søndag den 7. december 2014

Lister over det dårligste

Jeg kan ikke lade være med at lave lister over alt muligt. Ok, jeg har heller ikke prøvet at lade være, for det plejer ikke at udgøre noget problem for mig. En af de enkleste former for lister, som jeg laver, er lister over de bedste af et eller andet. De bedste 550 fodboldspillere gennem tiderne er vel den liste, jeg har brugt flest timer på. Det var og er et kæmpe forskningsprojekt. Netop denne liste havde jeg et formål med, jeg ville nemlig udgive et leksikon om dem. Ingen ville udgive det, og alt for få ville være med til at skrive artiklerne. Men glæden ved at lave listen havde jeg jo alligevel.

Jeg har også lavet lister over de fedeste film i '90'erne, de dygtigste danske filminstruktører, Rolf Sørensens største bedrifter, de mest interessante universitetsstudier, eller de 35 mandlige skuespillere, som har været bedst til at ligne en mand på 35 i mindst 35 år (for nu at tage en med fra liste-romanen Sofa). Eller mere privat: over de venner, jeg helst ville have med til en god middag, eller de dejligste kvinder, jeg endnu aldrig havde mødt.

Nogle af disse de bedste-lister havde et underliggende potentiale som handlingsvejledere. De kunne bruges, hvis jeg fx skulle træffe beslutning om, hvem jeg skulle ringe og invitere, eller hvilket studium jeg skulle søge ind på. Men det er nu ikke derfor, jeg laver dem. Jeg laver lister, fordi jeg nyder det. Det hjælper mig til at tænke på en bestemt måde, som jeg godt kan lide.

Der er imidlertid en slags lister, jeg, så vidt jeg husker, aldrig har lavet, nemlig lister over de dårligste af en slags. Det er simpelthen aldrig faldet mig ind, at det kunne være interessant at beskæftige sig så systematisk med de dårligste af noget som helst.

Men nu er det blevet en tilbagevendende kategori i den ironiske danske kulturkritik at lave lister over de dårligste film, de dårligste plader og de dårligste bøger. Det viser sig, at mange synes, det er skide sjovt at hænge andre til tørre på den måde. Nogle kunstnere synes endda, det er udtryk for vid at hænge sine kolleger ud ved at kåre de dårligste af dem. Jeg har endnu ikke set nogen kunstner placere sig selv eller sit eget værk på sådan en liste. Det kunne jeg ellers godt se det morsomme ved.

Jeg har nu heller ikke fået øje på nogen god faglig grund til at lave dem. Derfor kan jeg ikke lade være med at se sådanne lister som et forsøg på at trykke andre ned – enten for selv at komme længere op eller for at hjælpe vennerne op. Eller fordi man af mere private grunde ikke kan lide dem. Eller simpelthen for den småperfide glæde, der kan være ved at tale grimt om nogen.

En positiv-liste (en prisuddeling, fx) kan have sin berettigelse som fejring af en glimrende indsats eller præstation. Man kan feste med sin glæde over stor kunst, anbefale andre at beskæftige sig med det fantastiske, man har fået øje på. Også dette har sine begrænsninger: ofte sammenligner man usammenlignelige fænomener, og man har da heller ikke set alle film i verden, læst alle bøger, og man skaber nemt konkurrence og ondt blod mellem kolleger. Men der er bestemt også noget godt og glædeligt ved det.

En negativ-liste kan faktisk kun bruges til at forlyste sig ved at føje spot til skade, forhåne andre, som i forvejen har fået slag. Jamen, er det da ikke en relevant vejledning af boglæsere at advare dem mod at læse en bog, man finder super dårlig? Næ, ikke rigtigt, synes jeg. Alle bøger har sine læsere. Selv den dårligste bog har 50 læsere, som vil være glade for at læse den. En forlægger har dog sagt god for den, så nogen må jo kunne lide den. Trods alt ikke alle synes, at de samme bøger er dårlige. Og de negative lister afholder måske de 50 mennesker fra at samle bogen op fra udsalgskassen. Og med hvilket formål? Ok, ellers spilder nogen måske en 20-krone på en dårlig udsalgsbog, som de ikke får læst færdig, og hvad så?

Noget andet er, at negativ-lister er langt mere ukvalificerede end de positive kåringer:

John Faxe blev på et tidspunkt kåret som den dårligste Arsenalspiller nogensinde (eller sådan noget). Men han startede altså på banen gennem fire år. Hvordan kan det nu være, hvis han var så meget dårligere end fx Bendtner, som aldrig blev fast mand i startopstillingen. Eller de hundreder, som ikke fik mere end et par indhop? De dårligste husker vi jo slet ikke. Faxe er en af de bedste, ellers havde han ikke spillet så meget. Og ellers havde vi ikke talt om ham.

