The greatest

Det har nok været min mor, der købte den til min far. Han var vild med Muhammad Ali. Derfor skulle jeg heller ikke vente ret længe på at få lov at låne den; Sandheden om mit liv. Min far blev hurtigt færdig med den, og selvom jeg husker ham sige, at han var skuffet over bogen, kastede jeg mig over den med stor ivrighed. Det var den første voksenbog, jeg læste, og jeg slugte den grådigt, sætning for sætning.

Den udkom i 1976, altså et par år efter The rumble in the jungle i 1974, hvor den undertippede Ali udboksede den syv år yngre George Foreman i 8. omgang, helt som forudsagt af Ali selv. Inden kampen mod Ali havde Foreman vundet samtlige sine 40 kampe, og de 37 før tid. Samme år havde Foreman smadret Ken Norton i anden omgang, og året før Joe Fraizer også i anden. Ingen troede på Ali før den kamp.

Ali havde også mødt Fraizer og Norton, tre gange hver. Han havde lidt nederlag i sit første møde med dem begge (Norton brækkede Alis kæbe i anden omgang, men Ali gennemførte alligevel kampen og tabte med dommerstemmerne 2-1), men siden besejret dem to gange hver i brutale, jævnbyrdige slagudveksllinger over 14-15 omgange. I 1975 var det mod Joe Fraizer, som måtte give op i 14. omgang af The Thrilla in Manila, og i september 1976 fik Ali endelig en enstemmig pointafgørelse i sejren over Norton. Jeg husker ikke, om den sidste sejr over Norton nåede at komme med i bogen, men i realiteten var karrieren slut for Ali, da bogen kom.

Også pointsejrene over Jimi Young (1976), Ernie Shavers (1976)og Joe Bugner (1975) havde været hårde og slidt det sidste af silken. Efter 1976 boksede Ali ikke en god kamp, selv om revancesejren over Leon Spinks var knusende sikker. Men Spinks var slet ikke i klasse med Foreman, Fraizer, Norton.

Eller med sluggeren Sonny Liston, som Ali tog titlen fra i 1964 i en kamp, hvor Ali måske var endnu mere undertippet end mod Foreman. Gangsteren Liston havde vundet 35 af sine foregående 36 kampe og smadret sine modstandere med samme skræmmende styrke, som Mike Tyson senere blev kendt for. I sine to seneste kampe inden kampen mod Ali havde Liston tilintetgjort mesteren Ployd Patterson i første omgang. Og Patterson var ingen novice, da Liston tog sværvægtstitlen fra ham. Han havde trods alt vundet den fra legendariske Ingemar Johansson, som han slog to gange. Efter nederlagene til Liston tabte Patterson i øvrigt også to gange til Ali. Hans andet nederlag til Ali i 1972 blev karrierens sidste kamp.

Og sådan slukkede Ali mange store bokseres drømme. Sådan set også Foremans. Ganske vist boksede Foreman endnu 6 kampe frem til det afsluttende nederlag til Jimmy Joung i marts 1977, som dog blev kåret til årets kamp af Ring Magazine, men efter chocknederlaget til Ali blev han aldrig den samme igen, og han holdt ti års pause fra ringen inden sit groteske, men også flotte comeback i slutningen af 1980'erne.

Jeg tror, at min far godt kunne lide, at Ali var så stor i kæften, hvilket nok kan undre, når man ved, hvordan han senere kom til at se på slagfærdige unge mænd. Men Ali var noget særligt. Han var hurtig i replikken, veltalende, rimende, forudsagde med et digt i hvilken omgang han ville slå sin modstander ud. Og gjorde det. Han var en usædvanligt flot fyr. Og en fantastisk elegant sværvægter. Når man husker, hvordan Sonny Liston og hans samtidige, eller mesteren Joe Louis før dem, stod fladt på fødderne og delte øretæver ud, var det fantastisk at se Ali danse rundt om sine modstandere og tjatte til dem, uden at de kunne komme i nærheden. Han dansede baglæns med sænkede parader, og de kunne ikke nå ham. Når man genser hans kampe fra midten af tresserne, kan man ikke undgå at blive forbløffet over hans suveræne opvisning; det er stepdans, moonwalk, show, titte-bøh-drilleri, altsammen i et ubegribeligt tempo, hvor han jo altså også nåede at dele øretæver ud. Og man kunne se, at han nød det, ja, morede sig. Der har simpelthen aldrig været en sværvægter, som kunne noget lignende. Han tænkte lynhurtigt og bevægede sig i overraskende og evigt skiftende mønstre, både i sit uforlignelige benarbejde og i sine undvigende ryk med overkroppen.

