Dansk Folkepartis fremgang og den pæne middelklasse

En ny meningsmåling fortæller, at Dansk Folkeparti er landets største parti. Over en femtedel af de danske vælgere ville stemme på DF, hvis der var valg nu. For at føje spot til skade kunne man sige, at DF almindeligvis er undervurderet i meningsmålingerne, fordi mange stadig er flove over at fortælle, at det er dem, de vil stemme på. Sådan er det, og det er jo ikke en opbakning, der er kommet som en tyv om natten. Overhalingen af Venstre kommer sådan set bare, fordi Venstre går tilbage lige nu. DF's opbakning er steget langsomt, men konstant, siden vi fik Helle Thorning som statsminister.

Nu har mange af landets forargede humanister travlt med at skælde henholdsvis Danmark og DF's vælgere ud. Danmark er en skamplet på Europa, og DF's vælgere er en skamplet på Danmark. Det er for dårligt.

Jeg synes, den reaktion er lidt for bekvem. På den måde kan alle os fra den veluddannede middelklasse, som ikke kunne drømme om at stemme på Dansk Folkeparti, pege fingre ad underklassen. De er os moralsk underlegne, og deres pinlige politiske valg tilsmudser os andre. Det kan de ikke være bekendt at være så mange. Så mange, at det sætter os andre i et dårligt lys med deres had til muslimerne.

På den måde skøjter man let og elegant hen over de årsager til Dansk Folkepartis stadige fremgang, som det er knap så bekvemt at tale om.

Et difust had til muslimer er nemt at tage afstand fra. Det kan alle, der har sit på det tøre, blive enige om. Vanskeligere er det at sluge sin del af ansvaret for en virkelighed, hvor folk uden for eller på kanten af arbejdsmarkedet på den ene side økonomisk sakker længere og længere bagud i forhold til resten af befolkningen og på den anden side konstant ydmyges af arrogante meningsdannere, som fortæller dem, at de bare kunne tage sig sammen. Det er ældrebyrden, socialnasserne, overførselsindkomsmisbrugerne, de dovne.

Vi taler nysprog, når vi beskriver deres virkelighed. Vi taler om at hjælpe dem, når vi skærer ned på deres ydelser. Ved at lade være med at hjælpe dem tvinger vi dem nemlig til at hjælpe sig selv. Dette handelshøjskolepis størkner som en stinkende hinde over debatten om velfærdsstaten, selvom alle ved, at det ikke fungerer på den måde. Selv isterningen Anders Samuelsen ved, det er løgn, hvad han siger. Han er bare ligeglad, for han ved, at han aldrig selv risikerer at sidde i saksen. Vi skubber bare de dårligst stillede længere og længere væk fra de stærkeste 70 %. Vi sørger for, at de ikke har råd til at få ordnet tænderne, spise ordentlig mad og skifte det hullede tøj ud. Og samtidig skal de skældes ud for ikke at møde pæne og nydelige frem til jobsamtalen!

Vi lyver og siger, at vi gør det for deres egen skyld. Men de kender deres egen virkelighed. De ved, at de ikke længere kan stole på den pæne middelklasses hjælp.

Det Dansk Folkepartis vælgere har til fælles, er ikke et difust had til muslimer, selvom vi fra den pæne middelklasse godt kan lide at tale om det og dæmonisere dem på den måde. Det, de har til fælles, er, at de har indset, at de er på røven, og at de pæne humanister på den politiske midte er ligeglade. Tidligere kunne de svageste regne med Socialdemokraternes og de radikales støtte. De radikale var oven i købet fortalere for en borgerløn indtil engang i 1990'erne. Ingen skulle trues på deres daglige brød, blot fordi arbejdsmarkedet ikke passede til dem.

Nu får de pisken af de samme pæne middelklassehumanister. Det er indlysende, at de må vende sig et andet sted hen for at finde politiske venner. Dansk Folkeparti er dårlige venner for de ældre, for løsarbejderne og de ledige. De smisker for de udstødte, men stemmer som oftest sammen med det økonomisk-politiske flertal. Det er en anden form for løgn, som bare er vanskeligere at gennemskue.

Middelklassen og dens politiske repræsentanter kan ikke på den ene side droppe al solidaritet med mennesker på overførselsindkomster og så på den anden side forarget løfte den moralske pegefinger over for de samme mennesker, når de af mangel på gode venner lader sig lokke af dårlige venner til at droppe solidariteten med de muslimske medborgere.

Ansvaret for Dansk Folkepartis stadige fremgang ligger hos os i den pæne veluddannede middelklasse, som har accepteret at lade mennesker på kanten af arbejdsmarkedet sejle deres egen sø.