Fra opgangen

Og jeg har faktisk lungebetændelse og kan slet ikke tåle al den kolde luft, og travlt har jeg med et i grunden uopsætteligt ærinde, det var satans! men jeg ville simpelthen ikke. Nu har jeg snakket med den hvidskæggede himmerlænding mindst femten gange, og det er fjorten for mange. Han ved udmærket, at jeg bare fortsætter op ad trappen, ikke længere standser for at snakke, hvis det er mig fysisk muligt at slippe, hvis han altså ikke ligefrem spærrer mig vejen, hvad han bestemt ikke viger tilbage for, selv hvis jeg har børnene med, og fire indkøbsposer, men svarer høfligt og afmålt, det gør jeg, så længe jeg kan høre ham.

Allerede første gang jeg så ham, vidste jeg, at han ville blive et problem, jeg kunne se det i hans respektløse blik. Jeg var på vej ud ad døren med to kufferter, skulle til lufthavnen, slutte mig til damen og børnene i Spanien. Jeg glædede mig, fordi det var så pisse koldt herhjemme. Travlt har man jo næsten altid på vej til lufthavnen, det ved selv en halvfjerdsårig, flyskræk himmerlænding, så det startede jeg med at annoncere for at sikre mig en bagkant på samtalen, noget at referere til, et maksimum på to minutter. Men det slog ham ikke ud af stilen, han slap ikke fokus et øjeblik. Anerkendte at det da måtte være dejligt at have tid til at rejse, det havde han jo ikke selv længere, nu, hvor hans datter og svigersøn havde fået en lille, var blevet en rigtig familie. Selvom de havde valgt at bo i Købbenhavn, så langt fra det Himmerland, han aldrig selv kunne forlade, skulle deres børn jo passes. Ja, det så han og konen da kun som et privilegium, det at de fik lov at være så meget med, men tid tager det jo. Jeg fortalte, at jeg selv havde to små, og nu skulle jeg ned til dem. De var i Spanien sammen med moren, jeg var nødt til at løbe, sagde jeg. Det var ikke helt sandt, det kunne han se på mig og slog til med endnu et af sine skamløse spørgsmål om dem, der bor i vores opgang her på Østerbro.
- Ja, børnene tænker på at købe den på anden sal, og så vil man jo gerne vide, hvad det er for folk, der bor i opgangen.
Jeg tænkte på at sige, at der boede to enlige midalrende bøsser, som begge havde en udpræget forsmag for mænd på hans søns alder, samt en FCK-hooligan og en meget larmende teenager med en særdeles agressiv musiksmag, men frygtede, at han kun ville finde det ekstra interessant. Grundtvigianer. Han stank af tonedøv, selvtilfreds alsang, af ”nok er vi antidemokrater, men vi er alligevel de gode, for Søren Kierkegaard er værre”. Sådan var han, det så man med det samme. Et borgerligt højskole-frisind. Medlem af venstre, men liberal, kunne sagtens snakke med en bøsse. Ikke som de fordomsfulde konservative fra Dansk Folkeparti, så kærlige væsner er vi.
”Vi”, skriver jeg, for nu kom hans kone ned.
- De er rigtig flinke oppe på fjerde, sagde hun.
Hvad fanden, hun skulle på fjerde, fattede jeg ikke, men også det så hun straks og gav sig til at forklare. Noget med olie til en knirkende dør, det skulle hun låne, for selvom de ikke havde købt endnu, kunne det da i hvert fald ikke genere nogen. Om ikke også jeg mente, at man skulle hjælpe, hvor man nu kunne? Når man nu hører til de selvhjulpne og ikke selv behøver at spørge om tjenester. Sådan så hun i hvert fald på det. Ja, det gjorde de allesammen i hendes familie. Pensioneret skolelærer, gift med en pensioneret ingeniør, tænkte jeg, og det er gode beskæftigelser, vigtige, sagde jeg til mig selv og kiggede på mit venstre håndled, hvor uret havde siddet tyve år tidligere.

