Feminisme og puritanisme

Feminismen har gennem de seneste hundrede år haft mange forskellige hovedtemaer. Den har handlet om at sikre kvinderne politisk ligestilling, fx gennem kvindelig stemmeret, som mændene jo endelig tog sig sammen til at give kvinderne i 1915. Mange årtier senere kom den politiske ligestilling i stedet til at handle om adgang til eliten, altså om at få kvinder ind på politiske topposter. Nogle af partierne på venstrefløjen har i perioder praktiseret kønskvotering for at løse problemet med at få kvinderne ind i hovedbestyrelserne, ind på formandsposterne og ind i kommunalbestyrelserne. Det er lykkedes i nogen grad, men bedst i den symbolske absolutte top. De tre nuværende regeringspartier har alle kvindelige formænd, og regeringen har en historisk ligelig kønsrepræsentation, men i laget lige under denne symbolske top, altså i lokal- og hovedbestyrelser kniber det stadig, hvilket blandt andet hænger sammen med, at kvinder er mindre politisk aktive end mænd. Det har mange sociologer forsøgt at forklare, fx med at den politiske diskurs i sig selv skulle være maskulin og derfor tiltale kvinder mindre end mænd. Andre vil forklare det med, at kvinder har så travlt med arbejde og hjem, at de ikke kan få tid til at gå til møder. Den elitære feminisme vil jeg vende tilbage til senere.

Efter den kvindelige stemmeret kom feminismen dog først til at handle om at give kvinderne adgang til arbejdsmarkedet, herunder offentlige stillinger (på et tidspunkt også som præster og i sidste ende som biskopper; et fornøjeligt sideskud på kampen om ligestilling, men inden for et principielt autoritært og hierarkisk system). Kvinder ville have mulighed for at forsørge sig selv, så de ikke var afhængige af mænd. En del af denne kamp handlede også om at sikre ugifte kvinder ret til at få sig en lejlighed, sådan at de ikke blev nødt til at indgå proforma- eller fornuftsægteskaber for at få et sted at bo. Denne kamp for uafhængighed af mændene handlede efterhånden også om at gøre skilsmissen socialt acceptabel, gøre det muligt at få arbejde som enlig mor, hvilket rent praktisk også handlede om daginstitutionspladser. Så kom det til at handle om velfærdsstaten. Det handlede på den anden side også om ligestilling inden for parforholdet, altså om at få mændene hjem til kødgryderne.

Kravet om ligeløn for lige arbejde var måske ikke ligefrem systemoverskridende eller revolutionært, men var dog en del af samme projekt.

Dette projekt handlede om lighed mellem alle mennesker. Derfor var sloganet da også, at Kvindekamp er klassekamp! Det lyder som en slidt kliché i dag, men det var et fuldstændigt logisk udsagn. Kampen for kvindernes ligestilling hang sammen med udligning af de sociale skel mellem mennesker i det hele taget og med nedbrydning af de politiske hierarkier. Feminismen var i den forstand en naturlig del af den socialistiske kamp. Hvis alle mennesker er lige, er heller ikke kvinder undertrykte.

En udløber af kampen for uafhængighed af mændene blev den frie abort. Feminismen i 1960’erne handlede i høj grad om dette spørgsmål. Fri abort og gratis prævention. Det var en socialøkonomisk kamp om at kunne leve et erhvervsaktivt og udadvendt liv som (fx enlig) kvinde. Men det var også en kulturel, seksuel kamp, det kom også til at handle om kvinders ret til at have uægteskabelig sex, til at have sex for nydelsens skyld i det hele taget. Så kom kravet om orgasme, at kvinde havde samme krav på tilfredsstillelse som manden. Den del af kampen fortsatte længe efter lovliggørelsen af abort. Fri sex og fri kærlighed blev et vigtigt omdrejningspunkt for hippiebevægelsen og dens udløbere frem til starten af 1980’erne, og den dukker stadig op med jævne mellemrum. Også støttet af rigtig mange mænd. Det kan der være forskellige grunde til, hvor ikke alle er lige altruistiske.

I 1980’erne blev feminismen til dels et elitært og systembevarende projekt. Det kom til at handle om, hvordan kvinder kunne blive erhvervsledere. Kvinderne begyndte at danne erhvervslederloger og talte om at hjælpe hinanden frem, men inden for den klassedelte, hierarkiske og autoritære kapitalisme. Kampen for lighed blev nedtonet i takt med den generelle politiske højredrejning i samfundet (siden Anker Jørgensens regeringer har ingen dansk regering mindsket uligheden i Danmark). Nu ville kvinderne bare have deres del af kransekagens sukrede top.

Den mest højrøstede del af den moderne elitefeminisme (elitefeminisme er den ikke kun, fordi den fokuserer på at få flere kvinder ind i eliten, men også fordi den ikke er organiseret som en bred folkebevægelse, sådan som kampen for stemmeret og fri abort var det, men i stedet repræsenteres af enkeltstående, veluddannede elitekvinder) synes nu at handle om at få lov til at slippe for sex og fysisk berøring med mænd og samtidig sørge for at elitemændene heller ikke får sex med andre kvinder. Den første del af projektet handler om kriminalisering sexchikane og om en stadig udvidelse af begrebet om sexchikane, den anden del handler om at forbyde køb af prostitution. Forbudet mod prostitutionskøb er af mange grunde en dårlig ide. Det vender jeg tilbage til i en senere artikel. Anklagerne om sexchikane er et mere dunket felt.

Sexchikanesagerne handlede i begyndelsen om at løse et problem, som mange kvinder havde fået efter deres entré på arbejdsmarkedet. Cheferne var mænd, og sekretærerne var kvinder (for nu at tage den gamle, men retvisende kliché), og de magtfulde mænd kunne skalte og valte med kvindernes skæbne. De kunne fyre kvinderne og de kunne blackliste dem gennem deres erhvervslederloger, hvis kvinderne ikke gjorde, som cheferne forventede af dem. Ofte forventede cheferne, at deres kvindelige ansatte havde sex med dem efter arbejdstid. Som optakt til disse for kvindernes vedkommende ufrivillige forhold gik de mandlige chefer og tog sekretærerne på røven, stak ordresedler ned mellem brysterne på dem. Sådan noget. Der var ingen særlig grund til at være raffineret i sit kurmageri yderligere, for magtforholdet mellem chef og sekretær var så indiskutabelt, at kvinderne var nødt til at føje cheferne, hvis de ville beholde deres stilling og den frihed, som det gav dem at have en egen indkomst.

Verden er kompleks, og naturligvis var (og er) der også kvinder, som selv initierede sådanne forbindelser med cheferne. Det kunne jo være en lukrativ forbindelse. Det kunne falde dyre gaver af, eller rejser, som lønarbejder manden derhjemme ikke havde råd til at købe. Men det er en anden sag.

I 1970’erne begyndte man så småt at snakke om denne grove seksuelle udnyttelse af kvindernes økonomiske underlegenhed. Man kaldte det sexchikane, når en chef (eller en kollega) vedblivende kom med utvetydige seksuelle tilnærmelser, selvom tilnærmelserne ikke blev positivt modtaget. Dansk Folkepartis åndelige fædre i poporkestret Shu-bi-dua lavede i 1980’erne en sarkastisk sang under titlen Vi finder os ikke i sexchikane. Pointen i teksten var, at sexchikane-anklagerne var noget hysterisk pjat. Men det var de ikke. De handlede om et reelt problem.

Hvad elitefeministerne måske glemte, var, at det ikke var et kønsspecifikt problem, men et socialt. Dette blev helt tydeligt, efterhånden som de samme elitefeminister begyndte at få held med at sikre kvinderne flere ledende stillinger i erhvervslivet. Pludselig dukkede der sager op, hvor mandlige underordnede klagede over sexchikane fra kvindelige chefers side. Disse mænd blev (og bliver) latterliggjort. Mænd kunne da ikke være seksuelle ofre for kvinder. Men det kan de. Det kan de, hvis kvinden har den sociale eller økonomiske magt over manden. Disse, ganske vist mere sjældne (mændene er bange for latterliggørelse, hvis de klager), sager viste præcis, at det handler om magt. Har man den samfundsmæssige/økonomiske magt, får man nemt den private/seksuelle. Kvinder er ikke mere etiske erhvervsledere end mænd. Forestillingen om, at verden ville være bedre, hvis kvinder bestemte, er absurd. Når kvinder får topposter i erhvervslivet eller den offentlige administration, opfører de sig, nøjagtigt som mænd gør. Og gjorde de ikke det, ville de aldrig få disse topposter. Det er magthierarkiets logik.

Derfor er løsningen på problemet med sexchikane ikke at sikre kvinder flere topposter. Løsningen er at nedbryde hierarkierne mellem mennesker.

Den seneste formulering af krigen mod sexchikane vil jeg lade repræsentere af et udsagn fra en af mine gode venner, som er venstreorienteret socialdemokratisk elitefeminist. Hun skar helt principielt ind til benet og skrev, at ingen mand skulle røre ved hendes krop uden at have fået tilladelse til det først. Og at mænd, som rørte ved kvinders kroppe uden forudgående tilladelse var ynkelige, klamme krænkere.

Dertil må man jo for det første sige, at hun er i sin gode ret til ikke at acceptere ikke-godkendt kropsberøring fra mænd. Det må hun jo selv om.

For det andet må man sige, at så kan det vist ikke siges mere radikalt, med mindre man samtidig vil stille krav om hårde straffe til disse mænd, håndsafhugning ved første berøring, kastrering ved den næste. Og disse mænd er alle mænd. Der findes næppe en hetero- eller biseksuel mand, som aldrig har rørt en kvindekrop uden forudgående tilladelse. Uden sådanne afprøvende tilnærmelser var det næppe muligt at videreføre menneskeslægten. Jo, hvis alle partnere blev bestilt pr. postordre, hvis alle seksuelle forbindelse blev indgået via kontrakt. Det er et ekstremt udslag af den nypuritanisme, som elitefeminismen (altså af den feminisme, som ikke forstår, at kønskampen for at lykkes også skal være en social kamp mod den samfundsmæssige ulighed) er strandet i.

Masser af kvinder har rørt min krop uden forudgående tilladelse. Hundredvis, vil jeg tro. Mange af dem uvelkomment, mange helt ubemærket, og mange andre igen mange andre velkomment. Heldigvis. De fleste har opgivet ævred, når de har mærket, at der ikke var bid. Nogle er jeg efterfølgende blevet forelsket i og måske ligefrem kærester med. Nogle kvinder har jeg skullet arbejde hårdt for at ryste af mig. Jeg husker en af Meretes veninder (Merete var en ung kvinde fra mit bofællesskab for vældig mange år siden), som var på fødselsdagsbesøg i huset. Hun prøvede at flirte med mig og snakke sig ind på mig gennem hele Meretes lagkagefest, og jeg snakkede venligt med. Jeg havde ingen grund til andet, hun var både sympatisk og interessant at snakke med, og jeg har aldrig haft for vane at sortere mine samtalepartnere efter hvem, jeg havde lyst til at gå i seng med. Men jeg holdt mig hele tiden på tilpas stor fysisk afstand til, at hun måtte kunne mærke, at jeg ikke havde andre intentioner med hende end munter samtale. Så skulle vi alle sammen på diskotek, og kvinden ville danse. Vi dansede, jeg brød hver gang af efter to danse for ikke at give hende nogen illusioner, men hun blev ved. Hun klæbede til mig. Og i takt med, at hun blev fuldere og fuldere, blev hun også mere og mere modig. Det endte med, at hun stod og trak min nakke nedad med et fast greb med den ene arm, mens hun pressede sin tunge ind i mit øre. Det fandt jeg egentlig hverken særlig charmerende eller behageligt, men det lykkedes mig da til sidst at få hende bugseret væk fra min krop uden at gøre en stor og for hende ydmygende scene ud af det. Til sidst fattede hun selvfølgelig, at der ikke var noget at hente.

Når jeg siden mødte hende, kunne hun grine ad episoden. Hun vidste godt selv, at hun var gået lidt over gevind i sin yndige brandert, og det gentog sig aldrig. Når jeg også kunne grine ad det, var det vel, fordi vores indbyrdes forhold var lige. Var det et charmerende kurmageri? Næ. Var det sexchikane? Nej, det var det heller ikke. Hun var ikke min chef og havde ingen magt til at trumfe sin liderlige vilje igennem. Det var omkostningsfrit for mig at afvise hende. Jeg kunne bare vriste mig fri og gå min vej.

Har jeg nogensinde oplevet insisterende og uprovokerede seksuelle tilnærmelser fra kvindelige (eller mandlige) chefer? Tja, hvis jeg svarede ja til spørgsmålet, ville det jo være en kriminel anklage.

Andre gange er det faldet anderledes ud. Enkelte af de mere insisterende kvinder har jeg ladet mig overtale til at gå i seng med, selvom jeg i udgangspunktet ikke ville. Jeg husker fx en af min studiekammerat Marias veninder, som under en udendørs koncert i Odense i over en time blev ved med at gribe mig om testiklerne. Uden på bukserne, ganske vist, men i det lange løb alligevel effektfuldt nok. Så fik vi begge sex, men heller ikke andet, fordi sympatien ikke var dyb nok. Sex er ikke et tempel af renhed. Indimellem er det bare sex for dens egen skyld. Og det er ok.

