fredag den 11. oktober 2013

Nej tak til gaven!

Jeg håber virkelig, at MF'erne kan holde pulsen i ro, synke spyttet og takke nej til den gave, A.P. Møller-fonden vil give til Folkeskolen.

Folkeskolen skal ikke lommen på nogen sponsor. Det er statens opgave at lave den folkeskole, som befolkningen mener, der er brug for.

Og om netop denne sponsor ved vi af lang erfaring, at gaver ikke gives uden krav om modydelser i form af politisk indflydelse - indflydelse på hvordan gaven skal bruges, når den først er pakket op. Modydelser i form af sleske politiker-hyldesttaler, ikonisering og offentlig helgenkåringer, statsministertårer ved begravelser, særlig begunstigelse ved forhandlinger om rettigheder til udnyttelsen af landets naturgrundlag, politiker-tyssen, når nogen vover at nævne sorte kapitler i sponsorens nationale historie, fx om samhandelspartnere under anden verdenskrig.

Og så må vi ikke risikere, at danske samfundsfags- eller historielærere af taknemmelighedsgrunde eller frygt for at miste penge til efteruddannelse lægger bånd på sig selv, hvis de fx i 8.-10.-klasse finder faglig anledning til at lave kritisk-analytiske projekter om store danske virksomheders historie eller forsøg på at øve indflydelse på landets politik.

Ingen kommentarer: