Støjberg ville gøre det samme igen i morgen

Hvor er det godt, at der kom så klar en afgørelse fra Rigsretten. 25 ud af 26 dommere var enige om skyldsspørgsmålet. Vi må formode, at samtlige 13 højesteretsdommere stemte for domsfældelse, og kun en af de 13 politisk udpegede lægdommere ville frifinde Inger Støjberg. Man har lov at håbe, at den overraskende klare afgørelse betyder, at vi slipper for politiske slagsmål om skyldsspørgsmålet.

Hvor er det til gengæld usselt, at Inger Støjberg selv efter denne klare domsafsigelse fastholder, at hun intet har gjort forkert, at hun ville gøre det samme igen og håber, at alle andre vil handle på samme måde. Det er en oprørende disrespekt for retssamfundets institutioner, for folkestyret og for menneskerettighederne.

Hvor er det samtidig tæerkrummende pinagtigt og historieløst, at hun udtaler, at "de danske værdier har tabt". Det er godtgjort, at Støjberg i modstrid med lovens bogstav og ånd – og fuldt bevidst om denne modstrid – har instrueret sine embedsmænd om at tvangsadskille alle asylansøgende ægtepar og samlevende, hvor mindst den ene part ved ankomsten til Danmark var under 18 år. Alle uden undtagelse og således også uden en individuel sagsbehandling, hvor det ellers kunne vurderes, om den yngste part var interesseret i en adskillelse. Sådan en individuel sagsbehandling havde asylansøgerne lovkrav på.

Og det er bestemt ikke nogen "dansk værdi" at fratage unge kvinder dette krav på en individuel sagsbehandling. Det er tværtimod en dansk tradition, at unge kan få sådan en individuel sagsbehandling, hvor der tages stilling til, om de må gifte sig, før de begge eller den ene part er fyldt 18. Staten skulle tage stilling til indgåelse af et ægteskab, hvor mindst den ene part var under 18 år, men dog over 16. Eller hvis kvinden var fyldt 15 og gravid. Under disse vilkår kunne man efter efter en administrativ vurdering af sagen få tilladelse til at gifte sig. Man kunne få et "kongebrev", og det var en ganske almindelig dansk administrativ praksis frem til 2017.

Så det, Inger Støjberg karakteriserer som danske værdier, er ikke bare ulovligt efter danske lov, i modstrid med menneskerettighederne, men også i direkte modstrid med traditionel dansk praksis. Og i strid med sund fornuft.

Når hun taler om, at hun har beskyttet de unge kvinder (som hun bevidst manipulerende omtaler som børn, selvom de er mellem 15 og 18 år), taler hun også mod bedre vidende. Støjberg ved godt, at hun ikke har hjulpet en eneste af de unge kvinder ved denne tvangsadskillelse. Tværtimod har hun påført flere af dem sjælelig smerte og yderligere utryghed i en i forvejen meget sårbar situation.

De unge kvinder, som faktisk måtte have ønsket adskillelse fra deres mand, havde under alle omstændigheder fået den, blot de under sagsbehandlingen bad om det eller på anden måde udtrykte uvilje til at indkvarteres sammen med deres mand på asylcentrene.

Selv efter den klare dom lyver og hykler Støjberg, og hun fordrejer sagens faktiske indhold. Og udtrykker sin utvetydige disrespekt for de institutioner, hun blev sat til at forvalte.

Jeg lider ikke af blodtørst og synger ikke med på den uendelige vise om stadig hårdere straffe. Jeg vil ingen glæde føle ved at se Støjberg i fængsel. Jeg har ovenikøbet en vis medfølelse med hendes kommende medfanger, må jeg sige. Men det her er ikke en parkeringsforseelse, hvis jeg må sige det på den måde.

Det højloftede miljø på filosofistudiet

 1989:

Jeg havde det privilegium at læse filosofi på et institut, hvor der ikke var to lektorer, som havde den samme tilgang til filosofien. Jeg havde samtidig det privilegium stort set kun at blive undervist af fastansatte lærere, og da min årgang på filosofisk institut kun bestod af 25 studerende, havde forelæsningerne karakter af holdundervisning.

