Der var tale om en offentlig bygning, som have stået tom i en årrække. Men nu vil kommunen sælge huset, så der kan etableres flere turistlejligheder. Dem er der ellers i forvejen rigeligt af i Málaga. Til gengæld er der ikke rigtig andre steder i Centrum, hvor byens borgere uden videre kan gå hen og arbejde med deres kulturelle projekter.
La Invisible ligger ikke i La Victoria-kvarteret, men er elsket og beskyttet af aktivister i hele byen, ikke mindst her i kvarteret.
Dette køretøj kalder man en motorcykel i Spanien, og når man ser den sammen med sådan en dejlig dame, er det da også den sejeste motorcykel, man ser for sig, og ikke blot en fornuftig scooter. Måske er det derfor, den er parkeret netop der. Kunsten 'smitter af', giver scooteren mere pondus. Hvad tænker du?
Her bor en cykelsmed, og facadeudsmykningen er naturligvis også en reklame for biksen. Men det ændrer ikke på, at der er tale om gadekunst af en type, som er karakteristisk for kvarteret.
I 1924 malede han sig selv som Harlequin, og det billede er udstillet på Musée Picasso i Paris. Men nu er det ikke enhver fra La Victoria beskåret at tage flyveren til Paris for at se værket, så her er en gadekopi af Picassos Harlequin på en oppudset facade.
Der er mange Picasso-kopier på facaderne her. Kvarterets berømte søn er populær i La Victoria
Men indimellem forfalder den på en måde, som tjener den godt. Jeg kan godt lide, hvordan noget af malingen i denne vildmands (er han vampyr?) mund er skallet af. Men jeg kan også lide, hvordan farverne er bleget ned til et udtryk, der passer til den forfaldne, gråbrune mur.
Og så kan jeg lide, at man så tydeligt ser de nøgne mursten, hvor værket strækker sig ind over det vindue, som er blændet af for at holde bz-ere ude af den forladte bygning.
"Si el país se hunde, estamos preparados", står der på skiltet. Det betyder sådan omtrent, at vi er forberedt, hvis landet kommer under vand.
Og så hænger der et par svømmefødder og noget, som engang lignede en redningskrans. Tidligere hang der også et par dykkerbriller og en snorkel, men nogen har åbenbart allerede haft brug for dem.
Om det er lavet sådan bevidst eller ej, kan jeg ikke vide, men se, hvor fint installationen passer sammen med graffitien på den lave mur til venstre. En mand ligger og sover formiddagsbranderten ud på en solbeskinnet parkbænk, mens en blæksprutte fra det stigende hav kryber op og tager ham. Måske er det en del af samme værk, eller måske er det en klima-kunstner, der kommenterer eller supplerer en anden.
Derfor lever gadekunsten også her endnu.
Jeg laver her en serie med fotografier, som bevarer kvarterets kunst for den nærmeste eftertid.
Her er det første skud.
I det oprindelige værk har kunstneren ladet bygningens udvendige el- og internetledninger indgå som en del af barnet hår.
Senere har en anden kunstner kommenteret værket og givet barnet Corona-maske på. Den er dog ikke kommet ordentligt op over næsen, som den skal.
Er det et eller to værker?
Den sprogfilosofiske pointe med Wittgensteins såkaldte privatsprogsargument er, at det aldrig vil være muligt at danne eller anvende et adækvat sprog om indre eller private tilstande. At beherske et sprogligt udtryk er, ifølge Wittgenstein, at kende reglerne for dets anvendelse. Men hvis kommunikation skal være mulig, kan vi ikke hver for sig vælge at tolke sprogreglerne på vores egen måde.
“Derfor er ‘det at følge reglen’ en praksis. Og det at tro at følge reglen er ikke: det at følge reglen. Og derfor kan man ikke følge reglen ‘privat’, da det at tro at følge reglen ellers var det samme som at følge den” [Ludwig Wittgenstein: Filosofiske undersøgelser, § 202].
Den praktiske anvendelse af et sprogligt udtryk i det tilhørende sprogspil er det fælles kriterium. Praksis er der, hvor vi kan møde hinanden, ‘kigge hinanden i kortene’. Er der ikke et fælles, men kun et privat kriterium for et sprogligt udtryks anvendelse, er der ingen til at korrigere sprogbrugen. Derfor vil det heller ikke være et konsekvent og forståeligt sprog. Det vil slet og ret ikke være et sprog. Dertil kræves netop, at individerne kan korrigeres af en ekstern instans, når de anvender en sproglig regel forkert – at nogen kan sige: ‘Nej, det er ikke en ko, du ridder på!’. Altså når de anvender reglen i uoverensstemmelse med den fælles og offentlige praksis.
Problemet opstår, når der er tale om sproglige udtryk, der skal tjene til at beskrive individuelle mentale tilstande. Hvordan kan jeg beskrive mine egne indre tilstande, som kun jeg selv har en direkte oplevelse af? Hvordan kan jeg irettesættes, hvis jeg beskriver dem ‘forkert’ og således lære at beskrive dem ‘korrekt’? Ingen anden end jeg selv kan jo kontrollere overensstemmelsen mellem min beskrivelse af min mentale tilstand og en fælles sproglig brug af sådanne beskrivelser. Ja, jeg kan faktisk ikke engang selv, da jeg jo ikke ved, hvordan andre føler, når de fx siger, de er forelskede.
“Hvordan refererer ord til fornemmelser? – Deri synes ikke at ligge noget problem; thi taler vi ikke dagligt om fornemmelser og benævner dem? Men hvorledes frembringes forbindelsen mellem navnet og det benævnte? Spørgsmålet er det samme som dette: hvordan lærer et menneske betydningen af navne på fornemmelser? F.eks. ordet ‘smerte’. Dette er en mulighed: Ord forbindes med oprindelige, naturlige udtryk for fornemmelsen og sættes ind på disses plads. Et barn har slået sig, det skriger; og nu trøster de voksne det og bibringer det udbrud og senere også sætninger. De lærer barnet en ny smerteadfærd. [Op.cit., § 202].
Der er altså ikke tale om en regelbundet beskrivelse af et sagforhold, når man siger: ‘Jeg har smerter!’ Det er simpelthen en smerteadfærd på linie med at ligge sammenrullet på gulvet og skrige. Det er blot en mere tillært og kultiveret smerteadfærd. En sådan adfærd er ifølge Wittgenstein hverken korrekt eller ukorrekt. Den er mere eller mindre hensigtsmæssig. Hvis en person ønsker at få udstedt en recept på smertestillende piller, kan det være hensigtsmæssigt for vedkommende at sige til en praktiserende læge: ‘Jeg har smerter’. Hvis en person vil giftes med en anden, kan hun med fordel sige: ‘Jeg elsker dig’. Det er hverken sandt eller falsk. Det er blot en, antager vi, hensigtsmæssig adfærd. Vi kan ikke formidle private og unikke indre tilstande gennem sprogets almenbegreber.