Det blev ikke bedre, da de først havde købt lejligheden. Hvem, der købte, far eller datter, ved jeg ikke, men jeg har mine anelser. Nu havde han noget at arbejde med. Han boede i Himmerland, kunne ikke drømme om at forlade stedet, sådan havde han sagt, men nu var han på Østerbro konstant. En planke var det foretrukne remedie. Så kunne han spærre trappeopgangen fuldstændig og tvinge mig til at lytte. Jeg kunne ikke slippe fri af den kvælende jovialitet alt det, vi da måtte være enige om, og alle mandens små pudsigheder, en sand sprogkunstner var han. Havde han haft bedre tid, havde han opfundet gruk. Han havde aldrig opgivet de nysgerrige spørgsmål til, hvad jeg lavede, om det ikke var dyrt med institutionspladser. Om vores børn var tvillinger. Om ikke det var hårdt, "men det er måske mest moren, der passer dem?" Han vidste, at han intet fik, men det stoppede ham ikke. Han spurgte alligevel, og så kunne han uden vanskeligheder køre samtalen uden hjælp i et kvarter, så det gjorde han. Særligt, hvis jeg var på vej op ad trappen med to sovende børn. Vi bor på tredje, og børnene er to og tre år gamle. De er tunge nu.

Da han endelig var færdig med at bygge datterens hjem om, gik der en uge, hvor jeg ikke så min magre, hvidskæggede plageånd, og optimismen begyndte at spirre. Der gik en uge mere, og jeg begyndte så småt at gå ud ad døren uden at tjekke, om himmerlændingen stod nede ved hoveddøren og lurede på sin chance. Jeg blev tryg i eget hjem.

Men sådan fungerer det jo ikke. Plager af denne type holder ikke bare op. En fredag eftermiddag kom jeg hjem fra arbejde, og så stod han der igen med tophuen på, de lyse cowboybukser, striktrøje og vindjakke. Han stod vagt ved hoveddøren. Jeg kom til at tænke på, om han lignede mig. Jeg er selv begyndt at blive grå. Begyndt er ikke det rigtige ord. Jeg har været gråhåret i femten år, nu. Måske tænker han, at vi hører til samme generation. Han føler sig ikke ældre end mig. De atten år i Århus sidder stadig i mit sprog. Han tror, vi er fælles om noget, at vi er ens.
- Nå, så du er forfatter, konstaterede han.
Han havde brugt sine to uger i Himmerland på at google alle opgangens beboere. Det er jo rart nok at vide, hvad ens datter kan blive udsat for.
- Tja, jeg skriver bøger.
Så var jeg måske venner med ham der Rifbjerg? Ham havde han læst nogle bøger af engang. Eller en, i hvert fald. Og han kan jo nok klare sig med den livstidsydelse og alt det. "Så er det vel ikke så svært at være forfatter?"
Jeg sagde, at jeg aldrig havde mødt manden, og at jeg lige straks skulle hente børnene i institutionen.
- Ja, vi er også på vej ud efter vores, sagde han.
Jeg blev helt stiv.
- Vores? sagde jeg.
- Ja, man skal jo være taknemmelig for, at man får lov, sagde han.
Så kom hans kone ned.
- Han virker rigtig sød, ham den enlige på første, sagde hun.
Jeg mumlede noget om, at det var han sikkert også, men at jeg virkelig måtte af sted.
- Som sukker til kaffen, så har du giraffen! grukkede manden.
Jeg gik.
- Men også som fløde, han er en af de bl ...
- Hold nu kæft, nissefar! skreg jeg ikke, men det trak i min kæbe og smertede i bihulerne, at jeg aldrig fik det gjort.

Deres børn går ikke i samme institution som vores. De har snakket om at få deres flyttet. Bedsteforældrene fra Himmerland har, men jeg nægter at fortælle, hvor vores går, og jeg har indskærpet deres mor den samme forsigtighed. De to unge småbørnsforældre har jeg aldrig snakket med. De kigger væk, når vi passerer hinanden på trappen. Jeg har tænkt på at spørge manden, hvorfor han ikke bare sparker svigerforældrene ud af gæstesengen, men så vidt vil det aldrig komme. Jeg ved jo godt, hvilke kort himmerlændingen har at spille. Jeg ved, at han vil spille dem, han er whistspiller, ingen tvivl om det, dreven, han melder ikke noget, han ikke kan trække hjem. Og hvis han alligevel får en uheldig bet, hævner han sig i næste hånd.

