Onkler

 – Tror du, børn kan være Gud, far?

Jeg er på vej til skole med Serena på syv. Trafikken larmer, og hun har ansigtsmaske på, det skal de i skolen, så det kan være svært at høre, hvad hun siger, men snakkes skal der; ingen af os hører til de tavse.

– Nu tror jeg jo ikke, at der findes en gud, men hvis der gjorde ...

Hun kigger vantro på mig.

– Hvad har det med sagen at gøre? spørger hun.

– Jo, altså, hvis der ikke er nogen gud, kan børn jo heller ikke være Gud.

Hun kigger op mod himlen og ryster på hovedet.

– Øh, altså, hvad jeg mener er, at hvis nu der faktisk var en gud, så tror jeg, det ville være en pige på syv år.

– Far! siger hun og sukker.

– Jo, hør nu, hvis der var en gud, og Gud var almægtig og kunne bestemme alting selv, så tror jeg, Gud ville beslutte at være syv år gammel og aldrig blive ældre.

– Far, hør nu efter!

Hun er ved at tabe tålmodigheden med mig. Jeg forstår det ikke.

– Jeg hører da efter min skat, siger jeg. – Syv år er den dejligste alder, og jeg tror ikke, hun ville ønske sig nogensinde at blive ældre. Du har da også selv ...

– Jeg sagde 'tios' [onkler], far. Ikke 'Dios' [Gud]. Tror du børn kan være onkler? Der er en dreng fra min klasse, som siger, at han har en nevø.

– Æhh ...

Overmodne overvejelser om fedterøvskarakterer og boganmeldelser

Det første, min religionslærer i gymnasiet fortalte os, var, at hun var modstander af undervisningsministeriets bedømmelsessystem, så derfor gav hun karakterer på sin egen måde: Hvis man sad på første række, fik man 10, hvis man sagde noget, og ellers 9 (det var altså i 13-skalaens tid). På mellemste række kunne man tilsvarende få 8 eller 7. Og da hun ikke havde tænkt sig at dumpe nogen med en 5'er, var mulighederne på bagerste række et 7- eller 6-tal.

Det gav straks nogle strategiske omrokeringer i klasseværelset, hvor der blev nogen skubben oppe foran, men jeg skulle fandme ikke have noget af at få fedterøvskarakterer, så jeg satte mig naturligvis ned i bagerste venstre hjørne sammen med Torben og fik mit 7-tal.

Når jeg fortæller yngre mennesker om det i dag, bliver jeg mødt med undren. "Hvorfor satte du dig ikke op foran og fik 10? Ville du ikke have gode karakterer?" Og sandheden er, at jeg hellere ville have gode end dårlige karakterer, men jeg ville ikke have dem, fordi jeg sad oppe foran og smiskede for vores lærer.

Den holdning skyldtes måske dels, at jeg var vældig tidligt umoden, men hang vel også sammen med en tidsånd i begyndelsen af firserne, hvor karriere- og karakterræset endnu ikke fyldte ret meget på gymnasierne. De fleste af os var tilfredse med en god middeleksamen, som sagtens kunne få os ind på de fleste studier efterfølgende. Jeg ville som politisk vakt læse statskundskab. Eller filosofi. Begge dele så ud til at være muligt med en overkommelig indsats og et mådeligt resultat i gymnasiet.

Jeg nåede såmænd også at blive optaget begge steder og at gøre den ene af uddannelserne færdig. Det sidste var kun muligt, fordi jeg gradvis skiftede indstilling til skolearbejdet, som jeg ikke gjorde mere end højst nødvendigt ud af på Kalundborg Gymnasium. På filosofistudiet begyndte jeg ligefrem at læse. Særligt, ganske vist, da jeg havde afleveret specialet. Jeg havde vidunderlige lærere og var interesseret i samtlige kurser på studiet, selv logik, som de fleste ellers hadede. Men min indstilling til religionslærerens fedterøvsmodel fulgte med i rygsækken, omend i nye tilskikkelser.

Det gjorde den også, da jeg adskillige år senere droppede mit drømmejob som forlagsredaktør for at forfølge en endnu dybere og ældre drøm om at skrive bøger.

Allerede på Forfatterskolen mødte jeg flere af de anmeldere, som siden skulle tage stilling til mine bøger. Det var en udfordring for mig, for hvordan skulle jeg forholde mig til dem? Min nærmest instinktive reaktion var, at jeg ikke ville være venner med nogen anmeldere, fordi de så ikke kunne være objektive. Derfor talte jeg nødigt med dem, når de kom ind på skolen, fx for at undervise. Jeg udviste ikke noget engagement i undervisningen, når det var dem, der var på, og jeg sagde i mange år konsekvent nej til at gå ud at spise og drikke med dem, hvilket ellers ikke så sjældent var på programmet, når man kom i miljøet omkring Forfatterskolen. Jeg var i begyndelsen så ekstrem, at jeg kun hilste modvilligt tilbage, når de hilste på mig.

Det var en kejtet og i øvrigt urimeligt uvenlig adfærd, som måske havde med den tidligt udviklede umodenhed at gøre, men som i hvert fald har været en succes på den måde, at jeg aldrig er blevet venner med nogen anmelder.

Om det så betød, at anmelderne forholdt sig mere objektivt til de bøger, jeg siden udgav, kan jeg ikke sige. Jeg kan konstatere, at i hvert fald en af de anmeldere, som jeg på den måde havde givet den kolde skulder, aldrig har villet skrive om noget, jeg har udgivet eller på nogen måde bidraget til. Kun en enkelt gang har han gjort det. Det var da jeg udgav nogle noveller på Gyldendal, som nærmest alle andre skrev om. Om dem skrev han på sin blog, at hans kollega på avisen var glad for dem, men at det troede han ikke, at han selv ville være, hvis han havde gidet læse dem. Den var jeg selv ude om, kan man vel sige.

I øvrigt vil jeg ikke ynke mig over dårlige eller for få anmeldelser. Jeg tror ikke, jeg er blevet behandlet dårligere end så mange andre forfattere, der er primært er udkommet på mindre forlag.

Senere oplevede jeg, at nogle af mine venner begyndte at anmelde bøger. Skulle jeg så holde op med at være venner med dem? Det var måske alligevel at gå for langt.

I dag ser jeg ikke på det på samme måde. Jeg ville ikke havde det fjerneste imod at dele to fadøl med et behageligt eller interessant menneske, blot fordi vedkommende var anmelder. Egentlig må det jo også være deres eget ansvar at sætte den slags grænser, hvis der overhovedet skal sættes nogen. Men det er en rent teoretisk overvejelse, for i Malaga, hvor jeg bor, har jeg endnu ikke mødt nogen danske boganmeldere.

Pludselig Afrika

 

For tre år siden fandt jeg Afrika. Det viste sig at være et hul i fortovets flisebelægning over for mine børns skole i Madrid. Sådan kan hele verdener gemme sig de mest overraskende steder.

Dansk Folkepartis sensommer

Ved indgangen til sommeren stod partiet i meningsmålingerne til at blive mere end halveret ved et kommende folketingsvalg.

I august idømmes partiets næstformand og stemmesluger, Morten Messerschmidt, så et halvt års betinget fængselstraf for dokumentfalsk og svindel med EU-midler. Det var ellers ham, mange i partiet havde håbet på kunne afløse den farveløse Thulesen Dahl som formand og skaffe fornyet fremgang.

Derfor er der i september nogle af lokalformændene, som opfordrer partistifteren Pia Kjærsgaard til at stille op som formandskandidat for at få skuden vendt inden efterårets kommunalvalg. Kan vi ikke bare sige det sådan, at Pia Kjærsgaard formodentlig har toppet som politiker og ikke leverer skarpe onelinere med helt samme frekvens som tidligere? Men alligevel anses hun altså af flere som det bedste bud på en redningskvinde.

Kjærsgaard foretager så i den situation den værst tænkelige dobbeltmanøvre: Hun siger for det første nej til at overtage formandskasketten inden valget, for det vil være illoyalt og skabe uro, siger hun, men antyder samtidig, at hun måske gerne vil efter valget. Sådan får hun både svækket Thulesen Dahl yderligere og lader ham alligevel vakle gennem kommunal- og regionsvalgene som en 'dead man walking'.

Hvad så ude i kommunerne? Jo, i Nykøbing-Falster er et 19-årigt medlem af partiets ungdomsafdeling blevet idømt 14 års fængsel for at stikke sin sexpartner ihjel med en køkkenkniv og forsøge at brænde liget af inde i hendes stuelejlighed i et bygningskompleks, hvor eksempelvis også beboerne på første sal var hjemme. Den dræbte 18-årige kvinde var ifølge den dømte blevet bange for, at han under deres kvælningssex ville gøre hende fortræd, hvilket han herefter valgte at gøre, mens han angiveligt forsøgte at overbevise hende om det modsatte. Den dømte var i gerningsøjeblikket påvirket af extacy, kokain og hash. En af Dansk Folkepartis Ungdom-Falsters mærkesager i de senere år har i øvrigt været deres stærke modstand mod knivloven, som de vil have afskaffet, fordi de ikke mener, at knive er farligere end alt muligt andet værktøj.

Dommen kunne man læse om for to dage siden.

Dagens historie i Ekstra Bladet handler om John Rosenhøj, Dansk Folkepartis borgmesterkandidat i Odder Kommune, hvor han også er næstformand for sundhedsudvalget. Ekstra Bladet har talt med en kvinde, som fortæller, at Rosenhøj i en årrække har solgt hende som slavetøs. Rosenhøj har ifølge kvinden drevet en omfattende bordelvirksomhed, hvor kvinderne er blevet solgt til ekstremsex, hvor de eksempelvis skulle smøres ind i afføring eller bindes og udsættes for brutal mishandling. Rosenhøj har angiveligt samtidig optaget og solgt pornofilm med de samme typer af sex. Nu har han pludselig trukket sig som borgmesterkandidat, men ikke fordi Ekstra Bladet anklager ham for at være luderkarl, siger han. Han nægter, at Ekstra Bladets historie har noget på sig, og han er stadig næstformand for sundhedsudvalget i Odder Kommune.

Orange toppe

Så kommer der pludselig tre kvinder ind i Lidl lige efter hinanden, alle med orange top og sort nederdel. Det er ikke en kombination, man ser hver dag, men her kommer der altså tre lige efter hinanden, og de kender ikke hinanden, de taler ikke sammen.

En ser arabisk ud, en ligner en spanier, og den sidste er lys og taler hollandsk i mobilen. De tre orange toppe er forskellige, og det er de tre nederdele også. Det er ikke en uniform, men noget er under opsejling; jeg kan mærke det! Det er et tegn.

Allende, 11. september og Bidens nye verdensorden

I dag er det 48 år siden, at Chiles demokratisk valgte, socialistiske præsident, Salvador Allende døde i præsidentpaladset i forbindelse med et højreorienteret militærkup ledet af general Augusto Pinochet.

En udvidelse af demokratiet

Salvador Allende var kommet til magten i 1970 i spidsen for venstrefløjsalliancen Unidad Popular, og hans regering gik målrettet til værks med at gennemføre en demokratisk og socialistisk revolution i landet.

Den demokratiske revolution bestod blandt andet i, at der blev etableret råd af landarbejdere og småbønder, som skulle tage stilling til, hvordan de nye jordreformer, som regeringen ville indføre, skulle fungere. Landejendomme på over 200 hektarer (cirka 40 % af den chilenske landbrugsjord) blev eksproprieret, og ejendomsretten til jorden blev mere ligeligt fordelt på landbefolkningen.

Der blev eksempelvis også oprettet lokalt valgte sundhedsråd, som fik myndighed til at holde kontrol med kommunernes sundhedsbudgetter.

Valgretsalderen blev sat ned til 18 år, og også de mange analfabeter fik lov at stemme, samtidig med at analfabetismen blev nedbragt gennem et omfattende statslig indsats. Regeringen opfordrede befolkningen til at deltage aktivt i den politiske debat om landets fremtid med demonstrationer og politiske stormøder.

En kulturel revolution

Regeringen sponsorerede også store musikfestivaller, blandt andet med den oprindelige befolknings musik, som ellers havde haft trange kår i et land, hvor den økonomiske og politiske elite traditionelt var europæisk/nordamerikansk orienteret. Bøger blev trykt som aldrig før, og nye biblioteker blev etableret. Fagforeningerne deltog i arbejdet med at få litteraturen ud til arbejderbefolkningen.

En socialistisk økonomi

Samtidig blev eksempelvis kobberminer og banker nationaliseret som led i den socialistiske revolution.

En ny stærk kvindebevægelse voksede frem – eller fik nu pludselig mulighed for at fungere åbenlyst. Den fik blandt andet presset en fordobling af forældreorlovens længde igennem, fra 6 til 12 uger, og der blev oprettet vuggestuer og børnehave og offentlige vaskehuse. Og alle gravide kvinder kunne nu få gratis mad.

En socialstat under opbygning

Og så påbegyndte regeringen opbygningen af en socialstat. Der blev etableret en statslig sundhedssektor med nye sundhedsklinikker og hospitaler i de fattigste kvarterer med gratis adgang for alle. Der blev iværksat en gigantisk alfabetiseringskampagne for både børn og voksne, og den fattige befolkning fik gratis adgang til skole og videregående uddannelse, samtidig med, at de fattigste fik forøget socialhjælp. Der blev fastsat en lovbestemt minimumsløn, de underernærede børn fik gratis mælk, og i de fattigste kvarterer blev der uddelt gratis mad. Der var også gratis skolemad, og mange arbejdsløse blev tilbudt arbejde i de nationaliserede virksomheder og i den nye offentlige social- og sundhedssektor. Arbejdsløshedsunderstøttelsen og alderspensionen blev forbedret.

Økonomisk omfordeling

Der blev gennemført en skattereform, som lettede skattebyrden for de laveste indkomster. Det førte til en voldsom økonomisk omfordeling fra de rigeste til de fattige.

Det førte også til en betragtelig inflation. Og samtid faldt landets eksportindtægter, fordi kobberpriserne på det internationale på netop det tidspunkt marked faldt drastisk.

Hovedstaden Santiagos metrosystem var under udbygning, men den nye, røde regering ændrede udvidelsesplanerne, så især byens fattigste kvarterer kom til at nyde gavn af dem.

Vi taler her om initiativer, som blev iværksat og gennemført i et fattigt, kriseramt land inden for mindre end tre år.

Nixon sætter CIA i sving, landet destabiliseres

I USA var I'm not a crook-Nixon præsident, og han og Allende anerkendte officielt hinandens legitime ret til at lede det land, de hver især var valgt til at lede, men Nixon mente det ikke. Han satte nemlig sin militære efterretningstjeneste CIA i sving med at destabilisere Chiles økonomi, infrastruktur og militær. CIA arrangerede og financierede blandt andet falske minearbejderstrejker og lastbilchaufførsstrejker, der lammede landet og skabte en politisk uro, som CIA også var direkte involveret i at organisere med effektive sabotage af Unidad Popular og systematisk udbredelse af misinformation i landet, hvilket førte til hamstring og panik. Landet blev kastet ud i en økonomisk krise med hyperinflation og tiltagende fødevaremangel. USA brugte samtidig sin indflydelse i Den Internationale Valutafond til at forhindre den i at hjælpe Chile gennem den akutte økonomiske krise, som USA selv havde være aktivt medvirkende til at skabe.