Ali var også en mester i at forberede sig på den modstander, han stod overfor. Legendarisk er det naturligvis, hvordan Ali udmattede den noget tungere Foreman ved at lade ham smadre løs på paraderne og fjedre i tovene og så lige sørge for selv at få et par svidende jabs ind, inden han dansede ud til siden. Det nævnes sjældent, at Ali havde fået klart flere stød igennem end Foreman, allerede før de gik ud til ottende omgang og altså må have været foran på point, selvom det var Foreman, der gik fremad og slog hele tiden, men altså stort set kun i paraderne. Foreman slog sig træt, det var kun sådan den unge Foreman kunne trættes. Han kunne ikke løbes ned. Mod Liston var det noget andet. Liston var ældre end Ali og langsom på fødderne. Ham kunne Ali finte eller løbe fra. Liston vaklede frustreret rundt i ringen og slog huller i luften. Han ramte ikke engang paraderne. Ali var som et spøgelse, der hver gang var forsvundet, før Listons tunge næver landede. Til sidst gav Liston reelt op. I sin anden kamp mod Ali havde Liston, som den kæphøje Ali på skift drillede med, at han var gangster, at han var de hvides lakaj, og at han både var grim og mildest talt ikke nogen særlig opfindsom taler, opgivet, inden han gik op i ringen. Drillerierne var naturligvis en del af metaspillet. Ali ville have den hidsige Liston til at forivre sig. Jo mere forhippet Liston blev for at få ram på den flabede, unge Ali, desto ringere blev hans chancer for nogen sinde at få et stød ind. En tålmodig Liston havde være livsfarlig for Ali. Liston slog som en lufthammer og kunne vinde en kamp med et enkelt stød. Sådan noget vidste Ali.

Nu var Ali ikke kun en fantastisk taktiker med hurtige ben og gode undvigelser. Han var også hårdfør og virkelig vanskelig at slå i gulvet. Særligt kampene mod Norton og Fraizer viste det. Næppe nogen sværvægter har taget imod mere end Ali. Han var forholdsvis stor, 191 cm og godt bygget med lange, stærke arme. Og så var han jo også udstyret med hurtige hænder, som kunne alle slag fra alle vinkler. Hans hurtige jabs så ikke ud af noget særligt, men de kom overraskende, og de gjorde nas.

Ali er den bedste sværvægter gennem tiderne, og havde han ikke været så god, så havde resten af hans værk og virke ikke betydet ret meget.

Men når min far var så interesseret i denne bokser, var det frem for alt, fordi han var imod krigen i Vietnam. Det var min far også. Min far er udpræget antimilitarist. Om Ali var egentlig pacifist, eller blot ikke ville deltage i det hvide Amerikas krige, er det ikke helt let at blive klog på, men jeg har nu aldrig hørt ham støtte nogen krig, og det kunne min far godt lide. Og han kunne godt lide, at Ali var så konsekvent, at han hellere ville fratages retten til at bokse i de fire bedste år af sin karriere end at tage den loppetjans i Vietnam, som forsvarsministeriet utvivlsomt havde udset til ham.

"Jeg skal ikke i krig for det magtfulde USA for at plaffe fattige mennesker ihjel i mudderet. Viet Cong er ikke min fjende. De har aldrig kaldt mig nigger. Før mig til fængslet i stedet," sagde Ali.

Og på den måde fik han effektivt forbundet sin antimilitarisme med kampen mod det hvide Amerikas racisme og imperialisme.

Ali ville ikke slå ihjel for det regime, som stjal hans forfædre i Afrika og gjorde dem til slaver. Han ville heller ikke bære det slavenavn, som disse forfædre blev påduttet af deres undertrykker. Men hans slægts historie og navn var ikke bevaret, som de færreste afrikanske slavers var, så han opsøgte en organisation, som ville give de sorte amerikanere deres stolthed tilbage, dels ved at udstyre dem med et muslimsk navn, som blev opfattet som mere oprindeligt afrikansk, dels ved at kæmpe for oprettelsen af sorte, muslimske stater i USA, stater, hvor de ikke længere skulle kæmpe for racemæssig ligestilling eller frygte for lynchning eller mordbrand fra grupper som Ku-Klux-Klan. Ali konverterede til islam i 1965 og meldte sig hos profeten Elijah Muhammad's Nation of Islam, hvor han også mødte Malcholm X. Senere konverterede Ali dog til en mere moderat sunni-islam, og blev lige som Malcholm X tilhænger af racemæssig integration i stedet for af at oprette sorte enklaver.

Navnet var vigtigt for Ali. Da han forsvarede sin sværvægtstitel mod Patterson i november 1965, straffede Ali den tidligere mester for ikke at ville kalde ham Ali, men konsekvent bruge slavenavnet Clay. Selvom Ali havde udbokset Patterson allerede i første omgang og uden vanskeligheder kunne have afsluttet den i hvert fald i anden omgang, undlod han at slå Patterson ud, men ydmygede og tæskede ham gennem samfulde 12 omgange. I sidste omgang stoppede kamplederen dog kampen for at Patterson ikke skulle lide mere overlast.

Flere husker nok Alis kamp mod Ernie Terrell fra 1967. Terrell var et ordentligt skur på 198 cm og havde også længere rækkevidde end Ali. Da han mødte Ali, havde han ikke tabt i fem år, og Ali var ikke stor favorit i den kamp, som blev regnet for Alis vanskeligste siden Liston. Terrell var afroamerikaner, ligesom Patterson og Ali (og stort set alle andre store sværvægtere), men undlod ligesom Patterson demonstrativt at bruge Alis muslimske navn. Inden kampen havde Ali udtalt, at "Jeg vil torturere ham. Et rent knockout er for godt til ham." Kampen var velbokset og meget lige i de første seks omgange, I syvende fik Ali ram på Terrell, som balancerede på randen af knockout. Men Ali ville ikke lade ham slippe. Resten af de femten omgange, kampen var berammet til, mishandlede Ali den store Terrell med sine hurtige jabs, men han hvæsede: "Hvad er mit navn, Onkel Tom... hvad er mit navn?" Det er en af de mest brutale afstraffelser nogensinde.