Så er der alt det, som man ikke rigtig ved, hvad er. En kvinde fra et af de kollektiver, jeg har boet i, havde for vane at gribe mig i numsen, fx når jeg stod og vaskede op. Jeg opfattede det som en hyggelig, venskabelig gestus, og jeg havde absolut intet imod det. Faktisk vil jeg sige, at jeg følte mig værdsat, når hun greb i flæsket. Og jeg tænkte det aldrig som en opfordring til sex (selvom pirringen var umiskendelig), og det er jeg temmelig sikker på, at hun heller ikke gjorde. Havde det været anderledes, hvis det var mig, der havde været fremme med hånden og ikke hende? Anderledes, fordi jeg var manden? Vi boede i et velfungerende kollektiv, hvor mændene efter min bedste vurdering ikke havde mere magt end kvinderne, så hvis vi skal tro på ligestilling mellem kønnene, er vi vel nødt til at svare nej til det spørgsmål. Nej, det havde ikke været anderledes, hvis det havde været mig, som uden at spørge først havde klemt om hendes baller.

Men havde det været anderledes, hvis jeg havde tage min veninde på numsen som en afprøvende manøvre for at finde ud af, om hun ville flirte med mig eller gå i seng med mig? Ja, det havde da været anderledes, men havde det været en ynkelig, klam krænkelse? Sexchikane? Nej, bestemt ikke! Folk afprøver jo hele tiden hinanden for at få bekræftet eller udviklet en seksuel relation. Det er man nødt til, hvis man ikke vil leve som munk. Uden at have ført regnskab med det vil jeg tror, at jeg i mine yngre år har taget dusinvis af kvinder på måsen, for det meste absolut med seksuelle hensigter, som oftest oven i købet uden at have spurgt om lov først, ind imellem endda uden at flirtet ret meget først.

Man kan gøre det mere eller mindre elegant, men vejen frem mod sex mellem to fremmede må altid gå gennem et ukendt land, gennem den grænseoverskridende gestus, det modige udkast, en dunlet berøring af en overarm, et overrumplende kys. Det går ikke uden. Opgaven består så i at tolke resultaterne af disse modige udkast, og for det meste at respektere en afvisning, hvor diskret og ikke-ydmygende den end måtte være serveret. Det er jo noget, unge mennesker skal lære, kvinder som mænd.

At udgrænse alle kropsberøringer, der ikke på forhånd er godkendt, som klamme overgreb, er en voldsom reduktion af vores liv sammen som mennesker, ikke kun som seksuelle væsner, men også som (fx nye) venner. Det kan gælde som et privat udsagn, der kan oversættes til: Jeg kan ikke lide, når (andre) mænd (end min mand) rører ved min krop! Men det er ikke et politisk udsagn, altså et udsagn af samfundsmæssigt normgivende værdi. Det er en puritanisme, som naturligvis er legitim, men som i hvert fald intet har at gøre med kvindekamp eller ligestilling.

Meningen med livet

Hvad er meningen med livet? Det har fjernsynet givet en yngre dansk forfatter i opdrag at spørge forskellige kulturelle og/eller intellektuelle halvkendisser om. Jeg har ikke haft lejlighed til at se flere end et enkelt af programmerne. Men det var så også det, jeg under alle omstændigheder ville have valgt, nemlig det, hvor gæsten var en dygtig filosof. Jeg ved ikke, hvad aftalen med gæsten er, konceptet for samtalen, kunne man sige, men noget kunne tyde på, at han ikke havde fået lov at forberede sig hjemmefra, tænke over sine svar. I hvert fald forløb det sådan, at de to mænd i mangel på noget at sige valgte at bruge programmet på at konkurrere om, hvem der var bedst til at sparke straffespark på Brøndby IF’s stadion. Så kunne dunkle fodboldmetaforer måske løse knuden op? Det kunne de imidlertid ikke.

En anden mulighed havde været at tænke over spørgsmålets natur.

For eksempel: Hvad forudsætter man, når man spørger, hvad meningen med livet er? For det første kan man jo konstatere, at begge navneord i spørgsmålet står i bestemt form. Det er meningen, og det er livet. Den bestemte form angiver jo, at der kun er (tale om) en mening og et liv. Da vi nu er ufatteligt mange milliarder levende organismer samlet på kloden, burde det vel give anledning til at overveje disse bestemtheder; for nu at starte bagfra:

Hvad er det for et liv, der er tale om?

Man kan måske afgrænse det lidt ved at antage, at vi taler om menneskeliv. Hvorfor? Fordi spørgsmålet plejer at blive forstået sådan. Og hvad betyder det så, at vi vælger at fokusere på os selv som art, altså at interessere os for vores artsspecifikke liv? Ja, det betyder vel, at det, vi spørger til, netop er noget, som gør sig gældende for mennesker og ikke for eksempelvis dyr og planter.

Hvorfor taler vi om livet, altså kun et liv, når vi nu er over seks milliarder mennesker? Det gør vi, fordi vi interesserer os for livet i almindelighed. Ikke mit liv eller dit, men menneskelivet som sådan. Og altså menneskelivet til forskel fra fx dyre- eller plantelivet. Det kan vi godt håndtere. Vi er vant til at tale om menneskelivet i almindelighed. Vi ved en masse om det, fx at det er mere velafgrænset end de fleste planteliv. Mennesker bevarer en form for identitet gennem livet, mens planter knopskyder, deler sig i flere, skæres ned eller vælter i stormen og vokser op igen i en helt ny form. Mennesker forbliver i en vis forstand de samme livet igennem, selvom alle molekyler i kroppen er skiftet ud, når der er gået ti år. Denne identitet har menneskelivet til fælles med de fleste dyreliv. Men samtidig er menneskelivet længere end de fleste dyreliv, og det er kvalitativt anderledes, fordi vi aktivt og bevidst omskaber vores livsbetingelser langt mere omfattende end de fleste dyr gør. Vi tilpasser os ikke omgivelserne, men tilpasser omgivelserne til os. Det gør fx myrer også og måske, set i forhold til deres størrelse, lige så udpræget, som vi mennesker gør. Men vi antager, at mens vi mennesker til en vis grad gør dette bevidst og viljesstyret, gøre myrerne det instinktivt, altså uden at tænke videre over det. Det er naturligvis kun noget, vi gætter os til. Vi vil aldrig kunne vide det. Dels fordi tanker er principielt private, dels fordi vi ikke deler sprog med myrerne. Faktisk antager vi almindeligvis, at de intet sprog har. De kan ikke fortælle os om deres tanker.

