Bent er begyndt at skyde hunde - klip fra Celeste

Bent er begyndt at skyde hunde.

Karpáz gav ham riflen for at slippe af med gråspurvene, som byggede reder i tagskægget. De plukkede strå ud af mønningen for at have noget blødt at bygge med. Karpáz gav ham en tiøre for hver spurv. Spurvene er væk, men nu skyder Bent hundene. Når de skider på fortovet foran cafeteriet, plaffer han dem ned fra sit vindue på anden sal. På tyve alens afstand kan han mageligt dræbe en retriever med salonriflen. Han skyder dem i baghovedet, når de krummer sammen for at presse det sidste ud.

– Han er tyve år, siger Karpáz. – Hvad kan jeg stille op?

Men så let undslipper han ikke sit ansvar. Karpáz har allerede betalt de skadelidte hundeejere erstatning. Det klarede de uden rettens mellemkomst, men landbetjenten siger, at Bent kommer i arresten, hvis de får en anmeldelse mere.

Hun er den første, der kommer ind på Bents værelse siden Helenas begravelse. Faren har mistet interessen, og Bent har end ikke lukket Jacob ind. Jacob, som han forguder. Men da Celeste siger sit navn, løfter han krogen af.

Hun stiller sig ved vinduet og kigger ned på gaden.

– Men det er altså et frygteligt svineri! siger han bag hende. Bent slår stadig sig selv i hovedet, men efterhånden kun, som om han viftede den flue væk fra panden, som ingen andre kan se.

– Hvor mange har du nakket?

– Altså med spurve og katte og det hele?

– Nej, bare hunde.

Han lader røgen løbe ud gennem næseborene og fortæller, at han har skudt fire hunde fra vinduet. Så er der snedkerens mynde, som han ramte for yderligt på hovedskallen. Han kunne ikke lægge an i den rigtige vinkel til den, som den sad, men den blev trods alt aflivet hos dyrlægen.

– Stik mig riflen! siger hun.

Så venter de.
Alle i byen ved, at Bent skyder hundene, hvis de skider foran cafeteriet. Bageren har hængt en seddel op, men de ved også, at Bent ikke får flere chancer.

– Nu får vi se, hvem der vil ofre deres køter på at få dig af vejen.

Det er tirsdag eftermiddag, klokken er to, og hun ved, de kommer til at vente i en time. Hun har bedt chefen klare serveringen alene den eftermiddag. Sådan har hun arrangeret det for at få den tid sammen med Bent. Hun ved, at han ikke vil gå, at han ikke vil sende hende ud. Spændingen holder dem sammen.

Først nu lægger hun mærke til, hvor anderledes Bents kammer tager sig ud end Jacobs og chefens. Bent har den mest ordentlige skrivepult, hun har set, alt er symmetrisk placeret, og ikke et hjørne er bøjet på de papirer, som gemmer hans optegnelser og tegninger.

– Men altså mynden, den blev jeg ikke færdig med, undskylder han, da hun bladrer gennem tegningerne. – Den ville ikke ligge stille.

Der er også katte, to ræve og en gullig gase. Særligt gnaverne interesserer ham. Han har så næn en hånd.

– Altså spurvene, dem tegner jeg ikke. De er ens.

Hun roser ham for tegningerne. Det kan han ikke tage imod, han tegner dem jo bare, som de ser ud, føjer intet til, fremhæver intet. Det er ingen kunst, blot et håndelag.

– Sikket håndelag! siger hun.

– Men altså Jacob, han er kunstner, siger Bent. – Som mor.

– Du er kunstneren af jer to, siger hun.

– Men mor?

Hun siger, at hun aldrig har set Helenas malerier. Det er ikke sandt, men hvad skal hun sige om de billeder? Hun har ikke lært at tale om kunst.

Bent har placeret sit tøj i to sirligt sammenlagte bunker på bænken, en med beskidt tøj og en lidt større med rent.

– Vasker du selv? spørger hun.

Det gør han. Det har siden Helenas død været hans faste tjans at vaske for dem alle tre.

Hun gør sig umage for at lægge tegningerne tilbage præcis, som de lå. Hun smiler spørgende til ham. Så retter han en anelse på bunken og smiler tilbage. Hun kan ikke huske, hvornår hun sidst har set ham smile.

