Madrids fald mod syd

Om Madrid er det vigtigt at vide,

at byen ligger på en højslette, nemlig Meseta-højsletten midt i Spanien. Den befinder sig sådan et sted mellem 650 og 850 meter over havets overflade, altså 4-5 gange så højt oppe som toppen af Yding Skovhøj. Men som man kan forstå, ligger den ikke på et jævnt plateau, men nærmere på en skråning, som falder fra de højereliggende bjerge, Sierra de Guadarrama, nord for byen og ned mod landets gamle hovedstad, det langt ældre Toledo, 70 kilometer syd for Madrid.

Det er vigtigt at vide, fordi dette fald i landskabet ikke kun er et fald i højdemeter fra nord mod syd, men også fortæller noget om byens sociale geografi. I grove træk kan man sige, at de rigeste bor oppe mod nord, forholdsvis tæt på lufthavnen, men ikke generende tæt, med udsigt over byen, og hvor de kolde bjerge beskytter mod sommerens værste hede, mens de fattigste indbyggere aflejrer sig på terrasserne længere mod syd. I den sydligste ende af byen ligger først industri- og lagerområderne og så lossepladserne, hvor de usleste sigøjnerlejre ligger.

Byens fodboldklubber fordeler sig efter samme skema. Mod nord ligger Santiago Bernabeau, Real Madrids hjemmebane, ved den nordlige ende af den imponerende boulevard Paseo del Prado, hvor rådhuset, de store kunstmuseer og flere af ministerierne ligger. Gaderne omkring det flotte stadion har endnu navne efter Francos generaler. Her skammer man sig ikke over den fascistiske fortid. Lidt syd for centrum ligger Vicente Calderón, hvor Atlético de Madrid spiller deres hjemmekampe. Det er nede ved den smalle, vandfattige Rio Manzanares, hvor byens arbejderklasse og latinamerikanske indvandrere bor.

RAYO VALLECANO

Længere mod sydøst finder man Rayo Vallecano de Madrid.

Klubben er stiftet i 1924 og holder til i bydelen Vallecas i det sydøstlige Madrid, langs Río Manzanares. Denne kæmpe bydel med 353.000 registrerede indbyggere hørte tidligere til Alcalá de Henares’ kommune, men blev 1950 indlemmet i Madrid. Dels fordi det var vigtigt for landets fascistiske diktator, General Franco, at have sig en stor hovedstad, dels fordi kvarteret de facto var vokset sammen med Madrid. Men spørger man de lokale indbyggere, vil de sige, at den vigtigste grund var, at diktatoren fandt det nemmere at styre Vallecas’ oprørske befolkning inden for Madrids store magtapparat end udenfor.

Vallecas er det fattigste af de egentlige beboelseskvarterer i Madrid. Det er ikke et indvandrer-, men et tilfytterområde. Det er her, de mange tusinder af tilflyttere fra landområderne i det centrale og sydlige Spanien har bosat sig, særligt i 1950’erne og 1960’erne, hvor industialiseringen af landbruget skabte endnu en bølge af arbejdsløshed blandt landarbejderne. Især bor der mange tilflyttere nede fra Andalusien. Det kan mærkes, for eksempel når Vallecas i anden uge af september fejrer deres lokale skytshelgen Nuestra Señora de la Torre. Det foregår til rytmerne af flamenco, den orientalsk inspirerede dans fra Andalusien.

Mange af tilflytterne slog skure op ved floden eller boede i små lerhytter, som de selv klinede op om materialer, de fandt på lossepladsen. Sådan, eller endnu ringere, havde de fattige landarbejdere altid boet. Det gav en helt særegen, planløs byanatomi med små, krogede gader og ujævnt terræn, og det medførte naturligvis også traditionelle slumproblemer som elendig sanitet, rotter og epidemiske sygdomme. Og en udbredt analfabetisme. Børnene kom ikke i skole.

ANARKISMEN FRA SYD

Men de andalusiske landarbejdere førte også andet med sig end flamenco og fattigdom. De tog også småbøndernes anarkistiske tradition med sig. Området er endnu i dag hjemsted for store anarkistiske undergrundsbevægelser, der for eksempel viser sig i punkmusikken, især den særlige ska-punk. Ska-P er et band fra Vallecas, som er kendt i hele Europa og Latinamerika for sine meget politiske tekster. De synger om anarkisme, syndikalisme, økologi, antiracisme, antikapitalisme, antiimperialisme, dyrerettigheder, menneskerettigheder, antifacisme, anti-politivold og alt, hvad der i øvrigt hører til dette avancerede katalog af meninger.