Jeg skulle virkelig skide, her til morgen, og folk som opholder mig unødigt, når jeg skal skide, får kniven. Sådan tænker jeg, med kroppen. Men da jeg havde afleveret børnene, og jeg drejede om hjørnet til vores egen gade, så jeg himmerlændingen vogte over hoveddøren. Lyseblå cowboybukser, som mine egne, stort hvidt skæg. Han vindjakke er mørkeblå, det er jeg glad for. Min er grøn. Men i dag vendte jeg om. Så vidt er det kommet. Jeg gik en tur rundt om blokken, kiggede på Murakami-udstililngen i boghandlerens vindue. Han brugte nogle gamle plakater, som annoncerede et arrangement med forfatteren på Møn sidste sommer. De var krøllede og blege. Bøgerne var heller ikke helt nye. Papiret var gulnet på overkanten, men det var et synligt fremstød. Lige så synligt som mit tilbagetog. Jeg ville bare ikke snakkes til af denne ejegode djævel. Mine lunger peb, det gør de stadig, nu, to timer efter. Det koster mig to dage i sengen, sådan er jeg belejret. Naturligvis nåede jeg hjem uden at besudle mine underbenklæder, så galt går det jo alligevel aldrig, selv når man på vej hjem har lovet tarmen, at den snart får lov at slippe, og man så bliver opholdt af en krumrygget jyde, en lun, hvidskægget bedstefar fra Hobro.

Det er vel halvandet år siden, jeg så manden første gang, da de var ude at besigtige lejligheden og smørre dørene; han har været der uden ophold siden, men nu slår det mig, at jeg aldrig set ham på en sommerdag. Jeg har set ham uden tophue på en kølig novemberdag, men ikke i sommertøj. Der er noget galt ved det regnestykke, det er indlysende, og jeg skal nok finde ud af, hvad der sker. Vi skal væk i juli, men juni og august må også give sommerdage, og jeg vil holde øje med ham, så snart temperaturen kommer over 25 grader celsius, for det gør den. Det er jeg sikker på. Han kan ikke holde sommeren væk fra Østerbro, det nægter jeg trods alt at tro. Men sætte tiden i stå, måske, det vil jeg ikke udelukke, det har jeg faktisk en mistanke om; oplevelsen af tid er så subjektiv. Det er det farlige. Jeg vil aldrig lægge mærke til det. Jeg vil bare blive ved med at få lungebetændelse, halsbetændelse og mellemørebetændelse, indtil min hjerne eksploderer af snot. Det er det han kan, nu ved jeg det. Man ser det på hans krogede tud.

For en demokratisk grundlov

Den republikanske grundlovsforening kæmper for en demokratisering af den danske konstitution. Den er jeg med på. Lad os få renset det oldtidslevn ud af Grundloven, så vi kan tage den alvorligt. Naturligvis skal man ikke kunne arve politisk forrang; man skal ikke have særlige privilegier, fordi man nedstammer fra en diktator. Her kan man melde sig ind i foreningen:
http://drgb.dk/

Formel for revolutionær tålmodighed

Socialister begynder som utålmodige revolutionære. Vi vil lave verden om her og nu. Så bliver vi fyrre og finder ud af, at vi egentlig altid har været socialdemokrater, som i det stille vil lave verden om med korte, tunge skridt. Vi siger, at vi ikke har forandret os det store, det er blot en forskel i graden af tålmodighed. Som om graden af tålmodighed ikke skulle være vigtig! Den er afgørende. Nogle bliver så tålmodige, at de til sidst ikke ser nogen grund til at lave verden om. De vil blot justere den, gøre den knap så ubærlig. De bliver alkoholikere eller ligefrem konservative. Det har jeg aldrig kunnet begribe: Hvorfor bliver man desto mere tålmodig, jo ældre man er? Det er i bund og grund ulogisk.

