde alternative forklaringer på malernes skader, fx et højt alkoholforbrug. Det var ikke forskning forstået som forsøg på at komme så tæt på sandheden som muligt, men et forsøg på at finde argumenter for at slippe for at betale erstatning. Denne sponsorerede, falske forskning kunne ikke bruges til at løse malernes problem, for den udpegede bevidst en forkert årsag til problemet.

f) Kunne være en socialforskning, som er motiveret af viljen til at finde argumenter for, at der eksisterer en særlig muslimsk kultur, der gør muslimer mere kriminelle, når de befinder sig i et ikke-muslimsk samfund. Eller som er motiveret af den modsatte politiske interesse. Begge motiver giver naturligvis en risiko for, at forskeren kun leder interesseret efter det, vedkommende allerede har besluttet sig for at finde, og derfor ikke får et reelt billede af virkeligheden, men blot et billede at sine egne intentioner.

Historikeren Bent Jensen blev af mange på venstrefløjen beskyldt for denne type politiseret forskning, særligt på grund af sin ensidige forskning i danske venstreintellektuelles tiltrækning til totalitære ideologier, særligt stalinismen. Der er ingen tvivl om, at Jensens forskningsfokus entydigt rettede sig mod det, der kunne kompromittere venstrefløjen i Danmark og internationalt. At den største del af venstrefløjen aldrig var stalinistisk, hørte man ikke Jensen fortælle om. Det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at hans forskning gav et falsk billede af virkeligheden, men den gav i hvert fald et meget ensidigt billede. Var det politisk aktivisme forklædt som forskning? Måske var det ifølge Henrik Dahl? Hvor går grænsen?

Der findes mange former for erkendeinteresse. Ikke alle er politiske. Og selv når de er, bliver man klogest af at sætte parentes om de interesser, mens man undersøger genstanden. Man kan godt bruge enøjet politisk forskning som argument og kampmiddel i den politiske debat. Altså for at vinde debatten. Men har man i stedet en reel interesse i at løse et samfundsmæssigt problem, er det langt bedre at skaffe sig så solid en viden som muligt om virkelighedens beskaffenhed.
Og det gør man ved så vidt muligt at være sig sine fordomme bevidst og lægge dem til side.

Jeg er derfor grundlæggende uenig i Lundmanns præmis. Forskning bør ikke være en kamp om at få ret, men snarere en bestræbelse på at finde ud af, hvem der har det. Ellers bliver forskningen lige så ubrugelig til at løse et problem som den sponsorerede forskning, som Lundmann helt berettiget kritiserer.
Lundmanns forskningsstrategi lyder vældig venstreorienteret (og skal vel forstås som en marxistisk forskningsstrategi i tråd med Marx' programerklæring om, at "hidtil har filosofferne kun tolket verden forskelligt. Hvad, det kommer an på, er at forandre den"), men jeg synes ikke, det er en tilfredsstillende ambition af have som forsker.

Jeg mener, at forskningen skal stræbe efter at beskrive virkeligheden. Den skal stræbe i åbent artikuleret bevidsthed om, at arbejdet er uendeligt. At man altså aldrig kan blive færdig med at beskrive virkeligheden, at man aldrig får et endeligt svar, den store sandhed, men kun foreløbige resultater. Og man må stræbe i åbent artikuleret bevidsthed om, at al forskning har et perspektiv. Man ser altid verden et bestemt sted fra. Ingen kan se verden med et guddommeligt blik fra intetsteds. Det skal man være bevidst og åben om. Og man bør som forsker undersøge sit eget ståsted, sit eget perspektiv, sine forudsætninger for forskningen og fremlægge dem så redeligt, som man nu kan.

Det betyder jo ikke, at man ikke efterfølgende kan anvende sin forskning politisk. Naturligvis kan man det. Men forskningen er faktisk langt bedre egnet til at løse virkelig problemer, hvis resultaterne giver et reelt billede af virkeligheden.

Man kan naturligvis også vælge sin undersøgelses genstand ud fra et politisk motiv. Det tænker jeg, at mange forskere gør. Og det er der efter min bedste overbevisning intet i vejen med. Men jeg tænker, at der også kan findes masser af fremragende – og ligefrem samfundsomvæltende – forskning, hvor det ikke har været tilfældet, og hvor netop bestræbelsen på at forske fordomsfrit har været afgørende for, at resultaterne blev epokegørende.