Lille Litteraturquiz med chokerende præmie

Hvem har skrevet det moderne stykke litteratur, hvorfra nedenstående citat er taget?

Svar i kommentarfeltet.
Og skriv din adresse, hvis du vil have tilsendt kioskbaskeren Bestemt som vinderpræmie.
Kun det første rigtige svar belønnes.
I denne quiz må man gerne blære sig med sin viden.



– Du er hverken gift eller trolovet? sagde hun.
Han havde benægtet det.
– Det er som min søn, havde hun sagt, jeg tror, han går efter dyrene. Det findes. Det fandtes i min tid. Det findes endnu. Men det er en stor skam.
Der var blevet en lang tavshed, hvor hun havde suttet på kandisstykket og havde sukket hen for sig, lommetørklædet var trillet på gulvet og han havde samlet det op.
Langt borte i huset hørte han en dør gå op og han så gennem vinduet sønnen gå nedad de vestre stentrin ud mod vognporten.
– Hvad ser du efter? havde hun sagt.
– Han hader viser, havde hun sagt, han vil intet høre.
Tredive viser havde han fået opskrevet, nogle velkendte, men med sjældne ordformer, andre ukendte kærlighedsviser, men ingen af de rigtig gamle trylleviser.
Midt på dagen havde han ledsaget hende ud i køkkenet, hvor sønnen havde dækket op til dem: rugbrød og koldt flæsk og surt øl. Han havde frygtet for sin mave, og frygten havde været berettiget. Undskyldende sig havde han først tilrevet sig høtotterne i papiret og derpå var han ilet ud og over gårdspladsen og ind i stalden, hvor han fandt den fjerneste bås tom og i tilpas skygge til at han kunne sætte sig og lade tarmen tømme sig.
Det var, mens han sad der, at sønnen var trådt ind og havde seet på ham og sagt:
– Har vor mor rigtig nok sagt til dig, at jeg går til dyrene?

Taxa

Nyset er kroppens hurtigste bevægelse. Det kommer med cirka 300 km/t.

Sådan en raket er vanskelig at kontrollere, og det er derfor, at chaufførens tre voldsomme nys gør mig lidt urolig, her på motorvejen mellem Adolfo Suarez-lufthavnen og Madrids centrum. Han ligger trods alt og kører hyggeslalom med 135 km/t.

– Er det de mange pollen, der generer? spørger jeg. Det er det.

Han har ellers taget antihistaminer for at kunne køre. Dem tager jeg selv, og jeg ved, at der står på glasset, at de svækker evnen til at føre motoriseret køretøj.

Men det gør nu ikke noget, siger han, for alkohol dæmper pillernes virkning.

– Nu er det nærmest, som om jeg slet ikke havde taget de antihistaminer, fortsætter han midt i et gedigent blæs fra snydeskaftet.

Om en ny, større roman – Peders polemik

Min kollega og ven, Peder Frederik Jensen, skrev for et par dage siden en artikel i Information, som har affødt en del negative reaktioner i det litterære miljø.

Flere (bl.a.  Tue Andersen Nexø på Facebook og Martin Glaz Serup og Lars Bukdahl på hver deres blog) har fx ment, at P.F. Jensen burde sætte (forfatter)navne på sin kritik, når han skriver om den stilrene danske roman, som han ikke mener, vi skal lade os nøje med.

Mit bud er, at det i grunden er udtryk for en misforståelse af det ærinde, som P. F. Jensen er ude i. Kernen i den æstetiske opsang er, som jeg læser den, ikke skæld ud til de forfattere, som skriver stiliserede sætninger, der taler om sig selv som sætninger og/eller om en intens, men stramt kontrolleret, intimssfære i den kreative nordkøbenhavnske middelklasse.

Målet er næppe at skose de danske prosaforfattere eller at få dem til at holde op med at skrive på denne måde og om denne del af virkeligheden.

Det skriver jeg ikke kun, fordi P. F. Jensen selv har skrevet bøger, eksemplarisk den fine debutroman 'Her står du', som godt kunne puttes i samme kasse, altså de romaner, som vi af mangel på bedre plejer at kalde minimalistiske.

