En historisk ommer
– historien om, hvorfor alle både
tabte og vandt valget i Spanien
Et historisk valg
Der var parlamentsvalg i Spanien den 20. december, og det
blev på mange måder en usædvanlig dag for det spanske demokrati.
Ingen kan danne et stabilt flertal i den nyvalgte kongres.
De eneste to partier, som tilsammen kan mønstre et flertal i kongressen, er de
to store, gamle partier, det regerende, konservative PP og det
socialdemokratiske PSOE, og intet tyder på, at de ender i regering sammen. PP
er også ved dette valg blevet størst og gør krav på at lede regeringen, men
PSOE kræver til gengæld for sin støtte, at PP stiller med en ny
ministerpræsident i stedet for den siddende regeringsleder, Mariano Rajoy, og
det vil PP ikke.
Alle andre flertalskonstellationer kræver mindst tre ret
uforenelige partiers medvirken, og derfor ligner det nu nyvalg i Spanien. Den
situation har det unge spanske demokrati aldrig stået i tidligere. Et af de to
store partier har altid haft absolut flertal alene.
Men det er ikke det eneste bemærkelsesværdige ved valget.
PSOE fik eksempelvis sit dårligste parlamentsvalg
nogensinde, PP tabte faktisk også stort. Nye partier var kommet til med betydelig succes på begge fløje, men venstrefløjens sejr blev ikke så stor, som det så ud
til for et år siden.
PSOE fik 22 % af stemmerne og 90 mandater i det 350 mand
store deputeretkammer, som er det vigtige af de to kamre i kongressen, altså
det spanske parlament. Det nye, venstreorienterede Podemos fik næsten lige så
mange stemmer, nemlig 20,7 %, men fik kun 69 mandater. Det skyldes, at Spanien
har et valgsystem, som favoriserer de to største partier. Enhedslisten IU fik således
cirka 3,7 % af stemmerne, men kun 2 mandater. Tilsammen fik Podemos og IU med
andre ord flere stemmer end PSOE, og det er første gang siden parlamentarismens
genindførelse i 1978, at venstrefløjen har fået flere stemmer end socialdemokraterne
i PSOE.
PP bevarede trods en stor tilbagegang sin position som
landets største parti med 28,7 % af stemmerne og 123 mandater (en tilbagegang
fra 45 % og 187 mandater). 123 deputerede er dog langt fra nok til at samle flertal
bag en ny PP-regering.
Med sig har PP nu det nye borgerlige midterparti,
Ciudadanos, hvis største styrke er, at de i modsætning til PP hverken er
belastet af den politiske arv efter det fascistiske Franco-regime eller de
mange korruptionsskandaler, som de to store, gamle partier konstant skøjter
rundt i. Ciudadanos fik med 13,9 % af stemmerne og 40 mandater ikke det kæmpe
gennembrud, som de for blot få uger siden var spået. Flere meningsmålinger
gjorde dem til næststørste parti efter PP. Men et gennembrud er det alligevel.
Det er ligesom med Podemos første gang, de stiller op til kongressen, og det er
første gang, at andre partier end PP og PSOE har haft relevans for
regeringsdannelsen.
Det er også første gang siden 1937 under borgerkrigen, at
højrefløjen står splittet i Spanien. Det er altså ikke kun det traditionelle
to-parti-system, der er truet, men også 78 års succesfuld højrenationalistisk
enhed mod alle liberale og socialistiske tendenser.
Siden general Francos død i 1975 og parlamentarismens genindførelse
i 1978 har Spanien på skift været regeret af det konservative PP, som er
fascisternes arvtagere, og PSOE, socialistpartiet, som kæmpede for en
socialistisk republik i 1930'erne og derfor var forbudt under Francos regime.
