Da 'Afstande over vand' blev nævnt i Deadline

Jeg har ikke været på Lystens værk alt for længe og er derfor bagud med at opdateringen af bloggens læsere. 

Noget, jeg absolut ville have nævnt, hvis jeg havde være online i december, er det øjeblik, hvor bibliotekernes Sarah Corner-Walker Hvidberg i Deadline nævnte ‘Afstande over vand’ som en bog, der kunne have et stort publikum, hvis blot nogen vidste, at den fandtes. 

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke interesserer mig at have mange læsere. Selvfølgelig gør det det. 

Men det er bestemt heller ikke dårligt af en fagperson at blive anbefalet som en, der burde have det. Og se efterfølgende de to gode forlæggere Christel Sunesen og Simon Pasternak i debat om litteraturens vilkår. 

Det begynder 20.40 minutter inde i programmet.

Jeg har skrevet spar 8

 
Forlaget Ekbátana har udgivet et sæt spillekort med hidtil uudgivne digte af 34 danske digtere. Dem kan man finde i snart sagt enhver boghandel, men også her:

Man kan også læse en omtale her og her.

Kenan sidder i Beograd og læser 'Bestemt – En bog om brugen af bestemthed på dansk'

I sidste uge fik jeg på et site, der hedder Academia.edu, en vældig venlig hilsen fra Kenan. Jeg ved ikke, hvem Kenan er, men ved dog, at han læser dansk på et universitet i Beograd. Denne unge mand havde på Academia fundet frem til en lille bog om brugen af bestemthed på dansk, som jeg udgav i 2014. Den havde hjulpet ham til afklaring af forhold ved det danske sprog, som han havde haft svære kvaler med.

Sådan nogle uventede hilsner tror jeg, alle forfattere bliver glade for. De fleste af os lever på en sten og skriver kun, fordi vi ikke kan finde ud af at holde op. Jeg har vel brugt et års fuldtidsarbejde på at skrive den bog, på at læse mig ordentligt ind på emnet, tænke mit projekt igennem, finde den rigtige form til teksten, udtænke illustrative eksempler og målrettede pædagogiske øvelser.

Det begyndte med, at en forfatterkollega og jeg var kommet til at diskutere, hvordan en særlig form for patos var skrevet frem i en litterær tekst. Hvad var det for et sprogligt virkemiddel, der fremkaldte denne højstemthed? Jeg mente, det var en specifik brug af bestemthed. Siden ville emnet ikke slippe mig igen, før jeg var kommet til bunds i det. Og da jeg tænker bedst ved at skrive, havde jeg pludselig en helvedes lang tekst, som det dygtige fagbogsforlag Frydenlund heldigvis var med på at udgive.

Jeg har ikke tjent en krone på den bog og kommer heller ikke til det. Det samme gælder formodentlig forlaget. Jeg ved, at der er sprogskoler, som har købt den, men jeg aner ikke, om de bruger den. Nu ved jeg i det mindste, at Kenan fra Beograd har haft fornøjelse af den. For mig er det en stor ting. Hvorfor skulle man næsten ellers gide fortsætte med at skrive?

Og så er der ovenikøbet kø efter den halvgamle bog på biblioteket, viser det sig. Hvad er nu det for noget?

Mikrofest online!

Nu kører det! Hvor er det her da bare en udelt fornøjelse at læse om! Et kæmpe tillykke med Mikrofest til læserne, til de små danske kvalitetsforlag og deres forfattere, som nu har fået en online-boghandel, hvor de store koncerner ikke skygger for det hele. Men især et gigantisk tillykke til litteraturkrigerne Lars-Emil Foder og Christel Sunesen, som begejstret og stædigt har troet på, kæmpet for og engageret en masse kolleger i det her igennem tre år.

Modspor anmelder 'Afstande over vand'

 "Således er sproget noget af det, der særligt fanger læseren og drager vedkommende ind i historien. Skildringerne af omgivelserne ved Lille Fuglede udfolder sig poetisk, nærmest som et digt, der smukt breder sig over siderne."

Anne M. Nielsen anmelder Afstande over vand i Modspor.

Linse Kesslers ret nye frisure

Linse Kessler, som er en professionel kvinde, der fik sit store gennembrud i offentligheden ved på helt overlegen vis og uden den mindste tøven at være storesøster til en bokser, har nu fået nyt job. 