Danmarks højest profilerede (og en af de bedst skrivende, nu vi er ved listerne) litteraturanmelder, Lars Bukdahl, har lige kåret den slemmeste (som vel må være noget andet end den værste eller dårligste, eller hvad?) beskrivelse af sex i nyere dansk litteratur. Man kan være enig eller uenig i, at den pågældende scene er dårlig litteratur. Selv er jeg faktisk helt uenig, men det er ikke sagen. Problemet med kritikken er ikke kun, at den type kåringer er meningsløse og usympatiske. Heller ikke kun, at den scene, han hænger ud, slet ikke er en sexscene, men en voldsscene, muligvis med seksuelle bilyde. Det er også et problem, at kandidaterne til sådan en negativ titel sjældent er de mest relevante. Det virkelig dårlige husker vi ikke.


Der udgives hundreder af bøger i Danmark om året (omkring 400 danskskrevne romaner, vel sagtens?). Af dem har Bukdahl måske læst 10-15 % af de bedste, vil jeg gætte på.

3 kommentarer:

faurskov sagde ...

Det er bestemt ikke et af dine fem dårligste indlæg :)

Hvis der skal laves en fejlliste, så bør den tage udgangspunkt i egne fejl og eventuelt hvordan fejlene har været med til at få os videre i livet. Min mors egen version af Ying og Yang: Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, har ofte vist sig at være brugbar. Og der er næsten altid noget lærdom i fejlene - modsat når vi glider igennem livet og består vores prøvelser uden ridser i lakken.

Min egen (sikkert lettere selvsensurede liste) over nederlag i livet kunne i skitseform med positive sideeffekter se sådan her ud:

1) Tre dumpede køreprøver i træk
2) "Skilt" fra hende jeg fik mine børn sammen med
3) Tog en uddannelse som cand mag i samfundsfag og filosofi, som samfundet ikke havde brug for
4) Fyret fra IBM da min afdeling lukkede
5) Fyret fra et reklamebureau da Flash blev forældet

Umiddelbart en hård liste, som jeg måske ikke skulle være glad for at have gennemlevet. Men i dag bærer jeg alle punkter på listen som ar på kroppen, som alle har gjort mig til et mere interessant og smukkere menneske. Uden bump på vejen havde jeg været en (endnu mere) irriterende barbidukke, uden selvreflektion og forståelse for andres problemer og skævskud.

Som 18-årig var dumpede køreprøver ikke så fedt at komme ned i gymnasieklassen og fortælle om. Men det var med til at gøre mig til en mere ansvarlig bilist og lærte mig, at det er nemmest at bestå en prøve første gang - hvilket gør, at jeg altid siden var godt forberedt når jeg skulle til eksamen.

Min "skilsmisse" fik mig tættere på mine børn og har gjort mig til et ærligere menneske - specielt overfor mig selv. I dag er jeg meget bedre til at holde fast i mig selv, og fortælle min kæreste hvem jeg er, og hvilke behov jeg selv har. Og så har jeg en stor respekt for, at kærlighed skal passes og plejes og min kæreste fortjener et ærligt modspil.

Min "nyttesløse" uddannelse er stadig en kæmpe gave - og ikke kun når jeg læser weekendavisen. I dag lever jeg af selvlærte ting såsom at udvikle læringsspil, og der er min uudtalte viden fra universitet det som adskiller mig fra de programmører, som har gået den lige vej fra folkeskolen til et job som udvikler. Jeg er blevet en sær størrelse, som både kan kode og tale med kunderne og har en holdning til bløde ting som design, gameplay og leg og læring.

Fyringen fra IBM, 3 måneders løn og en bonus var min iværksætterydelse, som fik mig igang som selvstændig - nu på 13 år. Det bedste job som findes.

Min fyring fra et halvtidsjob som udvikler på et reklamebureau fik mig videre til et arbejde på turbine forlaget, som på alle måder var bedre end reklamebureauets hierarkiske fabrikstankegang.

Helt generelt skal vi rumme vores skævskud undervejs i livet. Men jeg synes bestemt heller ikke, at det er god stil at pege fingre af andres fejlskud undervejs. Som med moral, så synes jeg først og fremmest at fejl og moral er noget som kræver selvreflektion fremfor at udstille andres dårligdomme og moralske fordærv (med mindre det er journaliststanden, som i den grad kunne trænge til noget kritik/modspil).

Morten Bruun Davidsen sagde ...

Bukdahl har slet ikke forstået den pågældende novelle, som handler om vold, om den vold der hele tiden svæver over det umiddelbare, hele tiden sitrer i luften. Det handler ikke om sex, og i fald at det skulle gøre det, er det kun som et magtredskab. Ærgerligt at Bukdahl har brug for at blotte sin uvidenhed på den måde :(

Jens Peter Kaj sagde ...

Jeg er enig i din læsning af novellen, Morten.

Og Brian: Ja, man skal sgu være glad for de fejl, man laver, og sørge for at bruge dem til noget.