PSOE er i dag et anderledes parti og har i hvert fald siden Spaniens
indtrædelse i EU i 1986 politisk ligget på linje med de store europæiske
socialdemokratiske partier. Hvad angår økonomisk politik er der i dag ingen
mærkbar forskel på PP og PSOE, selv om PSOE under valgkampen skingert har
skældt ud på PP's nedskæringspolitik. Tilsvarende har begge de to store partier
været involveret i et utal af sager om korruption og nepotisme, særligt i de
regionale regeringer, som også typisk ledes af de to store partier.
Længslen efter
forandring
Den økonomiske krise med den store arbejdsløshed, den barske nedskæringspolitik, den omfattende korruption og følelsen af ikke at kunne ændre
noget ved at stemme på nogen af de to store partier har affødt en stor lyst til
at prøve noget nyt, at bryde med to-parti-systemet.
Nu kunne man tro, at det traditionelt tredjestørste parti,
IU (det spanske Enhedslisten), kunne drage fordel af denne utilfredshed, men
det har de ikke evnet. De har fra begyndelsen været ledet af PCE, det spanske
kommunistparti, som (i modsætning til fx de italienske kommunister i PCI, som i
hvert fald frem til Sovjetunionens sammenbrud i 1991 var meget populære i Italien)
aldrig har nydt nogen stor folkelig agtelse. Venstrefløjen i Spanien er
traditionelt anarkistisk, ikke bureaukratisk, og kommunisternes
kontrarevolution i bl.a. Katalonien under den spanske borgerkrig, hvor de af
hensyn til Sovjetunionens internationale alliancepolitik slog en anarkistisk og
socialistisk inspireret social revolution ned, gjorde dem bestemt ikke mere populære
på venstrefløjen. De gamle mænd i IU har ikke kunnet ryste stanken af
stalinisme af sig, selvom de for længst har taget et politisk opgør med den
udemokratiske og bureaukratiske arv. Selv i en situation, hvor utilfredsheden
med de to store partier har været enorm, og hvor en ny venstrefløj daglig har
været på gaden i de store byer for at aktionere mod den borgerlige
krisepolitik, har IU ikke på noget tidspunkt kunnet løfte sig op over en
tilslutning på omkring de 6 %.
Derfor var der store forventninger til Podemos og Pablo Iglesias, den nye dreng i klassen: en ung og populær universitetslektor i
statskundskab, som allerede inden, han i marts 2014 stiftede Podemos som parti,
var kendt fra tv som en skarp og aggressiv, nytænkende venstreorienteret
debatør med hestehale, tjavset skæg og forvasket skjorte. Et aktivistisk
græsrodsparti med 'flad struktur' appelerer langt mere til de anarkistiske
spaniere, end det bureaukratiske PCE gør.
Podemos
opstod som den erklærede politiske overbygning på de omfattende og
vildtvoksende folkelige protestbevægelser, som dukkede op i kølvandet på en
kæmpe landsdækkende demonstration den 15. maj 2011. "Vi har ingen
fremtid", lød råbet fra de unge, som over hele Spanien aktionerede mod den
enorme ungdomsarbejdsløshed (toppede omkring de 50 %), mod hjemløsheden
(omkring 600.000 spanske familier var blevet hjemløse siden krisens begyndelse
i 2008) mod den politiske korruption, to-parti-systemet, bankernes spekulation
og den brutale krisepolitik med nedskæringer inden for uddannelsessystemet,
sundhedsvæsnet og i den i forvejen ubetydelige arbejdsløshedsunderstøttelse, men
også mere overordnet mod kapitalismen og miljøødelæggelsen.
Særligt
stærke var protesterne mod PP-regeringens anslag mod den spanske folkeskole. PP's
mål var og er at forringe den offentlige skole så meget, at de fleste fravælger
den til fordel for de katolske privatskoler. Det er en offentlig besparelse,
men også både klassekamp og konservativ kulturkamp. På mange af de grønne
t-shirts, som de forskellige aktivist-cirkler er fælles om, kunne man læse
kravet om en offentlig skole for alle. Det er et modtræk til denne konservative
politik.
