Jeg forestiller mig, dette er en kommentar til den ringe plads, som man har til at dyrke sport her i byen – og måske især her i kvarteret, hvor den eneste mulighed er at stå på skateboard på en byggetomt. Flere af de unge mennesker i kassen har fodboldstøvler på, men det er vanskeligt at finde en græsplane at spille på her i byen, for slet ikke at tale om en egentlig fodboldbane, som ikke er på cement.
Graffitikunstnere er tit inspireret af tegneserietegnernes streg. Her er så tre dinosaurusunger fra en af Ice age-tegnefilmene. En af dem er udklækket med en sej solbrille i panden. Det kan bare ikke gå galt for sådan en fyr.
De vilkår, gadekunstnere arbejder under, er forskellige. For at kunne lave dette gavlmaleri, har kunstneren fået et stillads op, han har arbejdet ved højlys dag, og han er formodentlig blevet godt betalt for det. Det er en graffitimaler, som har lavet det, men det er ikke en graffiti. Jeg forestiller mig, at der er tale om en reklame af en slags. Et firma har med andre ord betalt bygningens ejer for at få lov at bruge gavlen til reklame, og så har de formodentlig udset sig en dygtig lokal kunstner til at udføre arbejdet.
Ophavspersonen til dette værk har ikke fået penge for at male på facaden, men har tværtimod sneget sig til at udføre det om natten. Måske blev vedkommende jaget bort, før værket var færdigt. En betjent eller husets ejer eller beboer? Men hvorfor er kunstneren ikke blot vendt tilbage næste nat for at færdiggøre underansigtet? Heller ikke det kan vi vide, men måske er der slet ikke tale om en lokal kunstner, men en gæst i kvarteret, som allerede var væk næste morgen.
Jeg mærker tit, at jeg mangler en del af konteksten, den fælles viden, som man har i kvarteret eller landet, når jeg kigger på graffiti her. Denne fine grønne mand får mig umiddelbart til at tænke på en mellemamerikansk guerillasoldat, men måske er det blot farven og kasketten, der gør det. Han kan lige så godt være en kendt DJ fra Málaga, en populær fiskehandler fra kvarteret – eller kunstneren selv.
Et godt værk er det under alle omstændigheder, og jeg elsker, at han er grøn.
Er det mon et selvportræt? Det finder vi aldrig ud af, men det er i hvert fald en gedigen joint, han har ild på, tyk som en finger og lang som en hånd.
Det er så fedt med planten, der vokser op mellem flisen og muren netop der. Det burde være en hampplante, det er klart, men mindre kan gøre det.
Dette fantastiske værk på den udtjente mur er en af mine absolutte favoritter. Inventaret passer til muren (og til kvarteret) med den smadrede flaske, den døde kakerlak og den levende, som er på vej op ad den venstre sneaker. Og opstillingen, som gradvis spidser til mod venstre, er enkel, logisk og elegant, og falskehalsen velanvendt. Men særligt udførelsen imponerer mig. Når jeg ser den knuste flaske skildret med den præcision og detaljeringsgrad, gennemsigtigheden, det indre og ydre lys, den diskrete, men perfekte skygge, glassets farve og glans – og så brudfladen! – ja, så skammer jeg mig over nogensinde at have taget en pensel i hånden. Det er simpelthen godt lavet, og jeg begriber ikke hvordan.
Det er vanskeligt ikke at lade sig imponere af detaljeringsgraden i den glorie, der danner baggrund for denne rastafari-profet. Skal det forestille en egyptisk ornamentering?
"Lad os smadre glasloftet," siger kvinden med den store hammer. Jeg tænker, det kan være en aktivistisk kalden til kamp mod udledning af drivhusgasser. Men det kan også være noget helt andet.
Jeg tror, kvinden er en superhelt. Det er noget med den tætsiddende heldragt og den medfølgende maske – og så at hun uden videre i én arm kan løfte en hammer med et hoved, der er dobbelt så stort som hendes eget.
"Min sjæl hilser din sjæl", fortæller denne stilfulde dame med 1920'er-frisure og lange handsker. Man forestiller sig, at hun står med et langt cigaretrør mellem den højre hånds behandskede fingre, men det er ikke til at se.
Den porøse mørtel forvitrer, og malingen skaller af i flager. Snart er kun sjælen tilbage.