Jeg ved, at vi har set nogle natlige kampe med Ali på tv i mit barndomshjem. I hvert fald Foreman og Fraizer. Men jeg husker det ikke. Jeg husker til gengæld, at vi så Rødder, tv-serien som bygger på Alex Haleys roman om den afrikanske kongesøn Kunta Kinte, som i 1700-tallet blev taget til fange og fragtet til Amerika som slave. Det er ikke tilfældigt, at netop Hayley skrev en biografi om Malcholm X's biografi. Rødder var en historie om slaveriets historie og tøvende afskaffelse. Noget af det, jeg husker tydeligst, var hvor vigtigt det var for Kunta Kinte at fortælle sin datter, som fik slavenavnet Kizzy, hvad hendes gambianske slægt virkelig hedder, hvem de er, og hvor de kommer fra. Den samme slægtshistorie fortalte Kizzy omhyggeligt videre til sin egen søn, Chicken George. De ville ikke acceptere at se sig selv som slaver, hvis identitet blev defineret af deres hvide undertvingere. Kunta Kinte nægtede at svare eller adlyde, når hans slaveejer brugte hans slavenavn. Selvom han blev pisket halvt til døde, insisterede han på at hedde Kunta Kinte, og selvom han fik den ene fod hugget af, blev han ved med at forsøge at bryde ud i friheden.

Alis og Hayleys kamp for sort stolthed (black pride, hed det på den tid) blev en afgørende del af min politiske opdragelse. Dette og hadet til den krigeriske amerikanske imperialisme og udryddelse af de nordamerikanske indianere. Det var min mor, som lærte mig at holde med indianerne, når vi så John Ford-western i fjernsynet.

Antimilitarismen var stærk i mit hjem i 1970'erne, selv om jeg bestemt ikke kommer fra en hippiefamilie. Min far var fisker af en kommunistisk arbejderfamilie og var selv sådan en fritænkende, grøn midtervælger, og min mor var fra et socialdemokratisk husmandshjem. De hører begge hjemme i provinsen, og ingen af dem har gået i skole længere end til syvende klasse. For dem var både hippierne og marxisterne et fjernt og uinteressant fænomen fra storbyens middelklasse.

Men Muhammad Ali og mine forældre opdragede mig til at hade vold, krig og militær. Det gik så vidt, at jeg ikke fik lov at gå til spejder (det var min mor, ikke Ali, som forbød mig det ...), selvom jeg plagede om det i årevis. Men jeg skulle ikke i uniform. Det skulle Ali heller ikke.

Jeg husker ikke ret meget af denne Alis første selvbiografi, faktisk husker jeg bedst hans fortælling om, at han ikke rigtig vidste, hvad han skulle stille op med damerne i sin tidlige ungdom. Jeg må selv have været omkring 12 år, da jeg læste bogen, og den del af fortællingen kunne jeg godt identificere mig med. 

Omslag

Døgner

Digtsamlingen Døgner udkommer den 23. august, hvorefter man gerne skulle kunne købe den via boghandlerne. Den er trykt, og hvis man gerne vil have fat i den allerede nu, kan den købes hos Solidaritets forlag i Griffenfeldsgade 41 på Nørrebro. Butikken er nemt genkendelig og hedder Solidaritetshuset.

Bogen koster 50 øre pr. side, hvilket så beløber sig 40 kr. i alt. Hvis man vil have den tilsendt, skal man nok betale for fragten, hvilket formodentlig er omtrent det samme.

Det er min første publicerede digtsamling, selvom jeg skrev mange digte som teenager og i det meste af min lange ungdom. Det er altså endnu en debut. Dem kan man ikke få for mange af, og jeg er glad.

Der er reception for udgivelsen i LiteraturHaus i Møllegade på Nørrebro den 23. august fra kl. 17.00. Om aftenen er der et oplæsningsarrangement samme sted fra kl. 20.00. Jeg ved ikke, om man kan få noget at spise i mellemtiden, ellers må man jo finde noget i en døgner, men drikkevarer plejer der at være nok af i det hus. Peder Frederik Jensen, Jonas Reppel og Mads Mygind kommer også og læser op om aftenen. Det skal nok blive spas.

Espersens spindelvæv

Det holder aldrig op, vi kommer aldrig til at vinde, sådan er det.

Vi bliver ved med at sprinte hovedkulds ind i den bondesnu Søren Espersens propagandaspind. Det net spinder han, hver gang hans ødelæggelseshær igen står til at tabe lidt terræn.

Denne gang valgte han at bruge ordet 'neger' offentligt. Og straks farer vi i harnisk og retter alt rampelyset mod denne edderkop og kaster os brølende ind i de klæbrige tråde.