Positivt
blev der rejst krav om at gøre bolig, arbejde, sundhed, kultur og uddannelse
til fundamentale og ukrænkelige rettigheder. Krav, som Podemos gav en politisk stemme.
Podemos det nye, hotte parti
Protestbevægelsen
blev lynhurtigt organiseret på digitale platforme og indlejret i flere end 200
forskellige, regionalt og emnemæssigt opdelte grupper, eller cirkler, som de
blev kaldt.
Der
blev aktioneret på utallige måder: Man lavede værn, så politiet ikke kunne
sætte de arbejdsløse ud af deres lejligheder, når de ikke længere kunne betale
huslejen. Man lavede friluftsseminarer på pladser og stræder for at råde bod på
den forringede undervisning på universiteterne. I Sevilla var der grupper af
arbejdsløse, som indstiftede en alternativ økonomi, uden euro, men med
gensidige tjenesteydelser inden for gruppen. Mange af de nybyggede, men på
grund af krisen usælgelige og derfor tomme boligblokke blev besat af hjemløse. Og
så var der naturligvis alle strejkerne og demonstrationerne med grønne
t-shirts, taler, foldere, trommer, sang og ballade. Folkekøkkener, fester,
plancheudstillinger, gadekunst og -teater.
Inspirationen
kom ikke mindst fra Tunesien og Egypten og det såkaldte Arabiske Forår, men
også fra den fremvoksende venstrebevægelse i Grækenland. Mange i Spanien
sammenlignede landets situation med økonomien i Grækenland, selvom sandheden
var, at den græske krise og de græske strukturproblemer stak langt dybere.
Et
sted mellem 6,5 og 8 millioner spaniere deltog ifølge spanske statistikere i de
omfattende aktioner, og Podemos, som gjorde krav på at være gadens politiske stemme,
voksede hurtigt til en størrelse, som udgjorde en reel trussel mod to-parti-systemet.
Pablo Iglesias og Podemos nægtede fra starten at have noget med PSOE at
gøre. De ville distancere sig fra det etablerede politiske system. IU ville Podemos
helst hverken tale om eller forbindes med, selvom deres politiske krav var
nærmest identiske. Men fjenden var naturligvis PP og PSOE, de korrupte
magtpartier. Podemos' erklærede og ambitiøse mål var slet og ret at nedbryde
to-parti-systemet, vinde parlamentsvalget i 2015 og regere uden støtte fra
noget andet parti. Dette mål gav god mening, når man betænker, at intet parti
hidtil har regeret Spanien i en alliance med andre. Valgsystemet favoriserer de
to største partier så meget, at det aldrig har været nødvendigt.
Første sejr kom i hus, da Podemos ved europaparlamentsvalget
den 25. maj 2014 fik 8 % af stemmerne og fik indvalgt 5 EU-parlamentarikere.
Oktober samme år var der lokalvalg, og her valgte Podemos lidt
overraskende ikke at stille op, men i stedet støtte lokale græsrodsbevægelser.
De fik opstillet Podemos-medlemmer på flere af græsrodslisterne. Det blev en
succes i den forstand, at de vandt borgmesterposterne i både det røde Barcelona
og det traditionelt PP-styrede Madrid. Men i forhold til det store mål om at
vinde den politiske magt i landet, var det nok en taktisk fejl. Podemos kunne
ikke høste palmerne efter valgsejren, eftersom de ikke selv var opstillet. De
kom til at stille sig selv på sidelinjen.
Ikke desto mindre lå Podemos i meningsmålingerne i
begyndelsen af 2015 til at blive Spaniens største parti med cirka 26 % af
vælgerne bag sig, foran PP, som ikke blev levnet en kinamands chance for at
genvinde magten.