Hvis jeg er en statistisk gennemsnitlig dansk mand, og det frygter jeg, at jeg er, så har jeg mindre end tredive år tilbage at leve i. Skal noget laves om, skal det fandme være nu. Jeg bliver bare mere revolutionær med alderen. Sådan tænker jeg på det. Men det er heller ikke godt: Intet er så ucharmerende som fanatisme.

Tålmodighed er sexet, sagde en kvinde til mig engang. Jeg fandt aldrig ud af hvorfor. Jeg orkede ikke at vente på hendes forklaring. Men hvis jeg ikke helt skal miste min sidste tålmodighed, skal jeg have mere tid. Så enkelt er det. Jeg skal finde i hvert fald fem-ti år mere, og nu har jeg fundet svaret: Jeg vil skifte køn. Kvinder lever seks år længere end mænd; jeg vil simpelthen skære organet af. Jeg har ganske vist altid været ganske glad for det. Det er tvivlsomt, om jeg her deler smag med nogen overhovedet, men jeg vil lade tvivlen komme den anklagede til gode og vente, til jeg er tooghalvfjerds. Det er omtrent et år før, jeg ifølge statistikken vil dø som den gennemsnitsmand, jeg er. Switzz! Så ryger det af, og så har jeg pludselig syv år tilbage at leve i i stedet for et. Tænk på, hvad jeg kan nå med al den ekstra tid. Det vil give mig ro, gøre mig sexet. Måske ikke, men ærligt talt: Som tooghalvfjerdsårig er der grænser for, hvor tungt tabet vil være. Spørgsmålet er vel nærmest, om jeg vil lægge mærke til det. Jo, når jeg maser mig frem til stampladsen ved pissekummen på den lokale bodega måske, men ellers vil det ikke gøre nogen mærkbar forskel.

Forsvar for Amagermanden

Alle er lige for loven. Enhver er uskyldig, indtil andet er bevist. Alle har ret til et kyndigt forsvar, og selv den skyldige har krav på en retfærdig rettergang og en rimelig straf, hvor han ikke straffes for noget, som han ikke beviseligt har gjort.

Det er nogle af de principper, som ethvert retssamfund må bygge på, og de lyder måske indlysende, men de er alle under konstant pres.

For tiden verserer en sag, hvor en mand fra Amager er sigtet for mord, voldtægt og rovmord. Meget tyder på, at den sigtede er skyldig. Forbrydelsernes karakter alene gør personen usympatisk i medierne, hvor sagen fylder rigtig meget. Vi hader alle sammen Amagermanden.

Nu vil politiet benytte lejligheden til at få lukket nogle gamle sager, som Amagermanden også kan kædes sammen med. Det er godt at få lukket gamle sager, men kun hvis man lukker dem med en retfærdig domsfældelse og en rimelig straf.

Fx vil politiet gerne have Amagermanden dømt for en et kvart århundrede gammel sag om rovmord. Han var mistænkt i sagen, da den efterforskedes for et kvart århundrede siden, men statsadvokaten kunne ikke rejse sigtelse, fordi de afgørende vidneudsagn var flertydige.

Men nu, så længe efter, har nogle af vidnerne fra dengang ændret forklaringer, sådan at Amagermanden nu bliver belastet af dem. Også vidnerne har fulgt de aktuelle sager mod Amagermanden og ser ham måske gerne dømt for så mange forbrydelser som muligt. Vi hader jo Amagermanden.

Vidneudsagn er altid tvivlsomme, om end ofte nødvendige, beviser i en straffesag. Vidneudsagn om et kvart århundrede gamle foreteelser er stort set værdiløse. Ingen kan gengive præcist, hvad de oplevede for så længe siden. Og vidneudsagn, som er ændret efter så lang tid, og som er ændret, sådan at de nu kan bruges mod en kendt, forhadt, mord- og voldtægtssigtet mand, er slet og ret ikke beviser for noget som helst.

Dette betyder ikke, at Amagermanden ikke kan være skyldig i den et kvart århundrede gammel sag om rovmord. Det kan han sagtens, men politiets strategi i denne sag hører ikke hjemme i et retssamfund. Hvis han ikke kan dømmes i denne sag i henhold til en rimelig bevisførelse, må de nøjes med de aktuelle sager.

Selv den skyldige har krav på en retfærdig rettergang og en rimelig straf.

