Gasmændene

Det ringer på døren, og jeg lukker ikke op. Det ringer igen, mere insisterende, og jeg kommer i tanke om, at Christinas telefon ringede fire gange i formiddags, hun havde glemt den, og jeg kunne ikke besvare opkaldet, fordi den var låst. Jeg havde tænkt, at det måske var fra børnenes skole, men gik ikke derhen, fordi jeg vidste, at de ikke ville forstå mig, hvis jeg spurgte, om de havde ringet. Skolen har også mit telefonnummer, og kunne ringe til mig, hvis der var problemer. Men jeg er alligevel ikke sikker, så jeg lukker op.

Det er to mænd på tilsammen et godt stykke over 200 kg. De er høje af spaniere at være. Måske er de ikke spaniere, tænker jeg, men rumænere. Rumænerne er gerne lidt større, men disse to taler spansk; ikke et spansk, jeg forstår, ganske vist. Det går alt for hurtigt, og selvom jeg siger, at jeg intet forstår, fortsætter de på samme måde. Pludselig forstår jeg alligevel, at de siger noget med gas. De skal ikke aflæse forbruget, ved jeg, for vi køber det på flaske, så jeg tænker, at de skal tjekke installationerne. At der er noget galt, en utæthed. De bærer skilte på de officielt udseende, blå dragter, men jeg kan ikke nå at læse, hvad der står.

Jeg lukker dem ind og viser dem ud i køkkenet, hvor den ene straks går i gang med at vride i flaske og slange. Han tænder for alle tre blus, skruer helt op og holder et aparat hen over flammen. Han ser professionel ud, men jeg ved ikke, hvorfor de er i mit hjem. Jeg prøver at spørge ham, hvad han laver, og han viser med sin attituder, at det skal man da være idiot for ikke at kunne se. Jeg kan også godt se, at han tjekker mine gasinstallationer, formodentlig tjekker om der siver uforbrændt gas ud, men jeg ved ikke, hvem de er, og hvorfor han gør det.

Den anden har sat sig ved mit køkkenbord og udfylder en formular med adskillige forskelligtfarvede gennemslag. Han beder om et kort, som jeg ikke ved, hvad er. Jeg siger, at jeg ikke har sådan et kort, hvilket iriterer begge mænd, som så beslutter sig for at bede om mit pas i stedet. Jeg spørger hvorfor, hvilket blot får dem til at gentage, at de skal have mit pas, og jeg giver dem mit pas. Bandende og vredladen giver jeg dem mit pas. Jeg er ikke tryg ved netop dette. Manden ved bordet gør nu formularen færdig med oplysningerne fra mit pas og mit telefonnummer, som han også har fået.

Så spørger han, hvordan jeg vil betale. Jeg spørger, hvad jeg skal betale for. ”Dette”, siger han og gentager sit spørgsmål. Jeg siger, at jeg ingen penge har. Det har jeg virkelig ikke, og det svar får ham til at rejse sig op og gå et skridt frem mod mig. Også manden med aparatet rykker nærmere. ”Det skulle du have sagt tidligere”, siger manden med formularen, og nu forstår jeg pludselig alt, hvad han siger, han taler langsomt og tydeligt, og jeg ved, at han har ret. Det skulle jeg virkelig have sagt noget tidligere. ”Har du et kort?”, siger han og viser med fingrene, at det er et betalingskort, han mener. Jeg spørger, hvor meget jeg skal af med. Det er cirka 100 euro, og jeg ved, at der ikke er dækning, og at jeg ikke kan skaffe pengene, men at kortet ikke er spærret. ”Hvem betaler jeg til?”, spørger jeg. De griner begge kort, og manden med formularen peger på hovedet af formularen. Begge viser deres skilte på uniformen. Ingen af delene kan jeg læse, og de beder igen om mit kort. Og får det.

Formularmanden stikker kortet i en transportabel automat. Jeg kigger på displayet og konstaterer, at beløbet stemmer med, hvad de har sagt, og jeg taster min pinkode, skriver under to steder og får mit pas og Dankort tilbage. Manden ved gasblussene slukker og fortæller med et smil, at installationen er 100 procent i orden. Han sætter et klistermærke på gasvandvarmeren, peger på det og siger, at jeg kan ringe 24 timer i døgnet, hvis der er problemer.

Lidt efter er de gået.

Mega lega

Foto: Lars Bo Nørgaard;
sted: wasteland, Eire, nord;
tid: august 2012;
anledning: vandretur med kolleger og understøttelse af legablokke.

Jeg cykler rundt på gangene

Jeg cykler rundt på gangene. Det er mit gamle universitet, men jeg kan ikke kende rummene. Jeg kan ikke finde ude af, hvor jeg skal være, jeg burde ikke være her, min tid er ovre, men for enden af gangen er der en knude, som hver gang sender mig på rundt på den samme tur gennem først den mørke og så den lyse gang.

I den mørke gang skal jeg hver gang forbi en åben dør. Jeg ved, hvad der er derinde. En kvinde skal eksamineres i sit psykologispeciale, og jeg har læst det. Jeg ved, at hun består, at hendes karakter vil blive god, for det er skrevet godt og hænger sammen, og jeg vil intet ondt, men jeg er nødt til at gå derind igen, for specialet er ikke godt. Jeg ved, at hun begår en fejl ved at acceptere en god specialekarakter for en opgave, som ikke er videnskabeligt tænkt. Hun har forsømt at falsificere sin teori, men tværtimod skærmet den mod alt, der taler mod den. Jeg ved, at hvis hun lader sig selv slippe af sted med den intellektuelle slaphed, der ligger i kun at bringe empiriske eksempler, som underbygger den teori, hun vil forsvare, og ikke undersøge den empiri, som strider mod hendes sætninger, så vil hun aldrig lære at tænke kritisk. Så vil hun vænne sig til at acceptere det, hun kan slippe af sted med, selvom det ikke stræber mod sandhedens lys.