Men så skete der noget. Ja, der skete faktisk flere ting på
nogenlunde samme tid:
Podemos løber ind
i en stormflod af vanskeligheder
1) Den upopulære PP-regering kunne ved udgangen af 2014
meddele, at krisen var overstået. Arbejdsløsheden voksede ikke længere. Nu gik
det faktisk den anden vej, ikke hurtigt eller dramatisk, men kurven var
knækket, der begyndte så ganske småt igen at komme gang i den byggebranche,
hvis sammenbrud havde været den store årsag til den økonomiske krise. Ministerpræsident
Mariano Rajoy talte pludselig med optimisme og selvsikkerhed i stemmen. Nu
vidste han, at tiden arbejdede for ham. At det ikke er PP's krisepolitik, men
den forbedrede internationale konjunktur, der har knækket kurven, er ikke
afgørende. Krisen kom, mens PSOE havde magten, og forsvandt under PP's regime.
For mange er det grund nok til at stole på PP.
2) Katalanerne havde rejst et krav om løsrivelse. I
hvertfald havde Artur Mas, den katalanske regionspræsident og hans liberale
højreparti, som november 2014 fik gennemført en vejledende folkeafstemning om
løsrivelse fra Spanien og dannelse af en selvstændig katalansk stat. Artur Mas
og seperatisterne vandt folkeafstemningen. Omkring 80 % af valgdeltagerne
stemte ja til løsrivelse. Men kun lidt over 30 % af de stemmeberettigede deltog
i valget. Det gav afstemningen en ringe legitimitet.
Samtidig kæmpede Artur Mas' forgænger som præsident for
Katalonien, Jordi Pujol, med en alvorlig korruptionsskandale, som også kaster
en skygge over Artur Mas og hele den katalanske regering. I forvejen var det
katalanske løsrivelseskrav bestemt ikke populært andre steder i den spanske
stat end Katalonien (og til dels i Baskerlandet, som selv har en stærk
løsrivelsesbevægelse). Katalonien er en af de rigeste regioner i Spanien, og
deres løsrivelseskrav bliver generelt opfattet som usolidarisk i fattigere
regioner som fx Andalusien, Castilla la Mancha og Extremadura. Og endelig
forbinder mange spaniere ethvert krav om regional løsrivelse med det baskiske
ETA og deres terroraktioner i 1980'erne og '90'erne, og det er ikke en
association, som katalanerne nyder godt af.
Og nu kunne spanierne pludselig få sig et befriende grin
over både det korrupte katalanske styres vanskeligheder og den sølle opbakning
bag folkeafstemningen.
I den situation har Mariano Rajoy valgt at stå stejlt på et
tilsynelande stupidt nej til katalansk selvstændighed. Han gentager i en
uendelighed, at det slet ikke kan lade sig gøre, fordi det står i den spanske
forfatning, at Katalonien er en del af Spanien, og det kan man ikke lave om på.
Det er lige så tosset, som hvis man i Danmark i 1915 havde afvist at give
kvinder og fattige mænd stemmeret, fordi der stod i Grundloven, at de ikke
havde det. Eller endnu mere tosset, faktisk, for i modsætning til Danmark, hvor
det kræver en folkeafstemning og nyvalg til Folketinget at ændre Grundloven,
kan det spanske parlament selv ændre forfatningen, hvis det vil. Men den stejle
attitude får Rajoy til at fremstå stærk i en sag, som er afgørende og vældig
følsom for Spanien, og hvor hans stejle position er populær.
Podemos siger derimod, at Katalonien selv skal have lov til
at afgøre, om de vil være en del af den spanske stat. Og selvom Podemos faktisk
ikke taler for katalansk selvstændighed, tværtimod, det gør ingen af de
landsdækkende partier, ja, så bliver det alligevel opfattet sådan. I hvert fald
bliver det opfattet som en eftergivende holdning til det upopulære
selvstændighedskrav. Det har svækket Podemos og yderligere styrket PP.