Menneskelivet er langt, til dels bevidst styret, aktivt omverdensomskabende og typisk præget af personlig identitet fra start til slut.

Hvad er så meningen med dette liv? Hvordan kan der være en fælles mening for så mange mennesker? Det kan der, hvis der er en instans uden for mennesket selv og hævet over menneskeheden, som har skabt denne livsform med et bestemt formål. Det kan der, hvis Gud har skabt mennesket, fx for at det kan elske og tilbede Gud gennem sine tanker og gerninger.

I den forstand er spørgsmålet om meningen med livet et religiøst spørgsmål. Når man spørger så overordnet og generelt, forudsætter man altså allerede noget om svarets karakter, nemlig at man vil have et religiøst svar. Nogen eller noget skal jo være bærer af denne mening, og det må nødvendigvis være en instans, som er hævet over det partikulære menneskeliv. Gud kan, det må man medgive, så til gengæld have alle mulige skikkelser. Gud kan fx være historien. Forestillingen om, at der er et mål med historien, at den har et givet start- og slutpunkt, som er defineret ’på forhold’ eller under ’evighedens synsvinkel’, er en religiøs synsvinkel og i den forstand autoritær. Den forudsætter en sandhed og mening, som er hævet over de konkrete enkeltindivider.

Hvordan kommer man så ud over denne religiøse og autoritære udformning af spørgsmålet om mening, hvis man ikke vil den vej? Nå ja, man kan jo lade være med at stille det. Vi klarer os fint uden, vil jeg tro. Eller man kan spørge på en måde, der ikke forudsætter en ophøjet instans, som har taget stilling til vores liv.

Man kan spørge partikulært: Hvordan vil jeg leve mit liv? Hvad vil jeg opnå i eller med mit liv? Hvordan bliver jeg lykkelig?

Eller man kan spørge generelt, men etisk eller funktionelt. Etisk: Hvad er et godt liv? Funktionelt: Hvordan bliver man lykkelig?

Hvis det etiske spørgsmål ikke skal ende i den samme religiøse gyde som spørgsmålet om livets mening, er man nødt til at vedtage et såkaldt etisk aksiom, altså et indiskutabelt gode, som man ikke begrunder yderligere, men blot bliver enig med sig selv (eller mere demokratisk: med flertallet) om at anse for ubetinget godt. Det kan fx være negativt defineret som fravær af smerte, eller positivt som udfoldelse af artsvæsnets potentiale, social og individuel selvrealisering. Når man har valgt sådan et værdiaksiom, kan man bygge en etik op ved at gennemtænke, hvordan man skal leve livet eller indrette samfundet for at få mest muligt af dette gode. Et pragteksempel på sådan et tankeeksperiment er den nyligt afdøde danske filosof Eric Klawonns empatibaserede etik.

Det funktionelle spørgsmål kan man analysere på flere måder. Man kan fx starte med at definere lykke. Det har jeg hørt mange forskellige bud på gennem livet. En anden tænksom tidligere Odense-filosof, den venstreorienterede Jørgen Døør, foreslog, at lykke var sprogligt og betydningsmæssigt afledt af at lykkes. Lykkelig bliver man altså, hvis man lykkes. Lykkes med sine vigtigste livsprojekter, fx. Andre, blandt andre en af liberalismens fædre, har foreslået, at lykke er hvile. Andre igen, hedonisterne, definerer lykke som lystudfoldelse, et orgie af liv. Uanset hvilket af disse bud, man vælger, giver de sig ud for at være generelle svar på spørgsmålet om lykke, men man kan mistænke dem for hver især kun at være svar på det partikulære spørgsmål: Hvordan bliver jeg lykkelig? Og så har socialisten, liberalisten og hedonisten ekstrapoleret hver sin individuelle forestilling om det lykkelige liv til at gælde generelt. Og det er vel i orden, i samme forstand, som det er i orden, at Peter Plys giver Grislingen honning i fødselsdagsgave, for det ved han jo er godt. Men bedre havde det måske været, hvis han havde tænkt over, hvad Grislingen selv kan lide.

Men er der så ikke noget, som er godt eller sandt for alle mennesker og ikke kun for Peter Plys eller dig eller mig? På en bestemt måde nej, for vi har hver vores målsætninger. Man kan ikke gå ud fra, at alle ønsker at leve et langt, sundt og smertefrit liv, fx. Eller at alle ønsker at indløse sit menneskelige potentiale, og hvem befinder sig i en position, hvorfra det er muligt at definere, at det ene er bedre end det andet?

Men i praksis er vi nødt til at tage generelt stilling til livet og dets udfoldelse. Vi er nødt til at have fælles regler for adfærd, en samfundspagt, hvis vi vil have et samfund. Alternativet er en rendyrket hedonistisk anarkisme, en (rov)dyrisk tilværelse. Det er der naturligvis mennesker, som ønsker sig, men der er uden tvivl flere, som ikke gør, og de/vi er derfor nødt til sammen at definere, hvad det gode liv er. Som minimum må vi definere en tilstrækkelig tryghedstilstand en hverdagsagtig våbenhvile. Det har man gjort i alle samfund. Den udvidede model kunne læne sig op ad de forskellige forsøg på at give en generel definition på lykke. Det vil jeg selv være villig til at se på. Ja, det er faktisk noget, jeg har arbejdet med så længe, jeg husker.

Men til gengæld er vi ikke nødt til at have et svar på, hvad meningen med livet er. Det spørgsmål kan vi roligt lade præsterne have for sig selv.

Behovet for fortælling

Det er et fundamentalt menneskeligt behov at fortælle historier og at høre fortællinger, et eksistentiale. Der findes ikke menneskelige samfund, hvor man ikke tager vare på dette behov med samme alvor og respekt, som når det gælder de lige så fundamentale behov for at synge, elske eller høre til et fællesskab. Man kan måske ligefrem sige, at behovet for at høre og fortælle historier er intimt forbundet med behovet for at blive menneske, udvikle og udfolde sit menneskelige væsen i et fællesskab, fordi disse historier repræsenterer eksempler på menneskelighed, som vi kan måle os med og spejle os i, få blik for andre eksistensmuligheder, gode, dårlige og alt det grå ind imellem, for at fremkalde kvalmen, det enorme, det skvulpende, vægtløse, ubundne, få vores verden til at mærkes svimlende stor, langt større, end vores forældres og venners eksempler alene kan; lade os famle os frem i det fremmede.

En verden uden fortællinger er en umenneskelig verden, et fængsel.