Regeringen destabiliseres

Chiles regering mistede gradvis kontrollen med både landets militær og politikorps, hvor CIA sammen med den antidemokratiske del af den chilenske højrefløj vandt indflydelse. CIA støttede aktivt de kræfter inden for det chilenske militær, der kidnappede og myrdede general René Schneider, som var øverstbefalende for Chiles væbnede styrker og mente, at militæret ikke skulle blande sig i landets politiske ledelse.

Et parlamentsvalg i begyndelsen af 1973 svækkede Allendes og venstrefløjsalliancens flertal, og i sensommeren, hvor landet var lammet af økonomisk kaos og ophidsede politiske kampe på gadeniveau, opfordrede et nyt flertal i parlamentet militæret til at træde ind for at genindføre ro og orden. Forud for denne beslutning havde Chiles højesteret afgjort, at Allendes regering ikke levede op til sit konstitutionelle ansvar for at etablere ro og orden i gaderne. Regeringen havde ikke længere kontrol over eller tillid til politiet, der ligesom militæret var illoyalt og infiltreret af CIA og antidemokratiske kræfter. Så regeringen havde afstået fra at sætte politiet ind, når der var uro i gaderne, hvilket reelt havde ført til et sammenbrud i landets retssystem.

Kuppet

I denne anspændte militære situation deltog USA i en 'flådeøvelse' i farvandet uden for Valpariso, hvor det chilenske parlament ligger. Om bord på krigsskibene var flere af de CIA-agenter, som havde arbejdet på at destabilisere Chile og infiltrere det chilenske militær.

Nixons hemmelige mission var lykkedes. Allendes magt var nedbrudt, og den 11. september 1973 tog militæret, ledet af general Augusto Pinochet, magten ved et militærkup og bombede præsidentpaladset, hvor Allende havde søgt tilflugt.

Selvmordet

I årtier efter militærkuppet har det været ivrigt diskuteret, om Allende begik selvmord i præsidentpaladset eller blev henrettet af CIA. Typisk har venstrefløjen hævdet, at han blev myrdet (som en slags socialistisk helt og martyr), mens højrefløjen har sagt, at han tog sit eget liv (vel for delvis at frikende CIA og afmontere Allende som den stolte helt). For ti år siden blev hans jordiske rester gravet op og undersøgt af retsmedicinere, som konkluderede, at Allende skød sig selv med en AK-47-maskinpistol.

Det er en temmelig ligegyldig diskussion, synes jeg. Det vigtige er ikke, om Allende var en modig helt, som kæmpede til det sidste. Det vigtige er politikken. Heltefigurer er Hollywood-glimmer.

Hvad ville USA?

Det vigtige er at huske, hvilken rolle den konservative amerikanske administration under Richard Nixons og Henry Kissingers ledelse spillede i den nederdrægtige nedbrydelse af det demokratiske socialistiske eksperiment i Chile. Men også den rolle CIA spillede i opretholdelsen af det mangeårige nyliberalistiske militærdiktatur under general Pinochets ledelse, som fulgte efter kuppet.

På samme måde er det vigtigt at huske, hvilken rolle Ronald Reagans USA, igen med CIA som våben, senere spillede i den meget tilsvarende, men endnu mere blodige, nedbrydelse af det demokratisk socialistiske eksperiment i Nicaragua i 1980'erne.

Og dusinvis af andre steder i verden. USA's skiftende regeringer har uden tøven spillet rollen som den brutale overdommer, der skulle afgøre, hvilket styre og hvilken politik, der skulle herske verden over, uden smålig skelen til, om regeringen var demokratisk valgt eller ej.

Adgang til markedet - eller til billig olie

USA har som oftest legitimeret sine aktioner ved at give den som den frie verdens forsvarere, eller ligefrem demokratiets forsvarere. Det har de imidlertid kun været, når den rolle har kunnet forenes med deres virkelige mål, nemlig at få adgange til og kontrol over markedet, få adgang til billig olie og sikre deres militære dominans i strategisk vigtige regioner. USA har altid været særligt aggressive over for nabolande, som ville indføre socialistisk inspirerede økonomiske politikker, der kunne true USA's adgang til markedet. Deres kampe for at afsætte socialistisk ledede regeringer i Latinamerika og indsætte militærdiktaturer, som førte nyliberalistisk økonomisk politik, har aldrig været en kamp for frihed og demokrati, men i praksis altid det modsatte.

Og det har afsættelsen af Saddam Husseins regime i Irak og Muammar Gaddafis i Libyen heller ikke. Overhovedet ikke. Det handlede om adgangen til billig olie. Hussein og Gaddafis regimer var hverken værre eller bedre en dusinvis af andre diktaturer rundt om i verden, som USA ikke har interesseret sig for, fordi de ikke havde nogen væsentlig strategisk eller økonomisk betydning. Og det er da stærkt tvivlsomt, om befolkningen i Irak har fået noget godt ud af USA's indblanding. Befolkningen i Libyen har i hvert fald ikke. Det har heller aldrig været målet med aktionen.