3) Samtidig har den folkelige bevægelse, som bar Podemos
frem i den første tid, mistet pusten. Der er en grænse for, hvor længe man
orker gå på gaden, hvis man ikke er tvunget til det. Og nu hvor krisen klinger
af, virker det ikke så påtrængende med den tidskrævende og ofte ulovlige og
besværlige aktivisme. Ok, arbejdsløsheden er stadig alarmerende høj, og der er
ikke færre hjemløse nu end for et år siden, men selv denne tilstand vænner man
sig til, hvis man ikke selv bor på gaden.
Den svækkede aktivisme har været en alvorlig svækkelse af Pablo Iglesias' autoritet. Hvem taler han nu på vegne af?
4) I Grækenland har Podemos' søsterparti, SYRIZA, sejret ad
helvede til. De har vundet en folkeafstemning samt de to seneste parlamentsvalg.
De regerer landet. På den ene side er det en styrke for Podemos, at det
lykkedes deres græske sidestykke at vinde magten. Men på den anden side har det
græske eksempel også vist, at en græsrods- og protestbevægelsesorienteret
venstrebevægelse ved magten ikke løser alle problemer. For hvad har SYRIZA egentlig opnået?
Ja, i Spanien fæstner man sig særligt ved, at de fik tæsk af Merkel og EU. At de
ikke fik deres krav om gældseftergivelse igennem, at de faldt til patten og
accepterede et ikke særligt attraktivt politisk diktat fra EU's side. Nu sidder
de og administrerer EU's liberalistiske politik. Det er jo ikke hele sandheden,
men det er hovedpointen, hvis man læser spanske aviser.
5) Podemos har også haft sine egne interne problemer at
trækkes med. Som græsrodsparti med 'flad struktur' har det været en udfordring
for dem at få en strøm af nogenlunde ensartede politiske udmeldinger frem til
pressen. De har været under anklage for ikke at have en konsistent politik og
for, at hvem som helst kunne stille sig op og tale på vegne af partiet. Derfor
har den landsdækkende ledelse forsøgt at tage hånd om informationsstrømmen og
homogenisere de politiske budskaber. Men det har omvendt givet problemer med de
375.000 'menige' medlemmer. Mange begyndte at klage over topstyring og
svækkelse af partidemokratiet. Det kulminerede sommeren 2015, hvor partiet
skulle vælge sine 350 topkandidater til kongresvalget i december. For at have
en reel chance for at blive opstillet for Podemos, skulle man nemlig befinde
sig på en af opstillingslisterne, hvor de mediekendte, altså holdet omkring
Pablo Iglesias' ledelse, ville have fordel af at kunne samle stemmerne fra listernes
mindre kendte medlemmer op.
Man kan måske mene, at det er vanskeligt at forestille sig
et kandidatvalgsystem, hvor det IKKE er en fordel at være kendt i medierne og
gode venner med partiledelsen, men anklagen om topstyring har ikke desto mindre
reelt bid. Den har svækket mange aktivisters lyst til at lægge kræfter i
partiopbygningen, og det er en alvorlig sag for en organisme som Podemos.
Værre blev det, da Podemos som 'de rene hænders parti'
pludselig fik sin egen korruptionsanklage at svede over: Det viste sig nemlig,
at et af de ledende
medlemmer, Juan Carlos Monedero, tidligere havde modtaget en betragtelig sum
penge for at have hjulpet Bolivia med udviklingen af en fælles møntfod for
ALBA-landene (Alianza Bolivariana para América), Latinamerikas EU. Han modtog
425.000 euro for sin hjælp. De rare skejser gik til hans eget spanske firma, la
Caja de Resistencia Motiva 2, og senere blev de brugt til at finansiere
tv-talkshowet La Tuerka, som Pablo Iglesias også har optrådt for. Intet tyder
på, at der er noget ulovligt i disse transaktioner, men de højreorienterede
medier bed sig fast i sagen, som fuldstændig kom til at skygge for de positive
historier om Podemos. Derfor valgte Monedero at fratræde sin tillidspost i
Podemos i maj 2015, og der er ingen tvivl om, at sagen har skadet partiet.
