Myten om rundkredspædagogik

Man hører igen og igen den konservative fortælling om, at den danske 'rundkredspædagogik' er skyld i, at danske folkeskoleelever ikke klarer sig lige så godt som kineserne og andre østasiater fx i matematik. Dette dogme bliver gentaget så tit, at man i svage øjeblikke kan komme til at tro, at der er noget om snakken. Den samme konservative pædagogiske tanke hylder kineserne for at have en mere lærerstyret pædagogik, hvor eleverne ved, hvad de har at holde sig til.

Men denne konservative skolefortælling bygger på en misforståelse. Når kinesiske børn skal lære fx at løse en ligning med to ubekendte, præsenterer læreren dem for problemet og beder dem slet og ret om at gå i gang. Så forsøger eleverne hver for sig at løse det på den måde, der nu falder dem ind. Læreren giver i første omgang ingen løsningsforslag, for det ville hindre dem i selv at udvikle ideer. Når alle så er kommet så langt, som de nu kan med problemet, beder læreren dem efter tur fortælle, hvordan de har forsøgt at løse problemet og hvorfor. Og derefter diskuterer klassen i fællesskab, hvilken løsningsmodel der er bedst. Først derefter fortæller læreren, hvordan hun/han selv ville løse problemet. Den måde at undervise på stimulerer kreativiteten, opfindsomheden og reflektionen over egen læring, og den træner eleverne i at finde den bedste løsning både alene og i et samtalende fællesskab.

Sådan har jeg ikke lært matematik i den danske folke- og gymnasieskole i de berygtede 1970'ere og 1980'ere. Læreren fortalte os bare, hvordan man løste en ligning med to ubekendte, og så blev vi præsenteret for en lang række opgaver af samme type som den, læreren havde gennemgået, og derefter måtte vi øve os i den metode, til vi kunne den.

Om denne konservative pædagogiske fremgangsmåde stadig er normen, ved jeg ikke. Jeg vil tro, at der er en del flere farver på paletten i dag. Der er jo heller ikke to lærere eller skoleklasser, der er ens.

Men mit bud er faktisk, at vi snarere end for meget har alt for lidt rundkredspædagogik i Danmark, og det skyldes i høj grad den konservative misforståelse om, at eleverne ikke lærer noget af en dialogisk pædagogik. Dette til det ulidelige gentagne dogme afskrækker utvivlsomt lærere fra at eksperimentere med modeller som den spændende østasiatiske udgave af rundkredspædagogikken, som ellers nok rummer en pointe eller to, der kunne bruges i den danske skole.

Læs gerne mere i Læringens fundamenter, når den udkommer på Klim til foråret.