En ny verdensorden?

For nylig udtalte USA's præsident Joe Biden, at "Denne beslutning om at trække soldaterne ud af Afghanistan, handler ikke kun om Afghanistan. Det er en beslutning om at afslutte en æra med omfattende militære aktioner, der har til formål at omdanne andre lande."

Præcis hvad Biden mener med denne historiske erklæring, er vel stadig lidt uklart, men det må vel i det mindste betyde, at USA under hans ledelse ikke ville rykke militært ind i lande som Afghanistan, Irak eller Libyen for at afsætte eller myrde statsledelsen og indsætte en ny og indføre en ny politik i landet. At det er slut med den slags aktioner. Det er i sig selv opsigtvækkende, for i Irak lykkedes missionen faktisk set fra et amerikansk synspunkt: De FIK faktisk adgang til Iraks olie.

Det er klart, at USA kan have mange pragmatiske grunde til at afstå fra lignende aktioner i fremtiden. De er for det første afsindigt dyre, særligt naturligvis de uafsluttelige, som dem i Vietnam og Afghanistan. De er også upopulære i den amerikanske befolkning og gør livet besværligt for den til enhver tid siddende amerikanske præsident – og upopulære i store dele af verdensoffentligheden, hvor USA på den måde skaffer sig mange farlige fjender, fx dem der styrede to passagerfly ind i World Trade Center præcis 38 år efter det CIA-koordinerede militærkup i Chile.

Men gælder det mon også de hemmelige CIA-aktioner eksempelvis i latinamerikanske lande med demokratisk valgte regeringer, der fører en socialistisk orienteret økonomisk politik?

Og har Biden overhovedet opbakning til sin historiske udtalelse? Han har det naturligvis ikke hos republikanerne eller hos CIA, men har han det i sit eget parti?

God 11. september til alle!

Den helgenkårede korsridder

Inger Støjberg har vundet rigsretssagen, allerede inden den er kommet i gang. Hun har i suveræn stil vundet slaget om retten til at udlægge sagens indhold. Så suveræn, faktisk, at hun helt uden det mindste tegn på skam har kunnet gøre en forretning ud af sælge sin egen fremadskridende fortælling om sagens forløb til befolkningen. Hun fremstår som den uretfærdigt anklagede heltinde, den forfulgte uskyldighed, som heroisk kæmpede for det gode og nu for skams skyld skal lide for det.

Sådan fremstår hun i høj grad, fordi Socialdemokratiet har besluttet, at det skulle være sådan. Socialdemokratiet fik indskrevet i bemærkningerne, at Folketinget støtter Støjbergs politiske motiver for at administrere, som hun gjorde. Socialdemokraterne synger således højt og tydeligt med på Støjbergs falske vise om, at hun kæmpede for at frelse 'barnebrudene'. Og så er der jo kun teknikaliteter tilbage i den sag.

Rigsretten skal nemlig heller ikke tage stilling til, hvorvidt Støjberg har løjet for Folketinget (hvilket jo er ulovlig og i samrådene ret grundigt er godtgjort, at hun de facto har). At Støjbergs ulovlige automatiske adskillelse af de unge ægtepar ikke har frelst så meget som en eneste 'barnebrud' (de kunne, hvis myndighederne skønnede det hensigtsmæssigt eller kvinderne selv bad om det, under alle omstændigheder være blevet adskilt efter den individuelle sagsbehandling, som de ulovligt blev nægtet), men til gengæld har gjort livet til et helvede for mennesker, som i forvejen var hårdt pressede, er på forunderlig vis forsvundet ud af sagen. Støjbjerg gjorde nemlig ifølge socialdemokraterne politisk det rigtige, omend muligvis på en lidt forkert måde. Derfor kan Rigsretten næppe gøre andet end at give den helgenkårede korsridder en lille påtale, som blot yderligere vil styrke den eventyrlige fortælling om hendes ædle martyrium.

Stakkels Ove

Fra 2014 til 2017 havde jeg et fjollet lille teksteksperimentarium, et alter ego på Facebook, som hed Stakkels Ove. Ove var næsten 18 år, var aktiv i Sugemalleklubben, var blevet færdig på husholdningsskole og gjorde nu rent i dameomklædningen i Åbyhøj svømmehal. Og her var han mål for betydeligt ældre damers attrå, særligt Faster Ydas.

Ove blandede sig engageret i debat-trådene på Facebook, og alle de indlæg er naturligvis forlængst diffunderet ud informationsjunglens overflod. Men nogle af hans egne opslag kan man stadig finde. Her er 10 stykker:

1)
Og hvorfor skulle jeg aldrig have en svingtur? Sådan en, hvor ens far tager fat om ens håndled, og man holder om hans, og det kildrer allerede i maven, mens man løber rundt og rundt, men endnu ikke har sluppet jorden med fødderne. Så kan man se på hans smil, at han er lidt nervøs for, om man nu også kan tåle det, men man kigger på hinanden og man smiler på lige præcis den måde, som giver ham lov til at sætte fuld fart på, og man bliver svimmel, blodet løber fra hovedet og ned i fødderne, man kan mærke den der summen i tæerne, det er dejligt, og man ønsker, at det aldrig holder op, og så går man på bordel sammen og slår hinanden på skuldrene og går hjem og vækker mor og fortæller hende, hvor dejligt det var med den svingtur, hvor meget det kildrede i tæerne, og at det vil vi snart gøre igen.