6) Det arabiske forår, som mange så som en inspiration for både
Syriza og Podemos, mistede ret hurtigt sin stråleglans. Det er vanskeligt at
afgøre, om den nordafrikanske region virkelig er kommet nærmere en social og
kulturel udvikling, en retsstat og et politisk demokrati.
7) Podemos har fra begyndelisen været forbundet med Hugo Chávez' styre
i Venezuela. Pablo Iglesias fungerede en overgang som politisk analytiker for Chávez'
venstreorienterede regering. Man skal her huske på, at Chavez i mange år havde
en heltestatus på den latinamerikanske venstrefløj, hvor han med rette blev opfattet som de fattige bønders og arbejdernes allierede og som et bolværk mod
nordamerikansk imperialisme i Sydamerika. Han blev valgt som Venezuelas
præsident i 1999 på et program med krav om nationaliseringer, øget beskatning af landets rigeste
og udenlandske selskaber, gratis sundhedshjælp, bedre hospitaler og skoler. Han
er ved sine fire valg blevet valgt med hhv. 58 %, 60 %, 63 % og 54 % af de
afgivne stemmer.
Men den brovtende karismatiske Chávez' popularitet var
allerede falmet betydeligt, inden han døde af kræft i marts 2013. Han blev
ganske vist genvalgt som præsident kort tid inden sin død, men inflationen var
blevet et problem, og Chávez
havde reageret på den voksende politiske modstand med begrænsninger i
pressefriheden og med at udstyre sit eget præsidentembede med mere enerådig magt.
Han svækkede demokratiet.
På sit dødsleje overdrog han så magten til sin tro
væbner, den ligeledes brovtende, men aldeles ukarismatiske vicepræsident Nicolás Maduro, som ganske vist blev genvalgt til præsident 40 dage efter Chávez' død, men helt
forudsigeligt tabte parlamentsvalget 6. december 2015. Og så var der
pludselig ingen, der ville forbindes med Chavez' socialister. Heller ikke Pablo
Iglesias, som nu forsøgte at lægge afstand til Maduro og lykønskede den højreorienterede alliance med valgsejren.
8) Ciudadanos dukkede pludselig op på den landsdækkende
politiske scene. De havde ellers fra stiftelsen i 2006 været et rent katalansk
parti. Nu tog de mange af Podemos-vælgerne med til højre. Ciudadanos er et
moderne, moderat højrefløjsparti, som abonnerer på sager, som er populære
blandt de veluddannede, yngre vælgere i storbyerne, altså emner som uddannelse,
miljø, en demokratisering af valgloven og antikorruption. Det er nogle af de
samme sager, som Podemos vandt frem på, men Ciudadanos kombinerer dem med en
økonomisk politik, som er identisk med PP's. Og Ciudadanos har da også inden
valget klart meldt ud, at de ville støtte en PP-regering frem for PSOE.
9) Da valgdagen nærmede sig, og meningsmålingerne
viste, at Podemos ikke havde en chance for at vinde magten alene, mistede Pablo
Iglesias sit cool og begyndte at smiske for PSOE for at kunne dele magten med dem,
hvis de fik flertal sammen. Pludselig var PSOE alligevel ikke så slemme, som de
ellers lige fra begyndelsen havde været i Podemos' retorik. Ved denne kovending
mistede Iglesias sin troværdighed som den ubesmittede, nye mand, stemmen fra
gaden, og blev i stedet blot endnu en spiller i det politiske magtspil.
10)
Og så fik de gamle partier forventelig hjælp fra de konservative medier, der
satte valget op som et traditionelt to-parti-valg med 'topdueller' mellem
Mariano Rajoy og PSOE's populistiske, flabede og udygtige leder Pedro Sanchez.
