Nattevandring

Skrevet af Lars Bo Nørgaard

Den nat jeg mødte Råbemanden, havde jeg kort forinden fundet en hvid læderlænestol som stod under et stort, nyligt udsprunget træ, hvis blade en gadelampe gennemlyste. Jeg sad lidt i stolen, tænkte på noget, jeg nu har glemt, mens jeg drak af den dåseøl jeg kort forinden havde købt. Ved siden af lænestolen stod en bil parkeret, jeg mener det var en Lancia, ligeledes hvid, højre fordør bulet. I dens bagrude lå en fransk udgave af ’Labyrinter’ af den argentinske forfatter Jorge Louis Borges, meget gulnet og krøllet, og der lå en stor, hvid muslingeskal, en grøn, kunstig vandplante, sandsynligvis fra et akvarium, og ’Der Neue Grosse Shell Atlas’. På ruden sad et klistermærke fra Corsican Ferry Lines. Jeg fik en følelse – formentlig fremkaldt af de suggestive omgivelser; mennesketomme, gennem grønne, spæde blade oplyste gader – af, at alt dette var arrangeret for min skyld, eller at det kun var i mit hoved det eksisterede.

Et ubehag havde fyldt mig ved denne følelse, og jeg måtte hurtigt videre, over på den anden side af vejen, og op ad den lille gade Rue Léchevin (jeg har få øjeblikke inden skrivende stund fundet det på kortet), for at ryste den virkelige, konkrete verden tilbage i kroppen. – Men ak! som læseren måske allerede har anet, skulle det ikke gå sådan: Først faldt mit blik på en lille, robust bygning på hvis mur hang et billede af et par muskuløse, halvnøgne mænd i gang med noget hårdt, manuelt arbejde. Under tagryggen stod ordene: ’maconnerie béton armé’ med kraftfulde, svungne typer. Mine tanker fløj hurtigt omkring sovjetiske og nazistiske propagandaplakater, Pantzerarmeer, det tredje riges megalomane atlanterhavsvold. Det var ikke tanker, jeg ønskede at forfølge denne nat, så jeg skyndte mig videre, mens jeg forsøgte at beskæftige mig med noget så fornuftigt som arkitektonisk stilbestemmelse af bygningerne omkring mig. Men det er yderst begrænset, hvad jeg besidder af viden om arkitektur, så da jeg stødte på en besynderlig bygning som tilsyneladende ikke havde nogen indgang, men til gengæld adskillige store ruder som så ud som var de dækket af lammeskyer, var jeg igen fortabt:

Der var lys derinde, men ingen former trængte gennem skydækket. På en af ruderne stod der: ’Ménagerie de verre’ – jeg vidste at ’verre’ betyder ’glas’, men ’ménagerie’ forstod jeg ikke; den eneste association ordet vakte, var til det ’Ménagerie’ som ligger i Jardin des Plantes, og som er en zoologisk have – Paris’ første. Det var dyrene fra denne zoo, man spiste under hungersnøden, forårsaget af den prøjsiske belejring af byen i vinteren 1870-71. De eneste dyr som ikke blev spist, var aberne, som man følte mindede for meget om mennesker, og elefanterne, som var for dyre. For dyre? – Jeg finder det ufatteligt, at nogen har været så grådig, at vedkommende ville tjene penge på denne desperate nødsituation. Det siger sig selv, at de mange fattige i Paris ikke havde den fjerneste mulighed for at sætte tænderne i en zebra- eller girafbøf – de var henvist til at spise rotter og rødder fra byens træer (som også blev brugt til brænde i de kolde vintermåneder), mens overklassen kunne mæske sig i eksotisk vildt. Det har også undret mig en del, at man tilsyneladende kunne finde foder til elefanterne og aberne, mens størstedelen af byens befolkning var henvist til rotter og rødder – for man lod vel ikke de nuttede aber og de kostbare elefanter dø af sult?

Nuvel, det var ikke just social indignation der fyldte mit hoved den nat, men forestillinger om hvordan der kunne se ud inde i sådan en zoologisk have beboet af eksotiske dyr af glas. Meget stille måtte der være derinde, og lugtfrit. Jeg så for mig, hvordan natdyrene – slanger, edderkopper, flagermus – var udstillet i mørke rum, kun oplyst af en lampe under hvert dyr; deres smukke, enigmatiske farver, og deres store, tomme og alligevel gennemtrængende blikke.

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg stod der og lod hjernen fantasere løs, men pludselig var jeg ude på gaden igen, meget bevidst om fortovet under mine fødder og trafikkens lyde omkring mig. Jeg drak resten af min øl, og satte dåsen fra mig på et summende elskab, og besluttede at det var bedst at komme hjem i seng, for at lade hjernen rydde op i nattens – for en provinsknøs som mig – overload af indtryk.