Bageren kommer forbi med sit gadekryds.

– Nu! siger Bent og skubber vinduet op. Hængslerne er smurt, det knirker ikke.

Men hunden sætter sig ikke. Det er for råt at skide uden ly for regn og kastevinde. Bent foreslår, at de skyder den alligevel. Hun ved, hvad han føler for bageren. Men hun trækker riflen ind, slår et smæld med tungen og vinker smilende til bageren, da han kigger op. Han flår i remmen og får hunden med sig.

Det er overstået.

– Der kommer andre, siger hun.
Så bliver hun tørstig, og Bent går i serveringsstuen efter vand.

Hun bliver glad for at se ham springe så galant af sted. Det er første gang, han er nede i dag.

Da han kommer tilbage, har hun skudt menighedsrådsformandens terrier.

Blodet pulser endnu ud i pytten, hvor den ligger. Vinden flænser røde lyn frem i vandet, de skifter retning. Så er det pagoder, en hel kinesisk landsby.

Et øjeblik tror hun at høre hunden pibe, men den rører sig ikke. Hun kan se på dens ejer, at den er død. Så må hun støtte sig til karmen, mens hun taler med formanden gennem vinduet.

Men hun vil ned og se den. Hun vil se dens øjne, se blikket slukkes, røre ved den store krop, varme hænderne i dens bug, mærke hjertet standse.

– Vil du åbne den for mig? hvisker hun.

– Hvad? siger Bent.

– Nej. Nej, ikke noget, siger Celeste.

Bent stirrer på hende.

– Men den sked jo ikke engang! raller formanden og taber cigaren. – Den satte sig bare.

– Ja, siger hun.

– Den satte sig bare.

Så opregner hun, hvor mange gange hun har fjernet hundens efterladenskaber gennem de seneste otte år.

– Nu slipper du for at betale dyrlægen for at aflive den affældige køter.

Bent skodder kækt i karmen, trækker hende væk fra vinduet og triumferer ned mod formanden, som sjasker frakken til i blodigt pløre, da han bærer hunden væk.

Da Bent tror sig uset, børster han skoddet og asken ned i hånden. Han gemmer det i lommen.

Hun hænger tøj ud om natten: Klip fra Celeste

Hun hænger tøj ud om natten.

Der løber en line fra køkkenvinduet i hendes mors lejlighed til lejligheden på tredje i baghuset. Der løber to liner. Den ene er deres, den anden genboens.
Der er et gult lys på genboens ydermur. Hun kan ikke se lampen, som kaster det.

Hendes mor er flov ved at køre undertøjet ud på linen, hvor hele karréen kigger med. Det er ikke det intime ved det, men sliddet, det, at de ikke har råd til at købe nyt hele vejen ind til skindet. Hun vil kun have de bedste stykker hængt ud.

– Ikke lufte det hullede, beder hun.

Men noget er hun nødt til at lade Celeste råde over, og Celeste skammer sig ikke over at være fattig. De gør, hvad de kan. Celeste styrer linen selv, sådan er aftalen.

Derfor er vasketøjet den af pligterne, som Celeste bedst kan lide. Derfor, og fordi hun elsker at hænge med maven på karmen og det ene ben løftet fra gulvet, køre kjolen længere ud, lege med balancen, finde punktet, hvor hun kan lade også den anden fod slippe, se kjolen flagre midt i gården, hvor alle kan se den, men ingen nå, se vinden blæse dens former frem, åh, det smælder, alt det bleggule tøj, de har.

De har et elmetræ.

Et svagt lys blinker på himlen. Hun drømmer om flyvemaskiner, men ikke om Den Røde Baron, aldrig om jagernes flaksende lys; hun drømmer om maskiner, der glider umærkeligt gennem mørket. Det er derfor, hun i stedet kalder lyset for Lygtemand. Nu lukker tågen sig om huset.

Det er, som om han kommer nærmere, nu ser hun gårdens bund.