Jeg hørte fra studerende på andre studier, at deres undervisere i det store hele kun interesserede sig for deres forskning. Sådan var det ikke hos os. Alle undervisere var optagede af at undervise og var derfor også gode til det. Rundt om flere af dem dannede der sig kredse af studerende, som mente, at netop deres mentor havde fat i den lange ende. Det gav nok en lejrstemning på instituttet, men så afgjort mere som en intellektuel kappestrid end som fjendskab. Man drillede, men respekterede i ret vid udstrækning hinanden. Jeg hørte eksempelvis aldrig om nogen, der forsøgte at få hinanden fyret, fordi de havde forskellige opfattelser af faget og verden.

Man kunne også forenes om den store, elegante julefrokost for undervisere, studerende og tidligere studerende på det lille institut (undtagen måske nogle af økologerne, som mente, at der var for meget kødmad, eller for lidt grønt), hvor der bestemt var uhæmmet drukkenskab, alternativ rygning, hor, beåndede brandtaler, højlydte skænderier, sædelighedsskandaler, brandstiftelse, brydekampe og kærlighedserklæringer af ret forbigående gyldighed, men hvor dem, der havde danset trusseløst på bordene eller sagt deres job op i fuldskab, for det meste blev omfavnet af et smil næste mandag.

Der var højt til loftet.

Det var langt fra noget problemfrit miljø, og det var naturligvis ikke alle, der trivedes lige godt i det, men det passede godt til mig.

Især elskede jeg den faglige mangfoldighed og rummelighed. At så tilsyneladende uforenelige tilgange til filosofien kunne eksistere side om side. Alle alternativer var legitime, blot der kunne argumenteres og gøres rede for dem. Man kunne vælge at studere i en bestemt lejr, men man kunne også lade være. Selv valgte jeg aldrig side. Jeg var og er meget inspireret af Karl Marx, hvad angår beskrivelsen af historiens drivhjul, økonomien, arbejdet og af statens rolle. Men filosofisk var jeg hverken marxist, strukturalist, dagligsprogsfilosof, hermeneutiker, kantianer, positivist, kritisk rationalist, semiotiker, frankfurtermand, fænomenolog, eller nietzscheaner, men vel nærmest lidt af det hele. Jeg tror ikke på, at alle filosofiske spørgsmål kan beskrives og besvares i henhold til den samme metode.

Jeg ville ikke have holdt til at læse filosofi på et institut, hvor en bestemt verdensforståelse eller måde at tale om filosofien og filosofere om verden gjorde krav på at være den eneste tilladelige.

El Cholo er den bedste

Hvem er verdens bedste fodboldtræner? Det er jo vanskeligt at måle, og derfor er der naturligvis også mange forskellige meninger om den sag. De fleste vil vel nævne Pep Guardiola og Jürgen Klopp først, men Ancelotti, Tuchel, Zidane, Mourinho, Pochettino og Hjulmand er også navne, der jævnligt dukker op, og så vil mange også for et syns skyld nævne Atlético Madrids Diego "el Cholo" Simeone som en af dem, der også gør det godt.

Men hvor meget jeg end holder af Klopp og respekterer Guardiola, Hjulmand og Zidane, så er rækkefølgen forkert. Simeone er efter min mening klart den bedste træner i topfodbold de seneste ti år. Det kan man aflæse af mange forskellige parametre.

Man kan begynde med at kigge på klubbens resultater. Simeone kom til klubben som cheftræner midt i sæsonen, i december 2011, hvor det gik skidt for klubben. Det lykkedes Simeone at rette holdet op og slutte sæsonen som nummer 5. De to foregående år var det blevet til en 7'ende og en 9'ende-plads. Sæsonen efter blev de nummer 3, og i den næste sæson igen vandt de La Liga for første gang i 20 år. Fra 1996 til 2013 sluttede Atleti ikke en eneste gang i top-3 i La Liga, men fra og med 2013 og til og med i år har de gjort det hvert eneste år, altså 9 år i træk. I 2014 og 2021 er klubben blevet spanske mestre, og to gange undervejs har de været i Champions League-finalen og begge gange været uheldige med at tabe til Real Madrid.

Man kan også se på, hvad Simeone har fået ud af sine spillere. Jeg tror, de fleste vil være enige i, at spillere som Diego Costa, Antoine Griezmann, Arda Turan, Filipe Luís, João Miranda og Diego Godín kun var rigtig gode, mens de spillede for Simeone. Når de forsøgte sig i andre klubber, nåede de aldrig samme niveau. Og hvem andre end Simeone kunne have gjort et ordinært talent som Koke til en europæisk topspiller?