Søren Espersen har ingen ambitioner om at holde sig gode venner med den politisk korrekte, veluddannede venstremidte. De kommer aldrig til at stemme på ham alligevel. Faktisk lever han af, at denne angiveligt magtfulde intelligensia skælder ud på ham. Det er sådan, han får alle dem, som IKKE tilhører samme gruppe, og som måske ovenikøbet føler sig trykket eller ydmyget af den, til at stemme på Dansk Folkeparti.

Tro ikke, at Søren Espersen sagde 'neger' ved et uheld. Den mand gør ikke ret meget ved et uheld. Han er det hvide Danmarks ubestridt mest bevidste mediemanipulator. Han sagde 'neger', fordi han vidste, hvordan vi ville reagere. At nogen fra den politisk korrekte venstremidte hysterisk ville blæse det op til en kæmpe sag og postulere, at denne angivelige svipser (!) er det endegyldige bevis på, at Espersen er racist. Og fordi han vidste, at 75 procent af befolkningen ville tænke: "Arh, så er det vist heller ikke værre. Han sagde trods alt ikke 'nigger'. Et eller andet skal man jo kalde folk af afrikansk afstamning, hvis man skal tale om forskellen mellem sorte/brune mennesker og hvide." Og det var faktisk det, han i det pågældende interview skulle tale om.

Espersen ved, at størstedelen af befolkningen bruger ordet 'neger', når de taler med deres venner, fordi det har været en nogenlunde værdineutral del af vores ordforråd i mange år, i hvert fald lige så værdineutral som 'sort'. Masser af ikke-racistiske danskere er pissesure over, at den politisk korrekte intellektuelle venstremidte nu skammer dem ud, som bruger dette ord. For de mener ikke noget racistisk med det, men bruger det for at angive, at de taler om en person af afrikansk afstamning.

Derfor er Espersen nu disse pissesure ikke-racistiske danskeres helt, dels fordi han 'kom til' at sige 'neger' offentligt og ikke vil undskylde det bagefter. Og særligt fordi den intellektuelle elite er gået i selvsving, tilsyneladende uden at ænse, at det er Espersens spind, de svinger i.

Gammelt indiansk mundhæld

"En stille gyde, som forbinder to mere festlige gader, stinker altid af pis."

Nyvalg i Spanien

Ingen ministerpræsidentkandidat i Spanien har kunnet samle et parlamentarisk flertal bag sig efter valget i december. Der er derfor udskrevet nyvalg. Det afholdes den 26. juni.

Det spanske forretningsministerium løber linen ud

Når jeg nu i nogen tid intet har skrevet om regeringsforhandlingerne i Spanien, er det simpelthen, fordi jeg ikke har haft noget at fortælle. Og det må jeg hellere fortælle lidt om ...

Der kommer forbløffende få konkrete oplysninger frem. Selv mængden af rygter har fortaget sig. Det er, som om ingen længere interesserer sig for det faktum, at Spanien pt. ikke har en regering med parlamentarisk mandat, men kun et forretningsministerium uden demokratisk legitimitet. Der var valg i december; det er fire måneder siden, og intet er sket. Den konservative ministerpræsident Rajoy regerer videre, som om, der ikke havde været valg, og som om han stadig havde et flertal bag sig.

Hvor længe det kan blive ved, ved jeg ikke. Jeg er lettere forbløffet.

I gårsdagens tv-avis hed det sig så, at PP, PSOE og Ciudadanos muligvis er ved at nå til enighed om en anti-Podemos-alliance. Repræsentanter fra de tre partier hævdede til gengæld, at dette blot er noget, den (ifølge en PP-minister) patologisk paranoide Pablo Iglesias har fundet på for at skjule det angivelige faktum, at Podemos er umulige at forhandle med.

Så står den der og flagrer.

Men hvad nu, hvis det er sandt? Mon ikke dem, der vil vinde på sådan en regeringsdannelse, vil være PP og Podemos? Hvis Rajoy som leder af det største parti kan fortsætte som ministerpræsident, så glemmer vi hurtigt, at PP faktisk fik et svigende valgnederlag. De vil stadig være den dominerende kraft. Og i Danmark har det i hvert fald gerne været sådan at storebroderen i et regeringssamarbejde styrkes, mens de mindre partier i alliancen svækkes (eller knækkes: SF/de konservative).

Jeg tror, en sådan trepartiregering vil blive vældig kostbar for PSOE. Ikke alene vil de være lillebror. Det vil også blive tydeligt, at forskellen på PP og PSOE i realiteten er forsvindende lille, og at PSOE's valgretorik ikke var meget andet end netop dette. Hvad den økonomiske politik angår, vil de ikke have vanskeligt ved at nå til enighed med PP. Ganske vist har klovnen Pedro Sanchez fra PSOE svært ved at styre sit betragtelige ego, men den politiske enighed mellem de to store partier tilsiger, at samarbejdet vil lykkes.

Ingen vil formodentlig bemærke, at Ciudadanos overhovedet er med i regeringen. De har intet nyt at komme med – udover at de ikke vil have korruption, men det har jo så mange sagt, indtil de fik magt ... Derfor vil det nok i givet fald også blive enden på det partis lille politiske eventyr.