En træklemme falder, en jordslået klemme med sorte prikker. Hun gyser ved at kigge ned, det er netop det, hun kan lide. Hun tæller sekunder, Lygtemand blinker, et, to, tre, så rammer den bunden, den slidte beton. Hun fanger en gulvklud i baljen, den lugter så rent. Hun kaster en gulvklud ud til en kjole. Den rammer en line og hænger et øjeblik krænget rundt om en klemme, så slipper den. Vinden bærer den videre frem mod baghusets ydermur, det nytter ikke noget, også den vil før eller siden falde helt til bunden. En bleg- gul bluse, en blå serviet. Så kører hun strømper ud, linen knirker i hjulet. Deres genbo bander over den larm, kan hun for fanden ikke vente, til det er blevet lyst? Linens grå lyd, som et æææ, arbejdstøj, bomuldstrøjer, snart er det efterår. Det er derfor, hun synger, en mund, der er sang, der er bukser på genboens line, kan hun nå dem? Hun driver genboens line rundt, trækker bukserne til sig. Det er ikke hendes, hun vil ikke tage noget, men der er lommer, som buler. Hvad har han glemt i de lommer, den sølle Svendsen med piben? Det vil hun vide. Det er ikke tobak, den har han ikke mere råd til, men bapper alligevel på den kolde pibespids. Der er ikke meget tilbage af ham nu, han har kun kræfter til at bande, og hun er ked af at vække ham med linen, når han så snart skal dø.

Hun tænker på dem, der har samlet klemmerne, på ham, hun kender i Horsens, på de træer, der er fældet. Om ti år er alle klemmer af bakelit, tænker hun, det er det nye. Om ti år er alt af bakelit, støbt i farvestrålende bakelit, vindueskarme, som ikke skal males, fordi deres farve ikke er et ydre lag, men går helt igennem, at alt bliver lettere, at træerne får lov at stå, at ingen skal i minen efter malm. At også flyvemaskinerne vil være af bakelit, som er så meget lettere end stål, cykler, skibe, måske, men ikke huse, aldrig huse. Hun tænker på, hvordan hun ville hænge tøjet op med kulørte klemmer, alt det bleggule med violette klemmer, det blå med orange og det røde med grønne klemmer, sådan ville hun hænge tøjet, hvis hun stadig var levende om ti år.

Sådan ligger hun på karmen og tænker, hun svæver, der er blade i gården, gule og røde, der er cykler og mælkekasser. Også mælkekasserne vil man støbe i bakelit, blå skal de være, blå som den kulde, mælken nødvendigvis må have. Hun ser en solsort i visne blade og svæver, hun hviler brystet mod luft, det er første gang, hun flyver, og tæller til to.

Gule elmeblade.

Zenon og skældudpunktet: Et klip fra romanen Celeste

En dag sagde du:
 – Du skal fange det, der er ved at ske, og det, der allerede er sket, i samme ramme som nuet.

Du sagde, at jeg altid havde malet min verden som en Mona Lisa, som om tiden kunne standses.


– Vores tid er bevægelsernes tid, historiens fremdrift, ikke traditionernes gentagelse, det er det, du skal male. Jeg har aldrig udstillet et fotografi, der lige så godt kunne være skudt to sekunder tidligere eller senere.

Det var sådan, jeg skulle tænke min kunst i en tid, hvor penslen konkurrerede med kameraet.

– Tag en notesbog med, sagde du.

Så viste du mig København. Du bad mig finde blot et enkelt øjeblik af virkelig historie, hvor et før, et nu og et endnu-ikke kunne fanges i samme billede. På hovedbanegården pegede du en mand ud for mig.

Du bad mig skrive, hvad jeg så, men kunne se, at jeg intet så.

– Noget må du da se, sagde du. – Det er et menneske, en mand. Skriv i det mindste, at du ser en mand.

Jeg skrev, at jeg så en mand.

– Hvad laver han? spurgte du.

– Ingenting, sagde jeg. – Han laver ikke noget, han går bare rundt.

– Altså går han rundt, Fecundito, sagde du. – Det er vigtigt.

Du bad mig gå helt tæt på manden, bryde den kreds han slog.

– Fortæl mig, hvordan han har fået det forvorpne blik. Fortæl mig, hvorfor han går.

– Men det kan jeg jo ikke vide, Nadina.

Noget skulle afgøres imellem os i dette øjeblik. Det forskrækkede mig; jeg var ikke forberedt på, hvilken betydning du havde tillagt dette eksperiment. Jeg ville ikke tvinges på den måde og vaklede et skridt baglæns, men stødte så alligevel ind i manden, greb ud for ikke at falde.