Noget man også ofte bedømmer trænere på, er spillets organisation, først og fremmest forsvarets kompakthed, midtbanens rollefordeling og de offensive spilleres genpres, når de har mistet bolden højt på banen. Det er jo sådan noget, en træner kan få styr på. Ingen træner ville kunne lære Faxe at drible som Jesper Olsen.

Simeones Atleti har år efter år haft det forsvar, som lukkede færrest mål ind i La Liga. Måske det bedste forsvar i verden, og vel at mærke slet ikke med verdens dyreste forsvarsspillere. Midtbanen var især i de første år bemandet med ret anonyme spillere, men stod altid godt, bakkede hinanden godt op og gjorde tingene simpelt og rigtigt, ligesom Simeone selv havde gjort som topspiller (blandt andet i Atlético Madrid). Og Simeones forreste spillere har altid arbejdet hårdt og disciplineret i genpresset, bremset modstandernes opspil og skabt målchancer på hurtige omstillinger. Det har i årrække gjort Atleti meget svære at bryde ned og vinde over. Atleti har under Simeone lært at vinde de kampe, hvor modstanderne egentlig spillede lidt bedre.

Så kan man vel også se på, hvilke trænere, der har betydet mest for deres klubs økonomiske udvikling. Atlético Madrid havde bygget deres nye store stadion, Wanda Metropolitano med plads til 68.457 tilskuere, som blev taget i brug 2017, uanset, men de gode resultater, som Simeone skabte i årene inden og efter, spillede perfekt sammen med det nye stadion, som de kunne fylde med begejstrede tilhængere. Atleti blev en europæisk storklub i de år. Jeg kunne bedre lide det gamle stadion, Vicente Calderón, fordi det knyttede klubben til mit kvarter og til arbejderkvartererne nede ved floden, men det nye, store stadion blev økonomisk en stor succes, fordi Simeone med sine imponerende og konstante resultater kunne fylde det uge efter uge.

Simeone kan sætte et hold rigtig sammen. Han kan forbedre spillernes taktiske forståelse og arbejdsdisciplin og han kan motivere sine spillere til at yde lidt mere, end de selv troede, at de kunne. Det er der vist ingen, der gør bedre.

Onkler

 – Tror du, børn kan være Gud, far?

Jeg er på vej til skole med Serena på syv. Trafikken larmer, og hun har ansigtsmaske på, det skal de i skolen, så det kan være svært at høre, hvad hun siger, men snakkes skal der; ingen af os hører til de tavse.

– Nu tror jeg jo ikke, at der findes en gud, men hvis der gjorde ...

Hun kigger vantro på mig.

– Hvad har det med sagen at gøre? spørger hun.

– Jo, altså, hvis der ikke er nogen gud, kan børn jo heller ikke være Gud.

Hun kigger op mod himlen og ryster på hovedet.

– Øh, altså, hvad jeg mener er, at hvis nu der faktisk var en gud, så tror jeg, det ville være en pige på syv år.

– Far! siger hun og sukker.

– Jo, hør nu, hvis der var en gud, og Gud var almægtig og kunne bestemme alting selv, så tror jeg, Gud ville beslutte at være syv år gammel og aldrig blive ældre.

– Far, hør nu efter!

Hun er ved at tabe tålmodigheden med mig. Jeg forstår det ikke.

– Jeg hører da efter min skat, siger jeg. – Syv år er den dejligste alder, og jeg tror ikke, hun ville ønske sig nogensinde at blive ældre. Du har da også selv ...

– Jeg sagde 'tios' [onkler], far. Ikke 'Dios' [Gud]. Tror du børn kan være onkler? Der er en dreng fra min klasse, som siger, at han har en nevø.

– Æhh ...

Overmodne overvejelser om fedterøvskarakterer og boganmeldelser

Det første, min religionslærer i gymnasiet fortalte os, var, at hun var modstander af undervisningsministeriets bedømmelsessystem, så derfor gav hun karakterer på sin egen måde: Hvis man sad på første række, fik man 10, hvis man sagde noget, og ellers 9 (det var altså i 13-skalaens tid). På mellemste række kunne man tilsvarende få 8 eller 7. Og da hun ikke havde tænkt sig at dumpe nogen med en 5'er, var mulighederne på bagerste række et 7- eller 6-tal.

Det gav straks nogle strategiske omrokeringer i klasseværelset, hvor der blev nogen skubben oppe foran, men jeg skulle fandme ikke have noget af at få fedterøvskarakterer, så jeg satte mig naturligvis ned i bagerste venstre hjørne sammen med Torben og fik mit 7-tal.