Podemos vil vinde opbakning på sådan en situation. Det giver næsten sig selv. De vil være den eneste politiske kraft (sammen med IU, men de er blevet så små ...), som står udenfor magtblokken, og de eneste som for alvor vil noget andet. Man må gå ud fra, at de ved næste valg om treethalvt år vil blive langt større end PSOE. De vil simpelthen blive det store venstreparti i Spanien.

Og det er naturligvis PSOE's store mareridt. Podemos må for alt i verden ikke blive større end PSOE. Som bekendt favoriserer det spanske valgsystem de to største partier, så det er selvforstærkende at komme derop. Det vil være meget vanskeligt for PSOE at genvinde sin position.

PSOE er naturligvis klar over dette. Derfor kan det heller ikke være den løsning, de foretrækker.

Men hvad er alternativet? Ved et nyvalg, hvor Podemos og IU allerede har aftalt at stille op sammen, er det overvejende sandsynligt, at Podemos/IU bliver større end PSOE (de fik jo faktisk også flere stemmer end PSOE ved valget i december, men langt færre mandater). Så det er heller ikke løsningen for PSOE.

Så er der muligheden for at PSOE danner regering sammen emd Podemos, IU og et regionalt nationalistparti. Det var længe den løsning, alle troede var på vej i hus, men det tales der ikke længere så meget om. Pedro Sanchez fra PSOE har jo også gjort sit for at fremstille Podemos som uansvarlige og uduelige som regeringsparti, og skal han så danne en regering med 8-10 uansvarlige ministre? Og Podemos har jo vundet sin opbakning på at være noget helt nyt, noget helt andet end de to store, korrupte og systembevarende partier. Det vil også se mærkeligt ud, hvis de nu går i regering med PSOE. Og hvad med de uberegnelige nationalister? Hvad er deres pris i denne prekære situation, hvor Catalanerne mere end nogensinde taler om løsrivelse?

Endelig er der den mulighed, at PSOE lader PP og Ciudadanos danne regering og så håber på bedre held ved næste valg – at luften til den tid er gået af Podemos-balonen. Men det lader ikke til, at de blå kan skaffe flertal heller. De skal også have nogle regionale partier med, og de fleste af disse kan ikke lide PP, fordi PP jo er de stærkeste modstandere af at give regionerne større selvbestemmelse.

Derfor er situationen altså temmelig låst. Det spanske parlament har aldrig stået i denne situation før, og jeg har ikke noget kvalificeret bud på, hvad resultatet bliver.

En lille prut på Bolsjefabrikken

Søren K. Villemoes, som til daglig skriver i Weekendavisen, var sammen med reggae-kollektivet Firehouse booket til at vende plader på Bolsjefabrikken. Men det kommer han ikke til, og det er ikke fordi Villemoes ikke er rap nok til at vende skiverne, inden de brænder på, men vist nok fordi hans journalistiske arbejde bliver opfattet som borgerligt eller højreorienteret af bolsjefabrikanterne. Og sådan spiller klaveret altså ikke der. Pladevenderkollektivet er kun velkomne, hvis Villemoes lige bliver siddende hjemme på avisen imens.

"Vi føler ikke, at Søren K. Villemoes' værdigrundlag, som udtrykt gennem hans virke som offentlig debattør og journalist, stemmer overens med vores," skriver Bolsjefabrikken i en mail til Firehouse.

Jeg kender helt sikkert ikke Villemoeses værdigrundlag lige så godt, som bolsjefabrikanterne gør. Hvad det er, der diskvalificerer ham som grammofon, ved jeg ikke. Jeg kan forstå, at han ofte kører i samme rille med en lille trille om ytringsfrihed, en sag, som han skulle være meget optaget af.

Det er jeg også, det er man nemlig nødt til være, hvis man som jeg er socialist. Af mindst to grunde. Socialisme er blandt andet at udvide demokratiet eller folkemagten til også at gælde produktionssektoren, altså at lade demokratisk valgte organer tage væsentlige dele af beslutningerne om, hvad der skal produceres og hvordan. Hvis det skal kunne lade sig gøre, er det helt afgørende, at alle har adgang til at vide, hvad befolkningen har af lyster, præferencer og behov, så man kan tage det i betragning, når man vælger, hvad der skal produceres. I en ren markedsøkonomi kan man være pisse ligeglad med de lyster, præferencer og behov. Der skal man bare tage hensyn til, hvad man kan sælge. Hvad folk uden penge føler og synes, er bedøvende ligegyldigt. Hvis man i en socialistisk økonomi skal vide dette, er man pinedød nødt til at lade folk ytre sig frit og utvungent. Så et socialistisk demokrati hænger intimt sammen med ytringsfrihed.

Der er også en anden, mere pragmatisk, grund. Og det er, at begrænsninger i ytringsfriheden altid primært kommer de magtfulde til gode, borgerskabet og den politiske elite. Så hvis man vil svække de magtfuldes magt, og det vil man som socialist, så er det klogt at gå helhjertet ind for ytringsfrihed. Derfor er ytringsfriheden og alle andre såkaldt borgerlige frihedsrettigheder da også i det store hele blevet kæmpet igennem af de røde og frisindede. Og de er blevet og vil til enhver tid blive angrebet af de magtfulde og af højrefløjen. Det gælder den islamiske højrefløj, som forsøger at begrænse friheden til at forhåne eller kritisere deres profet. Og det gælder den dansk nationalistiske højrefløj, som nu vil forbyde samfundsskadelige ytringer. De vil naturligvis også selv have ret til at definere, hvilke ytringer der hører til den kategori.