Hun arbejder nu som det, der i moderne arbejdsmarkedsforskning kaldes 'kvinde med nogenlunde nyklippet hår'. Vi ved, det er en benhård branche med stor konkurrence, men man må sige, at hun er startet stærkt i den nye stilling. Den landsdækkende avis BT følger hendes meritter tæt og kunne således i dag berette om hendes både helt igennem kompetente og omstillingsparate håndtering af et barnebarns kommentarer til den ret nye frisure. Det tegner godt, og jeg må sige, at jeg personligt næsten ikke kan vente med at høre nyt om udviklingen i L. Kesslers arbejdsliv.

Tesfaye

Hvad skal man kalde det, når en politiker, der har været medlem af fire forskellige partier, sviner to professionelle fodboldspillere til for at skifte arbejdsgiver?

To advarsler

Advarsel 1: Her på min blog må jeg gerne lave sjov med alt muligt. Jeg har ingen principielle grænser for, hvilke emner jeg må forsøge at gøre mig morsom over. 

Det er til gengæld helt frivilligt, om man vil læse med. Hvis man er lidt usikker på, om man vil få indre blødninger af at læse morsomheder om corona eller covid 19, så er Lystens værk et usikkert sted.

Når jeg skriver det, er det fordi, en af mine gode Facebook-venner i går blev skoset for at lave sjov med corona-situationen i Aarhus. På sin egen Facebook-væg. Og det var ellers god spas.

Jeg synes, det er en skrækkelig tanke ikke at kunne lave sjov med corona. Så var vi da helt prisgivet.

Jeg har to regler for mine egne forsøg på at være morsom.

1) Jeg skal faktisk synes, det er sjovt.

2) Jeg skal selv have fundet på det.

Det er ikke regler, som jeg vil trække ned over hovedet på andre. De gælder kun for mig. Hvad jeg synes er sjovt, er i sagens natur ingen universel standart (faktisk er det fuldt ud tænkeligt, at jeg står helt alene med min opfattelse af, hvad der er morsomt), men det er den eneste standart, jeg kan bruge over for mig selv. Jeg ved også, at der findes mennesker, som er gode til at fortælle gamle vittigheder. Det talent har jeg ikke, så det holder jeg mig helst fra. 

At jeg ikke har nogen regler for, hvad jeg må lave sjov med, er ikke det samme, som at jeg faktisk spøger med alt muligt. Der er typer af vittigheder, som jeg ikke synes er sjove og derfor holder mig fra, men man kan ikke få en liste udleveret. Jeg vil dog gerne afsløre, at jeg har svært ved at grine ad vittigheder, som beskriver navngivne personer stærkt nedsættende på en ukærlig og urimelig måde. Så sådan nogle laver jeg helst ikke selv.

Og så har jeg en liste over de emner jeg helst laver sjov med, favoritterne:

1) Mig selv (fordi jeg ved, jeg kan tage det).

2) Folk med magt, som forvalter den dårligt (fordi jeg ved, de ikke kan tage det).

3) Folk med magt i det hele taget.

4) Grøntsager og dyr, der smager grimt.

Advarsel 2: Her på min blog må jeg gerne skrive, hvad jeg mener er sandheden om alt muligt. Jeg har ingen principielle grænser for, hvilke emner jeg må sige sandheden om.

Når jeg skriver det, er det fordi, en af mine nu afdøde bekendte blev skoset for at fortælle, hvad han mente var sandheden om den indvandrerkultur, han var vokset op i. Det mente litteraten, som skosede ham, var utaktisk og usolidarisk, fordi det kunne spille racister for gode kort i hånden.

Jeg har ingen principielle grænser for, hvad jeg må fortælle sandheden om. Lige præcis på det punkt er jeg idealist. Jeg vælger at stole på, at viden og åbenhed hjælper os til at løse problemer. Også når det er besværlig eller ubehagelig viden, som på kort sigt kan give os problemer.

Jeg har dog tre regler for kvaliteten af de informationer, jeg må dele:

1) Jeg skal faktisk tro på, at det er sandt.

2) Jeg skal i rimeligt omfang have undersøgt, om det passer.

3) Det skal være relevant for andre end mig selv.

Hvis det går op for mig, at jeg har taget fejl, skal fejlen rettes eller teksten slettes.