Vallecas er en udpræget rød, anarkistisk bydel.

Foruden de tilflyttede landarbejdere fra Andalusien og Extremadura er Vallecas blevet befolket af håndværkere og arbejdere fra den del af Madrids småindustri, som blev forvist til området, da en ny lov i 1878 forbød generende produktionsvirksomhed i byens centrum.
Området blev under Francos regime kendt for sin vedholdende modstand mod diktaturet, en modstand, som de selvfølgelig udviste allerede under borgerkrigen. Vallecas var det skjold, som holdt Francos tropper ude af Madrid. Til de ikke kunne mere. Området kom derfor til at lide særligt hårdt under facisternes hævnbombardementer.

Der var sult overalt i Spanien efter borgerkrigen, men særligt i Vallecas, og Francos regime gjorde meget lidt for at hjælpe området.

Den anarkistiske tradition afspejler sig også udpræget i fankulturen omkring Rayo Vallecano. Klubbens ultrafans hedder Bukaneros og hylder de samme værdier som Ska-P.
Under hjemmebanekampene kan man bag det ene mål se kæmpebannere med politiske slagord løbe hen over hele Bukaneros-afsnittet. Det kan for eksempel være “Rayo Vallecano – Orgullo de la classe obrera” (Rayo Vallecano – arbejderklassens stolthed) eller “Lucha obrera huelga contra el capital” (Klassekamp, strejke mod kapitalen). Stadion er fyldt med klistermærker for Den tredje republik. Spanien har kun haft to republikker, så den tredje er den, der ifølge anarkisterne skal afløse det nuværende monarki. Kongehuset har ingen autoritet i denne del af Madrid.

På lægterne flages der da heller ikke med det rød-gul-røde flag, som Franco fik gjort til Spaniens, men med den kortlivede anden republiks røde-gule-lilla trikolore, eventuelt pyntet med en kommunistisk rød eller anarkistisk rød/sort stjerne. Vallekas er som en rød republik midt i det konservative spanske monarki.

¡VAMOS A COMER!

I 1973 fik klubben et nyt stadion på Calle del Payaso Fofó. Vejen er opkaldt efter den spanske klovn Fofó, som blandt andet er kendt for en række populære børnesange; Vamos a paseo m.fl. Fofó kom fra Vallecas. Stadion hedder Estadio de Vallecas og har plads til 14.708 tilskuere. De bedste pladser er nu ikke på stadion, men på altanerne i det forfaldne højhus bag det ene mål. Her stimler tilhængere sammen til gratis fodbold, hver gang der er hjemmekamp. Så tæt ligger stadion på boligblokkene.

Rayo Vallecano er en såkaldt elevatorklub, altså en der rykker op og ned mellem bedste og næstbedste række med jævne mellemrum – og indimellem også tredjebedste. I 2011 rykkede de senest op i bedste række, hvor de siden har formået at etablere sig som et velspillende midterhold, dog gerne med synlige svagheder i det defensive spil.
De spiller noget teknisk imponerende og velorganiseret fodbold. Det er naturligvis en klub, som ikke har økonomien til at holde på spillere, der klarer sig godt. Efter den succesrige 2011/12-sæson sendte de eksempelvis deres stjerne, Michu, til Michael Laudrups Swansea og udlejningsbissen Diego Costa tilbage Atlético Madrid. Men de har alligevel haft held til at bygge et fungerende kollektiv op fra sæson til sæson.

Klubbens tilhængere ved godt, at de aldrig kommer til at vinde La Liga. Jeg så dem tabe hjemme til Real Sociedad i april måneds bagende sol i 2013. Da de efter 20 minutter kom bagud 0-2, begyndte Bukaneros at synge ¡Vamos a comer! (Lad os gå ud at spise!). Sådan tager den spanske selvironi lidt af brodden af den anarkistiske revolteren.

Selvom også Vallecas har gennemgået betydelige forbedringer med moderne socialt boligbyggeri efter Francos død, er det stadig et område med udpræget fattigdom. Dem, der bor i bydelens bzatte huse, er langt mere forhutlede hjemløse, end de middelklassebørn, vi så i den danske BZ-bevægelse i 1980'erne. Madrids kommune prioriterer stadig ikke området lige så højt som resten af byen. Eksempelvis har det kæmpe boligområde kun en enkelt metrolinje, nemlig sydenden af den nedslidte linje 1, som løber langs Río Manzanares med 12 stationer under El Bulevar de Federico García Lorca, bydelens hovedstrøg, som altså er opkaldt efter den andalusiske digter, Federico García Lorca, der blev likvideret af Francos tropper i 1936.