Så hvis Villemoeses værdigrundlag er uforeneligt med Bolsjefabrikkens, fordi han går ind for ytringsfrihed, så bør jeg og andre socialister heller ikke kunne komme ind og vende skiver der. Jeg gik ellers og glædede mig til den invitation ...

Når det er sagt, er Bolsjefabrikken i deres gode ret til ikke at ville lade Villemoes optræde. Jeg havde selv valgt noget andet, men kan ikke blande mig i det. De er ikke forpligtede til at sende alle og enhver op på scenen. Der er også masser af steder, hvor jeg aldrig ville få lov til at komme og/eller sige min mening, eller vende plader for den sags skyld.

I sig selv handler Bolsjefabrikkens afbooking af Villemoes ikke om ytringsfrihed. At få  hyre som pladevender er ikke en rettighed, som naturligt følger med ytringsfriheden. Det handler heller ikke om menneskerettighedskrænkelser, som nogen ellers har forsøgt at få det til. Menneskerettighedskonvensionens artikel 27 om retten til at deltage i kulturlivet har ikke til formål at sikre alle mennesker retten til at optræde på alle scener til enhver tid. Villemoes er ikke blevet forment adgang til Bolsjefabrikken. Han må gerne komme der, lytte til musikken og danse og drikke håndbajere, hvis han vil. Det bliver bare ikke til flere optrædender ved pladespilleren i denne omgang.

Sagen fra Bolsjefabrikken er med andre ord i sig selv en virkelig lille prut, men ikke mindre, end at det er lykkedes at sætte ild til den.

På Facebook har forfatteren Asta Olivia Nordenhof undret sig over, at så mange af hendes ellers venstreorienterede venner har støttet Villemoes (som hun altså opfatter som borgerlig, "men jeg er jo ikke borgerlig", siger Villemoes ganske vist selv i samme tråd) og gerne ville putte ham i lommen og liste ham med ind på bolsjefabrikken.

"Jeg opfatter ikke de borgerlige og dem der er glade for tingenes nuværende orden som mine samtalepartnere men som undertrykkere der splitter folks liv ad. Willemoes har igen og igen vist sig som den borgerlige ordens vogter. skal jeg synes at det har han da lov til at være? det synes jeg ikke han har," skriver hun i en kommentar til de venstreorienterede venner, der til hendes overraskelse støtter Villemoes.

Nordenhof er ikke forpligtet til at diskutere med nogen, hun ikke gider diskutere med. Det er der ingen, der skal blande sig i. Villemoes vælger også selv sine samtalepartnere.

Mere problematisk er det, når Nordenhof ikke mener, at Villemoes er i sin gode ret til at være "den borgerlige ordens vogter." Her skiller vandene, synes jeg. Hvis Villemoes ikke har lov til at skrive og sige, hvad han vil, bliver vi jo nødt til at definere, hvem der så har lov til det. Og man kan være helt sikker på, at dem, der har magten, ikke vil tildele de magtesløse sådan et ytringsprivilegium. Også derfor er vi nødt til at insistere på, at retten til at ytre sig ikke skal være et privilegium, men en universel og ubegrænset ret.

Nordenhofs røffel til alle de venstreorienterede venner, der har støttet Villemoes, er så faldet forfatteren Niels Lyngsø for brystet. Det kan jeg, for så vidt den sidste sætning angår, godt forstå, men nu får dette ham så lidt overraskende til at gå til angreb på en anden del af venstrefløjen, nemlig dem, der har 'liket' Nordenhofs røffel. Og denne anden del af venstrefløjen gør han med et trylleslag til repræsentant for venstrefløjen som sådan.

"Sagen om Bolsjefabrikken og Søren K. Villemoes er blevet for venstrefløjen hvad sagen om Grimhøjmoskeen var for højrefløjen: Nu står det pinagtigt klart hvem der faktisk går ind for frisind og ytringsfrihed, og hvem der er hykler," skriver Lyngsø, som på den måde holder liv i den svage gasflamme. 

Det er klart, at alt, hvad Nordenhof skriver i denne erklæring, er tænkt og skrevet som en kamp mod magthaverne, herunder de borgerlige politikere. "De borgerlige ejer hele verden, undtagen skønheden og festen og fremtiden, vi bestiller næsten ikke andet end at leve med deres aggressioner, lad os da lukke dem ude fra alt hvad vi kan," skriver hun. Så hendes hensigt med det er i udgangspunktet venstreorienteret. Og udsagnet om, at de borgerlige ejer (næsten) hele verden, er slet og ret rigtigt. Opfattelsen af, at os, der ikke er borgerlige, så til gengæld ejer skønheden, festen og fremtiden, er jeg langt hen ad vejen enig i, og i hvert fald rummer den et rødt håb. Men det betyder hverken, at substansen i alle Nordenhofs sætninger faktisk også er venstreorienteret, eller at venstrefløjen som sådan nødvendigvis er enig med hende i alt – eller enig med likerne. I øvrigt kan man jo også 'like' en opdatering uden at være enig i det hele. Det gør folk hele tiden.