2)
Tak til alle dem, der gerne vil være venner med mig. Skal vi så ikke sige, at vi ses det sædvanlige sted i aften? Eller måske er der lige en, der kommer forbi Åbyhøj og henter mig foran politistationen ved nitiden, bare hvis jeg nu ikke skulle kunne finde det sædvanlige sted. Det er mig den sexede med bøllehatten.

3)
Nå, men mens jeg stod der og ventede foran Åbyhøj politistation nu til aften, kom jeg til at tænke på noget, som min far altid sagde: Det var det med, at jeg ikke skulle gå efter dem, som alle de andre drenge ville ha. Det er noget med at finde sin egen niche. "En tosset kone på 45 har osse en kusse siddende mellem benene", sagde Papa gerne. Men nu har jeg spurgt dem alle sammen. Tuller-Fie sagde godt nok, at jeg bare kunne ringe. Eller sådan forstod jeg det i hvert fald, men nu har vi lyttet det igennem, og hun sagde godt nok ikke "kan bare ringe", men "er bare ringe", så det kunne jeg altså ikke holde hende op på, sagde hun, da jeg spillede båndet for hende.

4)
Efter det med Tuller-Fie er der kun Yda tilbage, og hun har da også sagt, at jeg godt kan begynde at glæde mig, til jeg fylder 18. Og det gør jeg også. Så udløber hendes tilhold nemlig, og så er der ingen, der kan sige noget, for vi er jo ikke beslægtet i lige linje, som hun plejer at sige. Men lidt bange er man jo også. I hvert fald får hun mig ikke med hen til skruestikken igen.

5)
I dag var der en dame, der smilede til mig i bussen hjem. Hun var en værre en, det var tydeligt nok. Jeg havde været inde og få lavet hår. Så skal man helt ind til Midtbyen. Der er ingen parykmager her i Åbyhøj. Papa siger, at mandlig skaldethed er tegn på høj potens, og at det er da noget damerne godt kan lide. De bliver helt pjattede, når de ser sådan en ung tyr som mig med glat nakke, siger han. Især de lidt ældre. Det er dem jeg er bedst til. Måske var det derfor, hun smilede. Jeg havde fumlet lidt med bøllehatten, så håret sad ikke rigtigt, kunne jeg se, da jeg kom hjem. Hun havde nok luret, at der er godt gang i banditten. Damen var lige ved at stå af sammen med mig ved politistationen, men så blev hun alligevel siddende. Det var alle de poser, hun var flov over at slæbe rundt på. Hvis hun ikke havde haft de sager med, var det blevet helt vildt. Jeg tror jeg tager med bussen igen samme tid næste mandag.

6)
Så er det af sted til Falster! Det er der sugemalleentusiasterne holder sommerlejr i år. Sidste år var det Karen Kro der stod i køkkenet. Jeg tror hun havde et godt øje til mig. Der var altid lige en ekstra klat kartoffelmos på tallerkenen når det var min tur. Sådan noget er ikke tilfældigt. Men det var jo i Hansens Pensionat på Langeland, og jeg er ikke sikker på, at Karen tager rejsen med over til barakkerne på Falster. Åh, mit urolige hjerte!

7)
Efter skuffelsen på Falster (hvordan kunne du få dig til det, Karen Kro?) flakkede jeg lidt om på Sydsjælland og vidste ikke rigtig hvordan jeg skulle komme videre. Papa lovede at se efter sugemallerne hjemme i Åbyhøj. De kræver ikke så meget. Det synes jeg heller ikke jeg selv gør. Men man har jo sit lidenskabelige væsen at slås med. Og så en dag hvor jeg sad i Næstved Naturistcenter og læste i avisen om en digterdreng ude fra Gellerup som var blevet misbrugt af sin sagsbehandler, kom jeg pludselig i tanke om at jeg da også snart trængte til at få min sag behandlet. Og så var det ellers hjem til Aarhus. Nu er jeg jo blevet fyret i svømmehallen så jeg gik ned for at høre om der ikke kunne blive noget kontanthjælp til sådan en som mig. Og det kunne da godt være og hun ville også gerne med i biografen. En af dagene sagde hun, helt sikkert, og hun kunne også godt lide Lars von Trier og jeg havde sagt at jeg nok skulle betale, og Papa havde lovet at hjælpe med en femhundredmand så der også var til en kop kaffe bagefter og hvad der ellers var brug for. Hun har bløde hvide hænder. Og jeg har da også fået vasket bøllehatten. Men så er hun kommet til at give mig det forkerte telefonnummer. Det er bare så uheldigt! Typisk at det sker for mig. Og nede på borgerservice siger de at der ikke arbejder nogen af det navn. Jeg tror det er faster Yda der har snakket med dem. Hun er så jaloux og nu hvor jeg snart fylder 18 vil hun bare ikke risikere noget. Jeg synes der er så lang tid til alting. Måske skal jeg alligevel prøve at ringe til Tuller-Fie igen?

