Rotten

Skrevet af Lars Bo Nørgaard

Så sker det; jeg møder fandme det møgsvin igen, røven fra Al Taglio, jeg vidste jo at det måtte ske før eller siden: Jeg er ude at gå en tur, og bedst som jeg står og tænder mig en cigaret, ser jeg ham stå på den anden side af Rue Oberkampf, ligeledes i gang med at tænde sig en cigaret. Han har hætten godt trukket op over hovedet, det spidse, rotteagtige ansigt, med de smalle blå læber, dumme, onde øjne, og det ser ud som om han har grå skægstubbe i hele fjæset. Jeg kan virkelig ikke lide ham. Men vi får øjnekontakt, og han genkender mig. Så står vi der i finregnen og nidstirrer hinanden, puster røg ud, er stille. Men så kommer hun, og lægger sin arm ind under hans, og de går. Det knuser mit hjerte. Hvad laver hun sammen med ham? Hun er jo sød. Og han er jo ulidelig.

Mine udgydelser kræver vist en forklaring: For nogle dage siden var Matilde og jeg nede på Al Taglio, som er et pizzasted med wifi. Rotten ejer Al Taglio. Det er ren rutine for os; vi har ofte været nede på Al Taglio for at benytte os af deres wifi, da vi ikke har internet i lejligheden. Hidtil har det været fint, vi bliver behandlet godt dernede, de er så småt begyndt at kende os. Især hende som i dag viste sig at danne par med Rotten. Hun har tit været behjælpelig, når jeg ikke har kunnet få internettet til at fungere, og hun har været tålmodig med mit gebrokne franske, ligesom jeg har været med hendes gebrokne engelsk. Det er gået fint. Vi nød at komme der og drikke kaffe, være på internet, sommetider spise noget af deres pizza, som er virkelig lækker. Ingen problemer. Indtil altså for nogle dage siden, hvor Rotten stod bag disken. Han har været i butikken før, men ikke bag disken; normalt står han udenfor og ryger, eller i et hjørne, verdensfjernt kiggende (eller, nærmere: ondt skulende) ud af vinduet. Jeg har undret mig over hvem han mon var. Det skulle vi finde ud af: han er ejeren, ham der bestemmer:

Først forstår jeg ikke hvad der sker; Matilde har bestilt to café créme som sædvanlig, og så har han sagt noget; og nu står hun og kigger fortabt på mig, som er i gang med at rigge computeren til. Hun siger at vi skal købe pizza, jeg svarer: nå, ok. Så siger hun, at det vil hun ikke, når han skal være sådan et røvhul. Tilsyneladende har han som svar på hendes bestilling spurgt, om hun syntes det lignede en bar? Hun har svaret; undskyld? Og han har sagt, at man skal købe pizza. Det har vi ikke hørt om før. Det har ingen sagt, det står ingen steder. Og fair nok, at man har en politik, der siger sådan, men man behøver vel ikke være nedladende. Gør man? Den nar. Så blander den søde sig; hun siger til Rotten, at vi kommer her tit, at det er ok. Men han snerrer, at det rager ham en skid. Så pakker vi sammen og går. Han ønsker os en god dag.

Vi er rasende, taler meget om, hvad vi skulle have sagt og gjort, for at sætte ham på plads. Men det er svært når man sådan er blevet overrumplet, og så på et fremmed sprog. Han skulle stopfodres med sit pizza, skulle han, have kaffe hældt i øjnene, han skulle bede om nåde. Nej, vi skulle have haft vandpistoler med som vi kunne sprøjte ham i fjæset med. Man skulle altid gå med vandpistol.

Og kære læser, vi vil også anbefale dig at holde dig væk fra Al Taglio, vi vil gerne skade Rotten, og skåne dig for lignende lidelser (mennesker bør hjælpe hinanden, mener vi). Egentlig er det synd for rotterne, at kalde ham Rotten (de har været så meget igennem; spist under Paris’ belejring 1870-71 etc.). Den eneste ægte rotte jeg har set hernede så ganske sød og tilforladelig ud; den ville vist lege med nogle ællinger som lå og dovnede; men straks de fik øje på den kære rotte, skræppede de op og jog den væk.

Skulle du alligevel, kære læser, være drejet ind op Rue Nueve Popincourt fra Rue Oberkampf, så sørg for at smile sødt og forstående til de kvindelige ansatte, som måske står udenfor Al Taglio og holder rygepause. Og skulle du se en mager rotte stå samme sted, så glem ikke at stirre ondt på ham, ræk eventuelt tunge. Og drej så umiddelbart efter Al Taglio til højre ned ad Rue Ternaux. Her vil du, knap hundrede meter nede, på hjørnet af samme Rue Ternaux og Rue Jaquard finde et fantastisk sted: Paris Féni. – En lille bengalsk café som laver noget af det bedste kaffe, vi har fået i Paris. Og så er det tilmed billigt. Man kan også nyde en af deres lækre risretter, som tilsyneladende alle indeholder ristede løg. Det er meget overraskende, jeg forbinder almindeligvis ristede løg med remouladedækkede spegepølsemadder eller hotdogs (som begge er glimrende retter, især hvis man har tømmermænd), men i disse risretter virker de ristede løg pludselig helt eksotiske og utroligt delikate. Prøv det. Og drik en af deres hjemmelavede juicer til, der er mange lækre varianter: fx én med gulerod, ingefær og appelsin. Mens man indtager sit festmåltid, kan man sidde og nyde facaden på det overfor beliggende Hotel Luna-Parc: den er så grå og krakeleret at man må tro, at det er design; den ligner nemlig en månepark, et stilhedens hav. Og, nåja, betjeningen er venlig og høflig, og ofte ser man de to bengaler i køkkenet stå og danse og synge med på den musik de har på anlægget; det kan være alt fra PJ Harvey til herlig sitarpop.