Litteraturen kan indløse vores behov for at synge. Det gør den i lyrikken. Den forløser en følelse, som allerede er i os; vi elsker sangen, når vi genkender den, selvom vi aldrig har hørt den før, når vi overraskes af os selv. Sådan er det også med lyrikken. Så føler vi os set, hørt, forstået, elsket og tilgivet.

Konceptlitteraturen kan sætte en tanke i gang; det er en filosofisk genre, på linje med sciencefiction-litteraturen. De er ens i den forstand, at de bygger på en ide og har som mål at illustrere den, få den til at fremstå chokerende klart. Ofte er det en ide af institutionskritisk karakter, man afslører noget, der ellers tages for givet; nu ser vi det som uhensigtsmæssigt, for eksempel et tilsløret magtforhold.

Indimellem lykkes det at skrive alle disse tre former for litteratur (fortællingen, lyrikken og konceptet) i samme værk, ja i samme sætning, men blot en af delene lykkes, har man bidraget til at menneskeliggøre verden. Alle tre former er gamle, og alle tre knytter an til væsentlige menneskelige behov. I den forstand er de alle umistelige. Ingen af dem vil nogensinde gå ud af brug. Måder at skrive dem på kan forældes, men behovet kan ikke.

Gul

Min yndlingsfarve var gul. Det var flovt at sige det til nogen, ikke fordi der var noget i vejen med gul som sådan, tværtimod, men det var for nemt bare at tage den bedste farve. Det var som at svare Pelé, når nogen spurgte om min yndlingsfodboldspiller. Ikke fordi man behøvede at gøre sig interessant ved vælge en fuldstændig ukendt, men man kunne da i det mindste vælge Günter Netzer eller Dennis Law. Men jeg kunne bare bedst lide gul, og det var der ikke noget at gøre ved. Jeg husker en matrostrøje. Den var ligesom Anders Ands, bare gul. Især husker jeg, at den holdt så kort, som om jeg kun havde den på fem gange, før den blev smidt ud, og at jeg aldrig fik en anden. Var den slidt, flænset? Nej, det var, fordi jeg havde valgt den gule, tænkte jeg, som en straf.

Striden

På Promenaden (litteratur-blog) skriver Pablo Llambías om sit syn på striden om Mustafas kiosk. Her er mit svar til ham:

Selvfølgelig findes den position, Pablo, som du gerne vil abonnere på, altså den “ikke-rascismeanklagende, men alligevel lidt irriterede over, at Mustafa endnu engang skal repræsentere hele aresenalet af stereotyper om en tyrk på Nørrrebro og ikke blot sig selv-positionen”. Og den kaster dig, set fra mit altanvindue, ikke ind i helvedes forgård. Overhovedet ikke. Når positionen ikke får særligt meget plads i den aktuelle diskussion, er det vel, fordi der hinsidan er spillet ud med en anderledes offensiv position, altså “den indiskutabelt racismeanklagende og censurerende position”, og svaret på denne position, eller på dens påstand, bliver naturligvis meget let enten: “Jeg er enig med de rascisme-anklagende svenskere-positionen” eller “De må have slugt snusen-positionen”. Endelig kan der jo også tænkes en “semiracistisk fisken i rørt vande-position”. Den har jeg dog ikke set repræsenteret blandt mine (typisk også ret antiracistiske) Facebook-venner, og de er nu engang min adgang til den danske offentlighed for tiden. I den ophidsede situation vil din lettere irriterede mellemposition være lidt længere om at trænge igennem, simpelthen fordi lettere irritation har en langsommere flugt gennem luften end vrede.

Din irritation over at blive mødt med irrelevante forventninger, fx til en oplæsning, på grund af dit spanskklingende navn kan jeg godt nikke genkendende til. Jeg har jo også tidligere ynket mig over, at en anmelder af min debutroman i sin tid skrev, at han umuligt kunne have nogen forventninger til en forfatter med så ‘leverpostejfarvet’ et navn som mit, faktisk i den grad at han nærmest ikke havde gidet læse bogen, fordi jeg hedder Jens Peter Kaj Jensen. For ham kom jeg til at repræsentere det i hans optik kedsommelige ved en gennemsnitlig dansk mand. Heldigvis læste han så bogen alligevel, fordi han fik penge for det.

Men kan disse to erfaringer egentlig uden videre overføres til den svensk/danske diskussion? Det er jeg altså ikke sikker på. For det første er Mustafa ikke en virkelig person med virkelige følelser og med en virkelig historie, som i bogen bliver ignoreret, men en karrikatur i en humoristisk børnebog. Og hvis man faktisk læser bogen, som jeg har gjort mange gange, skal man være både blind og døv for ikke at opdage, at den skaldede, laskefede, bajerdrikkende leverpostejdansker, som er fremstillet i samme bog, bestemt hverken er beskrevet mere smigrende eller mindre klichéfyldt. Alle personerne er karrikaturer, som spiller på stereotyper, kærligt og solidarisk beskrevne stereotyper, men stereotyper. Jamen, er det faktisk ikke, om ikke et grundvilkår for humor? Måske ikke, men så i hvert fald den oftest anvendte modus. Der bliver hele tiden produceret og reproduceret stereotyper, som vi hver især vil kunne opfattes som repræsentanter for. Det tror jeg faktisk, man er nødt til at have røv nok i bukserne til at kunne klare. Og så må man selv lege med sin egen stereotypi, træde ud af den og vise sig som et rigtigt menneske med en virkelig historie. I det øjeblik, at dette virkelige menneske eller dets unikke historie bliver afvist eller reduceret under henvisning til fordommene, står vi over for et virkeligt problem, som ikke kan besvares med svag irritation, men kalder på vrede.

Da jeg var 33

Lars Hutters har i et Facebook-kædebrev opfordret mig til at skrive om dengang, jeg var 33 år gammel. Det har jeg så gjort:

Ude i verden beordrer Clinton luftangreb på Irak, UNSCOM trækker alle våbeninspektører hjem og euroen bliver etableret; det har ikke noget med hinanden at gøre. Naomi Klein sidder i Canada og skriver NoLogo, som forlaget Klim siden kommer til at udgive på dansk og Hugo Chavez bliver præsident i Venezuela. Alle frygter År 2000-problemet, at alle digitale komponenter i dittenogdatten vil gå amok, fordi de ikke er lavet til at kunne skifte år fra 19 til 20, det taler vi meget mere om end krigen i Kosovo. Peter Schmeichel vinder Champions League, det er det år. Endnu en Kennedy får en dramatisk død, Jordans Kong Hussein dør til gengæld af kræft, men Lance Armstrong, som lægerne kun havde givet 5% chance for at overleve en aggressiv og fremskreden kræftsygdom, vinder meget overraskende Tour de France, selvom alle hans konkurrenter er dopede og verdens befolkningstal runder 6.000.000.000.