8)
Jeg vil gerne sige tak for alle fire fødselsdagshilsner. De varmede. I hver faller de tre af dem. Nu har jeg osse siddet og ventet på om der ikke lige skulle komme nogle flere, som jeg osse skulle takke for, men jeg vil hellere sige tak nu, for det er ligesom ved at klinge lidt af.
Det har været en travl uge. Ikke kun fordi jeg skulle hjælpe med at arrangere min fest og løbe ud med invitationen til Tante Yda og hendes nye lumre filejs, som Papa syntes jeg skulle invitere med alligevel. Oprydningen tog ikke mange minutter.
Men så har jeg jo osse skullet blive færdig med min jobansøgning. Det kan godt tage tid sådan noget. Den ledige stilling som prinsgemal er jo ikke en man bare søger om i en lukket kuvert. Man skal gøre sine hoser grønne, som Papa gerne siger. Og det er rigtigt. De er virkelig grønne nu.

9)
Så kom svaret fra Margrethe. Det gik godt nok hurtigt, synes jeg. Faktisk var brevet ikke fra Margrethe, men fra en der hedder Michael Ehrenreich. Ham kender jeg ikke, og jeg blev lidt skuffet, fordi jeg jo selv havde været oppe på Amalienborg med ansøgningen. Og det er en lang tur fra Åbyhøj, når ens ben er lidt korte i det.
Men ham Michael mente ikke, at de havde brug for en ny prinsgemal, selvom den gamle er holdt op. Og det var ikke, fordi han ikke kunne se det fine ved mine anbefalinger fra svømmehallen og sugemalleklubben. Han var ret imponeret. Det var tydeligt nok. Men sagen er, at Margrethe har lovet at arbejde over om onsdagen, og så skulle de nok kunne klare sig alligeveller, skriver Michael.
Papa havde ellers sagt, at der var mere i det job, end vi sådan lige kunne læse os til i BT, og at det da krævede en mand med min erfaring med modne kvinder at fylde Henriks ridestøvler.
Sådan sagde han. Men hvis det ikke er værre, end at Margrethe selv kan klare det onsdag aften, så er der nok også mere brug for mine evner andre steder.

10)
Jeg er lissom the cleaner i Pulp Fiction. Harvey Keitel. Det er altid mig de ringer til når der er noget de andre ikke kan klare i dameomklædningen i Aabyhøj svømmehal. Når Bette-Svendsen har ramt ved siden af spanden med sin seniorble. Det tager mig ti minutter så er der ikke skyggen tilbage af de gule ærter. Når Kawazaki-Finn har glemt at lufte køteren før han tar den med i fællesbassinet. Hvem står så parat med ketcheren? Hvem suger i slangen når Tølle skal have tømt sin punkterede lunge? Og hvem ringer de til når ingeniørskolen igen har holdt den berømte White Russian-rusintroduktion i hjørnesaunaen! The cleaner! Og jeg har altså ikke Samuel L. Jackson og John Travolta til at skylle kluden op for mig. Så er man alligevel lidt sej.

Lars Bo

En ven skrev for lidt siden til mig og fortalte, at Lars Bo er død. Så ved jeg ikke hvordan og hvornår og vil da heller ikke vide det. Det er noget, der sker i min computer. Hvis jeg slukker den, sker det ikke.

Men selvfølgelig slukker jeg ikke computeren. Jeg skal vide, om det er sandt. Jeg nåede at sende en besked til en fælles ven for at få det afkræftet, inden jeg så mindeord dukke op her på siden.

LB var et særlig litterært talent, ja, en mange af os nok gerne ville være, da vi gik på Forfatterskolen sammen fra 2005-2006. Der var en utvungen humor, charme, et forbløffende sprog, overraskende, men troværdige skrig og en stoflig nødvendighed på højeste niveau i det, han skrev. Og i den han var, der var ingen forskel. Og der var en verden til forskel. For teksterne ville aldrig dø, som LB døde i går. Der var noget, teksterne ikke vidste om LB.

LB udgav engang et fremragende værk under titlen 'Bålene brænder', som jeg modtog med posten i Madrid. Teksten hverken begynder eller slutter:

“hver eneste lille sten i Varanasi er hellig for det var der universet begyndte hver eneste lille sten er rester af begyndelsen de er det første stof vi indsamlede nogle af dem lagde vi i en vitrine så var de kunst og kom i avisen nu ved jeg ikke hvor de er febrilt samlede vi ind lagde stumper og stykker af vores tur igennem Indien i poser for at bekræfte at det fandtes at vi virkelig var der og du kære læser skal bevidne det du må tro på os at det virkelig er sandt føler mig som ja som hvad som mine piller måske de små kapsler med små gryn af venlaflaxin mod min angst rasler mod ganen videre ned gennem halsen altid den kvalme min mave afviser dem som om kroppen min hjerne vil ikke være ved sin lidelse at den er blevet den påtvunget det er sådan jeg føler mig som kapslerne ned gennem halsen til maven og videre ud i blodbanerne til hjernen og alligevel bliver de optaget det er nødvendigt vi er uafviselige vi har lommerne fulde af guld fra flyet så vi solen stå op over Indien og vi dykkede ned i mørket de små bål brændte i Delhi lige før solen stod op og vi overlevede”

Jeg skrev om det her:

Skrev han også den geniale, sprudlende roman, som flere forlag sultent ventede på at udgive fra hans hånd og forsøgte forlods at lægge billet ind på? Jeg ved det ikke, men han udgav den i hvert fald ikke. En indsigtsfuld forfatter og litterat indskrev ligefrem LB ind i sin moderne litterære kanon, selvom LB på det tidspunkt intet havde udgivet.

Jeg tror ikke, at LB selv var lige så overbevist om sit talent, som alle vi andre var. Og måske var det ikke ubetinget godt for ham konstant at få at vide, at han ville få et bragende gennembrud, når 'blot' han fik skrevet den roman, som alle regnede med var på vej.

LB gik på Forfatterskolen. Han læste også historie. Det forstod jeg godt. Det overraskede mig først, at han ville være gartner, men han talte om sin læreplads med en faglig optagethed, som gjorde mig glad, men som jeg muligvis ikke burde have stolet på, da han sidste år dukkede op til min udgivelsesreception. Der var flere tegn på håb, som jeg valgte at fæste lid til: LB og kæresten forsøgte at blive forældre.

Men han talte ikke om det med samme glød i stemmen, som han havde før. LB's stemme var blevet svagere. Han råbte sig ikke ind i selskabets centrum. Han kunne ikke længere lide, at man spurgte dybt til det liv, han levede. Jeg ved, at han i de senere år havde trukket sig ud af flere sammenhænge, hvor han tidligere fyldte godt op. Facebook, hvor han gennem mange år udfoldede sig med et vældigt overskud, et både fintfølende og grusomt vid, havde han ikke gæstet længe. Jeg har før set sådan en tilbagetrækning i slutningen af en ung mands liv.

Det er allerede længe siden, vi vandrede frygtløst tværs over Irland sammen:

Det er også længe siden, det lille litterære selskab spiste stegt flæsk og kartofler med ækelt sødet persillesovs til, men det er sådan: sky, men ikke desto mindre kærligt, vitalt skæmtende i godt selskab og bare blændende god, dejlig og skøn, han stadig lever, hvis jeg klemmer øjnene i og slukker min computer.

For 12 år siden spurgte jeg LB, om han ville være gæsteskribent her på bloggen. Det ville han gerne. Blandt andet skrev han denne tekst:

Jeg går i supermarkedet efter morgenmad

I går, Vesterbro
Jeg går i Netto for at købe morgenmad. En mor, der ser ud til at komme fra den veluddannede middelklasse, skubber rundt med klapvognen, som drengen ikke gider sidde i. Hun kigger uafvendeligt på mobilen. Drengen er mere interesseret i butikkens varer og finder hurtigt køledisken, hvor der står en kasse med ostehapsere. Han er ikke mere end to år gammel, men han ved godt, hvordan man åbner sådan en kasse. Den indre plasticembalage får han også flået af. Men han kan ikke lide osten og smider den på gulvet. Så får han øje på en snackpølse. Den kan han bedre lide. Moren er også nået frem. Hun kigger op fra mobilen engang imellem. Da drengen har spist så meget af pølsen, som han gider, går de videre.

Den unge, lavtlønnede kassemedarbejder, som ser ud til at være af mellemøstlig oprindelse, har også set tålmodigt til. Nu rydder hun op efter drengen. Det kan hun lige nå, fordi der i netop det øjeblik ikke er kunder ved kassen. Moren med drengen skulle nemlig ikke have noget alligevel.

I dag, Malaga Centrum
Jeg går i Lidl for at købe morgenmad. Foran mig står to høje, unge mænd, som ser ud til at slide i det med håndvægtene adskillige timer hver dag. Eller først er jeg ikke helt sikker på, om de faktisk står foran mig i køen, for de står og kigger på mobilen og 'fylder ikke op' foran sig i køen. De svarer ikke, da jeg spørger, om de står i kø, men antyder dog et lille skridt fremad som for at lukke hullet. Lidt efter må den allerede kendeligt trætte, underbetalte kassemedarbejder kalde dem hen til kassen, fordi de ikke har set, at det er deres tur. De tager deres energibarer, havrekiks og kildevand op af kurven. Kassemedarbejderen skubber flere gange den trekantede adskiller frem mod dem for at få dem til at lægge den på båndet, så jeg kan komme til at lægge mine varer op. Det overkommer de ikke.

– Jamen, så gør jeg det da, siger jeg og rækker nok en anelse demonstrativt hen over deres varer for at fange adskilleren. Jeg lægger mine varer på båndet og sætter min kurv op i stablen. Så sætter jeg også den kurv på plads, som de to muskelbundter har efterladt midt i gangen. De kigger et øjeblik forbløffede på mig og slentrer så ud af supermarkedet.