Bedst af alt husker jeg muskelspændingen i hans underarm. Det var ubegribeligt for mig, at nogen kunne gå rundt med så stramme sener i underarmene uden at bære på noget.

– Undskyld, sagde jeg og kiggede op på den høje, magre mand.

– Nej, nej, sagde han og virrede med hovedet.

– Du går? sagde jeg.

– Ja?

– Du går.

– Ja. Ja, sådan er det: Skildpadden har fået det forspring, fordi Achilleus er favorit. Først må Achilleus bevæge sig hen til det sted, hvor skildpadden begyndte. Det tager et vist tidsrum. Det tager to minutter. Altså to minutter. I løbet af de to minutter har skildpadden bevæget sig til et nyt punkt længere fremme på ruten, som Achilleus derefter skal løbe hen til, men mens han gør det, bevæger skildpadden sig igen et stykke. Og så videre. Afstanden mellem dem mindskes hele tiden, ja, men den vil aldrig nå nul. Det er en hyperbel, der går mod uendelig. Gå væk! Svin! Man må ikke glo på folk. Du tror ikke, Achilleus nogensinde indhenter skildpadden. Man skal sætte sine penge på skildpadden, mener du. Nej, det skal man nemlig heller ikke. Ha ha! Du er fræk, Zenon. Du mener heller ikke, at skildpadden vinder. Der er ingen vinder. Det er jo det, du siger med dit andet paradoks. For fanden da! At for at gå en meter skal man først gå en halv meter, og for at gå en halv meter skal man gå en kvart. En ottendedel. Sådan fortsætter det. En hyperbel. Man skal tage uendeligt mange skridt for at gå en meter. Uendeligt små, ja ja, men man kommer aldrig i gang, for man kan ikke tage uendeligt mange. Man kan slet ikke bevæge sig. For helvede! Nej nej! Den går ikke. Så, nu går jeg. Ja, ja, ja. Jeg går. Der, det var en meter. Ha! Men det er kun i vores bevidsthed, at vi kan bevæge os. I den fysiske verden er bevægelsen ikke mulig. Men jeg går jo. Idiot, Zenon! Se nu! Der, det var en meter til. Du kigger på mig. Hold op med at glo!

Nu vendte manden sig væk fra mig og fandt ind i sin kreds; han fortsatte samtidig sin monolog, nu blot uden henvendelse. Hans styrke skræmte mig, men gjorde mig også lykkelig. Han sagde:

– Han er en lille snottet unge med savl på skjorten. Ha! Han glor på mig for at se, om jeg kommer nogen vegne. Om jeg flytter mig. Zenon kommer herover og kigger på mig. Bøøh! Skrid, for helvede, det kan ikke lade sig gøre. Det har du selv sagt! Det er kun inde i mit hoved. Nej, i min bevidsthed, at du bliver bange, når jeg råber ad dig, for lydbølgerne kan heller ikke bevæge sig. De kan aldrig nå derover. For de skal først gå den halve og den kvarte vej. Og ottendedelen. Og lysbølgerne. Du kan ikke se mig. Men jeg kan se dig? Selvfølgelig kan du ikke se mig, hvis han kun findes i min hukommelse. Men findes hukommelsen i rummet, i stoffet? Den må være i min hjerne. Hvis jeg smadrer min hjerne, findes min hukommelse ikke længere. Men man kan ikke smadre noget uden bevægelse. For satan, da! Hun kunne tegne ottetaller. Hvad er det, Bergson siger? Bergson har løst paradokset. Jo, det med, at man ikke kan dele tiden op på den måde. At man ikke kan dele bevægelsen op i halve og kvarte. Halve og kvarte. Det er i rummet, der er halve og kvarte, og i rummet findes bevægelsen ikke. I min hjerne findes den ikke, men i min hukommelse, i min bevidsthed. Med røven, med et stykke kridt i røven, kunne hun. Ottetaller. Holz sagde det. Vognen står ved bagindgangen. Jeg skal huske vognen, Holz tager den. Han tager tingene, de gode ting. I rummet findes kun genstande og genstandenes placering i forhold til hinanden, i nuet. Det er vigtigt. Kun i hukommelsen dannes bevægelsen. Men min hukommelse har ingen ben. Men min pik har! Tag de ottetaller! Ha!