Når jeg fortæller yngre mennesker om det i dag, bliver jeg mødt med undren. "Hvorfor satte du dig ikke op foran og fik 10? Ville du ikke have gode karakterer?" Og sandheden er, at jeg hellere ville have gode end dårlige karakterer, men jeg ville ikke have dem, fordi jeg sad oppe foran og smiskede for vores lærer.

Den holdning skyldtes måske dels, at jeg var vældig tidligt umoden, men hang vel også sammen med en tidsånd i begyndelsen af firserne, hvor karriere- og karakterræset endnu ikke fyldte ret meget på gymnasierne. De fleste af os var tilfredse med en god middeleksamen, som sagtens kunne få os ind på de fleste studier efterfølgende. Jeg ville som politisk vakt læse statskundskab. Eller filosofi. Begge dele så ud til at være muligt med en overkommelig indsats og et mådeligt resultat i gymnasiet.

Jeg nåede såmænd også at blive optaget begge steder og at gøre den ene af uddannelserne færdig. Det sidste var kun muligt, fordi jeg gradvis skiftede indstilling til skolearbejdet, som jeg ikke gjorde mere end højst nødvendigt ud af på Kalundborg Gymnasium. På filosofistudiet begyndte jeg ligefrem at læse. Særligt, ganske vist, da jeg havde afleveret specialet. Jeg havde vidunderlige lærere og var interesseret i samtlige kurser på studiet, selv logik, som de fleste ellers hadede. Men min indstilling til religionslærerens fedterøvsmodel fulgte med i rygsækken, omend i nye tilskikkelser.

Det gjorde den også, da jeg adskillige år senere droppede mit drømmejob som forlagsredaktør for at forfølge en endnu dybere og ældre drøm om at skrive bøger.

Allerede på Forfatterskolen mødte jeg flere af de anmeldere, som siden skulle tage stilling til mine bøger. Det var en udfordring for mig, for hvordan skulle jeg forholde mig til dem? Min nærmest instinktive reaktion var, at jeg ikke ville være venner med nogen anmeldere, fordi de så ikke kunne være objektive. Derfor talte jeg nødigt med dem, når de kom ind på skolen, fx for at undervise. Jeg udviste ikke noget engagement i undervisningen, når det var dem, der var på, og jeg sagde i mange år konsekvent nej til at gå ud at spise og drikke med dem, hvilket ellers ikke så sjældent var på programmet, når man kom i miljøet omkring Forfatterskolen. Jeg var i begyndelsen så ekstrem, at jeg kun hilste modvilligt tilbage, når de hilste på mig.

Det var en kejtet og i øvrigt urimeligt uvenlig adfærd, som måske havde med den tidligt udviklede umodenhed at gøre, men som i hvert fald har været en succes på den måde, at jeg aldrig er blevet venner med nogen anmelder.

Om det så betød, at anmelderne forholdt sig mere objektivt til de bøger, jeg siden udgav, kan jeg ikke sige. Jeg kan konstatere, at i hvert fald en af de anmeldere, som jeg på den måde havde givet den kolde skulder, aldrig har villet skrive om noget, jeg har udgivet eller på nogen måde bidraget til. Kun en enkelt gang har han gjort det. Det var da jeg udgav nogle noveller på Gyldendal, som nærmest alle andre skrev om. Om dem skrev han på sin blog, at hans kollega på avisen var glad for dem, men at det troede han ikke, at han selv ville være, hvis han havde gidet læse dem. Den var jeg selv ude om, kan man vel sige.

I øvrigt vil jeg ikke ynke mig over dårlige eller for få anmeldelser. Jeg tror ikke, jeg er blevet behandlet dårligere end så mange andre forfattere, der er primært er udkommet på mindre forlag.

Senere oplevede jeg, at nogle af mine venner begyndte at anmelde bøger. Skulle jeg så holde op med at være venner med dem? Det var måske alligevel at gå for langt.

I dag ser jeg ikke på det på samme måde. Jeg ville ikke havde det fjerneste imod at dele to fadøl med et behageligt eller interessant menneske, blot fordi vedkommende var anmelder. Egentlig må det jo også være deres eget ansvar at sætte den slags grænser, hvis der overhovedet skal sættes nogen. Men det er en rent teoretisk overvejelse, for i Malaga, hvor jeg bor, har jeg endnu ikke mødt nogen danske boganmeldere.

