Tredjepersonsfortællerens sexvokabularium

På Promenaden.dk diskuterer jeg, hvilke ord man kan lade en tredjepersonsfortæller, fx i en roman, beskrive de kønsspecifikke kropsdele og deres funktion med. Jeg skrev bl.a.

Forfatteren fortæller, hvem han/hun har sat i scene som modtager, fx når en sexscene pakkes lummer-blufærdigt ind i omskrivninger af ord for kønsdele, som i Fanny Hill – en glædespiges erindringer, som jeg desværre ikke har hos mig nu, men hvor der kunne stå: ”Hans prægtige lanse trængte dybere og dybere ind for hvert frydefuldt smertende stød, han tildelte mig”. Her er førstepersonsfortælleren jo givet som den prostituerede Fanny, men sproget siger nok så meget om, hvem hun skriver til, nemlig de pæne borgerfruer, som aldrig ville læse om kæmpepikke, men nysgerrigt kaster sig over den lumre lanse.

Kunne en tredjepersonsfortæller henvende sig på samme måde, blot med et ’hende’ i stedet for et ’mig’? Jeg synes det ikke. Det fungerer bedst i førsteperson. Sproget ’peger’ så tydeligt på fortælleren, at det vil være vanskeligt ikke at placere hende i jeg/du-relationen. En tredjepersonsfortæller må betjene sig af et mere anonymt sprog.

Hvordan anonymiserer man sprogbrugen, når det handler om krop, køn og sex?

Man holder sig fx fra metaforiske omskrivninger. For hvorfor bruger man omskrivninger, hvis man ingen anden interesse har end at beskrive? Det gør man ikke. Metaforerne peger på en interesse hos fortælleren; fx en interesse i blufærdighed eller påtaget blufærdighed (Fanny Hill), i at være sjov eller i at vække liderlighed gennem billeddannelse. Sådanne interesser vil uvilkårligt få læseren til at fokusere på fortælleren. Man må fortælle mere ligefrem.

Men hvad er ikke metaforer? En af diskussionens deltagere, lad os kalde ham X, kalder med et udtryk, som leder tankerne hen på Mark Johnson, kusse og fisse for døde metaforer. For mig er de ikke helt lige døde (hvis vi et øjeblik tillader os at graduere død). For mig er metaforen fisse desværre sprællevende, jeg tænker på fisk. Anderledes med kusse. Det er komplicerende, men symptomatisk, at vi ikke er enige her. Det er symptom på, at fortællingen først er færdig, når den er processeret i læserens hjerne. Vi læser ikke den samme fisse.

Er latinske anatomiske betegnelser metaforer? Formodentlig. Men formodentlig også døde i hovederne på de fleste af os. Duer de så? De anonymiserer i hvert fald ikke fortælleren. Tværtimod udstiller de ham/hende som en person, der forholder sig demonstrativt klinisk til kønsakten.

Jeg kan bruge kusse som et forholdsvis neutralt ord. X kan ikke, for han hører ordet anderledes. Jeg kan bruge ordet pik, men ikke hvis ejermanden bruger den til at tisse med. I så fald ville jeg skrive tissemand. Hvis jeg skrev pik, ville jeg afsløre en interesse i at understrege, at denne tissemand også kunne bruges seksuelt, og det ville jo fremvise fortælleren som person, ikke anonymisere ham/hende.

Jeg skrev ”forholdsvis neutralt”, for jeg kender ikke ord, som er helt neutrale i den forstand, at de intet afslører om den person, der bruger dem. Og især ikke, når vi taler om sex, fordi det er det mest interesseladende område inden for alt liv og gennemtrænger alt andet i menneskelivet og i den forstand end ikke kan afgrænses som område, hvis man skal tro en lille, svagtseende mand fra Wien.

At den fulde neutralitet næppe findes, bringer mig frem pointen om, at også den forholdsvis anonyme fortæller i sidste instans alligevel gestalter sig gennem sproget med menneskelige træk som køn, alder, klasse, uddannelse, seksualitet osv. Hvis forfatteren ikke er sig dette bevidst, gestaltes de bag ryggen. Som oftest låner fortælleren så disse træk fra forfatteren. Hvis forfatteren ingen tanker gør sig om, hvem hans/hendes tredjepersonsfortæller er, bliver fortælleren let identisk med forfatteren – eller med den figur af forfatteren, som han/hun almindeligvis forfalder til at fremstå som. Det er ok. Men et andet muligt udfald er, at den slingrer af sted og skifter karakter fra sætning til sætning uden grund, og det falder sjældent heldigt ud.

X beskriver fortælleren som metafor snarere end som person, og siger, at fortælleren derfor ikke behøver at være personaliseret. Jeg ser nok snarere fortælleren som en fiktion, en fiktiv person, der fortæller en historie. Og jo mere bevidst, man er om denne fiktive persons karakter, desto bedre kan man styre den.