onsdag den 18. marts 2009

Skældudpunktet

Du har for meget tøj på: en varm vindjakke, en uldtrøje og hvad der måtte gemme sig under den. De beskidte cowboybukser. Det er ok med gummisko. Man tænker: Det er så det tøj, han ejer. Du går rundt med det hele på. Skægget er ikke klippet i flere måneder. Eller håret. Det, der er tilbage af det.
Du går og snakker med en anden. Med en mand, tænker man. Du skælder ud, går hidsigt væk fra ham, gør en afvisende gestus med hånden tilbage mod ham. Så stopper du pludselig op og vender dig mod ham igen. Der er mere skældud, du skal af med. Du er endnu vredere end før, har hidset dig op på manden. Men der er ingen mand. Du skælder ud mod et punkt i rummet. Du bevæger dig i faste, kantede mønstre om skældudpunktet. Du er dets hidsige drabant, som forsøger at komme fri af kredsløbet.

Ingen kommentarer: