Christina har åbnet sin web-butik

Christina Catarina Altuna Aagesen har ikke alene den højeste kæreste på Plaza de Cascorro; hun har også startet et firma, som laver noget skide smart gear til børn på op til ti år.

Kisse – Kid's wear since 2015, står der øverst på den hjemmeside, hun har åbnet netop nu til aften. Og den er god nok: det er en butik med børnetøj. Hun producerer det bæredygtigt her på den Iberiske Halvø, ikke på slavefabrikker i Østen, og hun lægger vægt på at bruge gode materialer.

http://www.kisse.es

Der er tegninger på meget af tøjet, og dem har mine børn lavet. Sådan er der så meget. Knapperne til strikketrøjerne har hendes far snittet i oliventræ fra haven.

Køb en masse!

Piazza del Popolo – ny roman

Den 15. september udkommer romanen Piazza del Popolo. 

Han sidder i Borghese-parken og kigger ned på Piazza del Popolo. Der på bænken ligner han enhver anden treoghalvfjerdsårig romer, der tager et hvil under morgenturen. Men han er ikke gammel, han er en vred og liderlig yngling, som kommer her for at se den kvinde, han begærer, cykle over folkets plads, som hun har gjort det morgen efter morgen. Han døber hende tyskeren.

Og inden længe har han fødselsdag, så får hun ham at se. Det er den gave, han har tiltænkt sig selv. Nu skal dagene frem mod mødet planlægges; det skal times sådan, at han har sin bedste skjorte ren og klar til dagen, og han må ikke onanere i en uge inden.

Men forholdet til den voksne søn giver kvaler. De kan ikke tale sammen, det er drengens egen skyld, men ubelejligt. Også kvartalsdrankeren Diego, som han deler bænken med, griber forstyrende ind i planerne, og en spøgelsesagtig kondiløber bliver ved at vælte ham omkuld i parken.

Første side

Sådan begynder Døgner:

Tuk!

Du sparker kækt

     til det første det bedste,

         til indbildte gaser, der knejser og knaser,

              Fætter Guf på en ladvogn

                   og Højben på frihjul, arh! det er en and.

Du sparker huller i lumre luftlag, men også,

     og det er det bedste,

         til en cylindrisk bekendelse, der tromler frem mellem

              pyntegrønt og halve hotdogs.

Ingen ved, hvor længe den har ligget der og

     taget væske ind,
         pattet de syv citroner.

Døgner udkommet

Foto: Helle Bøg Brandt

Oplæsning i LiteraturHaus den 23. august fra min første digtsamling, Døgner, som udkom samme dag på Solidaritets Forlag.

Døgner kan købes for 40,00 kr. hos forlaget eller bestilles hos en boghandler.

Forlaget Solidaritet

Solidaritet findes, først og fremmest som socialt fænomen, naturligvis, men også både som et magasin, der bringer politiske, historiske, teoretiske og aktuelle artikler om og fra hele verden. Artikler af høj kvalitet. Og som et forlag, der især udgiver skide gode politiske og historiske bøger fra venstrefløjen, men som altså også er begyndt at udgive skønlitteratur, blandt andet min seneste roman, Celeste fra 2013, og min første digtsamling, Døgner, som udkom den 23. august i år. Der er mere på vej fra den skønlitterære redaktion. Og der er gang i disse vellykkede oplæsningsarrangementer i "Herfra hvor jeg står"-regi. Og der er ovenikøbet formidlet et samarbejde mellem musikere, billedkunstnere og forfattere. Det er virkelig godt gået. Det hele er på aktivistbasis. Ingen fra Solidaritet får løn for arbejdet. Det kalder ikke kun på undren, men især på dyb respekt.

Solidaritet holder til i

Solidaritetshuset

Griffenfeldsgade 41,

2200 København N.

Åbningstid: mandag - fredag kl 13.00 - 17.00

Her kan man købe magasinet og forlagets bøger.

Den amerikanske valglov

Der er rigtig meget, jeg ikke kan lide ved USA's valglov. Man kunne ønske sig forholdstalsvalg til Kongressens to kamre, for eksempel. Det ville give flere partier en chance for at opnå valg og ville således give en langt bedre og mere nuanceret afspejling af befolkningens vilje.

Når det kommer til præsidentvalget, ville jeg ønske, at man havde mindst to valgrunder (som man kender det fra Frankrig), sådan at alle kandidater, uafhængige og repræsentanter for partier, stillede op til valgets første runde, mens kun de to med flest stemmer stillede op til anden runde. På den måde kunne man ved første runde stemme på den kandidat, man helst ville have. Hvis denne kandidat så ikke kom i top to, kunne man stemme på det mindste onde i anden runde. Når der kun er en runde, som nu, kan vi teoretisk forestille os, at den grønne Jill Stein og den blå Hilary Clinton får henholdsvis 25 % og 35 %, mens den sorte Donald Trump får 40 % og vinder valget. Og man kan samtidig forestille sig, at stort set alle Jill Steins vælgere ville foretrække Clinton frem for Trump. Der ville altså være næsten 60 %, som foretrak Clinton frem for Trump, men Trump ville vinde alligevel. Kun at have en valgrunde er et skidt system, når man skal vælge en enkelt person. To runder ville være mere demokratisk, tre runder endnu bedre.

Hele det amerikanske valgsystem er indrettet på, at der kun må være to partier, hvilket samtidig får disse to partier til at ligne hinanden til forveksling, fordi begge partier dels slås om de såkaldte midtervælgere, dels slås om de stenrige og prominte støtter fra erhvervslivet. Dette sikrer, at begge partier bliver systembevarende, og det er netop derfor, man har lavet disse udemokratiske valglove. Det er et skuespil, som befolkningen i det store hele godt kan gennemskue, men føler sig magtesløse overfor.

Hvis jeg var amerikaner, ville jeg være nødt til at stemme på Jill Stein, fordi det er hende, jeg er mest enig med. Men velvidende, at hun ikke har en chance, ville jeg gøre det med rystende hænder og håbe, at andre samtidig sikrede Clinton sejren. Alternativt kunne jeg stemme mod min overbevisning (noget jeg endnu aldrig har prøvet) for at sikre Clinton sejren og holde Trump fra fadet. Under alle omstændigheder ville jeg gå ind i stemmeboksen med klamme hænder. Det rigtige ville være mindst to valgrunder.

The greatest

Det har nok været min mor, der købte den til min far. Han var vild med Muhammad Ali. Derfor skulle jeg heller ikke vente ret længe på at få lov at låne den; Sandheden om mit liv. Min far blev hurtigt færdig med den, og selvom jeg husker ham sige, at han var skuffet over bogen, kastede jeg mig over den med stor ivrighed. Det var den første voksenbog, jeg læste, og jeg slugte den grådigt, sætning for sætning.

Den udkom i 1976, altså et par år efter The rumble in the jungle i 1974, hvor den undertippede Ali udboksede den syv år yngre George Foreman i 8. omgang, helt som forudsagt af Ali selv. Inden kampen mod Ali havde Foreman vundet samtlige sine 40 kampe, og de 37 før tid. Samme år havde Foreman smadret Ken Norton i anden omgang, og året før Joe Fraizer også i anden. Ingen troede på Ali før den kamp.

Ali havde også mødt Fraizer og Norton, tre gange hver. Han havde lidt nederlag i sit første møde med dem begge (Norton brækkede Alis kæbe i anden omgang, men Ali gennemførte alligevel kampen og tabte med dommerstemmerne 2-1), men siden besejret dem to gange hver i brutale, jævnbyrdige slagudveksllinger over 14-15 omgange. I 1975 var det mod Joe Fraizer, som måtte give op i 14. omgang af The Thrilla in Manila, og i september 1976 fik Ali endelig en enstemmig pointafgørelse i sejren over Norton. Jeg husker ikke, om den sidste sejr over Norton nåede at komme med i bogen, men i realiteten var karrieren slut for Ali, da bogen kom.

Også pointsejrene over Jimi Young (1976), Ernie Shavers (1976)og Joe Bugner (1975) havde været hårde og slidt det sidste af silken. Efter 1976 boksede Ali ikke en god kamp, selv om revancesejren over Leon Spinks var knusende sikker. Men Spinks var slet ikke i klasse med Foreman, Fraizer, Norton.

Eller med sluggeren Sonny Liston, som Ali tog titlen fra i 1964 i en kamp, hvor Ali måske var endnu mere undertippet end mod Foreman. Gangsteren Liston havde vundet 35 af sine foregående 36 kampe og smadret sine modstandere med samme skræmmende styrke, som Mike Tyson senere blev kendt for. I sine to seneste kampe inden kampen mod Ali havde Liston tilintetgjort mesteren Ployd Patterson i første omgang. Og Patterson var ingen novice, da Liston tog sværvægtstitlen fra ham. Han havde trods alt vundet den fra legendariske Ingemar Johansson, som han slog to gange. Efter nederlagene til Liston tabte Patterson i øvrigt også to gange til Ali. Hans andet nederlag til Ali i 1972 blev karrierens sidste kamp.

Og sådan slukkede Ali mange store bokseres drømme. Sådan set også Foremans. Ganske vist boksede Foreman endnu 6 kampe frem til det afsluttende nederlag til Jimmy Joung i marts 1977, som dog blev kåret til årets kamp af Ring Magazine, men efter chocknederlaget til Ali blev han aldrig den samme igen, og han holdt ti års pause fra ringen inden sit groteske, men også flotte comeback i slutningen af 1980'erne.

Jeg tror, at min far godt kunne lide, at Ali var så stor i kæften, hvilket nok kan undre, når man ved, hvordan han senere kom til at se på slagfærdige unge mænd. Men Ali var noget særligt. Han var hurtig i replikken, veltalende, rimende, forudsagde med et digt i hvilken omgang han ville slå sin modstander ud. Og gjorde det. Han var en usædvanligt flot fyr. Og en fantastisk elegant sværvægter. Når man husker, hvordan Sonny Liston og hans samtidige, eller mesteren Joe Louis før dem, stod fladt på fødderne og delte øretæver ud, var det fantastisk at se Ali danse rundt om sine modstandere og tjatte til dem, uden at de kunne komme i nærheden. Han dansede baglæns med sænkede parader, og de kunne ikke nå ham. Når man genser hans kampe fra midten af tresserne, kan man ikke undgå at blive forbløffet over hans suveræne opvisning; det er stepdans, moonwalk, show, titte-bøh-drilleri, altsammen i et ubegribeligt tempo, hvor han jo altså også nåede at dele øretæver ud. Og man kunne se, at han nød det, ja, morede sig. Der har simpelthen aldrig været en sværvægter, som kunne noget lignende. Han tænkte lynhurtigt og bevægede sig i overraskende og evigt skiftende mønstre, både i sit uforlignelige benarbejde og i sine undvigende ryk med overkroppen.

Ali var også en mester i at forberede sig på den modstander, han stod overfor. Legendarisk er det naturligvis, hvordan Ali udmattede den noget tungere Foreman ved at lade ham smadre løs på paraderne og fjedre i tovene og så lige sørge for selv at få et par svidende jabs ind, inden han dansede ud til siden. Det nævnes sjældent, at Ali havde fået klart flere stød igennem end Foreman, allerede før de gik ud til ottende omgang og altså må have været foran på point, selvom det var Foreman, der gik fremad og slog hele tiden, men altså stort set kun i paraderne. Foreman slog sig træt, det var kun sådan den unge Foreman kunne trættes. Han kunne ikke løbes ned. Mod Liston var det noget andet. Liston var ældre end Ali og langsom på fødderne. Ham kunne Ali finte eller løbe fra. Liston vaklede frustreret rundt i ringen og slog huller i luften. Han ramte ikke engang paraderne. Ali var som et spøgelse, der hver gang var forsvundet, før Listons tunge næver landede. Til sidst gav Liston reelt op. I sin anden kamp mod Ali havde Liston, som den kæphøje Ali på skift drillede med, at han var gangster, at han var de hvides lakaj, og at han både var grim og mildest talt ikke nogen særlig opfindsom taler, opgivet, inden han gik op i ringen. Drillerierne var naturligvis en del af metaspillet. Ali ville have den hidsige Liston til at forivre sig. Jo mere forhippet Liston blev for at få ram på den flabede, unge Ali, desto ringere blev hans chancer for nogen sinde at få et stød ind. En tålmodig Liston havde være livsfarlig for Ali. Liston slog som en lufthammer og kunne vinde en kamp med et enkelt stød. Sådan noget vidste Ali.