Han kneppede gavlen på en bænk, stemplede den med tunge hug fra lænden, han dampede, blodet løb frit fra hans næse. Nu går han i krampe, tænkte jeg. Han forkyndte de obskøne tanker med sin brune mund, blodet løb ind, og han rallede og slugte, mens han skreg op om heksens patter. Øjnenes hvide trillede frem. Det trak publikum, men han ænsede dem ikke. Krampe, tænkte jeg, eller han besvimer. Han besvimede ikke, men holdt pludselig op. Han så sit blod og snøftede. Så lukkede han sig ind mod muren, krummede lidt forover, som om han tænkte, som om han kunne tænke.

– For helvede! Nej! Så. Så, sagde han.
Han dæmpede sig selv, ledte efter sine tanker.

– Vi laver bevægelsen selv. Jaja, nu kommer det. Når vi sammenholder tingenes placering i nuet med deres placering i et tidligere nu. Før var vognen ved kirken, så ved pølsevognen og Helles plads. Når vi tænker på alle disse nuer med hver deres indeks over tingenes placering, indeks, haha, så glider det sammen i vores bevidsthed, som toner til en melodi, lala, som billeder til en film. Det er det, vi forstår ved bevægelse. Billederne bevæger sig ikke; vores bevidsthed sammenholder bare de billeder, vi lige har set, med det billede, vi ser nu. I dette nu. Hvorfor fanden skulle hun tegne ottetaller? Hun har sgu da aldrig gidet lette røven! Det har Zenon heller ikke. Nej, han har ikke. Han. Det. Min bevidsthed oplever bare en varen ved, et tidsløb. At jeg før har været der og der og der, og nu er jeg her, nu er jeg det ikke længere, men her, der. Bevægelsen finder ikke sted i rummet. Den snottede eleat med klatten. Snottet løber ikke i rummet, kun i hans bevidsthed. Som kun findes i min bevidsthed. Det var Zenons fejl, siger Bergson. At han ville gøre bevægelsen og dermed tiden til noget rumligt. Tidsrum. Hakke den op, hvor den i virkeligheden er en udelelig, urumlig tankestrøm. Det kan man ikke. Idiot! Det er Morten, der har saksen. Ha! Jeg skulle have taget den med ind. Holz tager termodynen. Den satan; ingen respekt! Jeg skal snakke med Mureren. Mureren skal nok tage ham i skole. Så er det slut med at sove på Hundevarmeren, Holz. Det har også altid være Klinke-Jørgens plads. Jeg skal hente vognen. Nu tager jeg et skridt. Baaah! Men er det i virkeligheden ikke det samme, de siger?

Zenon og Bergson. Nej! Nej nej. For Bergson har løst paradokset! Det passer jo ikke, at Achilleus ikke kan overhale en skildpadde. En skide skildpadde. Hvad med tipstjenesten? De ville ikke overleve, hvis Zenon havde ret. Hvad med Tipstjenesten? Tipstjenesten beviser det. Ottetaller. Ha! Hun kan ikke engang få kridtet op. Idioter, for helvede! I findes ikke! Så er det slut, Holz! Gu gør I så. Men Berg- son og Zenon er jo enige. I er enige: Bevægelse findes kun i vores bevidsthed. I er sgu da enige! Så er der ikke noget at gøre. Jeg kan ikke gå. Men nu tager jeg et skridt. Der var en meter. Ja, og jeg tog en halv og en kvart og en ottendedel imens, men det er jo en del af samme meter. Den meter bliver ikke længere af, at den skal rumme en halv og en kvart. Det er for helvede da ikke noget problem! Idioter! Nuet har ingen udstrækning. Hvad for noget? Nuet er et punkt, og et punkt har ingen udstrækning. Eller er det ikke Bergson? Hvis nuet ingen udstrækning har, findes det heller ikke. Kan man finde noget, der ingen udstrækning har? Men nuet er det eneste, der findes. Fremtiden findes ikke endnu, og fortiden findes ikke længere. Der er kun nuet, og nuet har ingen udstrækning. Tiden findes ikke i rummet. I rummet er kun genstande og deres placering. I nuet. Tiden findes kun i vores hukommelse. Der findes kun vores hukommelse. Han samler det hele der. Drengen med snotklatten findes kun i min bevidsthed. Han er en del af min bevidsthed og kan ikke blive bange for en anden del. Bøøøh! Nu ser han bange ud, men det kan han ikke. Vi skal have klippet den hund, Morten. Det kan du ikke, Zenon! Bevidstheden kan slet ikke deles op. I parceller. Bevidstheden findes i tiden, ikke i rummet. I parceller, tag den!

Nu drejede bumsen skarpt rundt og stirrede på min skjorte.

– En bevidsthedstilstand, sagde han, – kan ikke blive bange for en anden. Kan den ikke? Du ser bange ud. Nu tager jeg det skridt. Nu står jeg præcis, hvor jeg stod lige før. For satan, Zenon, du havde ret, man kommer ingen vegne! Det var det, du ville se, hvad! Det er det, du glor på, snothvalp. Men lige før findes kun i min bevidsthed. Det siger Bergson. Ha!

Det var en fantastisk gave, jeg var rørt, men du blev mørk i blikket.

– Kom, sagde du og trak mig væk.

– Skal jeg skrive det ned? sagde jeg forvirret.

Det måtte jeg gerne, men det var ikke, hvad vi var kommet for.

– Det var en foræring, sagde du, – og dem skal man være forsigtig med. Du vil aldrig kunne gøre rede for den gratis viden i et billede.

– Jamen, jeg kan jo ikke pludselig slette min viden.

– Jo, sagde du.
Du ville ikke give mig mere.

Og jeg vidste, du havde ret; hvis jeg heller ikke kunne løse opgaven nu, hvor den var blevet vendt om, ville jeg aldrig komme til at male noget af virkelig betydning. Jeg satte mig på en bænk og skrev:

"Han har for meget tøj på: en varm vindjakke, en uldtrøje og hvad der måtte gemme sig under den. De beskidte cowboybukser. Det er ok med gummisko. Man tænker: Det er så det tøj, han ejer. Han går rundt med det hele på. Skægget er ikke klippet i flere måneder. Eller håret.

Det, der er tilbage af det. Hans fremstrakte underarme er spændt som til et voldsomt løft.

Han går og snakker med en anden. Med en kvinde, tænker man. Han skælder ud, går hidsigt væk fra hende, gør en afvisende gestus med hånden tilbage mod hende. Så stopper han pludselig op og vender sig mod hende igen. Der er mere skældud, han skal af med. Han er endnu vredere end før, har hidset sig op på kvinden. Men der er ingen kvinde. Han skælder ud mod et punkt i rummet. Han bevæger sig i faste, kantede mønstre om skældudpunktet. Han er dets hidsige drabant, som forsøger at komme fri af kredsløbet."

– Ja, ja, sagde du, – men prøv nu igen uden hjælp. Du finder selv den næste.

Alene det, at du ikke helt havde afskrevet mig, det troede jeg virkelig, du havde, Nadina, gav mig mod på at gøre eksperimentet færdigt.

To bænke længere oppe mod indgangen sad en mand og lignede en dreng. Jeg skrev:

"Folk tror, du er skør. Sådan kigger de på dig. Det er de tics og nervøse kramper, du sidder med. Du kan ikke komme videre. Nu har du i over to timer ikke sluppet dit tag i bænken. Du holder fast i sædet mellem benene. Nu trækker din venstre mundvig igen ansigtet ud af symmetri. Du krammer sammen. Øjnene misser, men du er ikke skør. Du ved præcis, hvad der vil ske. Om lidt kommer den tykke dreng og trykker tegnestiften ind gennem spidsen af dit lem."

Du godkendte min stiløvelse. Det var stadig ikke helt sådan, du havde ment det, sagde du. Men det mener jeg nu nok, det var. Jeg havde forhistorien med, altså hvordan og hvor længe manden havde siddet på bænken. Jeg havde også beskrevet hans viden om fremtiden og endelig det nu, i hvilket han bliver bevidst om denne fremtidige tildragelse med tegnestiften.

– Nu skal du male det, sagde du, da vi var kommet hjem.

Jeg malede det.

– Jeg tror, jeg har fanget alle tre tidsmodi i billedet, sagde jeg, flinkt.

Du sagde, at det var mit bedste hidtil.