Pludselig Afrika

 

For tre år siden fandt jeg Afrika. Det viste sig at være et hul i fortovets flisebelægning over for mine børns skole i Madrid. Sådan kan hele verdener gemme sig de mest overraskende steder.

Dansk Folkepartis sensommer

Ved indgangen til sommeren stod partiet i meningsmålingerne til at blive mere end halveret ved et kommende folketingsvalg.

I august idømmes partiets næstformand og stemmesluger, Morten Messerschmidt, så et halvt års betinget fængselstraf for dokumentfalsk og svindel med EU-midler. Det var ellers ham, mange i partiet havde håbet på kunne afløse den farveløse Thulesen Dahl som formand og skaffe fornyet fremgang.

Derfor er der i september nogle af lokalformændene, som opfordrer partistifteren Pia Kjærsgaard til at stille op som formandskandidat for at få skuden vendt inden efterårets kommunalvalg. Kan vi ikke bare sige det sådan, at Pia Kjærsgaard formodentlig har toppet som politiker og ikke leverer skarpe onelinere med helt samme frekvens som tidligere? Men alligevel anses hun altså af flere som det bedste bud på en redningskvinde.

Kjærsgaard foretager så i den situation den værst tænkelige dobbeltmanøvre: Hun siger for det første nej til at overtage formandskasketten inden valget, for det vil være illoyalt og skabe uro, siger hun, men antyder samtidig, at hun måske gerne vil efter valget. Sådan får hun både svækket Thulesen Dahl yderligere og lader ham alligevel vakle gennem kommunal- og regionsvalgene som en 'dead man walking'.

Hvad så ude i kommunerne? Jo, i Nykøbing-Falster er et 19-årigt medlem af partiets ungdomsafdeling blevet idømt 14 års fængsel for at stikke sin sexpartner ihjel med en køkkenkniv og forsøge at brænde liget af inde i hendes stuelejlighed i et bygningskompleks, hvor eksempelvis også beboerne på første sal var hjemme. Den dræbte 18-årige kvinde var ifølge den dømte blevet bange for, at han under deres kvælningssex ville gøre hende fortræd, hvilket han herefter valgte at gøre, mens han angiveligt forsøgte at overbevise hende om det modsatte. Den dømte var i gerningsøjeblikket påvirket af extacy, kokain og hash. En af Dansk Folkepartis Ungdom-Falsters mærkesager i de senere år har i øvrigt været deres stærke modstand mod knivloven, som de vil have afskaffet, fordi de ikke mener, at knive er farligere end alt muligt andet værktøj.

Dommen kunne man læse om for to dage siden.

Dagens historie i Ekstra Bladet handler om John Rosenhøj, Dansk Folkepartis borgmesterkandidat i Odder Kommune, hvor han også er næstformand for sundhedsudvalget. Ekstra Bladet har talt med en kvinde, som fortæller, at Rosenhøj i en årrække har solgt hende som slavetøs. Rosenhøj har ifølge kvinden drevet en omfattende bordelvirksomhed, hvor kvinderne er blevet solgt til ekstremsex, hvor de eksempelvis skulle smøres ind i afføring eller bindes og udsættes for brutal mishandling. Rosenhøj har angiveligt samtidig optaget og solgt pornofilm med de samme typer af sex. Nu har han pludselig trukket sig som borgmesterkandidat, men ikke fordi Ekstra Bladet anklager ham for at være luderkarl, siger han. Han nægter, at Ekstra Bladets historie har noget på sig, og han er stadig næstformand for sundhedsudvalget i Odder Kommune.

Orange toppe

Så kommer der pludselig tre kvinder ind i Lidl lige efter hinanden, alle med orange top og sort nederdel. Det er ikke en kombination, man ser hver dag, men her kommer der altså tre lige efter hinanden, og de kender ikke hinanden, de taler ikke sammen.

En ser arabisk ud, en ligner en spanier, og den sidste er lys og taler hollandsk i mobilen. De tre orange toppe er forskellige, og det er de tre nederdele også. Det er ikke en uniform, men noget er under opsejling; jeg kan mærke det! Det er et tegn.

Allende, 11. september og Bidens nye verdensorden

I dag er det 48 år siden, at Chiles demokratisk valgte, socialistiske præsident, Salvador Allende døde i præsidentpaladset i forbindelse med et højreorienteret militærkup ledet af general Augusto Pinochet.

En udvidelse af demokratiet

Salvador Allende var kommet til magten i 1970 i spidsen for venstrefløjsalliancen Unidad Popular, og hans regering gik målrettet til værks med at gennemføre en demokratisk og socialistisk revolution i landet.