Småforlagenes fælleshus

Vi var otte ved bordet: fire store fad, en redaktør fra et nyere, netbaseret tidsskrift, en redaktør fra et veletableret, mindre københavnsk forlag, et helt nyt enmandsforlag og så mig, som hverken er fadøl eller er redaktør af noget som helst.

De tre redaktører ville alle gerne kunne bruge mere tid på det egentligt redaktionelle arbejde, og to af dem ville måske også gerne have et mere professionelt slutprodukt: en bedre hjemmeside, nogle flottere bøger.

Hvorfor så ikke, spurgte en af fire håndvarme fadøl, slå pjalterne sammen - hvad angår det praktiske altså?

Vi kunne lave et hus, hvor alle byens små skønlitterære forlag og tidsskrifter havde hver sit redaktionslokale, men deltes om en produktionsafdeling. Produktionsafdelingen kunne så efter de enkelte redaktioners direktiver stå for sats, korrektur, færdiggørelse af omslag, kontakt til trykkeri og bogbinder, marketing, netsalg, hjemmesideoptimering og lagerstyring. På den måde ville de redaktionerne kunne koncentrere sig om at redigere bøger og lave udgivelsesstrategier.

Der ville også komme mere professionelle slutprodukter ud af det, når grafikere kunne stå for grafikken, fx.

Og det ville være billigere med fælles husleje, kopimaskine og hvad der ellers er af stordriftsfordele. Måske kunne produktionsafdelingen til dels bemandes med praktikanter fra uni.

Og det ville være lettere at slå igennem over for boghandlerne. Vi ville have flere og mere salgsegnede titler at præsentere.

Og så kunne det være pisse hyggeligt at løbe ind i et hus med mennesker i, sagde en anden af de slatne fadbamser.

Da jeg hverken er fadøl eller redaktør, kan jeg bare spørge: Er nogen interesseret i ideen?

En sted

Og nu vi er ved de små, ucharmerende ideosynkrasier, som jeg har samlet mig gennem årene, kan vi så ikke blive enige om at sige og skrive "i stedet for" i stedet for "i steden for"? Her på bloggen, om ikke andet :-)

Sted er jo neutrum, et t-ord.

Intet er for småt til Lystens værk.

Det næste par

Når vi vil fortælle, at vi betaler de lånte penge tilbage om to-tre dage, siger vi: "Du får dem om et par dage." Vi siger ikke: "Du får dem om nogle par dage." Vi er enige om, at det drejer sig om et og kun et par.

Anderledes er det åbenbart, når vi gør det eksplicit, at vi taler om nogle nærmere bestemte dage. Altså når vi taler i bestemt form. Så siger vi fx: "De næste par dage kan du ikke få dem." På den måde bliver det pludselig mere end et par. Det bliver til flere par, altså minimum fire dage. Ellers ville vi jo sige "Det næste par dage ..."

Det er en løjerlighed, at det, som i ubestemt form er ental (et par), bliver til flertal (de par), blot fordi det bliver sat i bestemt form.

Er det, fordi vi vil gardere os og give os selv lidt mere snor, når vi skal forpligte os på nogle bestemte dage (nemlig de næste)?

Eller er det mon ikke bare en sproglig fejl?

Måske kan vi enes om, at det hedder "det næste par dage" og ikke "de næste par dage", hvis vi taler om et og kun et par dage, altså 2-3 stykker?

Hvad synger du for dine børn?

Det er svært at finde en effektiv godnatsang, så når man endelig har fundet en, som virker, skal den bare hakkes af igen og igen. Sangen.

Selv har jeg gennem et par år haft megen glæde af Jesper Jensen "sang om merværdi". I begyndelsen forstod jeg ikke, hvorfor børnene faldt i søvn til en sang af den type. Det er jo en rigtig peppet sag, up beat som bare fanden, og vel det nærmeste man kommer dansemusik uden bas og trommer!

Men så sagde min tænksomme nabo, at det ikke har spor med rytmen at gøre. Ikke i dette tilælde, i hvert fald. Det handler simpelthen om tekstens ubestridelige sandhed. Den beroliger børnene og gør dem trygge. Det, at man ikke kan være i tvivl.