Men Vallecas (eller Vallekas, som beboerne skriver, for at vise kommunen, at de bestemmer selv) har sit eget liv. Der er festivaller hele tiden. De har deres Batalla Naval de Vallekas, et søslag, som de har afholdt på floden siden 1981. Det er ganske vist forbudt på grund af de uroligheder, det indimellem har ført til, men det skider de sørøvere på.
De har teaterfestivaller – og flamenco, naturligvis. Og i april er der Vallecas Calle del Libro, en litteraturfestival, der har til formål at fremme læsningen i bydelen, som kæmper med at få børn og unge til at blive i skolen og dermed bekæmpe den funktionelle analfabetisme. Der afgøres litterære konkurrencer, afholdes konferencer, der er oplæsninger og udstillinger, og så er der den traditionelle leksikalske konkurrence, en quiz, som afholdes til ære for María Moliner (hende med ordbøgerne).

GETAFE

Endnu længere mod syd finder man industriområdet Getafe som en forstad 13 kilometer uden for det egentlige Madrid og på motorvejen mod Toledo. Det er en sattellitby, som ligger på Manzanares' flodbrink fra dengang, der var vand i den pjuskede flod. Det er fladt, men alligevel har Getafe en bakke, som hedder Cerro de los Ángeles, og den skulle være det nøjagtige geografiske midtpunkt på den Iberiske halvø. Ellers er det ikke så meget ved byen, der interesserer andre end dens egne indbyggere. Det er en by på størrelse med Odense, præget af rækkehuse, mindre parcelhuse og lavere etageejendomme. Det minder om Næstved, men naturligvis er der også egentlig betonbyggeri. I 2003 åbnede Metro linje 12, en rundstrækning, som forbandt Getafe med Madrids metrosystem, men der hersker en udpræget provinsstemning, hvor folk ikke orienterer sig mod Madrid, men har deres liv og arbejde i og omkring Getafe.

Det er ikke nær så fattigt som Vallecas. Getafe har industri og følgeligt lavere arbejdsløshed. John Deere har siden 1950'erne haft en traktorfabrik i byen, og Siemens har været der lige så længe. Luftvåbnet holder også til i Getafe, og det har kastet en pilotskole af sig. Der er også andre voksenuddannelser i området, først og fremmest Universidad Carlos III, som blev grundlagt i 1989. Fagforeningerne UGT og CCOO står stærkt her. Derfor er det ikke så overraskende, at socialdemokraterne, PSOE, traditionelt er største parti her, efterfulgt af de konservative, PP, og så Enhedslistens søsterparti, IU.

I Danmark er Getafe CF kendt som klubben, hvor Michael Laudrups internationale trænerkarriere tog sin vaklende begyndelse. De har også haft andre store stjerner i cheftrænersædet, først og fremmest Bernd Schuster, som havde stor succes i den lille klub. Men i Madrid er der udbredt ligegyldighed med forstadsklubben. Under mine fire år i Spaniens hovedstad har jeg aldrig mødt en tilhænger af Getafe CF, undtagen, naturligvis, når jeg har besøgt deres stadion, Coliseum Alfonso Pérez Getafe. Det er et hyggeligt stadion, hvor farbror tager nevøer og niecer med til bold. Det er velbevogtet, hvilket virker helt overflødigt.

Mens Real Madrid (overklassen, bureaukratiet, bankfunktionærerne, kirken, kongen og Franco-romantikerne, men jo også elskere af det smukke, velorganiserede fodboldspil over hele verden), Atlético de Madrid (Arbejdere, latinamerikanske indvandrere, studerende, kunstnere, bohemer, republikanske romantikere og ikke mindst alle dem, der bare hader alt, hvad Real Madrid står for) og Rayo Vallecano (anarkister, venstreorienterede ballademagere, sigøjnere, andalusiske tilflyttere og intellektuelle) hver især har deres tydelige identitet og de tilhængere, som følger med, har Getafe CF ikke rigtig noget, der gør dem interessante uden for deres eget lokalområde.

ET VELSIGNET BENSPÆND

På facaden af Madrids fornemme hvide rådhus hænger et banner, som byder velkommen til byen. Det er en hilsen til de syriske flygtninge, som det nye, venstreorienterede bystyre har hængt op. Men der kommer ikke mange syriske flygtninge til Spanien, som ligger langt for mod vest, hvis man vil fra Syrien til Nordeuropa, og det vil de fleste.

