Hest

Du ser ham først, da han er helt fremme ved busstoppestedet. Han slider i tømmerne og holder hesten tilbage med et “Prrruhhh!”. Det tager dig det meste af et minut at finde ud af, hvad han vil dig, at han vil have dig til at hoppe op. Han viser dig stigbøjlen. Det gør dig ikke mindre bange, du kan ikke ride med en mand som ham.

Hvorfor ængstes du for blot at sige nej til ham? Jo, du er en fremmed her, Torremolinos er ikke din by. Hvordan kan du vide, hvad han vil stille op med et afslag? Så fortæller han, at den unge hest er hurtigere end bussen, at du vil nå frem til Málaga langt tidligere, hvis du følges med ham. Det er ikke, sådan han siger, men det er sådan, du forstår de fagter og lyde, der kommer fra den mørke mand.

Du ser, hvor rolig han er. Han har endnu nogle grå totter siddende ved tindingerne, hans hat har været flot engang. Du træder to skridt frem, håret er vasket, han er ikke så beskidt, som han ser ud på afstand. Han klapper mulen. Hvordan kan du tvivle på en mand med sådan en beherskelse af dyret? Du svinger benet over, han hjælper dig galant med kjolen, og det overrasker dig, at han kun lugter af træ. Af syrligt fyrretræ som fra kæphesten, I sidder på. Her er tørt i september. Nu rider I, og ja, I overhaler bussen, som stadig blinker ud, men ikke kommer videre, ingen vil holde tilbage. Bilernes horn hilser jer. Et ungt par vinker fra en cabriolet.

Han er så rank på hesten, det gør dig stolt. Du klamrer dig til hans ryg, dine hænder finder hinanden på hans bryst. Han lader sig ikke mærke med det, det er, som om han ikke kunne forestille sig det anderledes. Nu forsøger dine ben at falde ind i hans galop. Du ved, du kommer til at elske denne klæbende lyd af sko mod asfalt. Din lyske slår mod hans lænd, han er så lavstammet, en gnom, en hobbit, du forstår ikke, hvordan dette er sket.