Et stort tillykke til Inuit Ataqatigiit, som ved Landstingsvalget i går blev Grønlands største parti med 36,6 procent af stemmerne. Nu skal Múte Bourup Egede forsøge at danne regering. Jeg tror, det er godt, af flere grunde.Et godt valg
Jeg tror, det er godt, fordi det i bund og grund er usundt, at det samme parti og den samme indspiste elite sidder på regeringsmagten så længe, som Siumut har gjort i Grønland.
Det er godt, fordi Inuit Ataqatigiit vil melde Grønland ind i Parisaftalen, værne om det lokale fiskeri og landbrug og styrke det internationale samarbejde om en grøn omstilling.
Jeg er naturligvis også glad for Inuit Ataqatigiits sejr, fordi det er et socialistisk og økologisk orienteret parti, som jeg generelt sympatiserer med.
Samtidig tror jeg, det er godt, fordi Inuit Ataqatigiits valgkamp i høj grad baserede sig på modstanden mod udvinding af råstoffer i en mine i Kuannersuit (Kvanefjeldet) nær ved Narsaq.
Det er nu ikke noget helt enkelt spørgsmål, synes jeg.
Narsaq
Det bliver ikke indbyggerne i Narsaq eller lokalpolitikerne i Kujalleq Kommune, der kommer til at afgøre, hvad der skal ske med minen. Det er politikerne i Inatsisartut (Landstinget) i Nuuk, der beslutter, om der skal gives udnyttelsestilladelse til det australsk/kinesiske mineselskab Greenland Minerals, og den beslutning træffes formodentlig i løbet af de næste fire år, altså af det nyvalgte landstingsflertal.
Narsaq er en by på cirka 1400 indbyggere, som er vokset ud af en oldgammel bosættelse. Den ligger på en lavslette, en halvø mellem to fjorde og afgrænset af høje fjelde i det sydvestlige Grønland. Tidligere levede man af sælfangst her, men i de seneste hundrede år har hovederhvervene været fiskeri og dyreavl, især skaldyrsfiskeri, rejer til Royal Greenland, og rensdyr- og fåreavl. Kødet skulle være særlig godt, fordi dyrene går og gumler på en masse herlige græsser og forskellige aromatiske urter. Narsaq har Grønlands eneste slagteri, Neqi A/S, og så Royal Greenlands fiske/skaldyrsfabrik.
Der er også en turisme, som især henvender sig til velpolstrede lystfiskere, geologer og vandrere med kamikker på. Man skulle nogenlunde nemt og risikofrit kunne komme op på indlandsisen fra Narsaq.
Jamen, de har sgu ligefrem et ølbryggeri, Qajaq Beer, som brygger på lokale bygsorter og vand fra gletcheris.
Narsaq har et rådhus fra tiden før kommunesammenlægningen i 2009, to supermarkeder, en kirke, en politistation, en brandstation, en grundskole og flere andre uddannelsesinstitutioner, en internetcafé, et sygehus, en tandklinik og flere små butikker. Der er hotel og udlejningshytter. Det er slet og ret en by.
Fra Erik Den Rødes tid frem til engang i senmiddelalderen var der en vikinge/nordbo-bosættelse i området. Der står stadig mange ruiner fra den bosættelse, men vikingerne sameksisterede med en oprindelig befolkning af inuitter, så bopladsen er meget ældre end den røde Erik, formodentlig flere tusinde år, omend næppe fast beboet gennem alle årene. Jeg kan ikke finde ud af, hvor gammel.Minedrift
Det australsk/kinesiske Greenland Minerals har i årevis luret på at komme i gang med at udvinde uran, thorium, zirconium, niobium, yttrium, zink, tin, lithium, beryllium, klor, flour og forskellige sjældne jordarter. Meget af det kan bruges i elektronikindustrien. Uran kan naturligvis bruges til atomkraft – eller til avancerede våben. Det er der rigtig mange penge i. Ifølge det australsk/kinesiske mineselskab vil minedriften give selvstyret skatteindtægter på 1,5 milliarder kroner årligt fra begyndelsen og 37 år frem i tiden. Samtidig vil den angiveligt kunne skabe godt 300 arbejdspladser i lokalområdet.
Siumut er tilhængere af minedriften, fordi den giver arbejdspladser. Sådan tænker søsterpartiet Socialdemokratiet jo også, så det er ikke så overraskende. Det er vel heller ikke uforståeligt, at Siumut vil sikre arbejdspladser og skatteindtægter til selvstyret og til kommunen, som oplever et fald i indbyggertallet i de her år.
Det hører med til billedet, at flere af de sjældne jordarter, som vil kunne udvindes i minen, er ingredienser i moderne fossilfri energiproduktion og -forbrug, fx solceller, vindmøller og batterier til elbiler. Og de klimaforandringer, som i høj grad forårsages af brugen af fossile brændstoffer, er jo også stærkt problematiske for både den særegne grønlandske natur og kultur. Indlandsisen smelter.
Derfor er der meget ved minedriften, der lokker. Det er ikke noget simpelt spørgsmål. Der er arbejdspladser, økonomi og elementer til ren teknologi i godteposen.
Man skal dog passe på ikke at tillægge argumentet om den rene energi mere vægt, end det retteligt bør have, for fremstilling af vindmøller, elbiler og solceller er trods alt ikke afhængig af minedrift i Kvanefjeldet.
Det er det, de kæmper for
Når Inuit Ataqatigiit ikke vil være med, er det dels, fordi minedriften vil spolere det naturskønne område og samtidig ifølge beregningerne vil forøge Grønlands samlede CO2-udslip med op til 45 %. Dels er det, fordi de har en begrundet frygt for, at et planlagt affaldsdepot med fluor og det radioaktive thorium i en sø en halv kilometer over havoverfladen vil kunne forurene lokalområdet.
De frygter et dæmningsbrud, som vil være en alvorlig trussel for agerbruget, fåreholdet og turismen i området. Det vil naturligvis samtidig være katastrofalt for drikkevandsforsyningen i Narsaq.
Derfor er kampen mod den potentielt forurenende minedrift også en kamp for at bevare en lokal livsform. Skal den lille bygd forvandles til en mine- og kemikalieindustriby? Og er det noget, indbyggerne selv skal bestemme, eller er det en landstingsafgørelse? Ja, det bliver i hvert fald en landstingsafgørelse, men er der grund til at lytte til lokalbefolkningen?Er det overhovedet en god livsform, de har i Narsaq? Det mener indbyggerne tilsyneladende selv. To tredjedele af vælgerne i Narsaq har denne gang stemt på Inuit Ataqatigiit, som vil bevare Narsaq i en genkendelig udgave. Siumut, som vil lave bygden om til en mineby, plejer at være det største parti i byen, men er denne gang blevet halveret. Sådan er det gået ved både kommune- og landstingsvalget i byen. På landsplan er Siumut derimod gået lidt frem.
Jeg har aldrig været i Grønland, men jeg tror på den livsform, de har i Narsaq. Jeg tror, det er vigtigt at lytte til den lokale befolkning, som vil bevare den. Og jeg mener ikke, Grønland skal lade internationale investorer, som bor på den anden side af kloden, spille hazard med det grønlandske miljø.
Inuit Ataqatigiit kommer nok til at danne regering med det regionalistisk orienterede parti, Naleraq, som har fået 12 % af stemmerne og er det tredjestørste parti i Inatsisartut. Inuit Ataqatigiit får 12 mandater og Naleraq får 4. Til sammen har de flertal. De er ikke ideologiske søstre, men er enige om råstofudvindingen i Narsaq. Uenighederne om Kvanefjeld-minen var en af årsagerne til, at valget til Grønlands parlament, Inatsisartut, blev udskrevet, og den sag kan godt vise sig at være definerende for Grønlands fremtid.
Og den nationale selvbestemmelse?
Det er modsætningsfyldt på mange planer. For kan man ikke forestille sig, at det bliver vanskeligere at opnå den form for national selvbestemmelse, som Inuit Ataqatigiit samtidig arbejder for (en forfatningsproces er jo allerede i gang), hvis man ikke får den økonomiske uafhængighed af Danmark, som minedriften ville give?
Det er ikke noget nemt eller gratis synspunkt, som Inuit Ataqatigiit har valgt i denne afgørende sag, men jeg tror, det er det rigtige.
