Jeg holder af citrustræer

Citrustræer. Det nytter ikke at skjule det: For mig har det altid været citrustræer. Det er ikke bare frugterne, men også de mørkegrønne blades simple og rene form, der indynder sig hos mig, og deres glatte overflade. Det er dejlige træer.

            I Danmark er citrustræet en indendørsplante, som ikke ville overleve vinteren udenfor. Som dreng såede jeg kerner fra appelsiner i urtepotter. Det måtte jeg gerne, der var ikke i sig selv noget forkert ved det, men ofte kom der ikke noget op, og så stod rækken af potter med gold jord og stirrede på mig i månedsvis. Naturligvis lykkedes det også i ny og næ. Efter måneders venten.

            Da jeg som 18-årig flyttede hjemmefra, efterlod jeg min mor et par to-tre år gamle appelsintræer. De er ikke ret store, sådan nogle. Træerne vokser langsomt. Jeg ved, at min mor holdt live i et af dem i over ti år, et ranglet et, som vel aldrig blev over en meter højt. Om efteråret tabte det blade, men langt fra alle. Det er sådan, de har det i Danmark.

            Da jeg efter nogle år i forskellige kollektiver fik min egen lejlighed, begyndte jeg at eksperimentere mere. Nu ville jeg have træer med alle de citrusfrugter, der fandtes. Jeg kendte en seks-syv stykker, købte frugterne, spiste dem og såede en kerne fra hver. Men på en tur til Spanien opdagede jeg, at der fandtes langt flere end dem, man kunne købe i Danmark. Et leksikon fortalte mig efterfølgende, at der var flere hundrede forskellige sorter, bare af appelsinerne. Sådan husker jeg det. Appelsiner muterer nemt og danner nye underarter. Det tog pusten fra mig. Så mange potter havde jeg hverken råd eller plads til.

            Og så kunne jeg alligevel ikke lade være med at så kernerne fra de grapefrugter, som jeg nu var blevet så glad for at spise, køleskabsafkølet. Problemet var planternes evindelige deres vinter-tristesse. For det meste gik de til.

            Men man kan købe træerne i en mere solid størrelse, måske 10-15 år gamle. Christina har fået et citrustræ for hvert barn, hun har født os. De er døde alle tre. Træerne. De to første døde i Danmark. Det sidste døde her i Madrid, fordi vi tog på sommerferie i Danmark. Det kunne ikke klare den tørre sommer på altanen uden vanding. Det var et citrontræ. Nu er det dem, jeg bedste kan lide. Christians far har citrontræer i haven. Han bor i Malaga, hvor træerne trives bedre, men også han skal vande om sommeren. Hans citroner bliver så store som roer, og de dufter. Frugten dufter endnu bedre end blomsterne.
            Appelsiner har han også. Første gang, jeg så ham, ventede han på Christina og mig ved bistaderne. Christina var gravid, det vidste han. Om han billigede det, har jeg aldrig fået at vide, men før jeg nåede at hilse på ham, kastede han en appelsin mod mig. Han ville teste reflekserne hos faren til sit første barnebarn, tænker jeg. Jeg greb appelsinen og kastede den tilbage. Senere spiste vi friskfanget fisk med saft fra en af hans citroner.

            Jeg putter citron på al den mad, jeg laver, ikke kun på fisk, men også kylling og i kødsovs. Christina beder mig lade være, men jeg kan ikke. Jeg putter citronsaft på salaten, det er klart, og i min gazpacho, det er heller ikke helt ualmindeligt, men også det rugbrød, som jeg bager, får et skvæt. Jeg putter det i vand og øl. Vi skal altid have citroner.

            Sidste år gav jeg min mor et træ med pynteappelsiner. Det var ikke et, jeg selv havde sået. Så var det aldrig blevet så stort. Træet giver frugter, som modnes langsomt i Langeskov, men de modnes. Min mor er en tålmodig kvinde. Og vi spiser dem. Det er vist ikke 'meningen', men deres saft er god. Som en blanding af citron og klementin.

            Også min søn gav jeg et citrustræ. Det er tre år siden nu. Nej, jeg gav ham syv. Syv små citrontræer, som havde spiret på altanen. Han gav dem videre til de seks venner, som besøgte ham det forår, som venskabstræer. Således måtte han selv beholde det syvende træ, den syvende broder. Hans eget træ døde, som alle vores planter dør, når vi tager på ferie i juli. Jeg ved ikke, om hans venners træer også er døde. Han vil ikke tale om det.

            Nu har jeg otte citrontræer på altanerne. Inden sommerferien havde jeg seksten, men otte er også godt. Det er første gang, jeg overhovedet har haft noget levende citrustræ i Madrid efter sommerferien. Men i år har jeg også kun holdt to ugers ferie. Først en uge i Danmark, så en uge hjemme i Madrid, hvor jeg har overvandet, og til sidst en uges ferie mere, men i Irland. Det var min uge i Danmark, som kostede de otte træer livet. De otte overlevende klarede efterfølgende min uge i Irland uden problemer. Men det var også de otte største og stærkeste planter. Dem, jeg holdt mest af, havde jeg plantet ud fra altankassen til store potter med megen muld.

            Jeg er glad for citrustræer. Det er en kærlighed, som har tålt alle skuffelser gennem fyrre år.