Nu var Ali ikke kun en fantastisk taktiker med hurtige ben og gode undvigelser. Han var også hårdfør og virkelig vanskelig at slå i gulvet. Særligt kampene mod Norton og Fraizer viste det. Næppe nogen sværvægter har taget imod mere end Ali. Han var forholdsvis stor, 191 cm og godt bygget med lange, stærke arme. Og så var han jo også udstyret med hurtige hænder, som kunne alle slag fra alle vinkler. Hans hurtige jabs så ikke ud af noget særligt, men de kom overraskende, og de gjorde nas.

Ali er den bedste sværvægter gennem tiderne, og havde han ikke været så god, så havde resten af hans værk og virke ikke betydet ret meget.

Men når min far var så interesseret i denne bokser, var det frem for alt, fordi han var imod krigen i Vietnam. Det var min far også. Min far er udpræget antimilitarist. Om Ali var egentlig pacifist, eller blot ikke ville deltage i det hvide Amerikas krige, er det ikke helt let at blive klog på, men jeg har nu aldrig hørt ham støtte nogen krig, og det kunne min far godt lide. Og han kunne godt lide, at Ali var så konsekvent, at han hellere ville fratages retten til at bokse i de fire bedste år af sin karriere end at tage den loppetjans i Vietnam, som forsvarsministeriet utvivlsomt havde udset til ham.

"Jeg skal ikke i krig for det magtfulde USA for at plaffe fattige mennesker ihjel i mudderet. Viet Cong er ikke min fjende. De har aldrig kaldt mig nigger. Før mig til fængslet i stedet," sagde Ali.

Og på den måde fik han effektivt forbundet sin antimilitarisme med kampen mod det hvide Amerikas racisme og imperialisme.

Ali ville ikke slå ihjel for det regime, som stjal hans forfædre i Afrika og gjorde dem til slaver. Han ville heller ikke bære det slavenavn, som disse forfædre blev påduttet af deres undertrykker. Men hans slægts historie og navn var ikke bevaret, som de færreste afrikanske slavers var, så han opsøgte en organisation, som ville give de sorte amerikanere deres stolthed tilbage, dels ved at udstyre dem med et muslimsk navn, som blev opfattet som mere oprindeligt afrikansk, dels ved at kæmpe for oprettelsen af sorte, muslimske stater i USA, stater, hvor de ikke længere skulle kæmpe for racemæssig ligestilling eller frygte for lynchning eller mordbrand fra grupper som Ku-Klux-Klan. Ali konverterede til islam i 1965 og meldte sig hos profeten Elijah Muhammad's Nation of Islam, hvor han også mødte Malcholm X. Senere konverterede Ali dog til en mere moderat sunni-islam, og blev lige som Malcholm X tilhænger af racemæssig integration i stedet for af at oprette sorte enklaver.

Navnet var vigtigt for Ali. Da han forsvarede sin sværvægtstitel mod Patterson i november 1965, straffede Ali den tidligere mester for ikke at ville kalde ham Ali, men konsekvent bruge slavenavnet Clay. Selvom Ali havde udbokset Patterson allerede i første omgang og uden vanskeligheder kunne have afsluttet den i hvert fald i anden omgang, undlod han at slå Patterson ud, men ydmygede og tæskede ham gennem samfulde 12 omgange. I sidste omgang stoppede kamplederen dog kampen for at Patterson ikke skulle lide mere overlast.