Den demokratiske revolution bestod blandt andet i, at der blev etableret råd af landarbejdere og småbønder, som skulle tage stilling til, hvordan de nye jordreformer, som regeringen ville indføre, skulle fungere. Landejendomme på over 200 hektarer (cirka 40 % af den chilenske landbrugsjord) blev eksproprieret, og ejendomsretten til jorden blev mere ligeligt fordelt på landbefolkningen.

Der blev eksempelvis også oprettet lokalt valgte sundhedsråd, som fik myndighed til at holde kontrol med kommunernes sundhedsbudgetter.

Valgretsalderen blev sat ned til 18 år, og også de mange analfabeter fik lov at stemme, samtidig med at analfabetismen blev nedbragt gennem et omfattende statslig indsats. Regeringen opfordrede befolkningen til at deltage aktivt i den politiske debat om landets fremtid med demonstrationer og politiske stormøder.

En kulturel revolution

Regeringen sponsorerede også store musikfestivaller, blandt andet med den oprindelige befolknings musik, som ellers havde haft trange kår i et land, hvor den økonomiske og politiske elite traditionelt var europæisk/nordamerikansk orienteret. Bøger blev trykt som aldrig før, og nye biblioteker blev etableret. Fagforeningerne deltog i arbejdet med at få litteraturen ud til arbejderbefolkningen.

En socialistisk økonomi

Samtidig blev eksempelvis kobberminer og banker nationaliseret som led i den socialistiske revolution.

En ny stærk kvindebevægelse voksede frem – eller fik nu pludselig mulighed for at fungere åbenlyst. Den fik blandt andet presset en fordobling af forældreorlovens længde igennem, fra 6 til 12 uger, og der blev oprettet vuggestuer og børnehave og offentlige vaskehuse. Og alle gravide kvinder kunne nu få gratis mad.

En socialstat under opbygning

Og så påbegyndte regeringen opbygningen af en socialstat. Der blev etableret en statslig sundhedssektor med nye sundhedsklinikker og hospitaler i de fattigste kvarterer med gratis adgang for alle. Der blev iværksat en gigantisk alfabetiseringskampagne for både børn og voksne, og den fattige befolkning fik gratis adgang til skole og videregående uddannelse, samtidig med, at de fattigste fik forøget socialhjælp. Der blev fastsat en lovbestemt minimumsløn, de underernærede børn fik gratis mælk, og i de fattigste kvarterer blev der uddelt gratis mad. Der var også gratis skolemad, og mange arbejdsløse blev tilbudt arbejde i de nationaliserede virksomheder og i den nye offentlige social- og sundhedssektor. Arbejdsløshedsunderstøttelsen og alderspensionen blev forbedret.

Økonomisk omfordeling

Der blev gennemført en skattereform, som lettede skattebyrden for de laveste indkomster. Det førte til en voldsom økonomisk omfordeling fra de rigeste til de fattige.

Det førte også til en betragtelig inflation. Og samtid faldt landets eksportindtægter, fordi kobberpriserne på det internationale på netop det tidspunkt marked faldt drastisk.

Hovedstaden Santiagos metrosystem var under udbygning, men den nye, røde regering ændrede udvidelsesplanerne, så især byens fattigste kvarterer kom til at nyde gavn af dem.

Vi taler her om initiativer, som blev iværksat og gennemført i et fattigt, kriseramt land inden for mindre end tre år.

Nixon sætter CIA i sving, landet destabiliseres

I USA var I'm not a crook-Nixon præsident, og han og Allende anerkendte officielt hinandens legitime ret til at lede det land, de hver især var valgt til at lede, men Nixon mente det ikke. Han satte nemlig sin militære efterretningstjeneste CIA i sving med at destabilisere Chiles økonomi, infrastruktur og militær. CIA arrangerede og financierede blandt andet falske minearbejderstrejker og lastbilchaufførsstrejker, der lammede landet og skabte en politisk uro, som CIA også var direkte involveret i at organisere med effektive sabotage af Unidad Popular og systematisk udbredelse af misinformation i landet, hvilket førte til hamstring og panik. Landet blev kastet ud i en økonomisk krise med hyperinflation og tiltagende fødevaremangel. USA brugte samtidig sin indflydelse i Den Internationale Valutafond til at forhindre den i at hjælpe Chile gennem den akutte økonomiske krise, som USA selv havde være aktivt medvirkende til at skabe.