Da jeg var 33, flyttede jeg fra min kæreste. Det begyndte at ligne et mønster. Jeg kunne ikke blive enig med nogen kvinde om, hvordan vi skulle leve. "En dag siger jeg mit job op og skriver en roman", sagde jeg. "Du har ikke noget job", sagde hun. Jeg var et par år forinden blevet færdig med mit filosofispeciale, som jeg nu sad og skrev om til en tyk bog. Så meget filosofi havde jeg hverken læst eller skrevet, mens jeg faktisk studerede filosofi. Jeg brugte tre intense år på den bog. Den handlede om fremmedgørelse og om, hvordan man kunne forestille sig at løse dette fundamentale menneskelige problem. Jeg havde løsarbejde som postpakker på TV 2 i Odense og ville hellere blive boende i den billige lejlighed i Godthåbsgade og så have tid til at gøre min filosofibog færdig end at have et hus på Nordfyn, og finde et fuldtidsjob. Men flytte skulle jeg, så jeg flyttede ind i Mester Eriks lejlighed. Han bryggede vist stadig mjød dengang. Det holdt 17% og smagte som sherry. Lejligheden stod tom på hverdage, hvor han var ude af byen for at arbejde. Så sad jeg der bag de nedrullede og nørdede med Marx, Bergson, Bloch, Gorz og Aristoteles, eller naboerne, Benni og Trine kiggede forbi. De var lige blevet kærester igen, og Benni var virkelig ved at få greb om guitaren. Jeg kan ikke huske, hvor jeg tog hen i weekenderne. Måske til Huset i Absalonsgade, som var ved at gå i opløsning, ikke selve huset, naturligvis, men Huset. Måske tog jeg til mine forældre i Middelfart. Et par måneder efter købte jeg alligevel en lejlighed på Skibhusvej, hvor jeg tilbragte i mit sidste år i Odense. Det var før boligkrisen. Nu falder priserne snart, sagde alle, de kan ikke blive ved med at gå op, men jeg tjente 80.000 kr. på at eje den skide toværelses i to år. Mange tjente ligefrem mere på at bo end på at arbejde. Her så jeg Brødrene Olsen vinde med 'Smuk som et stjerneskud' i Sverige. Da jeg havde set og hørt dem synge, var jeg ikke i tvivl om, at de ville vinde, og jeg kunne ikke engang lide melodien. Jeg så Bjarne Riis' cykelrytterkarriere rinde ud med en 11. plads i Tour de France.

Der var stadig filosofisk fodbold på B1913's baner hver fredag med Kagge, Jesper Hald, Joachim, Simse, Sørensen, Thomassen, Nico, Frank og Ulf var vist også med på det tidspunkt. Det var der, vi blev til mennesker.

På min 33-års fødselsdag var jeg i skole igen. Jeg tog en lille efteruddannelse som kommunikationsmedarbejder. En af de andre studerende var forfatteren Thøger Jensen, der havde gået på Forfatterskolen, som jeg ellers intet havde hørt om, men seks-syv år senere besluttede mig for selv at søge ind på. Thøger havde lige debuteret med den vældigt gode I vores familie kan vi ikke lide ubåde, som på omslaget hævder at rumme 40 noveller, men der er kun 39, og den længste er på halvanden side. Sammen med det finurligt erfarede hverdagsliv, som de små tekster fremviser, gav den pudsige overdrivelse på omslaget mig på den særeste vis lyst til at læse ny dansk litteratur igen efter flere års pause. Det var efteråret 1998.

Samtidig vurderede Filosofisk institut i Odense min endnu ufærdige filosofibog til at være kvalificeret som Ph.D.-afhandling, men jeg skulle deltage i nogle Ph.D.-seminarer og have noget undervisningserfaring, før jeg kunne få lov at forsvare afhandlingen. Professor David Favrholdt mente (helt uforståeligt), at jeg kunne få nogle fag, som jeg havde taget på samfundsfag i Århus, godskrevet som Ph.D.-seminarer, og i  foråret 1999 underviste jeg så et idehistorikerhold på Århus Universitet i 'Den unge Marx'. Så skulle den egentlig være der. Jeg ved ikke, hvor mange af de meget talentfulde studerende, der tog varigt skade, men en af dem meldte sig i hvert fald siden ind i Enhedslisten, en anden i SF. Det er aldrig blevet rigtig godt igen.

Noget Ph.D.-forsvar blev der imidlertid aldrig. Jeg var nervøs for selve forsvarshandlingen. Jeg vidste, at en blot nogenlunde kold og kløgtig opponent ville kunne finde aspekter ved et af de behandlede problemer, som jeg ikke havde tænkt tilstrækkeligt over, eller i hvert fald ikke kunne gøre rede for litteraturen omkring. Mit projekt var for ambitiøst. Jeg havde spredt mig over for meget.

Derfor var det i virkeligheden en lettelse for mig, det ved jeg nu, at jeg snublede over en god grund til ikke at forsvare afhandlingen og iklæde mig titlen. Pludselig lykkedes det mig nemlig efter flere års forgæves forsøg at få fast arbejde på forlaget Klim i Århus. Her skulle jeg redigere filosofi-, pædagogik- og debatbøger, og den mulighed for at arbejde et sted, hvor jeg kunne kombinere mine filosofiske og politiske interesser, og måske endda de litterære, fristede mig langt mere end en Ph.D.-titel. Hvad skulle jeg med sådan en titel, når jeg allerede havde fundet mit drømmearbejde? Klim var på det tidspunkt stadig et forlag med en tydelig antiautoritær og socialistisk udgivelsespraksis, og det var både kollektivt ejet og ledet, og man kunne få lov at have fingrene i alle dele af arbejdet med bøgerne, følge en bog fra projekt til restoplagsmakulering. Det var en romantisk drøm for mig. En drøm, som naturligvis kun var blevet stærkere af den intense nørden rundt med fremmedgørelsesproblematikken.

At aflægge sig sine dygtigheder

I efteråret havde Forfatterskolen 25 års jubilæum. I den forbindelse udgav skolen en bog under titlen FS25. Den er fuld af gode essays, som tidligere elever, lærere og andre interessenter har skrevet om deres mellemværende med Forfatterskolen. Køb den og læs den. Her er mit eget bidrag til jubilæumsskriftet:

At aflægge sig sine dygtigheder

På Plaza Mayor sidder karikaturtegnerne på en lang række. De sidder der, hvor skellet mellem sol og skygge går, når klokken bliver tre. Det er siestatid, og det er der, de fleste potentielle kunder kommer. Så skal solen falde ind på de farverige lærreder, de udstillede, færdige billeder, så deres genskin trækker kunder til, men modellerne skal sidde i skygge. Hvis modellen sidder i solen, kaster næsen alt for kraftig skygge, skyggerne dominerer, og også reflekserne bliver for stærke.

En dygtig karikaturtegner har måske 100 forskellige næser i sin færdighedskasse. Det er et gæt. Han har også 100 munde, 50 frisurer, måske 30 sæt øjne, 20 hager og 10 pander, som han kan tegne til perfektion hver eneste gang, og som i kombination med de 20 forskellige sæt ører altid kan få et portræt til at ligne ganske godt. Det er en leg med typer, overdrevne typer, hvis det er karikaturer, men ellers i de realistiske, omend let forskønnede, proportioner, der er ikke meget vanskeligere at lave.

Det bliver for svært at holde fast i sine dygtigheder, hvis solen skinner direkte ind i ansigtet på modellen og kaster skygger og reflekser, som ikke ligger i færdighedskassen, fordi ingen virkelig næse i et virkeligt lys er en perfekt repræsentation af sin type, det ville kræve alt for mange typer, men skygger og reflekser, som ikke desto mindre vil dominere malerens synsindtryk. Det gælder om at reducere det vilkårlige, det atypiske og uforudseelige, det svimlende genskin og de chokerende skygger, hvis man skal male på baggrund af sådan en færdighedskasse, og det skal man, hvis man vil leve af at male portrætter på Plaza Mayor, i Hyde Park eller på Strøget.

Hvis man derimod vil være en billedkunstner, som fortæller overraskende sandheder om det sete, gælder det om i stedet at lukke færdighedskassen.

Det samme gælder forfattere, og Forfatterskolen har vist sig særlig god til hjælpe med at smække låget i.

Litteraturens særlige opgave er at give ord til det, som ellers bedst beskrives af musikken. Hvad, der bedst beskrives af musikken, er svimmelhed. Alt hvad der sker med os, når vi ikke er svimle, beskrives bedre af filosofien, psykologien eller sociologien. Hvad angår indhold, er musikken litteraturens nærmeste slægtning, og beskrivelsen af svimmelhed er dens væsentligste opgave.

Det svimle er det svært at blive dygtig til, det er svært at lære sig på rygraden. Når man skriver svimmelt, er svært at finde noget i færdighedskassen, der passer.

Skolens tekstlæsninger hjælper os til at kvitte forudskikkelsen af, hvad man kan forventes at sanse i en given situation, de hjælper os med at turde være svimle og inkompetente, med at turde aflægge os den dygtighed, som går hånd i hånd med kunstnerisk dovenhed.

En sådan dygtighed er evnen til at skrive formfuldendt i lange, semantisk og grammatisk korrekte strukturer, hvor sætning følger sætning i en nærmest ustandselig flod af nødvendighed. Nogle af os havde lært os dette gennem et allerede langt liv. Fire ud af de seks elever på min årgang havde taget eller var i gang med en akademisk uddannelse. Selv var jeg oven i købet 39 år gammel, da jeg startede på skolen, og havde arbejdet som forlagsredaktør i årevis. Jeg kunne skrive pænt, skriver jeg da ikke pænt? og runde af, og så skal man strides med sig selv for at lade være med det. For at give plads til det overraskende sande, det abrupte, det temposkiftende.

Dygtigheden tager nemt skikkelse af en rigid lille satan af en censor, som allerede under den indledende skriveproces sorterer det fjollede fra, det forkerte, dasker det grimme over fingrene. Sådan en censor kan hjælpe os til at skrive pænt, rigtigt og interessant, klogt, kunne man sige, af fokusere på væsentlige problemer i menneskelivet. Det er der i sig selv intet i vejen med at gøre, men det er en metode, som let kommer til at udelukke det, som med sin forkerte form eller sin skæve orientering kan overraske os selv og give os energi til at udforske os selv og verden med sproget, søge det, vi ikke vidste, vi havde brug for at vide noget om, lade sprogets egne uartige lege rive os med. Giver man sig ikke lov til dette, kan teksterne godt blive velformede og interessante, men man går glip af den gode litteratur.

Derfor er dygtigheden til at sætte fingeren på, hvad der er væsentlige problemer eller konflikter at skrive om, nok så væsentlig en egenskab at have som menneske, men også vigtig at kunne aflægge sig som forfatter. Misforstå mig nu ikke: Fremragende skønlitteratur kan sagtens handle om væsentlige menneskelige og altså sociale konflikter, det gør den ofte, men det er vigtigt, hvordan man er kommet derhen. Det skal ikke være med den rigide satan i hånden eller med 100 perfekte næser i færdighedskassen. Det er vigtigt, at man ikke på forhånd ved, hvad man leder efter i sin undersøgelse, for ellers ved man også, hvad man vil finde, og så kan man kun skrive én bog, nemlig den man altid allerede har skrevet.

Det er derfor, at Forfatterskolen hjælper os med at bære staffeliet ud i det skarpe lys, som kaster svimlende reflekser og forbandede skygger. Det gør den negativt ved tekstlæsningerne, hvor den rigide satan bliver identificeret, og gør det positivt samme sted og ved lærernes vejledninger og foredrag om egen skrivning og inspiration. Og det er kun muligt, fordi lærerne er forfattere og ikke blot dygtige akademikere.

Der er så mange dygtigheder, der kan snyde os. Allerede under min optagelsessamtale spurgte Pablo Henrik Llambías mig, om jeg var sikker på, at det var hensigtsmæssigt, at jeg hele tiden var sjov, når jeg skrev, at hvad som helst kunne vendes til noget morsomt. Det kunne jeg ikke svare på, for jeg havde aldrig gjort denne egenskab ved min skrivning til genstand for nogen dybere overvejelse. Jeg havde blot forsøgt at komme min læser i møde med min humor, som trods alt gjorde de hæsligheder, jeg skrev om, til at bære. Det var en social konvention, noget jeg dygtigt havde lært mig at gøre uden at tænke meget over det. Sådan gør man, man kan da ikke være andet bekendt.

Men svaret, fandt jeg ud af, var nej. Det var jeg faktisk ikke sikker på. Jeg fandt oven i købet ud af, at den humor, som gennemtrængte alt, også tog brodden af det, jeg fortalte, gjorde det ufarligt og for så vidt ødelagde det for mig, svækkede det, i hvert fald. Forfatterskolens tekstlæsninger hjalp mig med at identificere, hvad denne humorisme gjorde ved mine tekster og fik mig til at eksperimentere med at lade tekster stå med den fulde alvor, deres emne gav dem. Når det er så indarbejdet i ens skrivemåde, at enhver sætning skal være morsom eller i det mindste pudsig, at man ikke længere tænker over, at det er, hvad man gør, at det ikke let at udskille dette element.