Dette mediebillede var naturligvis med til at styrke de to gamle partier
(særlig PP, hvis leder, Rajoy, er langt skarpere end PSOE's Sanchez), sætte
Podemos og Ciudadanos ud på et sidespor og konservere to-parti-systemet.
Valget og den
besværlige mangfoldighed
Disse ti faktorer var med til at dæmpe Podemos' vækst og
gjorde det i sidste ende umuligt for partiet at vinde valget. Men ikke desto
mindre fik det nye parti næsten lige så mange stemmer som PSOE, og det var en
betydelig sejr i sig selv og ret bemærkelsesværdigt under de givne betingelser.
To-parti-systemet er endnu ikke nedbrudt, men er i en dyb
krise, som det næppe overlever. Hvis PP skal have magten uden nyvalg, skal de
have støtte fra Ciudadanos, og en del af deres pris for støtten vil være en
ændring af valgsystemet i retning af reelt forholdstalsvalg, sådan at alle
stemmer tæller lige meget. Det er en pris, som PP ikke uden videre vil
acceptere, for sådan en demokratrisering vil jo gøre det langt vanskeligere for
dem at vinde absolut flertal i fremtiden.
Desuden er Ciudadanos' støtte slet ikke nok. De skal også have støtte fra flere af de små, regionale partier for at komme op på de nødvendige 175 deputerede, og det gør det ikke lettere. Det er derfor, der tales om nyvalg.
Men meningsmålingerne tyder ikke på, at PP vil kunne samle flertale bag en ny regering uden Ciudadanos og småpartierne selv, hvis de udskriver nyvalg. Heller ikke ved et nyvalg ser PP ud til at kunne få absolut flertal alene. Det vil PSOE heller ikke kunne uden Podemos og flere af småpartierne, og også Podemos vil ændre valgsystemet. Og så kan de gamle partier alligevel efterfølgende blive tvunget til at acceptere denne demokratisering, som reelt vil give dødsstødet til to-parti-systemet.
Desuden er Ciudadanos' støtte slet ikke nok. De skal også have støtte fra flere af de små, regionale partier for at komme op på de nødvendige 175 deputerede, og det gør det ikke lettere. Det er derfor, der tales om nyvalg.
Men meningsmålingerne tyder ikke på, at PP vil kunne samle flertale bag en ny regering uden Ciudadanos og småpartierne selv, hvis de udskriver nyvalg. Heller ikke ved et nyvalg ser PP ud til at kunne få absolut flertal alene. Det vil PSOE heller ikke kunne uden Podemos og flere af småpartierne, og også Podemos vil ændre valgsystemet. Og så kan de gamle partier alligevel efterfølgende blive tvunget til at acceptere denne demokratisering, som reelt vil give dødsstødet til to-parti-systemet.
Langsigtede
følger for det spanske demokrati
Har man overværet et spansk kongresvalg, kunne man også
ønske sig en reform af selve måden, valghandlingen afvikles på. Reelt er der
ikke hemmelig afstemning, for kandidaternes navne skal vælgerne finde på
partilister, som ligger frit fremme på lange borde i valglokalet. Listerne har
forskellige farver efter parti, så enhver kan følge med, når vælgeren tager
listen med kandidatnavne fra det parti, han eller hun vil stemme på. Og skal
man spørge om noget, henvender man sig til en valgtilforordnet fra det parti,
man bedste kan lide. De valgtilforordnede bærer synlige emblemer fra et af de
opstillede partier.
Også dette kan være med til at konservere det politiske
system, for hvem bryder sig om at tage valglisten fra IU eller Podemos eller henvende sig
til en af deres valgtilforordnede, hvis man befinder sig i en klassisk
konservativ valgkreds i det nordlige Madrid?
Man må gå ud fra, at også dette er noget, som både Podemos
og Ciudadanos vil forsøge at bruge deres nye indflydelse til at ændre.