Flere husker nok Alis kamp mod Ernie Terrell fra 1967. Terrell var et ordentligt skur på 198 cm og havde også længere rækkevidde end Ali. Da han mødte Ali, havde han ikke tabt i fem år, og Ali var ikke stor favorit i den kamp, som blev regnet for Alis vanskeligste siden Liston. Terrell var afroamerikaner, ligesom Patterson og Ali (og stort set alle andre store sværvægtere), men undlod ligesom Patterson demonstrativt at bruge Alis muslimske navn. Inden kampen havde Ali udtalt, at "Jeg vil torturere ham. Et rent knockout er for godt til ham." Kampen var velbokset og meget lige i de første seks omgange, I syvende fik Ali ram på Terrell, som balancerede på randen af knockout. Men Ali ville ikke lade ham slippe. Resten af de femten omgange, kampen var berammet til, mishandlede Ali den store Terrell med sine hurtige jabs, men han hvæsede: "Hvad er mit navn, Onkel Tom... hvad er mit navn?" Det er en af de mest brutale afstraffelser nogensinde.

Jeg ved, at vi har set nogle natlige kampe med Ali på tv i mit barndomshjem. I hvert fald Foreman og Fraizer. Men jeg husker det ikke. Jeg husker til gengæld, at vi så Rødder, tv-serien som bygger på Alex Haleys roman om den afrikanske kongesøn Kunta Kinte, som i 1700-tallet blev taget til fange og fragtet til Amerika som slave. Det er ikke tilfældigt, at netop Hayley skrev en biografi om Malcholm X's biografi. Rødder var en historie om slaveriets historie og tøvende afskaffelse. Noget af det, jeg husker tydeligst, var hvor vigtigt det var for Kunta Kinte at fortælle sin datter, som fik slavenavnet Kizzy, hvad hendes gambianske slægt virkelig hedder, hvem de er, og hvor de kommer fra. Den samme slægtshistorie fortalte Kizzy omhyggeligt videre til sin egen søn, Chicken George. De ville ikke acceptere at se sig selv som slaver, hvis identitet blev defineret af deres hvide undertvingere. Kunta Kinte nægtede at svare eller adlyde, når hans slaveejer brugte hans slavenavn. Selvom han blev pisket halvt til døde, insisterede han på at hedde Kunta Kinte, og selvom han fik den ene fod hugget af, blev han ved med at forsøge at bryde ud i friheden.

Alis og Hayleys kamp for sort stolthed (black pride, hed det på den tid) blev en afgørende del af min politiske opdragelse. Dette og hadet til den krigeriske amerikanske imperialisme og udryddelse af de nordamerikanske indianere. Det var min mor, som lærte mig at holde med indianerne, når vi så John Ford-western i fjernsynet.

Antimilitarismen var stærk i mit hjem i 1970'erne, selv om jeg bestemt ikke kommer fra en hippiefamilie. Min far var fisker af en kommunistisk arbejderfamilie og var selv sådan en fritænkende, grøn midtervælger, og min mor var fra et socialdemokratisk husmandshjem. De hører begge hjemme i provinsen, og ingen af dem har gået i skole længere end til syvende klasse. For dem var både hippierne og marxisterne et fjernt og uinteressant fænomen fra storbyens middelklasse.

Men Muhammad Ali og mine forældre opdragede mig til at hade vold, krig og militær. Det gik så vidt, at jeg ikke fik lov at gå til spejder (det var min mor, ikke Ali, som forbød mig det ...), selvom jeg plagede om det i årevis. Men jeg skulle ikke i uniform. Det skulle Ali heller ikke.

Jeg husker ikke ret meget af denne Alis første selvbiografi, faktisk husker jeg bedst hans fortælling om, at han ikke rigtig vidste, hvad han skulle stille op med damerne i sin tidlige ungdom. Jeg må selv have været omkring 12 år, da jeg læste bogen, og den del af fortællingen kunne jeg godt identificere mig med. 