Jeg skriver det også, fordi jeg ikke har nogen som helst grund til at tro, at Peder vil have nogen til at holde med at skive de bøger, de nu kan og vil skrive. Eller grund til at tro, at Peder fx skulle have et horn i siden på Helle Helle, sådan som Lars Bukdahl åbenbart mener, at P. F Jensen må have. Bukdahl skriver på sin blog:

"Peder Frederik Jensens manifest i Information for en mere (med Niels Lyngsøs gamle grimme ord) verdensvendt prosa er er meget sværere at diskutere med end Caspar Erics kommentarer, fordi den for skurkenes vedkommende nægter sig empiri og litteraturhenvisninger – som mange andre prosa-polemikere tror han, Helle Helle skriver alle danske romaner (gid hun gjorde, bare i et år, hvorefter det var Harald Voetmanns tur) og læser hende desforuden dårligt"

Men Peder nævner ikke Helle Helle – eller andre repræsentanter for denne måde at skrive på – med et ord.

Ærindet er nemlig snarere at åbne rummet endnu mere for, at andre, mere inkluderende, former for prosa kan udgives, anmeldes, anerkendes og honoreres i Danmark. I oversættelse kan vi godt sluge 'maksimalismen' herhjemme. P. F. Jensen har selv med held arbejdet for at udbrede kendskabet til chileneren Roberto Bolaño. Men hvor mange danskere skriver 'maksimalistiske' (ikke PFJ's, men mit ord) romaner? Og hvor mange af dem, der faktisk gør det, bliver budt velkommen? Af anmeldere, litterater osv.

Ikke så mange.

Det er jo i virkeligheden den samme anke, som Mathilde Walter Clarke kom med for nogle år siden her:

P. F. Jensen skriver:

"Måske er der tale om snobberi, snobberi, der kan have sat sig som en prosaangst, hvor forfatterne holder på sig selv af frygt for at falde ved siden af de credoer, der stilles op i kulturen og i modtagelsen? Hvad er det for credoer? Ud over det nævnte, sætningen, som er en slags subjektiv trylleformular for godt og skidt, inde og ude, interessant og uinteressant, er det en manglende interesse for fortælling, for ydre påvirkning, for dokumentarisme og for mangfoldighed."

P. F. Jensens påstand er altså, at angsten for, hvad den litteraturkritiske elite måtte mene, har sat sig i de danske forfattere og får os til at holde igen med det, vi egentlig gerne ville med teksten. At vi ikke sparker så meget røv, som vi kunne, hvis vi turde skide på forestillingen om, hvad god litteratur er for noget. At vi censurerer det fra, der måske kunne stemple os som essayister, dokumentarister, politikere. Eller eventyrer. Eller folkelige. At vi er tilbøjelige til at læne os op ad den slanke, rene sætning i den forventning, at vores bog vil blive anerkendt som Kunst, hvis blot den består af den slags sætninger.

Man befinder sig altid på gyngende grund, når man forsøger at forklare, hvorfor folk gør, som de gør, men det kan da godt tænkes, at vi gør netop det, censurerer os selv. At jeg gør det. At P. F. Jensen selv har gjort det.

Og det kan vel også godt tænkes, at der ville blive skrevet flere store, grådige, mere beskidte, romaner, hvis kritikken ville elske de forsøg, der faktisk gøres med dem, mere. Ville invitere dem indenfor.

Det er det, jeg får ud af at læse P. F. Jensens artikel. Og jeg vil ikke laste ham for ikke at sætte navn på de forfattere, der angiveligt klamrer sig til den elegante sætning og skriver minimalisme, eller hvad vi nu skal kalde det. Dem handler det ikke om at skælde ud på. Det handler om at opfordre kritikken til at åbne sig mere for andre typer dansk prosa.

Eller hvad, Peder?

Hvis det er sådan, P. F. Jensens artikel skal forstås, støtter jeg det varmt. Det gør Martin Glaz Serup da forresten også, kan man læse på hans blog:

Vi møder Jørgen i Rudsvedby

I virkeligheden vidste ingen,

          hvorfor Jørgen gik med de dykkerbriller.

Jo, det startede, da han begyndte at komme sammen med Tina.

Så havde vi nok en anelse.

Ellers var Jørgen ikke ligefrem den, der gik mest sladder om

          i Rudsvedby.

Ikke dengang.

Jeg siger ikke, at det var tante Thyras skyld

          alene.

Men hvis han ikke var kommet så tidligt i gang,

          havde det måske ikke været så overvældende

          med al den hud.