Ungarn ligger derimod lige på vejen, og der har man ikke hængt velkomstbannere op. Til gengæld har man, ligesom Spanien, en stolt tradition for at spille fodbold. I begyndelsen af 1950'erne havde Ungarn verdens bedste landshold med legenden Ferenc Puskás i spidsen. Han scorede 84 mål i 85 landskampe og endte i Real Madrid, hvor han scorede 156 mål i 180 kampe. Han vandt OL-guld og VM-sølv, 5 ungarske og 5 spanske mesterskaber og den fineste europæiske klubturnering tre gange. Lille trinde Puskas var angriber, han kunne drible og afslutte, og så havde han ni holdkammerater til at spænde ben for de modstandere, der forsøgte sig med de samme discipliner.

Petra László er en højrenationalistisk ungarsk tv-kamerakvinde, som har forsøgt sig i den genre. Da syriske Osama Abdul Mohsen bar sin 7-årige søn, Zaid, over en ungarsk mark i søgen efter sikkerhed i nord, satte hun en ureglementeret tackling ind på hans skinneben i forsøget på at standse hans videre færd ind gennem landet. Det er vanskeligt at se logikken i benspændet, for Mohsen og hans søn var jo allerede kommet ind i landet og ville gerne ud igen og videre til Tyskland, og hendes intention var tydeligvis ikke at overtale ham til at blive. Og det gjorde Mohsen og hans søn da heller ikke. Benspændet havde ingen umiddelbar effekt, for når alt kom til alt, var det vigtigere for Mohsen at fortsætte nordpå end for Petra László at stoppe ham. Han faldt omkuld oven på Zaid, men rullede adræt rundt på den optrampede græssteppe med drengen i favnen, rejste sig igen, protesterede over den usportslige tackling, og fortsatte så fremad. Mohsen er ikke fra en fodboldnation som Ungarn eller Spanien, men ikke desto mindre en mere rutineret fodboldspiller end Petra László.

Episoden blev vist på alverdens tv-stationer, og så gik der ikke længe, før det kom frem, hvem denne Mohsen er. Han er nemlig kendt som fodboldtræner fra den bedste række i Syrien. Det er en god historie. Nu ville alle have en bid af Mohsen. Og i Madrid tog de en ordentlig mundfuld. Den lille søn fik lov at løbe ind på banen hånd i hånd med Cristiano Ronaldo, da Real Madrid skulle spille mod Granada.

Men det blev Getafe CF, der løb med den største luns: De har hentet Mohsen fra Tyskland til den anonyme forstad og ansat ham i deres fodboldskole, Cenafe, og når han har lært spansk, vil de angiveligt tilbyde ham ansættelse som en del af trænerstaben i førsteholdstruppen. Det er ikke en gratis gestus, men en reel stilling, som mange spanske mænd på Mohsens alder ville give deres stambord på bodegaen for. Mohsen har sin 7-årige søn med og også drengens 16-årige storebror, Mohammad. Børnenes mor og familiens to øvrige børn er endnu i Tyrkiet, hvor de oprindeligt troede på en fremtid i sikkerhed, da deres hjemby, Deir-al-Zour, i det østlige Syrien blev gjort ubeboelig under borgerkrigen. Men Getafe hjælper nu Mohsen med at få sin hustru og de to børn til Madrid – og med at få asyl. Cenafe er ikke vant til at bruge penge på p.r., men nu har de fyret et helt års budget af på at skaffe Mohsen og familien en lejlighed i forstaden.

Getafe vil gerne erobre en plads i hovedstadens bevidsthed, finde en identitet. Og at hjælpe flygtninge på så relevant en måde er ikke noget dårligt bud. Det er en konkret gerning, men har også en tydelig sybolsk værdi: Sådan kan alle forstå, at de syriske flygtninge ikke kun kommer med tomme maver, men også med anvendelige kvalifikationer, og det er ikke ligegyldigt at være fodboldklubben, som illustrerer den pointe. Man kan oven i købet sige, at Getafe er et område, hvor man godt kunne tage imod flere flygtninge. Lige netop dér er det ikke helt umuligt at finde arbejde. Også industriarbejde, som ikke forudsætter perfekte spanskkundskaber. Der er god ræson i det udspil fra fodboldklubben. Man må håbe, at Getafe CF og hele regionen får noget godt ud af den satsning.

Spanien har besluttet at tage imod 17.680 flygtninge fra Syrien.

Oprindeligt bragt på Netudgaven.