Jeg bruger også "Bjerget ligger langt ude i skoven"; den er allerhelvedes lang og består især af gentagelser. Melodien er også kedelig. Sangens eneste svaghed er, at jeg ofte selv falder i søvn, mens jeg synger den. Ind imellem synger jeg videre, mens jeg sover. Engang kom jeg til at synge, hvad jeg drømte, hvilket gav min søn en viden, som jeg ikke havde tænkt mig at dele med ham før om tolv år.

Om at løse gåden

"Jeg ved, du er ved at skrive en bog om mig", indledte en nabo engang et trusselsbrev. Han troede, at den roman, jeg skrev på, handlede om ham. Ikke nok med det. Han troede, at jeg ville afsløre noget af min viden om hans privatliv i bogen.

Ingen af delene var rigtigt, kunne jeg berolige ham. Jeg skrev tværtimod en roman om fiktive karakterer.

En anden ven
En anden ven insisterede engang på, at hun havde "opklaret" en novelle, jeg havde skrevet. Hvad hun mente var, at hun havde regnet ud, hvem den i virkeligheden handlede om. Selv var jeg ikke klar over, at min novelle havde sådan en løsning. Jeg havde opfattet den som fiktion, eller lad os sige som et forslag til en mulig alternativ virkelighed. Ikke som en beskrivelse af en faktisk virkelighed.

Flere nære venner
Flere nære venner har kigget forgæves efter sig selv i mine fortællinger. Det har medført en god del skuffelse. Også en højt elsket kvinde har bebrejdet mig, at jeg ikke har skrevet en novelle eller en roman om hende. Det ville jeg så gerne. Det er en indvending mod mit forfatterskab, som jeg ville finde helt igennem rimelig, hvis jeg skrev noveller eller romaner om nogen.

En noget flernere bekendt
En noget fjernere bekendt har omvendt spredt rygter om, at en af mine noveller faktisk handlede om ham. Dette må han virkelig have troet på, for det gjorde ham så panisk rasende, at han skrev en harmdirrende og rystet, men ikke synderligt tekstmedholdelig anmeldelse af novellesamlingen. Dette fik ham ulykkeligvis til at ligne hovedpersonen i den pågældende novelle en smule.

En gammel skolekammerat
"Hvorfor har du fremstillet mig så nidkær og kontrollerende?", spurgte en gammel skolekammerat. Jeg svarede ved at spørge, om han opfattede sig selv som nidkær og kontrollerende. Det gjorde han ikke. Så spurgte jeg, om han havde gjort nogen af alle de nidkære og kontrollerende gerninger, som karakteren i romanen gjorde. Heller ikke det kunne han bekræfte.

Han havde intet gjort af det, karakteren gjorde. Det var jo netop derfor, han fandt fremstillingen så urimelig. "Bor du der, hvor karakteren bor, hedder du det samme, er du lige så gammel, ser du ud på same måde eller arbejder du med det samme?", spurgte jeg i en lang udånding. Intet af det viste sig at være tilfældet, hvilket fik mig til at sige, at det måske så slet ikke var ham. Også denne konstatering skuffede ham.

Fiktive karakterer
I min verden er fiktion fiktion. Fiktive karakterer er fiktive, selvom de ganske vist ofte rummer træk fra virkelige personer. De fleste rummer træk fra flere forskellige virkelige personer (hvoraf jeg altid selv er den ene) samtidig med træk, som er ren opdigtning (eller ubevidst inspiration, det kan jeg af gode grunde ikke afvise). Sådan tror jeg mange vælger at gøre: Man vælger nogle træk fra en person, man kender til, mikser det med træk fra en anden og sætter det sammen med noget, man selv finder på.

Og så finder man på en historie, et forløb af handlinger, erkendelser og tildragelser, som også er fiktive, omend inspireret af det liv man har levet, de erfaringer man har.

Jeg afslører ikke noget om den faktiske virkelighed, når jeg skriver fiktion. Jeg foreslår et muligt alternativ til denne virkelighed.

