Filosof giver lykken en chance

For det første skal man huske at lette på hatten, når en fuldt udvokset filosof selv efter grundige overvejelser mener, at man kan konkludere noget om noget. Og når så filosoffen ovenikøbet skriver en hel bog om, hvad det er, man kan konkludere om noget, må man også gerne kippe med flaget.

Mange, formodentlig langt de fleste, fagfilosoffer dedikerer deres filosofiske arbejde til at udlægge andre filosoffers arbejde, sammenligne det med atter andres, sætte det i samfundsmæssig kontekst eller i forhold til ikke-filosofiske åndsprodukter eller slet og ret nedbryde den pågældende filosofs argumenter. Denne kritiske filosofis udøvere er ikke mindre ånder end den konstruktive filosofis, og deres arbejde er uundværligt. Også for den konstruktive filosof. Faktisk er der næppe en konstruktiv filosof, der ikke indleder sit projekt med kritisk arbejde. Det er næsten altid afsættet.

For mig er det ikke desto mindre en særlig livgivende begivenhed, når en filosof selv vover pelsen og siger: Sådan er denne del af virkeligheden, og det ved vi af de og de grunde. Dette er der trods alt nogle stykker kendt fra den danske offentlighed, der har gjort også i min levetid, David Favrholdt, Peter Zinkernagel, Erich Klawonn, Arne Næss og Lars Fr. H. Svendsen for blot at nævne nogle få. Når jeg nævner disse filosoffer frem for andre, er det som sagt ikke, fordi de er dygtigere fagfilosoffer end så mange andre. Det er heller ikke, fordi jeg er særligt enig med netop dem. De er da heller ikke udpræget enige med hinanden, men de har alle forsøgt sig med positiv eller konstruktiv filosofi.

Og nu har Søren Harnow Klausen gjort det samme ved i sin nye bog På sporet af din lykke at give sit bud på, hvad lykke er. Det er langt hen ad vejen en letlæst bog, hvilket vel også er en præstation i sig selv, omend man generelt må rose filosoffer for at skrive langt bedre og klarere end eksempelvis sociologer og litteraturvidenskabsfolk, men selv blandt filosoffer udmærker Harnow Klausen sig som en klar skribent og en klar tænker.

Projektet handler om at finde frem til, dels hvad lykke er, dels hvad der frembringer lykke. Harnow Klausen analyserer dette på et personligt niveau, med udgangspunkt i et jeg. Overfladisk betragtet kunne dette ses som en egocentrisk strategi: Hvorfor ikke undersøge, hvad der bringer den anden lykke? Eller hvorfor ikke fokusere på, hvordan samfundet skal indrettes, for at flest mulige kan blive mest muligt lykkelige? Men svaret er ganske enkelt: Hvis jeg ikke selv ved, hvordan lykke opleves og opnås, har jeg ikke en chance for at hjælpe andre i deres kamp for lykke. Derfor tager Harnow Klausen afsæt i det erkendelsesmæssige udgangspunkt, i jeget.

Endnu en kvalitet, som skal fremhæves ved bogen, er dens empirifølsomhed. Selvom Harnow Klausen har læst alt og kan analysere begreber op og ned ad stolper og rundt om hjørner, forfalder han aldrig til at betragte sit genstandsområde som et tegn i en formel. Han er også velbevandret i den empiriske lykkeforskning og inddrager både denne og egne erfaringer og erfaringer fra litteraturens verden, også den mere folkelige. Det gør sammenhængen mellem teori og den teorieksterne virkelighed mere indlysende, og det giver læseren et mere hjemligt forhold til bogen.