Relevans kan komme mange steder fra. Et emnes relevans kan skyldes, at det indgår i en åben, demokratisk samtale, som i sidste instans kan bidrage til at løse et samfundsmæssigt problem. Eller der kan være tale om poetisk relevans. At noget er smukt eller på anden vis æstetisk stimulerende. Ofte fortæller jeg små hverdagshistorier fra Madrid, som ikke har nogen anden relevans, end at de viser glimt af et fremmed liv. Vi kan lære noget om verdens størrelse ved at læse om andre menneskers liv. Og så kan relevans jo også være, at noget er pudsigt eller ligefrem morsomt.

Bøgerne er væk

I går mistede jeg størstedelen af mine bøger. De blev ødelagt, fordi den kælder, hvor de midlertidigt var blevet opbevaret på grund af en flytning, blev oversvømmet. Oversvømmelse i Madrids ørken i juli? En vandrør begyndte at lække fredag aften, hvor viceværten var gået på weekend. Det blev først opdaget mandag morgen. Stort set al dansk skønlitteratur og det meste af den filosofiske faglitteratur er væk. Den tredjedel af bøgerne, der ikke blev ødelagt, blev beskadiget.

Så hvis du har skrevet en bog, som du synes skal stå i min reol, og du har nogle frieksemplarer, som du ikke kan få afsat, så må du meget gerne tage et eksemplar med, næste gang du besøger mig i Madrid. :-)

Jeg lavede et sarkastisk opslag på Facebook, hvor jeg lod, som om jeg fandt det praktisk at slippe af med alle de bøger, fordi jeg nu har mindre plads til dem. Og jeg har mindre plads. Men jeg er ikke glad for at slippe af med mine bøger. Faktisk føler jeg mig nøgen uden. Jeg ejer ikke mange ting, men mine bøger havde jeg ikke forestillet mig at skulle undvære.

Selv hvis jeg havde råd til at købe bøgerne igen, er der mange, jeg aldrig ville kunne finde. Det østtyske filosofileksikon, som jeg fandt antikvarisk i Berlin i 1996, fx. Den 30-binds Ordbog over det Danske Sprog fra tresserne. Måske ti bind har overlevet. Den danske firserpoesi. Det meste optrykkes ikke længere. De første danske Wittgenstein-oversættelser, fx Om vished med det lange forord af Husted, som jeg har læst mange gange, men alligevel bladrer i flere gange om året. Kjeld Schmidts oversættelse af Marx’ Grundrisse, Kierkegaards samlede værker.

Man kunne tænke, at det var lige meget med de bøger, som jeg allerede har læst, men sådan har jeg det ikke. Jeg vender næsten altid tilbage til bøger, jeg har læst. Særligt fagbøgerne, men også skønlitteraturen. Ikke nødvendigvis for at læse hele værket igen, men måske et kapitel eller en passage, som jeg har brug for eller blot er kommet til at tænke på. Det er simpelthen en utryg følelse ikke at have de bøger, som jeg er formet af, særligt efterhånden som hukommelsen begynder at svækkes.

Jeg skrev engang en novelle om en Mikkelsen, hvis bøger lidt efter lidt forsvandt fra reolen. Det var især hans Wittgenstein-samling, der blev væk.

x

Anmeldelse i Bausagerbooks

Bausagerbooks har anmeldt Afstande over vand:

"Jens Peter Kaj Jensens realistiske roman “Afstand over vand” foregår over 4 år i et lille lokalsamfund i Vestsjælland. Det succesrige bysbarn Tom vender hjem fra Boston med en drøm om at lave sin lille fødeby om til et grønt og kulturelt vækstcentrum.

Jensens forfatterskab er nyt for mig. Blev positivt overrasket over den yderst velskrevne roman. Siderne læste sig selv, da jeg blev optaget af Toms projekt, ligeledes af det store, farverige persongalleri. Romanen er ikke uden varme/humor, men den er bestemt heller ikke for sarte sjæle. Tom færdes blandt andet i et miljø, hvor nogle hellere giver bank end taler om tingene - voldtægt, overgreb sker også!

Jensen har den hjemvendte landsmands blik på Danmark af i dag. Danmarks plusser og minusser. Romanen viser den store diversitet, der er i vores samfund. Fra bund til top. “Afstande over vand” er interessant, fordi den ironisk nok blandt andet giver stemme til nogle samfundsborgere, som faktisk helst vil gå under radaren.

Genkender mørket fra TV-serien “Fred til lands”."