Regeringen destabiliseres

Chiles regering mistede gradvis kontrollen med både landets militær og politikorps, hvor CIA sammen med den antidemokratiske del af den chilenske højrefløj vandt indflydelse. CIA støttede aktivt de kræfter inden for det chilenske militær, der kidnappede og myrdede general René Schneider, som var øverstbefalende for Chiles væbnede styrker og mente, at militæret ikke skulle blande sig i landets politiske ledelse.

Et parlamentsvalg i begyndelsen af 1973 svækkede Allendes og venstrefløjsalliancens flertal, og i sensommeren, hvor landet var lammet af økonomisk kaos og ophidsede politiske kampe på gadeniveau, opfordrede et nyt flertal i parlamentet militæret til at træde ind for at genindføre ro og orden. Forud for denne beslutning havde Chiles højesteret afgjort, at Allendes regering ikke levede op til sit konstitutionelle ansvar for at etablere ro og orden i gaderne. Regeringen havde ikke længere kontrol over eller tillid til politiet, der ligesom militæret var illoyalt og infiltreret af CIA og antidemokratiske kræfter. Så regeringen havde afstået fra at sætte politiet ind, når der var uro i gaderne, hvilket reelt havde ført til et sammenbrud i landets retssystem.

Kuppet

I denne anspændte militære situation deltog USA i en 'flådeøvelse' i farvandet uden for Valpariso, hvor det chilenske parlament ligger. Om bord på krigsskibene var flere af de CIA-agenter, som havde arbejdet på at destabilisere Chile og infiltrere det chilenske militær.

Nixons hemmelige mission var lykkedes. Allendes magt var nedbrudt, og den 11. september 1973 tog militæret, ledet af general Augusto Pinochet, magten ved et militærkup og bombede præsidentpaladset, hvor Allende havde søgt tilflugt.

Selvmordet

I årtier efter militærkuppet har det været ivrigt diskuteret, om Allende begik selvmord i præsidentpaladset eller blev henrettet af CIA. Typisk har venstrefløjen hævdet, at han blev myrdet (som en slags socialistisk helt og martyr), mens højrefløjen har sagt, at han tog sit eget liv (vel for delvis at frikende CIA og afmontere Allende som den stolte helt). For ti år siden blev hans jordiske rester gravet op og undersøgt af retsmedicinere, som konkluderede, at Allende skød sig selv med en AK-47-maskinpistol.

Det er en temmelig ligegyldig diskussion, synes jeg. Det vigtige er ikke, om Allende var en modig helt, som kæmpede til det sidste. Det vigtige er politikken. Heltefigurer er Hollywood-glimmer.

Hvad ville USA?

Det vigtige er at huske, hvilken rolle den konservative amerikanske administration under Richard Nixons og Henry Kissingers ledelse spillede i den nederdrægtige nedbrydelse af det demokratiske socialistiske eksperiment i Chile. Men også den rolle CIA spillede i opretholdelsen af det mangeårige nyliberalistiske militærdiktatur under general Pinochets ledelse, som fulgte efter kuppet.

På samme måde er det vigtigt at huske, hvilken rolle Ronald Reagans USA, igen med CIA som våben, senere spillede i den meget tilsvarende, men endnu mere blodige, nedbrydelse af det demokratisk socialistiske eksperiment i Nicaragua i 1980'erne.

Og dusinvis af andre steder i verden. USA's skiftende regeringer har uden tøven spillet rollen som den brutale overdommer, der skulle afgøre, hvilket styre og hvilken politik, der skulle herske verden over, uden smålig skelen til, om regeringen var demokratisk valgt eller ej.

Adgang til markedet - eller til billig olie

USA har som oftest legitimeret sine aktioner ved at give den som den frie verdens forsvarere, eller ligefrem demokratiets forsvarere. Det har de imidlertid kun været, når den rolle har kunnet forenes med deres virkelige mål, nemlig at få adgange til og kontrol over markedet, få adgang til billig olie og sikre deres militære dominans i strategisk vigtige regioner. USA har altid været særligt aggressive over for nabolande, som ville indføre socialistisk inspirerede økonomiske politikker, der kunne true USA's adgang til markedet. Deres kampe for at afsætte socialistisk ledede regeringer i Latinamerika og indsætte militærdiktaturer, som førte nyliberalistisk økonomisk politik, har aldrig været en kamp for frihed og demokrati, men i praksis altid det modsatte.