Samtidig synes Ciudadanos' opdukken som en ny stærk
politisk kraft på højrefløjen at indvarsle et endeligt for den lange tradition
for enhed på højre flanke. Den enhed, som først gav Franco styrken til at vinde
borgerkrigen og regere i en
menneskealder, og som siden har gjort PP til den stærkeste politiske kraft i
landet. Man skal tænke på, at Spanien ikke har nogen Le Pen eller noget Dansk
Folkeparti. De rabiate katolske højrekræfter har altid kunnet rummes i samme
organisation som det mere demokratiske, moderne højre.
Denne højre-enhed betyder også, at intet spansk parti har ført valgkamp på en racistisk eller fremmedfjendtlig dagsorden. Den situation kan
også tænkes at ændre sig fremover, hvor PP skal til at føre valgkamp ikke alene
mod socialdemokraterne, men nu også mod et nyt moderat højreparti, som PP
således skal forsøge at adskille sig fra.
Samtidig ser Podemos ud til at have godt fat i haserne på
PSOE. IU og Podemos har i dag til sammen flere vælgere end PSOE. Det er i sig selv en lille sensation, som ganske vist
har været indvarslet i et par år, men som først nu manifesterer sig for alvor.
Hidtil har IU forsøgt at gnubbe sig op ad Podemos, tale dem
efter munden, i det forgæves forsøg på at få deres succes og ungdommelighed til
at smitte af. Politisk er der ikke meget, der skiller de to venstrefløjorganisationer, så mon ikke IU i den kommende tid kommer til i stedet alvorligt at
overveje at nedlægge sig selv og indgå i opbygningen af den nye venstrefløj i
Podemos? Det er der i hvert fald markante IU-medlemmer, som taler for.
Og hvad sker der med PSOE? De kan ikke ignorere, at deres
politik ikke længere er den mest efterspurgte til venstre for PP. De er nærmest tvunget til at overtage dele af Podemos' politik. Socialdemokraterne har brug for en socialistisk fornyelse, hvis de vil genvinde
deres position.
Det er spændende tider i spansk politik.
Noter:
1) Cortes Generales, altså Kongressen, det spanske
tokammer-parlament, udgøres af 350 deputerede i Congreso de los Diputados og 264 senatorer i Senado de España. Congreso de
los Diputados svarer til det danske Folketinget og har reelt den største magt,
blandt andet magten til at afsætte statsministeren. Dem, der vinder magten i Congreso de los Diputados, danner
regering. Senado de España svarer til det gamle danske Landstinget. De skal
godkende lovene, men det er en formalitet, reelt er det ikke magtens sted.
2) PCI har haft langt større gennemslagskraft i Italien,
end PCE har i Spanien. Man kan få øje på i hvert fald to indlysende
grunde til dette: For det første at PCI valgte den såkaldt eurokommunistiske vej og
altså orienterede sig mod Vesteuropa og ikke havde særligt nære bånd til det kompromitterede
og kompromitterende russiske kommunistparti, mens det spanske PCE i det store
hele var en underafdeling af det russiske kommunistparti, ligesom det danske
DKP var det. For det andet er der den traditionsrige spanske anarkisme, som
altid har været dominerende blandt fattige landarbejdere, bønder og fiskere,
som boede langt fra magtens centrum (fx i Andalusien, Asturien, Valencia og Katalonien)
og ikke ville regeres af bureaukrater i Madrid. I Italien har de
fattige været vant til at blive regeret, intimideret og udplyndret af et voldeligt
bureaukrati, ikke kun i cæsarernes Rom, men i høj grad også i Napoli og Palermo
i syd, hvor mafiaen har fungeret som en slags statsmagt, der har opkrævet
skatter til gengæld for beskyttelse. Derfor har den bureaukratiske kommunistiske
model nok ikke virket så fremmed for italienerne, som den har for spanierne.
Artiklen er også bragt her.
Artiklen er også bragt her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar