Men intet er blåt her - klip fra Celeste

Celeste er med til fødslen. Nieves har bedt hende være der, hendes mor er død.

En ung søster rækker hende en kittel.

– Nej, der kan du ikke sidde.

Hun kan høre to søstre tale om sig. Den ældste vil have hende ud, men hun bliver.

– Hold mig for panden, siger Nieves.

Jordemoderen hjælper hende med at trække vejret rigtigt. Så skal hun presse.

– Hold mig for panden!

Nieves er helt kold på panden, men sveden pibler ud.

– Min pande, for helvede!
Nieves er bleg.

– Du skal ikke kigge nu, siger den unge søster til Celeste.

To timer efter den første presseve er hovedet ude. Det tynde, fedtede hår er sort, han åbner munden som for at sige tak. Det går lettere, end Celeste havde forestillet sig, Nieves er så stærk og klar. Det bliver først dramatisk, da jordemoderen taber efterbyrden på gulvet, men barnet er ude, det er en dreng, og så åbner han øjnene, de er stålblå, så fortabte, men de er altid blå i begyndelsen, siger jorde- moderen. Nieves græder, men er glad, navlestrengen bliver klippet, han bliver viklet i et klæde, mælken er løbet til, og hun ammer.

Så skal barnet måles og vejes.

– Skal jeg vaske ham lidt først? siger den ældste søster. Jordemoderen ryster på hovedet. Der lugter af klor.

– Hvor er her blåt, siger Celeste.

– Men intet er blåt her, siger Nieves.

– Alt er hvidt.

– Det er luften, at lyset er så koldt, det blanke metal, siger Celeste uden at ramme præcis, hvad hun mener.

– Men intet er blåt, gentager Nieves.

Søsteren er kun ude i ti minutter, så kommer hun alene tilbage.

– Pludselig ville lungerne ikke mere, siger hun.


Hun er helt rolig, mens hun fortæller Nieves om døden.

Nieves vil ikke forstå det. Søsteren må sige det til hende fem gange. Celeste kan se, at jordemoderen er irriteret på Nieves, at hun er færdig og har lyst til at gå.

Nieves vil se drengen, hun prøver at rejse sig, men søstrene holder hende nede.

– Han er allerede kørt til forbrændingen, siger søsteren, som vejede drengen.

På hospitalet er de enige om, at det er bedst sådan. Det er fast praksis nu. Det er bedst for hende, at hun ikke ser barneliget, ikke knytter sig til det billede. De opfører ham som dødfødt, så skal han ikke døbes.

– Det er bedre, at han ikke har et navn, siger jordemoderen. – Man glemmer aldrig navnet.

– Du har ikke holdt ham varm! skriger Nieves. – Du har frosset ham ihjel!

De lægger remme på hende.

– Men han skreg jo, som han skulle?

– Så-så.
– Jeg har ... hvad skal jeg gøre med mælken, det ...
Nieves er allerede døset hen af den sprøjte, hun har fået, søstrene er snart færdige med at rydde op.


Det er, som om de har glemt Celeste. De vasker gulv rundt om hende, flytter hende, så de kan vaske under hendes fødder, men ser hende ikke.

Hun kan ikke forlige sig med det. Drengen er ikke dødfødt, han har ligget på sin moders bryst, varm og livlig, han har diet, Celeste vil ikke have det. Drengen hedder allerede Jacob. Nieves besluttede det samme morgen under træningen. De kan ikke nægte hende at se ham, at kalde ham ved navn.

– Hvordan kunne det ske så pludseligt? spørger Celeste, inden jordemoderen er ude ad døren.

Hun siger:
– Det sker desværre ret ofte i disse dage.

Hun giver den dårlige ernæring skylden, men Nieves har ikke manglet noget, fortæller Celeste. Så foreslår jordemoderen, at det kan være den nye virus, alle taler om.

– Den er båret hertil fra Rusland.

Så henter Celeste Don Pedro og El Lince, som har ventet på gangen. Det er hende, der fortæller Don Pedro, at hans barnebarn er dødt.

Nieves er bedøvet. Jordemoderen anbefaler, at hun bliver på hospitalet i det mindste til dagen efter, men Don Pedro vil have hende med hjem, og så kører de hendes seng ud til droschen.

Uden for hospitalet ser Celeste et ungt ægtepar bære et spædbarn væk i en bylt. Den nybagte mor har dækket sit hår, men Celeste kan se hendes rådvilde smil.

Celeste kigger på El Lince.
Han ryster på hovedet.

– Det kan du ikke vide, siger hun.

Hun løber dem i møde med åben favn.

– Tillykke! Hvor er det dejligt at se jer! siger hun.

– Undskyld, jeg tror ikke ... siger manden.

– Åh, hvad skal hun hedde? spørger Celeste.

– Det er en dreng, siger kvinden genert og lykkelig.

Barnet dufter af mælk, kvinden af parfume.
Manden trækker i hende, hun kigger forvirret på ham.

– Undskyld, siger Celeste, – jeg kunne ikke se det for klædet.
– Lad os se, om han er lige så flot som sin far, siger hun og vrider klædet væk fra ansigtet.


Håret er tyndt og sort, øjnene er blå, men hun er ikke sikker, så længe har hun ikke set Nieves' barn.


– Sikke de har svøbt ham, siger Celeste. – Der var ellers så varmt i den røde barselsstue.

Kvinden kigger på sin mand, hun griber sit krucifiks med den venstre hånd.

Hans øjne er så åbne, at man kan se de røde årer i kanterne, men hans læber er hvide. Han ryster på hovedet.

– Så varmt var der vel heller ikke, siger kvinden til sidst.

Celeste griber barnet fra den usikre kvinde og løber over til den ventende vogn.

– Kør, råber hun til kusken, men El Lince giver kontraordre. Drengen dufter af mælk.

– Kører vi eller hvad? spørger kusken Don Pedro.

– Hvad får dig til at tro, at dette er Nieves' barn? spørger Don Pedro.

– Hun er blevet vanvittig, siger El Lince.

– Vent, råber Don Pedro til kusken.

– Aflever det barn med det samme! siger El Lince.

Nu skriger barnet, og Celeste vil ikke. Hun var ikke sikker før, men ophidselsen får hende til at insistere. El Lince må flå det skrøbelige væsen ud af hendes favn.

– Pas på hovedet! råber den unge kvinde.

Celeste græder af vrede.
 Hun bliver i vognen, mens El Lince undskylder og Don Pedro tilbyder kompensation.

– Men du ved, det er løgn, siger Celeste.

Det er to dage efter fødslen, og Celeste har ikke trænet siden. Hendes blødninger er ikke kommet igen. Hun er rasende, og kroppen kan ikke komme af med det.

– Vi har tabt krigen, siger El Lince. – Vi kan ikke leve, som om vi havde vundet.

– Hvordan kan du affinde dig med, at din vens datter får stjålet sit barn? siger hun.

– Det er ikke retfærdigt, men virkeligt, siger han.