— Hvis du skriver det som en vittighed, bliver folk i tvivl om, hvad du mener. Eller endnu værre: De tror, du mener noget andet, end du gør, skrev en god ven til mig, da jeg for en uges tid siden skrev et lille satirisk opslag på Facebook.
Så slettede jeg det igen.
For egentlig var det ikke min intention at give nogen mening til kende. Ja, i hvert fald ikke ud over, at jeg fandt det muntert, at en selvudnævnt repræsentant for overklassen på forsiden af Weekendavisen havde fået tildelt det enestående privilegium at skrive om, hvor skidt man kan have det, selvom man økonomisk og kulturelt er en af de mest privilegerede. Det var egentlig mest det sjove greb med, at den, der var født ind i Hellerups overklasse, ikke engang kunne unde en selvudnævnt repræsentant for underklassen retten til at definere overklassen og den højere middelklasse som i udgangspunktet mere privilegeret. At overklassens bare ville have det hele. Selv dette.
Det var sjovt på så mange niveauer. Også fordi det kom til at fungere som en ironisk kommentar til, hvor vigtig en ressource det er blevet at have retten til at definere de andre som de privilegerede og sig selv som den, det i virkeligheden er synd for. Men at de mest privilegerede nu så åbenlyst kæmper for at få overtaget også i den konkurrence, rummer altså sin egen vulgære ironi.
Kosteligt var det også, at seniorforsker Helle Malmvig (for hende er der naturligvis tale om) fra Hellerup gav udtryk for, at man kunne om ikke ligefrem overtrumfe underklassens ydmygelser så i hvert fald relativere dem, sådan at de ikke var noget særligt for underklassen. Det skulle komme i stand ved at belære digter og psykolog Glenn Bech (for det var ham, hun henvendte sig til) om, at man også kan være traumatiseret, selvom man kommer fra overklassen og ikke alene altid har haft røven fuld af penge, men også har haft fri adgang til det, vi med et uskønt udtryk er begyndt at kalde kulturel ‘kapital’.
Det har alle jo altid vidst, at man kan. Hvis nogen nogensinde har været lidt i tvivl, har der til enhver tid været adgang til allehånde kunstneriske fremstillinger af disse overklassetraumer. Det være sig hos Homer, William Shakespeare, Evelyn Waugh, Leif Panduro eller Thomas Vinterbergs ‘Festen’. Over- og middelklassen har altid haft adgang til at få deres fortællinger publiceret, og det har aldrig rigtig været muligt at overse deres kvaler.
Så at forestille sig, at netop en praktiserende psykolog (en faggruppe, som i årtier stort set ernærede sig ved netop at håndtere over- og middelklassens traumer) som Glenn Bech ikke skulle vide, at også de privilegerede får traumer, var måske næsten det sjoveste greb i Helle Malmvigs selvironiske satire på den selvforblindede overklasses vegne.
Nå ja, om Helle Malmvigs hensigt så også var at levere en satire, kan jeg jo faktisk ikke vide. Men jeg kan næsten ikke tro andet. Også fordi hun valgte at sætte sin tekst op som et digt, velsagtens fordi det skulle lade, som om det talte samme sprog som Glenn Bechs langdigt ‘Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’.
Det var den selvironi (sådan valgte jeg at opfatte det), som jeg ville anerkende med min egen lille satire i sidste uge. Siden har jeg set, at stort set alle andre har valgt at tage Malmvigs udsagn for pålydende. Og så er det pludselig ikke så sjovt længere.