Vi ved, hvordan Jørgen havde det

          med hud,

          da han var yngre.

Man skal vænne sig gradvis til

          hud i det omfang.

Siden lærte han da også at håndtere

          helt enorme mængder.

Han sprang ud ad vinduet

          nøjagtig en tredjedel inde i afskriften af litteraturlisten til fjerde kapitel i en

          svensk førskolepædagogik.

Listen fyldte mere end kapitlet,

          siger de.

Det var bare ikke det, Jørgen havde forestillet sig,

          da han sagde sit speditørjob op og flyttede til Skagen

          for at leve som fagbogsoversætter.

At han landede på taget af Tinas Seat og kun brækkede ryggen,

          gjorde ikke sagen bedre.

Jeg havde sagt til hende, at hun skulle blive

                    i Rudsvedby.

Top 17 over forhadt pral

Afstemningen er slut

Resultatet er chokerende!

Flere af tidens fremmeste misbiligforskere har hæftet sig ved,
at netop pral over berømte bekendte og egen godhed topper
listen over de mest forhadte genstande for pral, mens oplagte
forhåndsfavoritter som evnen til at konsumere alkohol,
muskelmasse, sangstemme og størrelsen af andre kropslige
attributter (end den imposante vom) slet ikke synes at genere
den almindelige dansker.

Nu skal der så gang i den statistiske bearbejdelse af tallene,
og siden vil der endvidere føje sig kvalitative analyser af de
vigtigste delresultater til det omfattende forskningsprogram,
som da virkelig også har fået nogle midler at arbejde for
i kraft af de tildelinger, vi har opnået fra Syddansk Universitets
Forskningsfond.

Tak for deltagelsen.

Her er en Top 17-liste over de mest forhadte genstande for pral:

1. berømte bekendte 5
2. godhed 5
3. intelligens 4
4. beskedenhed 4
5. afkommets intelligens 3
6. humor 2
7. velstand 2
8. seksuel afholdenhed 2
9. udseende 1
10. charme 1
11. evnen til at save lige 1
12. kunstneriske talenter 1
13. egen dygtighed i skolen som barn 1
14. afkommets udseende 1
15. evnen til at føre motoriserede køretøjer 1
16. evnen til at bøvse eget navn 1
17. god familie 1

Sækkeløb som hjemlig hygge

Spanierne har da virkelig været gode til at komme hinanden ved i halvgamle dage:

For nylig var jeg inde i en ubeboet Madrid-lejlighed, som ikke var blevet renoveret siden 1960'erne, og det var ikke kun de mange madonnafigurer, som sprang i øjnene. Det var også de sanitære forhold. Toilettet befandt sig (som så ofte) i et mikroskopisk aflukke i køkkenet, og der var ikke andet derinde end en WC-kumme og en cisterne. Men madrillenerne kan godt lide at bruge bidé, og sådan et manglede heller ikke. Det stod sammen med håndvasken i det lille påklædningsværelse på den anden side af arbejdsværelset.

Ad afstemning

Afstemningslisten ude til højre kunne i princippet være uendelig. Det er den ikke, men jeg har fået nogle meldinger om, hvad der også burde have været med:

• evnen til at have og udvise uendeligt overskud som forælder
• egen folkelige og anti-elitære småracisme eller lækre kynisme
• egen ulykke og fortvivlelse
• mængden af kød lige oven over peniz. Stykket imellem navle og peniz
• evnen til at tisse en kendingsmelodi (eller anden musik, f.eks. Prince eller noget)
• evnen til at lave lister over hvad som helst; biler, damer, ukendte dykkere, mad som ikke findes, svesker, grufuldheder, litterære blogs, galaksehobe

Bestemt

Her er, hvad jeg skrev om Bestemt. En bog om brugen af bestemthed på dansk, da den udkom i 2014:

"Min nye bog hedder Bestemt og er min første fagbog i 13 år. Den udkommer på Bogforlaget Frydenlund.

Det er en bog om de forskellige former for grammatisk bestemthed.

Jeg har undersøgt, hvilke bestemthedsformer vi har i det danske sprog (jeg får det til 13), og så viser jeg ellers, hvordan disse forskellige former dannes, og hvad deres funktion er.

Så laver jeg en lidt langhåret analyse af, hvad brugen af forskellige bestemthedsformer (eller ikke-brugen) gør ved stillejet i litterære tekster. Jeg bruger teksteksempler fra Hans Otto Jørgensens og Peder Frederik Jensens romaner. Det er tænkt som en eksemplarisk analyse, der altså også skal fortælle noget generelt om, hvordan man med fordel kan arbejde med grammatik i litterære fag.

Endelig sammenligner jeg de danske bestemtheder med det tilsvarende sprogelement på et par håndfulde andre sprog, der optræder som indvandrersprog i Danmark. Jeg forsøger at vise, hvordan fx den somaliske brug af bestemthed og den russiske ikke-brug (på de fleste slaviske sprog har man jo ikke bestemthed ) stiller særlige og forskellige fordringer til, hvordan kursister fra disse sprogområder kan undervises i dansk. Derfor har jeg til sidst også lavet nogle målrettede øvelser, som med fordel kan bruges til undervisning af fx hhv. somaliere og russere i dansk bestemthed.

Det kan måske alt i alt lyde lidt nørdet, men jeg har forsøgt at levendegøre stoffet med anekdoter, sære sætningseksempler og nogle forhåbentlig interessante øvelser."

Udgivelsesdato: 28. marts 2014
Antal sider: 121
ISBN: 9788771183528
Pris: 169 kr.
Bestilles her: http://www.frydenlund.dk/boeger/varebeskrivelse/3419
Eller som e-bog her: https://ereolen.dk/ting/object/870970-basis%3A51120949

Fuldskæg

Køkkensamtale (frit oversat fra spansk)

Karl (7 år): Rajoy er super slem! En bankrøver!
Vera (6 år): Røver han bankerne eller bænkene [hedder det samme på spansk]?
Karl: Bankerne.
Vera: Jeg hader ham!
Karl: Men har du set ham, ved du hvordan han ser ud?
Vera: Næ, gør du?
Karl: Nja, han har overskæg. Det har bankrøvere.
Mig (flere år): Nej, han har faktisk fuldskæg.
Vera: Jeg hader mænd med fuldskæg!
Karl: Hader du far?
Vera: Nej, kun mænd med fuldskæg.
Karl: Men far har fuldskæg.
Vera: Ja, selvfølgelig, men han er da ikke en mand!
Karl: ?
Vera: Han er da bare en dreng, der er blevet meget gammel.

Jeg havde en onkel, som var esperantist

Jeg havde en onkel, som var esperantist.

Han elskede at skrive breve og skrev på esperanto med venner fra hele verden. I hvert fald fra Østeuropa og Sydamerika. Ind imellem tænker jeg, at jeg burde have spurgt ham mere om det, om hvorfor han havde lært sig et kunstsprog, som kun cirka 1000 mennesker har som modersmål, og som tales af færre end 2000.000 mennesker i verden. 

Jeg forestiller mig, at der ligger en ideologi bag ved det valg. Min onkel var internationalist, han var ivrig tilhænger af EF fra begyndelsen. Jeg tror, han forestillede sig, at det var et nyt og politisk-økonomisk mere potent FN, blot for europæere. Sådan tænkte mange socialdemokrater, især inden vi kom med. Jeg er også ret sikker på, at han efterhånden blev skuffet over, hvad EF og EU så faktisk blev brugt til, men esperantist var han til det sidste.

Man skal huske at spørge folk om deres lidenskaber. De mennesker, man bryder sig om, i hvert fald, også når lidenskaberne forekommer en besynderlige, eller måske netop derfor. Alle mennesker har brug for at tale om de ideer, de ikke kan slippe. Om ikke for andet, så for selv at blive mere klar over, hvorfor det er sådan. Jeg skulle have spurgt min onkel for hans skyld, jeg fik masser af lejligheder til at gøre det. Han fortalte tit om noget, som en ven i Peru eller Polen havde skrevet til ham, eller om et nyligt besøg fra en esperantist. Jeg skulle også have spurgt for min egen skyld. Jeg har aldrig mødt andre esperantister end min onkel. Naturligvis kan jeg læse mig til, hvad den polske øjenlæge Zamenhof havde af idéer med det sprog, han lancerede for snart 128 år siden, men det interesserer mig at vide, hvordan en lille, hidsig bogholder fra Falster får den tanke, at kaste sig over netop dette fremmedsprog og ikke fx spansk, kinesisk, hindu eller russisk. Hvordan det hænger sammen med hans øvrige forestillinger om verden.

Min onkel mente ikke, at vi alle var født som gode og sociale væsner. Men han mente, at vi kunne tugtes eller opdrages, så vi blev det. Jeg kan ikke huske, hvilket ord han brugte om det, men man kan godt kalde det for dannelse, selv om det får os til at tænke på en uærlig pænhed, som faktisk lå ham fjernt. Han mente også, at det var vores pligt at gøre noget for denne 'dannelse'. Vores egen dannelse og vores børns. Det gik fra det små til det store. Man skulle lære at sidde ordentligt ved bordet, spise med kniv og gaffel, man skulle tage en pæn skjorte på, når man tog i byen – for at vise sin respekt for dem, man besøgte. Tale pænt, hilse ordentligt og sige tak. Man skulle ikke være slesk eller overparfumeret, men høflig og pæn.

Man skulle kultivere sin have.

Og så skulle man lære at danse. Han fortalte mig om det for mange år siden. Det var en vigtig ingrediens i 'dannelsen' at kunne følge en fælles takt. Men det var også et praktisk redskab for unge mennesker. Inden han selv lærte at danse, havde han tit stået på kroen og raget  halvfordrukne slagsmål til sig. Egentlig kom han der for at møde en dame, men det blev aldrig rigtig til noget. Så lærte min onkel at svinge damerne, så han kunne feste på en god måde. Man skal svinge dem alle sammen, ikke kun hende den kønne. Alle har brug for at blive budt op. Og han holdt aldrig op med at byde damerne op til dans, selv mere et halvt liv efter at have fundet hende, han skulle dele hele voksenlivet med. Den skønneste kvinde, han havde mødt, og som han vist aldrig helt fattede, at han havde haft held til at erobre. Hvad der faktisk virkede, ved kun min moster, men jeg ved, at hans kurmageri var blottet for tvivl, nærmest stædigt og i en vis forstand dannet. At han skrev lange, tænksomme og venlige breve til sine kommende svigerforældre, som han ville vise sin respekt og sin beslutsomhed.

Min onkel var en flab, en fræk og provokerende flab, som tit prøvede et halvgennemtænkt synspunkt af for at se, hvad der skete, for at røre lidt i gryden, bryde monotonien, men også en dannet flab, som kunne skrive breve og sange, som kunne tale i et selskab, begå sig og danse.

Og danse skulle hans sønner også kunne. De skulle lære at føre sig i det offentlige rum, rejse sig og holde en tale, sige sin mening, underholde, klæde sig ordentligt, være en høflig gæst og en god vært. Man skal sørge for, at gæsterne ikke mangler noget. Man skal hente en kold bajer, også til alkoholikeren, det skal man ikke blande sig i. Man skal danse. Rock eller polka, men da helst rock.

De skulle også kunne slås, drengene, hvis det nu skulle blive nødvendigt, så de gik ikke kun til dans, men også til romersk-græsk brydning og pistolskydning efter skoletid. Og de lærte det hele. Om han nogensinde fik det sagt til drengene, ved jeg ikke, men han fortalte det til mig: at han var stolt over, hvor godt det var lykkedes med dem begge to. At de var blevet dannede mennesker, og med dannede mente han ikke kun noget ydre, men først og fremmest noget indre: at de havde lært at respektere andre – også at respektere dem, der var meget anderledes end dem selv.

Det anderledes interesserede ham, selvom han selv levede et ganske almindeligt, dansk arbejder/middelklasse-liv. Årene på Grønland havde lært ham om helt andre måder at være familie på, end den han selv foretrak. Og at det var godt, at der kunne være forskellige måder. 

Min onkel var ikke tilhænger af at samle sig i små enklaver af enstænkende mennesker. Flere af hans nærmeste venner tænkte helt anderledes, end han selv gjorde, fx naboen Remi, som han holdt meget af at spille skak med (sig navnet!), og som, så vidt jeg husker, stemte på Fremskridtspartiet. Altså det parti, der repræsenterede alt det, som min onkel i grunden foragtede: de nægtede at betale skat og at indordne sig efter fælles normer, de fattede ikke, at staten havde en opgave i den fælles tugtelse, og så nærede de et snæversynet had mod alt det ikke-danske. De var udannede og dårlige værter for de fremmede i landet. Men Remi var god nok, selvom han var faldet for den forkerte profet.

Min onkel var stolt af sine drenge, selvom han vist ikke havde udpræget talent for at vise det. "Man skal ikke have ambitioner om at være en perfekt far", sagde han til mig, da han hørte, at min kæreste var gravid, "men man skal sørge for at gøre det lidt bedre, end ens egen far har gjort det." Hvis alle gjorde det, mente han, ville verden jo blive et lidt bedre sted at være for hver eneste generation. Han sagde det til mig, for at jeg ikke skulle føle, at den opgave, jeg havde for mig, skulle virke alt for overvældende. Men han sagde det vist også for at fortælle, at han mente, det var lykkedes for hans egne to sønner. De var begge blevet bedre fædre, end han selv havde været. Bedre til at lade deres børn stråle, til at lytte til dem ikke være jaloux på dem, men acceptere og glæde sig over, at de en dag ville blive klogere og bedre end deres far. På den måde troede min onkel på fremskridtet, selvom han i de sidste mange år samtidig kunne virke bange for det nye, sådan som ældre mænd ofte gør. Det kan virke som et paradoks, men er det egentlig ikke, for med store forhåbninger følger også frygten for, at skuffelsen lurer om det næste hjørne.

Min onkel fik en afgørende skuffelse midt i livet. Han mistede sit job og kunne ikke finde et andet, der var lige så godt. Hvordan skulle han nu kunne tage sig af sin familie? Og hvem er man så, når man ikke er ham, der kommer hjem med kassen? Han blev bange, virkelig bange. Jeg var 16 og i grunden for ung til at drikke øl med en voksen, men han havde brug for at fortælle om det, og så skulle der øl til. Han var bange for, at det nu bare ville gå ned ad bakke for ham resten af livet. Og jeg tror, han mistede modet til for alvor være ambitiøs på sine egne vegne igen. De sidste år som erhvervsaktiv fandt han et job med en smørekande, som han kunne gå rundt med, så det så ud, som om han lavede noget, mens han i virkeligheden gik og gemte sig for formanden. Han fortalte om det med selvironi i stemmen, men jeg tror, det var sandt.

I hvert fald sandt, at han glædede sig til at komme hjem til sin dame. Sådan er det måske i endnu højere grad, når karriereambitionerne ebber ud. Der var udflugter. Det havde der altid været, til stranden med drengene på bagsædet og pandekager i køletasken. Til Tissø for at hente minkmøg til haven. Eller en helt tredje lugt. Nu blev det kulturudflugter med sønnerne og deres familier og bedste venner. Pludselig skulle han spille bridge, og konen skulle med, og ville det, selvom hun ellers aldrig havde slidt meget på spar konge. Haverne var der stadig. Brevene til esperantist-vennerne – og til konens familie. Hun begyndte på sin side at hælde snaps på urter. Det blev til en kærlig hobby, og så havde han jo dem at drikke af og at beværte de mange gæster med. En kryddersnaps kan man tale om. Det er sværere med en discountpilsner fra Spar.

Karriereoptimismen ebbede ud, men ikke forestillingen om, at den menneskelige udvikling går den rigtige vej, hvis vi allesammen sørger for gøre det lidt bedre end vores forældre.

Det gælder på det private plan, men også mere overordnet. Hvad nu hvis vi alle sammen gør en lille indsats for at forstå hinanden bedre. Øst og Vest, Nord og Syd? Ville det ikke gøre det nemmere at holde hinanden ud? Holde fred. Hvad nu hvis vi havde et fælles sprog i hele verden? Hvis vi kunne tale med en polak og en peruvianer med samme selvfølgelighed, som vi taler med naboen over hækken i kolonihaven? Hvis vi havde et andetsprog, som alle havde fælles ejerskab til, ikke et som engelsk, der er den hvide europæers sprog, men et sprog, som ingen steder hørte hjemme. Og som alle derfor havde samme ret til. Hvad nu, hvis alle i verden lærte esperanto som første andetsprog, og lærte det godt? Det kunne give os et rum at tale i, hvor vi alle havde lige meget hjemme, et rundt bord, hvor ingen sad for bordenden. Et sted, hvor politik kunne udvikles, rammer for det fælles liv i verden, og hvor viden og erfaringer kunne deles. Politik og videnskab.

Det er ikke min onkels ord, for jeg fik aldrig spurgt ham, hvad han i grunden ville med det eksklusive kunstsprog.