Dette var formodentlig den dygtighed, jeg måtte kæmpe mest med at aflægge mig under min forfatterskolegang. Og som jeg siden har forsøgt at generobre, men bevidst og vægtet.

For der er intet galt med dygtigheder i sig selv: Det er godt at kunne male en næse, der kan identificeres som næse. Det godt, ikke skidt, at kunne skrive velformede sætninger. Det er godt at have begreb om, hvad der kan være væsentlige konflikter i menneskelivet, og det er heller ikke skidt at have humor med. Alle dygtigheder, som kastes bort, mens man finder en vej som kunstner, skal før eller siden vindes hjem igen, når man har først har afvist at lade dem styre, lært sig ikke at lade dem stå i vejen for en ægte søgen, men male næsen, som man ser den, ikke som man har lært, at næser ser ud.
　

Leverpostej

Da jeg debuterede som skønlitterær forfatter med romanen Sofa, skrev en anmelder, at han ingen forventninger kunne have til en forfatter med så leverpostejfarvet et navn. Faktisk ville han ikke have læst bogen, hvis han ikke havde været betalt for det.

 

Nu endte han ganske vist med at synes rigtig godt om bogen, da han først havde kæmpet sig forbi titelbladet, men alligevel fik det mig til at tænke..., at det måske ikke er særlig hensigtsmæssigt at hedde Jens, Danmarks mest almindelige navn, hvis man vil være forfatter.

 

Her til morgen vågnede jeg så til den glædelige nyhed, at problemet havde løst sig selv. Jens er ikke længere nummer 1 på listen over almindelige navne i landet. Det er blevet overhalet af ... Peter.

Kære Røde Helle

Nu er den igen gal med de arbejdsløse, som ikke vil bestille noget, fordi du giver dem alt for meget i understøttelse og bistandshjælp.


Jeg har fx en virksomhed, som har ikke mindre end 11 (elleve!) ledige stillinger, som jeg ikke kan få besat. Vi er en virkelig velfungerende og moderne ledet fodboldklub i den fjerdebedste række på Møn, hvor vi helt akut står og mangler: en Iker Cassillas, en Carlos Puyol, en Sergio Ramos, en Danny Alves, en Jordi Alba, en Xabi Alonso, en Xavi Hernandes, en Andres Iniesta, en Cristiano Ronaldo, en Leo Messi og en Zlatan Ibrahimovich.

Vi har tilbudt lønramme 34, pensionsordning og gratis tandlæge, og ingen har nogensinde kunnet sige vores kantine noget på.

Det rystende er, at vi ikke har fået en eneste henvendelse fra en arbejdsløs, hvis kvalifikationer svarede til jobbeskrivelsen. Ikke en!

Jeg vil opfordre til, at man nu fra regeringens side tager problemet alvorligt og skærer den offentlige forsørgelse ned, så det kan mærkes.

Og det må gerne gå lidt hurtigt. Vi har ikke råd til at rykke ned i år, for vi har jo købt den nye opkridtningsmaskine på afbetaling.

Kategorisering af bestemthed

Jeg har det seneste års tid fået mig en nørdet biinteresse. Det drejer sig om et særligt emne inden for grammatikken, nemlig bestemthed. Det har jeg forsket en del i og skrevet meget om, hvilket jeg håber kommer den åndeløst spændte offentlighed til kundskab i det nye år.

En del af dette arbejde har bestået i at kortlægge, hvilke former for bestemthed vi faktisk har og bruger på dansk. Dette har så dannet udgangspunkt for en analyse af, dels hvordan vi bruger de forskellige former for bestemthed i hverdagssproget, i formelt sprog og i litterær tekst, og hvordan denne brug præger sproget. Dels hvordan man bruger bestemthed på andre sprog, som er typiske indvandrersprog i Danmark, og hvad dette betyder for, hvordan indvandrerne lærer dansk. Jeg har i den forbindelse lavet en række øvelser, som er målrettet de forskellige indvandrergrupper. Dette vil jeg holde for mig selv, indtil jeg har fundet en udgiver til disse analyser.

Men her vil jeg afsløre en del af konklusionen (det er jo ikke en krimi ...), nemlig selve kategoriseringen. Den er nemlig forudsætningen for den litterære analyse, som jeg efterfølgende vil lægge op.

Kategorisering:
Bestemthed 1: Bestemthed med endelse (-en, -et, -ne, -ene)

Bestemthed 2: Bestemthed med artikel (den, det, de) og et præciserende bestemthedsbøjet adjektiv knyttet til substantivet

Bestemthed 3: Bestemthed med artikel, uden adjektiv, men med en efterfølgende præcisering i en relativsætning eller at-sætning (fx den hest, der kommer først i mål)

Bestemthed 4: Bestemthed som en variant af bestemthed 3, men hvor den efterfølgende præciserende eller bestemmende sætning udelades, mens den indhold forudsættes bekendt af den fortrolige kreds, der tales til (fx han stod med den pind i hånden)

Bestemthed 5: Bestemthed med demonstrativt pronomen (denne, dette, disse, hin, hint, hine, begge, samme, den, det, de)

Bestemthed 6: Talesprogsvariant a) af bestemthed 5, genstanden inden for rækkevidde (den her, det her, de her)

Bestemthed 7: Talesprogsvariant b) af bestemthed 5, genstanden inden for synsvidde (den der, det der, de der)

Bestemthed 8: Bestemthed med genitiver og possessive pronominer, der kan stå som subjekt (min, mit, mine, din, dit dine, hans, hendes, dens, dets, ens, vores, jeres, deres)

Bestemthed 9: Bestemthed med possessive pronominer, der kun kan stå som objekt med refleksiv funktion (sin, sit sine)

Bestemthed 10: Bestemthed med artikel, men uden præciserende adjektiv eller efterfølgende præcisering (præsens participier som de handlende, de studerende, de rejsende)

Bestemthed 11: Bestemthed med artikel og bestemthedsbøjet adjektiv, men med udeladt substantiv (fx den slemme, den værste, de værste)

Bestemthed 12: Substantiveringer af bestemthed 11, altså begrebsdannelser (fx det sociale, det private, det moderne)

Bestemthed 13: Proprier, dannede med bestemthedsartikler eller som ordinære navne (fx Den mindst ringe, Den blege, Den dumme, Huset, Manden, Mogens, Middelfart, Danmarks Radio, Bestemt)