Jeg kender kun få af disse likere, men det siger sig selv, at de ikke repræsenterer hele venstrefløjen. Dels af den indlysende grund, at de ikke repræsenterer dem, som Nordenhof røfler, dels fordi mig bekendt ingen af venstrefløjspartierne SF, Enhedslisten eller Alternativet (ja, vist nok ikke engang nogen af deres medlemmer) har støttet Nordenhof i det synspunkt, at Villemoes ikke må mene, hvad han vil. Og endelig fordi Nordenhofs slutbemærkning om, at Villemoes ikke må være den borgerlige ordens vogter, ikke i sig selv er venstreorienteret, men nærmest det modsatte.

Cruijff er død

Blandt de største nogensinde 

Cruijff er en af kun tre spillere, som tre gange er kåret som årets spiller i Europa (siden er Cristiano Ronaldo tre gange kåret som verdens bedste og Leo Messi fem gange. Den titel fandtes ikke, da Cruijff spillede). Cruijff er også blevet kåret som århundredets bedste spiller fra Europa. Det skyldes dels hans helt unikke resultatmæssige betydning for de hold, han har spillet for, dels hans seværdige måde at spille på og endelig hans revolutionære spil. Mere end nogen anden inkarnerer Cruijff 1970’ernes vigtigste taktiske nyskabelse i fodbold, totalfodbolden.

Spillestil

Han er sendt på banen som angriber, hængende angriber, wing og central midtbanespiller, men som Cruijff praktiserede sin fodboldkunst, var udgangspositionen ikke væsentlig. Han spillede overalt. Cruijff var hurtig og teknisk bedre end alle andre på sin tid. Han var en stor målscorer, selvom han sjældent befandt sig i modstandernes straffesparksfelt. Hans løb med bolden var ubesværet og uforudsigeligt for modstanderne. Hans spinkle kropsbygning, flagrende hår, hurtige antrit og overraskende, flaksende bevægelser fik ham til at fremstå flygtig, som en springende vind uden retning og mål. Han var alt andet. Det unikke overblik var hans geni og særlige kendemærke. Hans evne til at finde og udnytte banens frie rum var enestående. Det gjorde han i løb uden bold med udgangspunkt i på wingen. Eller han gjorde det i løb med bold, ofte til overraskende positioner, hvorfra der åbenbaredes nye åbninger, som ingen andre havde set, før han skabte dem. Endelig gjorde han det i sit pasningsspil. Han spillede bolden, hvor kun han vidste, at hans medspiller ville dukke op.

Disse elementer er siden praktiseret af andre af spillets store mestre, Laudrup, Messi, Iniesta, Zidane og Ronaldinho, eksempelvis, men i begyndelsen af 1970’erne var løb uden bold ikke prioriteret så højt som i nutidens fodbold. Denne måde at udnytte de frie rum på var revolutionerende. Taktikken forudsatte, at holdet indstillede sig på det, at alle konstant bevægede sig som en fane med Cruijff som bevægeren.

Klubkarriere

Cruijff begyndte at spille fodbold som syvårig og kom til Ajax Amsterdam på sin tiårs fødselsdag.
Han var 17, da han debuterede som senior den 15. november 1964 i en kamp, som Ajax tabte 1:3 til Groningen. Cruijff scorede Ajax’ mål. Ajax sluttede sæsonen på 13. pladsen. I den efterfølgende sæson 1965-66 blev Cruijff stamspiller, og Ajax vandt det hollandske mesterskab. Han scorede 23 mål i 25 kampe. I de følgende år fik Cruijff stor succes med klubben, som han gjorde Europas førende klub i begyndelsen af 1970’erne.

Den legendariske træner Rinus Michels var Cruijffs træner i ungdomsårene i Ajax Amsterdam. Michels’ hold spillede totalfodbold, et spilsystem, der som oftest tager udgangspunkt i en såkaldt 4-3-3-opstilling med en centerforward og to hurtige og bevægelige wings i spidsen foran en midtbane med to defensivt orienterede midtbanefolk og en mere offensiv midbanemand, der har det som spidskompetance at tage mange dybdeløb uden bold. Den to wings laver overlab og bytter position med de meget offensive backs bag dem, sådan at der i realiteten er fire wings på holdet. De defensive midtbanefolk støder med frem i en anden bølge, og selv centrale forsvarsspillere er med til at føre bolden frem. Alle skulle magte at spille flere forskellige positioner, ingen var blot forsvarer. Kun hold med på en gang teknisk stærke og løbestærke spillere med stor rumlig begavelse på alle pladser kunne praktisere denne totalfodbold.

Den var som skræddersyet til Cruijff.

Rinus Michels skiftede i 1971 til FC Barcelona, hvor han forsøgte at praktisere samme fysisk og taktisk krævende form for fodbold. Det lykkedes først for alvor, da Cruijff kom til klubben i 1973. Det kollektive fodboldsystem havde brug for Cruijffs individuelle fortolkning. Barcelona havde ikke vundet et spansk mesterskab siden 1960 og lå næstsidst i den spanske liga, da Cruijff debuterede den 28. oktober. Han scorede to mål i debutkampen, en 4:0-sejr over Granada, og i resten af sæsonen tabte Barcelona ikke en kamp! De vandt mesterskabet uden problemer. 

