Om stegt flæsk

Som mad

Stegt flæsk med nye kartofler og persillesovs er dejlig mad. Ikke mad, som får en til at føle sig sund bagefter, eller som giver mod på og lyst til at løbe en tur senere på eftermiddagen. Nå ja, det er der nu alligevel ikke meget mad, der gør, og stegt flæsk spises i godt selskab, som ikke lader sig forstyrre af sådanne lyster og aspirationer. Retten smager godt, men kun under følgende forudsætninger:

Der skal

• ·      være synlige striber af kød i flæsket,
• ·      steges til sværen er sprød og fedtet stegt af,
• ·      saltes godt,
• ·      hældes fedt fra jævligt, så flæsket ikke svømmer i det,
• ·      steges i smør og/eller margarine,
• ·      godt med frisk kruspersille i sovsen,
• ·      små, nye kartofler til,
• ·      snaps til,
• ·      kold pilsnerøl til.

Der skal ikke

• ·      paneres,
• ·      sukker i persillesovsen,
• ·      stegefedt i persillesovsen,
• ·      melklumper i persillesovsen,
• ·      voldkoges på kartoflerne, de skal være al dente, ikke melede og udkogte,
• ·      serveres stout eller porter til flæsket (men gerne bagefter).

Der kan da godt

• ·      serveres en sprød, ovenstegt kartoffel til i stedet for den kogte nye,
• ·      listes en kvart Knorrs grønsagsbouillonterning i sovsen,
• ·      anvendes røget flæsk, men det kræver mere øl.

Som ramme for aktivitet

I det moderne Danmark, hvor klassiske danske retter som kødrand, stuvet hvidkål, farserede porrer, gule ærter, brunkål, blodpølse, stenbiderso i brun sovs, boller i selleri og tilsvarende vederstyggeligheder i det store hele er fortrængt fra hverdagsmenuen af langt sundere, hurtigere og mere velsmagende pasta- og risretter, har det stegte flæsk overlevet, ikke som en hverdagsret i de danske hjem, men som en begivenhed på en lang række brune kroer.

Mange, særligt mænd, så vidt jeg kan fornemme, har det som en tradition at gå ud sammen og spise flæsk. Så skal man lade bilnøglerne ligge hjemme, det ligger i kortene, og der skal være højt til loftet og plads til at sige, hvad man virkelig mener om den nye kollega på lærerværelset, eller hvad man nu har gået og brændt inde med. Flæsk er en vi gider ikke mere pis-ret. Flæskespisningen er en ventil. Og det er godt.

Da jeg arbejdede i Århus, gik jeg ind imellem ud at spise med et par af mine kolleger. Så skulle vi ned på Pinden i Skolegade. Der var flæsk ad libitum, og det gode øl kunne indtages i passende mængder, uden at man behøvede at dæmpe stemmen eller tænke på, hvordan skægget sad. Det var, når vi ikke orkede at tale mere om arbejdsrelaterede intriger eller forviklinger. Hen over flæsket kunne vi snakke om musik, politik, litteratur, fodbold eller andre lystigheder lige så tosset, vi ville. Flæsket definerede et frirum for os.

Jeg har stadig nogle litterære venner fordelt ud over landet, som samles med ujævne mellemrum for at spise og drikke sammen og tale frit fra leveren (den rå) om vores fælles gebet og om, hvad der ellers falder os ind. Vi mødes også over flæsk – og af samme symbolske grund.

Men ærligt talt har kåringen af flæsket som nationalret frataget mig lidt af lysten til at spise det; nu skal I høre hvorfor:

Som nationalret

I mit fravær har danskerne altså valgt det stegte flæsk som nationalret. Det synes jeg er dumt.

For det første synes jeg overhovedet ikke, vi behøver tage stilling til, om flæsk er mere eller mindre dansk end frikadeller og millionbøf. Hvorfor skal vi skoles i at være danske på den måde? Skal man så være stolt over sit fædrelandssind, når man spiser flæsk, men floves når man bare spiser koteletter i fad? Lad os da æde i fred!

For det andet: Hvis man absolut skal vælge en nationalret, hvorfor skal det så absolut være flæsk? En ret, som næppe voldsomt mange danskere spiser jævnligt i deres eget hjem. Og noget, som en kvart million af landets indbyggere under ingen omstændigheder kan spise af religiøse årsager.

Jamen, men netop derfor naturligvis! For at fortælle jøder og muslimer, at de ikke er danskere. Derfor! Kun derfor. Det skulle absolut være noget med svinekød, og ikke fx frikadeller, for de kan jo laves med både kalve-, kalkun- og oksekød. Boller i karry kan laves med oksekød, men stegt flæsk kan kun laves med svinekød. Så har vi fået udgrænset dem, vi ikke kan lide. Velkommen, velbekomme og hurrah!

Er stegt flæsk så mere dansk end stegt rødspætte med kartofler og persillesovs? Eller stegte ål med samme garniture? Eller hakkebøf med bløde løg? Biksemad? Eller end marineret sild, rå løg og spejlæg på rugbrød? Spegepølse? Næ, men stegt flæsk udmærker sig ved ikke at kunne spises af de andre.

Som sådan er flæsket udtryk for en plat, symbolsk og ekskluderende nationalisme. Ikke det at spise stegt flæsk, det er helt ok, men at udnævne det til nationalret. Det er ikke en ret, der inviterer indenfor. Den lukker rummet. I imtimsfæren, blandt flæskemæskende ligemænd, kan det at lukke rummet om sig være frigørende, åbne os indadtil. Men som national gestus virker det stik modsat.

Og det er jo ikke kun jøder og muslimer, som ville vil æde det. Hvor mange danskere under 40 år opfatter mon det stegte flæsk som en del af deres hverdag? Næppe ret mange. De spiser shawarma på gaden, kylling korma i byen og spaghetti med kødsovs derhjemme. Og så har jeg ikke nævnt vegetarerne.

Nej, man kan ikke gøre alle til pas, men det er heller ikke nødvendigt at udgrænse alle andre end kristne eller ateistiske, kødspisende mænd over 40 år.

Man kunne også (hvis man fx var fødevareminister) tænke, at der var en pointe i at udnævne en nogenlunde sund ret som nationalret. Noget med en fisk, måske.

Hvis det absolut skulle være. 

Smil til Forfatterskolen

Forfatterskolen kan ikke få lov at være i fred. Den er under konstant beskydning fra rindalister, der mener, at forfattere, som har gået på den, skriver elitært. Og så er der romantikerne, som i det uendelige gentager, at man da ikke kan lære at skrive. Enten er man forfatter (med et gudgivent geni), og så har man ikke brug for hjælp, eller også er man ikke, og så er hjælpen ikke til nogen nytte. Der er også kritikere, litterater eller forfattere, der ikke selv har gået på skolen, som mener, at alle forfatterskoledimitender skriver ens. Eller at de ikke har noget at skrive skrive om, fordi de har været spærret inde i et hermetisk lukket rum, afsondret fra det 'almindelige menneske's hverdag, den politiske virkelighed eller andre former for kultur end den minimalistiske, som angiveligt dyrkes oppe i baggårdslejligheden i Peder Skrams Gade. Der er også den med, at der bliver uddannet alt for mange forfattere. At så mange bøger læser danskerne heller ikke. Endelig er der beskyldningerne om, at der med udgangspunkt i skolen har dannet sig et logeagtigt fællesskab, som sidder på det hele i den litterære verden og forsyner sig selv og hinanden med støttemidler, priser og gode anmeldelser.

Hvordan har denne lille bitte institution med et årsbudget på hvad? under 5 millioner kroner, vil jeg tro, og 5-10 nyoptagne elever årligt gjort sig fortjent til dette permanente, hadefulde bombardement? Kunstakademiet, Filmskolen, musikkonservatorierne og teaterskolerne er ikke genstand for samme foragt. Er man uddannet fra Musikkonservatoriet i København, bliver ens talent, kunstneriske vidsyn, livserfarenhed og folkelighed ikke automatisk beklikket. Tværtimod står der stor respekt omkring konservatorieuddannede musikere. At blive optaget på den skole er jo som at slippe gennem et nåleøje, kun de dygtigste kommer ind, og vi ved, at også lærerne er gode, eleverne lærer noget. Dimitenderne er dygtige. Men det er bestemt ikke sådan, man bliver opfattet, hvis man har gået på Forfatterskolen. Det er tværtimod et suspekt, ja faktisk moralsk anløbent, foretagende. Som forfatterskoledimitend skal man konstant forsvare sig selv, begrunde sit lumpne valg.

At der alligevel er i omegnen af 350, som søger ind hvert år, er vel nærmest et mirakel. Efter min mening er også skolen et mirakel; et kunstnerisk frirum, hvor handelshøjskolens tankegang endnu ikke er sluppet ind, og hvor der kun er en eksamen, nemlig optagelsen, resten af tiden handler det om mod, arbejde og udvikling, hvor undervisningsformen nok er barsk og grænseoverskridende for alle elever, men hvor man til gengæld ikke kan gå to år uden at modnes og bevidstgøres som kunstner og menneske. Måske havde de fleste forfatterskoledimitender skrevet bøger, også hvis skolen ikke eksisterede, ligesom de fleste teaterskoleelever havde spillet teater selv uden uddannelse, men knap så gode bøger. Forfatterskolen gør noget godt for de læsende danskere. Smil dog til den!

Kan man skrive andet end autofiktion?

For et halvt år siden kulminerede en lang debat om det synspunkt, at hvide, heteroseksuelle mænd (det privilegerede flertal) ikke med samme ret som brune, homoseksuelle kvinder kan læse bøger, der er skrevet om brune mennesker, homoseksuelle og kvinder. Konsekvensen af det synspunkt er, at vi kun kan skrive og tale om os selv. Men skal vi lade os nøje med det?

For mig rummede debatten især tre store overraskelser, nemlig dels at der skulle findes mennesker, som ikke har minoritetserfaringer; dels at det at være indvandrer eller ikke-heteroseksuel eller kvinde skulle være de mest, eller ligefrem eneste, relevante måder at være underprivilegeret på i dagens Danmark. Og endelig at mennesker med en bestemt etnicitet og seksualitet, nærmere bestemt hvide heteroseksuelle, angiveligt burde afholde sig fra at anmelde og diskutere bestemte former for litteratur, som fx formuleret her: "Og samtidig, så synes jeg faktisk ikke at det ville være så forfærdeligt, hvis alle disse hvide, heteroseksuelle kritikere (hvoraf jeg selv er én) fandt det umuligt at skrive kritik, umuligt at anmelde disse på fremmede erfaringer skrevne bøger, og simpelthen holdt op med at tale." [Fra olga-ravn.blogspot.com]

Hvad det første angår, så hører jeg ganske vist til det privilegerede flertal, men hører fx også til det mindretal, som har levet under fattigdomsgrænsen i store dele af livet, og jeg kunne da uden vanskeligheder nævne ti andre underprivilegerede mindretal, som jeg enten hører eller har hørt til. Og det vil enhver kunne, hvadenten de i skolen er blevet drillet med det røde hår, det altid forkerte tøj, kalveknæene, den fordrukne far eller noget femte. Alle kender til det. Det problemløse flertalsmenneske er en fiktion.

De fleste i samfundets absolutte top, politisk og økonomisk, er ganske vist midaldrende, hvide, heteroseksuelle mænd, men det er trods alt kun en ganske lille andel denne gruppe, som tilhører toppen. Større er den heller ikke. Man kan ovenikøbet konstatere, at de fleste på samfundets bund også ser ud som mig. De fleste hjemløse er hvide, midaldrende mænd. De fleste hvide, heteroseksuelle litteraturanmeldere tilhører formodentlig middelklassen, men medlemmer af denne klasse har også på et tidspunkt gjort sig erfaringer med at være udenfor eller nedenunder.

Jo, det er alt andet lige et privilegium at være hvid, det er nemmere. Det gælder også heteroseksualitet. Det er også et privilegium at være mand; det gør det ofte lettere at stige til tops. Alt andet lige. Men der er altid en masse andre faktorer, der spiller ind. Er man tand- eller hjemløs, så er hudfarven, kønnet og seksualiteten virkelig ligegyldige. Er man spastiker, har man heller ikke mange chancer. Taler man grimt og ukorrekt, får man aldrig en bestyrelsespost. Alt andet er aldrig lige. Der er mange måder at være underprivilegeret på, og heteroseksuelle, midaldrende, hvide mænd er ikke fredet.

Som en akademisk uddannet, midaldrende, heteroseksuel, hvid mand af kristen familie burde jeg virkelig holde mig i skindet, men det fik jeg at vide for sent. Da hvidhedsdebatten var på sit højeste, havde jeg netop udgivet en roman om en uuddannet, ung, biseksuel kvinde af delvis jødisk familie. En roman om sådan et liv, ville jeg ikke kunne læse. Jeg er situeret helt forkert til det. At diskutere den ville være arrogant og undertrykkende af mig, og ligefrem at skrive den ville være skandaløst. Alle mulige undertrykkelsesmekanismer er jo strukturelt indlejret i vores samfunds måde at virke på og i vores måde at tænke på. Hvad enten jeg vil det eller ej, er jeg en af de privilegerede hvide og tænker som en undertrykker. Jeg vil aldrig kunne forstå en underprivilegeret kvinde som hende, jeg har skrevet om. Derfor trækker jeg mig nu beskæmmet tilbage til autofiktionen, den eneste genre, som dette litteratursyn levner plads til, og så må det være op til min imaginære enæggede tvilling at anmelde bøgerne.

Vent nu lidt: Jeg anerkender, at brune, homoseksuelle kvinder har andre erfaringer, end jeg har, men jeg anerkender til gengæld ikke, at dette faktum gør mig uegnet som læser af bestemte former for skønlitteratur. Jeg kan godt forstå og leve mig ind i andre menneskers vilkår, når jeg læser om dem. Vi mennesker har en særlig evne, som sætter os i stand til dette. Ikke fuldstændig, ganske vist, jeg kan aldrig udtømmende vide, hvordan det er at være nogen anden end mig selv. Der er en rest af privathed ved enhver oplevelse. Men indlevelsen fungerer tilstrækkeligt godt til, at der kan opstå en medleven. Den evne til at sætte sig ud over sig selv har vi brug for den hele tiden, også mens vi læser bøger.

http://www.information.dk/510031

PODEMOS-klumme

Og endnu en klumme:

http://www.information.dk/509210

Den klamme klumme

http://www.information.dk/508315

Sundhedsreformen

Dagens klumme i Information:
http://www.information.dk/comment/911922

Løgn om fortælling

Det er et fundamentalt menneskeligt behov at fortælle historier og at høre fortællinger, et eksistentiale. Der findes ikke menneskelige samfund, hvor man ikke tager vare på dette behov med samme alvor og respekt, som når det gælder behovet for at synge, elske eller høre til et fællesskab. Man kan måske ligefrem sige, at behovet for at høre og fortælle historier er intimt forbundet med behovet for at blive menneske, udvikle og udfolde sin menneskelighed i et fællesskab, fordi disse historier netop repræsenterer eksempler på menneskelighed, som vi kan måle os med og spejle os i, få blik for andre eksistensmuligheder, gode, dårlige og alt det ind imellem, for at fremkalde kvalmen, det enorme, det skvulpende, vægtløse, få vores verden til at mærkes svimlende stor, langt større, end vores forældres og venners eksempler på liv alene kan.

En verden uden fortællinger er en verden uden udveje, et fængsel.

En ven spurgte mig, om jeg prøvede at skrive fortællinger for evigheden eller blot skrev for mig selv. Jeg sagde, at jeg gjorde begge dele, men oftere noget der lå mellem disse ekstremer. Eller rettere: Når jeg forsøgte at skrive for evigheden, kunne jeg være heldig at frembringe tekst, som havde interesse også for andre mennesker end netop mig. Nejnej, nærmest omvendt: Når jeg forsøgte at skrive helt konkret og specifikt for min egen tid, kunne jeg være heldig at frembringe tekst af en vis holdbarhed. Er det sådan?

Sådan svarede jeg ikke. Det var et tillokkende svar. Men hun spurgte anderledes: Hvilken tekst kunne du bedst lide at skrive, A eller B? Hun havde læst to tekster, som jeg havde vist hende, og nu ville hun have svar. Der fulgte en belønning med det ene svar og en tilsvarende straf med det andet. Tekst A fremstillede svalt en tyrkisk torturbøddel, der træner hunde til at voldtage fanger. B beskrev næsten dirrende en følsom, melankolsk figur. Et barneliv. B betød noget. A gjorde ikke. B var det rigtige svar, det er klart. Belønningen: at kunne gøre krav på at være et ordentligt menneske. At have forløst noget menneskeligt med min fortælling.

Men jeg kunne ikke sige B. Der var nydelse forbundet med at skrive begge tekster. Blot var nydelsen forskellig. Den ufølsomme tekst var umiddelbart tilfredsstillende at skrive. Den gav en befrielse som den, det giver at råbe noget upassende under en prædiken.

Jeg lyver. Jeg har aldrig skrevet disse tekster, men jeg kunne have. De tekster, som kræver følsomhed af mig at skrive, lever på mig som blodigler. Hvorfor kalder du dem for blodigler? ville hun sige. Er det da ikke vidunderligt at skrive tekst, som betyder noget? Nej, det er ikke vidunderligt, men fælt. Jamen, er det ikke det ufølsomme, der er vulgært og uudholdeligt?

Nej, sådan er det ikke. Det er oprørende at skulle leve sig ind i den lille drengs uforløste kærlighed til sin mor. Det er oprørende, men nødvendigt.

Her gemmer sig endnu en uklarhed, som først må sløres yderligere. For er det ikke sådan, at de tekster, som er skrevet uden alvor, har ladet overjeget sove på vagten og lukket uventede gæster ind? Jo? Måske har de gaver med. God tekst kan dukke op overalt.

Tegnet er uforgængeligt, det rådner ikke. Med teksten er det anderledes, den findes kun som meningsfuld i meddelelsen. Den flaskepost, som aldrig når kysten, er altså uden mening? Nej, den kan have mening som terapi for afsenderen, som en profanering under højmessen. En anden terapi, en materialisering af et håb. Der må komme en båd.

Men meddelelsen læses i en tid, ikke en evighed. Jamen, er der så ikke følelser, uden hvilke vi ikke kan forestille os en menneskelig tilværelse? En fortælling, som aldrig ældes? Den lille Marcel Proust ligger i sin seng og lytter efter moderens fodtrin på trappen. Han venter. Så tæller han skridt. Det er ubærlig læsning, men er det kun, fordi beskrivelsen er sand. Ikke fordi det faktisk er foregået sådan, autofiktion er ikke mere sand end andre former for fiktion, men fordi man mærker, at det kunne være foregået sådan. Jo, den fortælling er også vigtig om hundrede år.

Klumme i Information

http://www.information.dk/506974

Ny udgivelse

Jeg har skrevet en såkaldt single (en essayistisk mellemting mellem en artikel og en bog) om livet med fodbold i Madrid. Den er udgivet som e-bog af forlaget Slagterne fra Bilbao og kan købes for 25 kr. på deres salgsside.

http://slagternefrabilbao.dk/atletico-og-real/

Hold din kæft, din skide identitet!

Hvis man er venstreorienteret eller taler hebraisk, kan ens holdning til konflikten i Gaza ikke tages alvorligt.

I slutningen af 1980'erne var Det Humanistiske Parti en af de organisationer, som forhandlede om at slutte sig sammen i Enhedslisten. Jeg var selv med som VS'er, men havde som 16-årig stiftet partiet Humanisterne og var derfor ret spændt på, hvad DHP nu var for en slags humanister. Deres orange programskrivelse indeholdt ikke rigtig noget, jeg kunne blive uenig i, men til sidst stødte jeg alligevel på en paragraf, som forekom mig underlig: Det Humanistiske Parti var, det skrev de, et ungdomsparti. Mennesker over 30 år var nemlig godt i vej og derfor ikke interesserede i at lave verden om, så de kunne ikke bruges til noget. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det alligevel var sjovt, at de så nøjagtigt kunne vide, at jeg nu kun havde 8 år tilbage som revolutionær.

Siden har jeg fundet ud af, at det er ikke kun er mennesker over 30, som angiveligt ikke er værd at lytte til.

For nylig interviewede Martin Krasnik i DR2s Deadline den norske læge Mads Gilbert om situationen i Gaza. Gilbert har sat livet på spil ved at arbejde på Al-Shifa hospitalet i Gaza City. Han har også offentligt kritiseret Israels krigsførelse i området. Derfor er Gilbert blevet en helt for mange på den skandinaviske venstrefløj. Krasnik er på sin side kendt som en dybdeborende udenrigspolitisk journalist, cand. scient.pol., med korrespondenterfaring fra Washington, London og Jerusalem. Han har også tilbragt en del af sin opvækst og ungdom i Israel, er ateist, men har gået i jødisk skole i København.

Krasniks interview virkede polemisk, intimiderende og postulerende. Men i den henseende ikke værre end så mange andre interview, jeg har set. En af de bemærkninger, jeg alligevel bed mærke i fra Krasniks side, var den med, at Gilbert engang har været medlem af den norske venstrefløjsbevægelse, Rød. Derfor, konkluderede Krasnik, ville intet menneske kunne tage Gilberts kritik af Israel alvorligt, hvis det ikke havde været for hans heltemodige humænitære indsats i Gaza.

Lad os nu for argumentets skyld antage, at Krasnik faktisk mente, hvad han sagde, og ikke blot forsøgte at provokere sit interviewoffer til at skærpe sin retorik, ja, så måtte det jo betyde, at venstreorientering gør ens politiske analyser utroværdige. Hvis politiske analyser kan man så tage alvorligt, højrefløjens? Nej, det ville Krasnik næppe heller mene. Men den politiske midtes, måske? For midten er vel det arkimediske punkt, den faste grund hvorfra sandheden kan løftes?

Nej, den forestilling om, at der findes en politisk position, som qua moderat er leveringsdygtig i særligt objektive eller neutrale analyser, er en vildfarelse. Midten er hverken mindre politisk eller mere nuanceret end yderfløjene. Midten er blot den position, hvorfra det er lettest at lave kompromisser med fløjene på skift, og det punkt er et historisk fænomen, som flytter sig betragteligt rundt i det ideologiske landskab. Under Marianne Jelved var Det Radikale Venstre socialliberale og politisk meget tæt på det dengang venstreorienterede SF. Under Margrethe Vestager fører de til gengæld en hadsk kampagne mod de arbejdsløse. Men selv hvis Den politiske midte altid repræsenterede de samme synspunkter, ville jo heller ikke dette midterpunkt være noget neutralt udgangspunkt for en analyse. Der findes ganske enkelt ikke neutral politik.

Er man da ikke neutral, hvis man kritiserer Israel og Hamas lige hårdt? Lad os vende den om: Er Hamas og Israel jævnbyrdige modstandere? Har de forvoldt lige megen død, og elendighed? Er den sag, de hver især kæmper for, lige retfærdig? Nej, ingen af delene er tilfældet. Israel er en besættelsesmagt og har både aktuelt og historisk forrettet langt større skade på det palæstinensiske folk, end Hamas har på israelerne. At fordele sol og vind lige i sin kritik af de kæmpende parter vil bestemt ikke være nogen neutral position. Det vil tværtimod være at befæste den militært overlegne besættelsesmagt.

Men hvad er så alternativet, hvis hverken den røde, den blå eller den lilla skjorte er nogen garanti for en politisk neutral analyse? Ja, alternativet er vel at kigge på kvaliteten i stedet for på skjortens farve. Journalistikken skal bedømmes på, hvor bred og dyb og en viden, journalisten har. På hvor ærligt og præcist, hun viderebringer sin viden, herunder dens mulige fejlkilder. Og på hvor troværdige, velunderbyggede og logisk konsistente hendes analyser af årsagssammenhænge er.

Både røde, blå og lilla journalister kan lave en politisk analyse af høj (eller lav) kvalitet.

En lille, men højtråbende del af den danske venstrefløj blev så ophidset over Krasniks sløje interview, at de skyndte sig at stikke samuraisværdet i egen bug af ren befippelse. Der blev fluks sendt myriader af klageskrivelser til Danmarks Radios ledelse, hvor Krasnik blev krævet fyret eller i det mindste taget af Mellemøststoffet.

Det er problematisk, blandt andet fordi Danmarks Radio skal have plads til selv at tilrettelægge sit stof (og ind imellem lave en fejl) uden at skulle frygte direkte politisk indblanding. Det er forudsætningen for at kunne genrejse den kritiske journalistik efter de tavse år under VCO-regimet.

Men det værste var dog nogle af de begrundelser, som blev taget i brug. Der blev nemlig ikke kun henvist til kvaliteten af Krasniks arbejde, men i høj grad også til journalistens Israel-venlige udgangspunkt. Man gentog altså Krasniks egen brøler med at bruge skjortens farve til at beklikke mandens analyser. På den måde fik man i en enkelt hæslig udånding kompromiteret den danske venstrefløjs hundredårige og besværlige arbejde for en fri presse uden politisk indblanding. Hvad skal venstrefløjen nu sige, næste gang Dansk Folkeparti vil have en rød journalist sat fra bestillingen?

Ikke nok med det. Krasniks personlige baggrund, hans hele væren, er blevet bragt frem som anstødssten. Her er et citat fra en af klagerne: "Problematikken er dog den skævhed der er i dækningen, og om de danske medier har valgt side.Det mener vi de har, specielt når flere af korrespondenterne, Steffen Jensen, Allan Sørensen, Hanne Foighel, Martin Krasnik med flere, enten er zionistiske, gift israelsk eller bosat og opvokset i Israel. Den danske journalist stand som dækker Palæstina består udelukkende af hebraisk talende journalister." Det er altså et problem, at Krasnik dækker Mellemøst-stoffet, fordi han har israelsk familie og taler hebraisk!

Jeg foragter denne tendens til at ville udelukke grupper af mennesker fra en offentlig debat på grund af deres identitetsmarkører, altså fx deres uddannelse, køn, politiske tilhørsforhold, klasse, alder, seksualitet, religion eller etnicitet.