torsdag den 12. januar 2017

Ulstrup-mordene og mandens væsen

Efter familie-mordet i Ulstrup har jeg kunnet se flere af mine venner på Facebook vride skrivearmen af led for at få drabene til at passe ind i en generel teori om mænds adfærd. Alle fædre er potentielt hustru- og barnemordere, fordi vi ikke sådan rigtig elsker vores familie, men snarere ejer den. Og kan vi ikke eje den længere, er der heller ikke andre, der skal have lov. Så slår vi dem ihjel. Det er noget særegent for mænd, for mænd er nemlig ligesom hanløver, der bider alle killinger ihjel, fordi vi ikke er sikre på, at de er vores eget afkom.

Således bør ethvert barn frygte for sit liv, når det er sammen med sin far. Enhver kvinde bør frygte sin mand. Særligt bør hun frygte at forlade ham eller have sex med en anden mand, for så slår hendes egen mand, hendes retmæssige ejer, hende sikkert ihjel. Og hendes søn vil en dag vokse op og blive lige så farlig.

Endvidere bør alle mænd gå rundt og frygte sig selv. Vi skal ikke blot have skyldfølelse for noget, vi ikke har gjort, vi skal også frygte, at vi på den mest horrible måde vil miste dem, vi elsker mest. Helst skal vi holde os på afstand af vores elskede, for at være på den sikre side.

Men det er jo ikke blot en grufuld og invaliderende opfattelse at leve med. Det er også det mest ubegribelige sludder. Mænd er ikke hanløver. Vi er ikke engang bonoboaber, selvom det da er langt tættere på. Vi er mennesker med menneskelige følelser, en menneskelig bevidsthed, empati og samvittighed. Jo, der er flere mænd end kvinder, der dræber deres familie. Men lad os nu sige, at der er 1000.000 familiefædre (altså fædre, som bor sammen med deres børn) i Danmark og tilsvarende 1000.000 familiemødre. Hvor mange af dem vil så statistisk set ende med at slå deres familie ihjel? Fem, måske. Hvor mange af de 1000.000 mødre vil gøre det samme? En. Det er et gæt, men næppe helt ved siden af. Der er altså fem gange så mange mænd som kvinder, der bliver familiemordere. Gør det familiemordet til et grundvilkår i mænds tilværelse, et særligt træk ved mænd?


Nej, naturligvis ikke. Fem ud af en million fædre kan ikke definere et særligt træk ved alle mænd. Der er tale om en ekstremt sygelig tilstand hos manden fra Ulstrup, ikke om et væsenstræk ved hans køn. Og det er ikke kun en ekstremt sygelig tilstand, men også om en virkelig sjælden sygdom, som næsten ingen lider af. Ud af de forsvindende få, der gør, er de fleste mænd, ja, ligesom med Aspergers og andre psykiske lidelser, men hvis det var et generisk træk ved maskulinitet at gøre som manden fra Ulstrup, var der nok flere end de 0,0005 % af alle fædre, som gjorde det. Så gode er vi fordrukne danskere trods alt heller ikke til at tøjle vores natur.

For mig er det lettere absurd at tænke, at man har afsløret mandens sande væsen, når man ser en mand gøre noget helt og aldeles atypisk. "Der kan I bare se!"-reaktionen er sær, fordi man dermed siger, at alt det, alle andre mænd foretager sig år ud og år ind, blot er et skin, blot er noget vi gør for at dække over vores virkelige familiemorderiske væsen.


Jo, vi skal også forske i, hvad grunden er til, at flere mænd end kvinder havner på kanten af samfundet, og at flere mænd end kvinder begår frygtelige forbrydelser. Men hvis vi tager udgangspunkt i, at det er mandens særlige væsen, der er grunden, behøver vi jo dels ikke fortsætte undersøgelsen. Så har vi allerede svaret. Dels behøver vi ikke ændre noget ved samfundsstrukturer eller kønsmønstre, for mandens natur kan vi jo ikke ændre på.


Jeg tror, vi bliver klogere af at kigge på, om der skulle være nogle særlige vilkår for mænd, som i særlige dysfunktionelle/sygelige tilfælde fremkalder denne ekstreme adfærd. Man kunne starte med at kigge på, hvad det mon er for forestillinger, fx om mandens rolle i familien, og særlige omstændigheder hos Ulstrup-manden, som har bragt ham til at gøre, som han gjorde. Ikke som udslag af et maskulint væsen, som langt om længe slog igennem og således afslørede hele kønnet som morderisk.

lørdag den 7. januar 2017

Om romanen Vold

Peder Frederik Jensens Vold, der er et ordentligt svin af en roman, som det er vanskeligt at være ligeglad med, når man har læst den.

Her er noget af det, jeg skrev til forfatteren, da jeg havde læst hans værk:

"Jeg synes, at det er en svimlende styrke ved Vold, at den i modsætning til dine tidligere bøger ikke har en femadskridende handling, hvor begivenheder følger af begivenheder. At den snarere bølger frem og tilbage med associationer, som ikke nødvendigvis hænger logisk sammen, men skrider frem efter andre regler. Og jeg kan også godt lide, at du har klasket mindst to adskilte fortællinger sammen til en, altså afrikarejserne og Simons familiehistorie (og kærlighedshistorierne med Lavra og med ekskæresten i begyndelsen – og det autonome voldsorgie og venstrefløjen osv.).

Det er parallelle forløb, som kædes sammen af Simons tilstedeværelse, af optagetheden af at finde ud af, hvad vold er for noget, og hvad den gør, og af bror Satan, som jo på en eller anden måde har med det hele at gøre. Og derfor klæder disse parallelle forløb hinanden og finder ubesværet sammen i denne bog, selvom historien ikke 'går op' og finder en nødvendig løsning og sammenkædning til sidst. Det er faktisk et meget troværdigt træk ved Vold.

Et andet væsentligt træk ved Vold er Simons (ikke fortællerens) søgen efter forklaring på, hvorfor hans forældre, han selv og hans brødre fik de liv, de fik. Her er han ude efter en logisk sammenhængende forklaring. Han er ikke tilfreds med et hvad, men insisterer på et hvorfor. Det er den logiske motor i en ellers mere associativ fortælling. Det er som en viljestærk, men åben og derfor uskyldig søgen efter Gud. At der må være en forklaring.

Og det er et elskeligt træk ved Vold.

En anden styrke er (det er så indlysende, at jeg næsten glemmer at nævne det), at du har skrevet en 'verdensvendt' bog, som forsøger at tage det glemte kontinents i det store hele ugunstige skæbne alvorligt – uden nødvendigvis at acceptere postkolonialisternes dogmer om årsagerne til tingenes tilstand. At du i det hele taget skriver om Afrika. Det mest litterært usexede af alle kontinenterne. At du selv har udforsket det, og tør møde det og prøve at forstå det uden politisk korrekthed.

Du har skrevet en tekst, som vil det hele. Som ikke følger en vedtagen stilistik, men bare kører på, bruger romangenrens rummelighed til at skrive lange essayistiske passager, som man bliver klogere af at læse.


Du har taget et modigt skridt i dit forfatterskab med denne bog, og det tror jeg, du vil blive belønnet for. Og her tænker jeg ikke på priser og anmeldelser, men på den kunstneriske videreudvikling, du har valgt at åbne dig for."

tirsdag den 3. januar 2017

Champagnebrød

Det blev en dyr nytårsaften.
Ikke så meget på grund af den gode champagne, vi drak, men mere på grund af det, vi ikke fik drukket. Den sidste slat røg nemlig i rugbrødsdejen dagen efter, og jeg må indrømme, at jeg aldrig har bagt et bedre brød. Da jeg samtidig ikke kan komme i tanke om andet, jeg har ændret siden sidste gang jeg bagte, bliver jeg jo nødt til at købe en god flaske bobler og levne et enkelt glas, hver gang vi løber tør for rugbrød.

fredag den 16. december 2016

Udmanøvreret

Serena (2 år): Far, ¿Sabes qué? [ = Ved du hvad?]
Jens (51 år): Nej.
Serena: ¡Ya tienes que saber, o yo me enfado! [ = Du skal vide det nu, ellers bliver jeg vred!]


Hvis jeg alternativt svarer ja, siger hun: ¿Qué es, entonces? [ = Hvad er det så?]. Jeg aner ikke mine levende råd.

lørdag den 10. december 2016

Døgner-lektør

Døgner

Jens Peter Kaj Jensen (f. 1965)

Bog: Digtkreds med et du og et jeg, der i drømmeagtige tableauer søger retning og orientering.
Indhold: Indbildte gaser ; Hesten fra Sevilla ; Døgnkiosken ; Den dytter ; En anden døgner

Emner: eksistens

Materialevurdering
Kort om bogen
Digtkreds med et du og et jeg, der i drømmeagtige tableauer søger retning og orientering. For erfarne digtlæsere, der gerne forsøger sig med svært tilgængelig lyrik.

Beskrivelse
Digtsamlingen er opdelt i fem afsnit, der indbyrdes forbindes. Digtenes jeg og du har ingen navne, og det er heller ikke nemt at fastslå deres køn. En døgnkiosks placering beskrives som "fjorten bjørne nord for 7-eleven", og et sådant sted forekommer også tiden som ophævet. Linjerne i digtene er forskudt, så hele sidens brede anvendes, og der er rytme, bogstavrim og ordspil i flere af stroferne. Jens Peter Kaj Jensen er født i 1965 og bor i dag i Spanien. Han er uddannet fra Forfatterskolen og har desuden læst filosofi på SDU.

Vurdering
Digtene er skrevet med stor energi, og man får den fornemmelse, at Jens Peter Kaj Jensen slår smut med ordene, hvilket dog ikke ændrer ved, at "Døgner" er en kompleks tekst, der ikke umiddelbart åbner sig for læseren.

Andre bøger om samme emne
Stilmæssigt minder "Døgner" fx om Bjørn Rasmussens Ming eller Kenneth Jensens Konventionel drift.

Til bibliotekaren
For større biblioteker.


Materialet er vurderet af: Poul Flou Pedersen

fredag den 2. december 2016

Jeg fortryder det med Susan

I eftermiddags blev jeg stoppet på gaden af en mand i sin bedste alder. Han tog mig i skulderen og sagde: "Tim Robbins!" Jeg har efterhånden vænnet mig til, at folk antaster mig for at fortælle mig, at jeg ligner Tim Robbins (aldrig Nikolaj Coster-Waldau, desværre …), grinende japanske turister viser mig billeder af Tim Robbins på deres mobiltelefon, folk spørger mig, hvad det nu er, den hedder, den film, hvor Tim Robbins sidder i fængsel på en ø; det er hverdagskost, så jeg sagde bare: "Si si!" Så spurgte han, om jeg boede her i nærheden. Det kunne han næsten regne ud, at jeg gjorde, fortalte han triumferende og pegede på de grøntsager og frugter, jeg kom slæbende med. "Jo, jeg bor lige ovre på Plaza de Cascorro", sagde jeg i overensstemmelse med sandheden. "Hvor længe?", spurgte han, og jeg svarede, at jeg havde boet her i kvarteret i snart fem år. Så blev han helt opildnet og begyndte at fortælle mig, hvor stor en skuespiller, jeg var, en af hans favoritter, at han særligt godt kunne lide min optræden i Mystic River, men at jeg heller ikke havde været dårlig i En verden udenfor. At det var helt urimeligt, at folk stadig mest opfattede mig som komedieskuespiller. "Jamen …", sagde jeg. Nej, nu skulle han godt nok hjem og fortælle det til sin bror, som vidste alt om film, og han kendte også en lokal journalist, for det var da helt utroligt, at jeg boede lige her, og ingen vidste noget om det. "Nej nej …", sagde jeg. Og "hvor er jeg glad for at have mødt dig", sagde han så og rystede ivrigt min hånd. "Men jeg har aldrig forstået, hvorfor du lod dig skille fra Susan Sarandon." "Nej," sagde jeg, "det har jeg også mange gange fortrudt".