Allerede fra begyndelsen var han en succes. Han blev elsket af klubbens fans, da han fortalte den europæiske presse, at han valgte Barcelona frem for Real Madrid, fordi han ikke ville spille for en klub, der var associeret med Spaniens fascistiske diktator Franco. Siden gav han sin søn det katalanske navn Jordi (hvilket det fascistiske regime forsøgte at forhindre), var med til at vinde 5:0 over Real Madrid på Bernabéu og til at sikre Barcelona mesterskabet. Det var sådan, han vandt sig navnet El Savador (Frelseren).

Cruijff havde et kortere, men profitabelt mellemværende med amerikansk soccer (og et endnu kortere gensyn med spansk fodbold), inden han vendte tilbage til Ajax i 6. december 1981 i en 4:1-sejr over Haarlem, hvor Cruijff scorede første mål. Ajax vandt mesterskabet og vandt året efter både mesterskab og pokaltitel, stadig med Cruijff på holdet. Herefter nægtede Ajax at forlænge kontrakten med den 36-årige Cruijff, som i vrede skrev kontrakt med rivalerne fra Feyenoord, som han i den følgende sæson gjorde til både mestre og pokalvindere. Det blev den selvvalgte og effektfulde afslutning på en enestående spillerkarriere.

Landsholdskarriere 

Cruijff debuterede på landsholdet 7. september 1966 i Rotterdam i en EM-kvalifikationskamp mod Ungarn. Kampen endte 2:2. I sin anden landskamp (mod USSR) blev han udvist efter 76 minutter. Det vakte opsigt, da ingen hollænder tidligere var blevet udvist i en landskamp.

Da Holland fik sølvmedaljer (efter 2:1-finalenederlag til hjemmeholdet fra Vesttyskland) ved VM i 1974, var det med Cruijff som anfører. Undervejs slog Rinus Michels’ publikumsfavoritter blandt andre Argentina med 4:0 og de regerende brasilianske verdensmestre med 2:0.

Cruijff afsluttede landholdskarrieren med en 1:0-sejr over Belgien i en VM-kvalifikationskamp den 26. oktober 1977. Holland kvalificerede sig til slutrunden i Argentina 1978, hvor de igen tabte finalen til hjemmeholdet. Cruijff ønskede ikke at deltage. Der er spekuleret meget i årsagerne, men de mest sejlivede rygter siger, at han var nervøs for at flyve, især i en situation med voldsom politisk uro i Argentina. Holland havde et stærkt hold, men uden Cruijff var de ikke længere de stærkeste. 

Cruijffs umulige mål

I en kamp for Barcelona steg Cruijff pludselig til vejrs i Atletico Madrids straffesparksfelt, som ville han heade til bolden på et fløjindlæg, der allerede havde passeret den fjerneste stolpe. Men bolden nåede Cruijff i skulderhøjde, og hans hoved svævede langt højere. Så vred Cruijff sin krop rundt i luften, så han fik ryggen mod mål, og sendte bolden over stregen med en flugter fra sin højre hæl. Målet er døbt Le but d’imposible de Cruyff (Cruijffs umulige mål).

I 1982 scorede han et mål på straffespark for Ajax, eller rettere: han scorede efter straffespark. Han udnyttede nemlig reglen om, at straffesparkskytten ikke nødvendigvis skal sparke på mål. Han skal blot sparke bolden fremad, og når han har gjort det, er spillet i gang. Cruijff prikkede bolden skråt fremad i feltet, og så kom hans holdkammerat, driblekongen Jesper Olsen, efter aftale stormende ind i feltet, overtog bolden, afdriblede den måbende målmand og afleverede tilbage til Cruijff, der kunne sende bolden i det tomme mål.

Ud af skyggen

Venstrefløjen skal holde op med at interessere sig så meget for, hvad Socialdemokraterne mente engang, eller hvad venstrefløjen virkelig synes, at Socialdemokraterne burde mene. Det er spild af gode kræfter. Virkeligheden er, at Socialdemokraterne, ny formand eller ej, vil det samme som Venstre og Dansk Folkeparti. De vil det bare 10 procent langsommere. Retningen er der ingen forskel på. Derfor skal venstrefløjen koncentrere sig om at præcisere, hvad den selv vil, hvis den får flertal i Folketinget. Et flertal sammen med Socialdemokraterne er det ikke realistisk at bygge på, for der er ikke noget fælles projekt.

Det vidunderlige er, at hvis venstrefløjen fremlægger sin egen visionære reformplan for en kommende rød regering, kan det være, at det i de kommende år vil være disse visionære ideer, der kommer til at dominere den politiske dagsorden, og ikke den autoritære kapitalistiske dagsorden, som alle har skullet forholde sig til, siden Thatcher og Reagan kom til magten. Måske kan visionerne ovenikøbet vinde indpas hos Socialdemokraterne. Det er sket før ... ¡Vamos, amigos!