Og det har afsættelsen af Saddam Husseins regime i Irak og Muammar Gaddafis i Libyen heller ikke. Overhovedet ikke. Det handlede om adgangen til billig olie. Hussein og Gaddafis regimer var hverken værre eller bedre en dusinvis af andre diktaturer rundt om i verden, som USA ikke har interesseret sig for, fordi de ikke havde nogen væsentlig strategisk eller økonomisk betydning. Og det er da stærkt tvivlsomt, om befolkningen i Irak har fået noget godt ud af USA's indblanding. Befolkningen i Libyen har i hvert fald ikke. Det har heller aldrig været målet med aktionen.

En ny verdensorden?

For nylig udtalte USA's præsident Joe Biden, at "Denne beslutning om at trække soldaterne ud af Afghanistan, handler ikke kun om Afghanistan. Det er en beslutning om at afslutte en æra med omfattende militære aktioner, der har til formål at omdanne andre lande."

Præcis hvad Biden mener med denne historiske erklæring, er vel stadig lidt uklart, men det må vel i det mindste betyde, at USA under hans ledelse ikke ville rykke militært ind i lande som Afghanistan, Irak eller Libyen for at afsætte eller myrde statsledelsen og indsætte en ny og indføre en ny politik i landet. At det er slut med den slags aktioner. Det er i sig selv opsigtvækkende, for i Irak lykkedes missionen faktisk set fra et amerikansk synspunkt: De FIK faktisk adgang til Iraks olie.

Det er klart, at USA kan have mange pragmatiske grunde til at afstå fra lignende aktioner i fremtiden. De er for det første afsindigt dyre, særligt naturligvis de uafsluttelige, som dem i Vietnam og Afghanistan. De er også upopulære i den amerikanske befolkning og gør livet besværligt for den til enhver tid siddende amerikanske præsident – og upopulære i store dele af verdensoffentligheden, hvor USA på den måde skaffer sig mange farlige fjender, fx dem der styrede to passagerfly ind i World Trade Center præcis 38 år efter det CIA-koordinerede militærkup i Chile.

Men gælder det mon også de hemmelige CIA-aktioner eksempelvis i latinamerikanske lande med demokratisk valgte regeringer, der fører en socialistisk orienteret økonomisk politik?

Og har Biden overhovedet opbakning til sin historiske udtalelse? Han har det naturligvis ikke hos republikanerne eller hos CIA, men har han det i sit eget parti?

God 11. september til alle!

Den helgenkårede korsridder

Inger Støjberg har vundet rigsretssagen, allerede inden den er kommet i gang. Hun har i suveræn stil vundet slaget om retten til at udlægge sagens indhold. Så suveræn, faktisk, at hun helt uden det mindste tegn på skam har kunnet gøre en forretning ud af sælge sin egen fremadskridende fortælling om sagens forløb til befolkningen. Hun fremstår som den uretfærdigt anklagede heltinde, den forfulgte uskyldighed, som heroisk kæmpede for det gode og nu for skams skyld skal lide for det.

Sådan fremstår hun i høj grad, fordi Socialdemokratiet har besluttet, at det skulle være sådan. Socialdemokratiet fik indskrevet i bemærkningerne, at Folketinget støtter Støjbergs politiske motiver for at administrere, som hun gjorde. Socialdemokraterne synger således højt og tydeligt med på Støjbergs falske vise om, at hun kæmpede for at frelse 'barnebrudene'. Og så er der jo kun teknikaliteter tilbage i den sag.

Rigsretten skal nemlig heller ikke tage stilling til, hvorvidt Støjberg har løjet for Folketinget (hvilket jo er ulovlig og i samrådene ret grundigt er godtgjort, at hun de facto har). At Støjbergs ulovlige automatiske adskillelse af de unge ægtepar ikke har frelst så meget som en eneste 'barnebrud' (de kunne, hvis myndighederne skønnede det hensigtsmæssigt eller kvinderne selv bad om det, under alle omstændigheder være blevet adskilt efter den individuelle sagsbehandling, som de ulovligt blev nægtet), men til gengæld har gjort livet til et helvede for mennesker, som i forvejen var hårdt pressede, er på forunderlig vis forsvundet ud af sagen. Støjbjerg gjorde nemlig ifølge socialdemokraterne politisk det rigtige, omend muligvis på en lidt forkert måde. Derfor kan Rigsretten næppe gøre andet end at give den helgenkårede korsridder en lille påtale, som blot yderligere vil styrke den eventyrlige fortælling om hendes ædle martyrium.