At skrive virkeligheden
Selv hvis jeg havde som ambition at beskrive virkeligheden, ville det aldrig kunne blive andet end fiktion, i bedste fald på samme måde som journalistik er fiktion. Der vælges en fortæller, en vinkel, der udvælges et stof, et fokuspunkt. Hvad synes fortælleren er det vigtige, og hvilken generel erkendelse kan uddrages? At skrive hele historien er ikke muligt.

Men mine fortællinger har slet ikke denne ambition. Man kan intet lære om virkelige personers virkelige liv i mine bøger.

- Ja, også nærværende artikel er fiktion.

Måske er "løsningen" på en fortælling ikke at regne ud, hvilken virkelig person der i virkeligheden gemmer sig bag den fiktive.

Objektiv kunststøtte 5

Jyllands-Posten bragte den 25. september en artikel, hvor de gjorde rede for, hvordan medlemmerne af de to statslige litteraturudvalg, nemlig det under Statens Kunstråd og det under Statens Kunstfond, giver hinanden penge. En del af udvalgsmedlemmerne er selv forfattere og søger penge hos den fond, hvor de ikke selv sidder i litteraturudvalget.

Sådan giver de hinanden penge. Ansøgningerne fra litteraturudvalgenes medlemmer bliver nemlig aldrig afvist, viser Jyllands-Postens opgørelse. 18 ud af 18 ansøgninger fra disse udvalgsmedlemmer de seneste tre år er efterkommet, hvor under halvdelen af alle øvrige ansøgninger efterkommes.

Dette er fuldt lovligt. Ingen regler er overtrådt. Medlemmerne af Statens Kunsfonds litteraturudvalg må gerne få penge af Statens Kunstråd og omvendt.

Spørgsmålet er, om det er fornuftigt. Eller om det var bedre enten at lade ikke-forfattere sidde i udvalgene eller lave et helt nyt system, hvor støtten tildeltes ud fra objektive kriterier, sådan som jeg tidligere har foreslået.

Jeg er sikker på, at det nuværende system, som lægger op til nepotisme, vennetjenester og indspisthed, gør det langt sværere for partiernes kulturordførere at argumentere for, at staten overhovedet skal støtte kunsten. Det er vand på liberalisternes mølle, alle dem der mener, at kunst skal kunne klare sig på markedsvilkår eller dø.

Derfor håber jeg, at kulturministeren vil strikke et helt nyt system sammen. Et, der ikke er så angribeligt som det nuværende.

Jeg citerer fra Jyllands-Posten:

"Forfattere sender støtte til hinanden
Af Katrine Øgaard Jensen & Kristian Holmelund Jakobsen

Medlemmer af to offentlige litteraturudvalg bevilger penge til hinanden. Kulturministeren tager nu sagen op.

Siden de nuværende medlemmer af litteraturudvalgene under Statens Kunstråd og Statens Kunstfond tiltrådte i henholdsvsis 2007 og 2008, har de givet flere hundrede tusinde kroner til hinanden.

De to råd uddeler cirka 45 mio. kr. på et år, primært til danske forfattere i form af bl.a. arbejdslegater og rejselegater og støtte til projekter.

Men nogle af udvalgsmedlemmerne er selv forfattere, og som reglerne er, kan de helt lovligt søge penge hos hinanden.

18 bevillinger
Det har de nuværende medlemmer af litteraturudvalgene benyttet sig af 18 gange - og hver gang er pengene blevet bevilget.

Det viser oplysninger fra Kunststyrelsen, som Morgenavisen Jyllands-Posten har fået aktindsigt i.

...

Mystisk og påfaldende
»Det giver et habilitetsproblem. Der er fare for en noget for noget-tankegang,« advarer professor i forvaltningsret ved Aarhus Universitet Søren Højgaard Mørup.

Han bakkes op af Michael Gøtze, lektor i forvaltningsret ved Københavns Universitet:

»Det kan godt være, at udvalgsmedlemmerne har været 100 pct. saglige, selv om de sidder og krydser hinanden. Men udefra ser det mystisk ud. De har rent faktisk fået, hver gang de har søgt inden for de seneste tre år. Det er lidt påfaldende.«

Minister vil se på sagen
Kulturminister Per Stig Møller (K) vil drøfte sagen med Kunststyrelsen."