Omslag

Døgner

Digtsamlingen Døgner udkommer den 23. august, hvorefter man gerne skulle kunne købe den via boghandlerne. Den er trykt, og hvis man gerne vil have fat i den allerede nu, kan den købes hos Solidaritets forlag i Griffenfeldsgade 41 på Nørrebro. Butikken er nemt genkendelig og hedder Solidaritetshuset.

Bogen koster 50 øre pr. side, hvilket så beløber sig 40 kr. i alt. Hvis man vil have den tilsendt, skal man nok betale for fragten, hvilket formodentlig er omtrent det samme.

Det er min første publicerede digtsamling, selvom jeg skrev mange digte som teenager og i det meste af min lange ungdom. Det er altså endnu en debut. Dem kan man ikke få for mange af, og jeg er glad.

Der er reception for udgivelsen i LiteraturHaus i Møllegade på Nørrebro den 23. august fra kl. 17.00. Om aftenen er der et oplæsningsarrangement samme sted fra kl. 20.00. Jeg ved ikke, om man kan få noget at spise i mellemtiden, ellers må man jo finde noget i en døgner, men drikkevarer plejer der at være nok af i det hus. Peder Frederik Jensen, Jonas Reppel og Mads Mygind kommer også og læser op om aftenen. Det skal nok blive spas.

Espersens spindelvæv

Det holder aldrig op, vi kommer aldrig til at vinde, sådan er det.

Vi bliver ved med at sprinte hovedkulds ind i den bondesnu Søren Espersens propagandaspind. Det net spinder han, hver gang hans ødelæggelseshær igen står til at tabe lidt terræn.

Denne gang valgte han at bruge ordet 'neger' offentligt. Og straks farer vi i harnisk og retter alt rampelyset mod denne edderkop og kaster os brølende ind i de klæbrige tråde.

Søren Espersen har ingen ambitioner om at holde sig gode venner med den politisk korrekte, veluddannede venstremidte. De kommer aldrig til at stemme på ham alligevel. Faktisk lever han af, at denne angiveligt magtfulde intelligensia skælder ud på ham. Det er sådan, han får alle dem, som IKKE tilhører samme gruppe, og som måske ovenikøbet føler sig trykket eller ydmyget af den, til at stemme på Dansk Folkeparti.

Tro ikke, at Søren Espersen sagde 'neger' ved et uheld. Den mand gør ikke ret meget ved et uheld. Han er det hvide Danmarks ubestridt mest bevidste mediemanipulator. Han sagde 'neger', fordi han vidste, hvordan vi ville reagere. At nogen fra den politisk korrekte venstremidte hysterisk ville blæse det op til en kæmpe sag og postulere, at denne angivelige svipser (!) er det endegyldige bevis på, at Espersen er racist. Og fordi han vidste, at 75 procent af befolkningen ville tænke: "Arh, så er det vist heller ikke værre. Han sagde trods alt ikke 'nigger'. Et eller andet skal man jo kalde folk af afrikansk afstamning, hvis man skal tale om forskellen mellem sorte/brune mennesker og hvide." Og det var faktisk det, han i det pågældende interview skulle tale om.

Espersen ved, at størstedelen af befolkningen bruger ordet 'neger', når de taler med deres venner, fordi det har været en nogenlunde værdineutral del af vores ordforråd i mange år, i hvert fald lige så værdineutral som 'sort'. Masser af ikke-racistiske danskere er pissesure over, at den politisk korrekte intellektuelle venstremidte nu skammer dem ud, som bruger dette ord. For de mener ikke noget racistisk med det, men bruger det for at angive, at de taler om en person af afrikansk afstamning.

Derfor er Espersen nu disse pissesure ikke-racistiske danskeres helt, dels fordi han 'kom til' at sige 'neger' offentligt og ikke vil undskylde det bagefter. Og særligt fordi den intellektuelle elite er gået i selvsving, tilsyneladende uden at ænse, at det er Espersens spind, de svinger i.