Jeg ved, at hun ikke vil have, at jeg kommer derind og siger disse ting til hende, at eksaminator heller ikke vil. De ved, hvad jeg vil sige, og prøver på at stoppe mig med hån og spot.

Alligevel cykler jeg derind igen. ”Hvad ved du egentlig om psykologi?”, siger eksaminator til mig. Han ved, at jeg selv har læst filosofi. ”Også mit speciale handlede om empati”, siger jeg. ”Jeg brugte flere af de samme teorier, og jeg gjorde samme fejl som hun, forsøgte at få alle dele til at hænge sammen og bekræfte hinanden. Jeg undlod at tage den ubelejlige empiri alvorligt, ja, også jeg fik en god karakter for et dårligt speciale. Sådan skal du ikke snyde dig selv.”

”Men hvad har det kostet dig?” spørger eksaminator.

De ikke bliver færdige. Jeg cykler videre, den lyse gang er let at finde. Nu ved jeg, at jeg ikke hører hjemme her.

I den lyse gang sidder tre mænd i et nøgent sofaarrangement, men de sidder ikke sammen. To af dem gør, men taler ikke sammen. De er høje, men ikke enorme, store i det, ikke muskuløse, nej, kvabsede mænd på 28, er de. De bærer cardigan og college-skjorter. Den tredje, glatbarberet er han, og med fyldigt, mellemblond hår og pænt, men konturløst ansigt, og hans mørkegrønne øjne er rolige og alvorlige. De ligger dybt i kraniet, bag fedt og hud og fregner, og han synger. Det er en engelsk sang, som bliver ved og ved, han synger til et du og synger som fortrolig hvisken, det er en afdæmpet fortvivlelse, men med stemmen, ikke som et luftigt gisp.

Han sidder med sin venstre side til det kæmpe vindue, men kigger ikke ud og kigger heller ikke ind, hans vågne øjne tager intet ind. Kun når jeg cykler forbi, kigger han. Han kigger, som om jeg kørte på en lille cykel. Han kigger på mig, som om jeg var en fuld provokatør. Forarget er han ikke, han har ingen primitive følelser, men en stille vrede over, hvad jeg mangler af følsomhed og alvor. Heller ikke det forstyrrer mandens sang. Jeg er for lille til at ryste ham, til at bryde den fortrolighed, han har med sangens du.

Og jeg bliver bange for, at cykle ind i væggen, bange for ikke at kunne finde frem, at komme ud af gangene, bange for, at jeg aldrig vil kunne ænse følelser som dem, han synger om.

Kun hans læber virker egentligt fede. Munden trutter, spidser til, fokuseret på at stemme tonen til at tale sandt. Den spørger, beder og fortæller. Den må ikke synge falsk, det ville være frygteligt, men man bliver aldrig bange for, at den vil synge falsk, han er så suveræn, som af en anden verden. Hans stemme insisterer, sikker og fortvivlet på den samme tid. Jeg kan kende seks af tonerne. Den allersidste dans, det er et omkvæd. Resten har jeg aldrig hørt nogen anden synge, for han komponerer sangen, mens han synger, og det er ingen vals.

Jeg tænker, der må være en tredje gang, en anden vej igennem knuden. Jeg har ikke altid været her. Der er en gang, hvor fædre står med deres fædre, som får katte til at tale grimt om børn. En gang, hvor barndomshjemmets stuer mugner og gror til. Jeg ved, der er en anden vej igennem knuden.

Lægger mig

Jeg er træt og lægger mig på sengen. Men det er ikke godt. Jeg skal have læst halvtreds sider i en bog, som keder mig. Nej, den keder mig ikke. Jeg keder mig. Eller, jeg er træt og kan ikke tænke på noget. Jeg kan ikke tænke på noget. Jeg tager bogen med i seng. Så kan jeg læse, til jeg falder i søvn, og fortsætte, når jeg vågner for at tisse. Jeg skal tisse. Jeg gør det nu, så jeg slipper for at stå op om halvanden time. Jeg lægger mig med bogen og vågner med et sæt i første sætning. Der står ikke det, jeg troede. Jeg tænker, det er aften og går ud for at tisse, men skal ikke.

           

Jeg må være sulten nu, men jeg har ikke noget, jeg har lyst til. Der er lys i butikkerne, de har ikke lukket, og det er alt for varmt med den flisjakke, er det blevet forår? Jeg trækker den over hovedet, så håret bliver helt elektrisk. Jeg spytter i hænderne. Så står du pludselig der. Der, hvor jeg sidst lod dig stå. Du kommer ellers aldrig her. Jeg siger, jeg har prøvet at ringe. ”Det er godt, du stadig har min nøgle”, siger jeg. Dit intelligente blik, det, at du gennemskuer mine løgne, før jeg siger dem. Dine store øjne, som allerede ved det hele. ”Øjne kan ikke vide noget”, siger du som et svar på noget, jeg ikke havde tænkt mig at sige.

Skal der findes dansk?

"Er det vigtigt at bevare vendelbomålet, og er det derfor, du synger på dialekt?", spurgte en fidel journalist engang Niels Hausgaard. Journalisten havde holdt sig til det sikre, mente han tydeligvis, og han var ikke i tvivl om svaret. Men det ledende spørgsmål irriterede Hausgaard, som holdt en lille pause og til sidst blot sagde "nej". Da det viste sig svært for journalisten at komme videre, uddybede Hausgaard med "nej til begge dele". Det hjalp heller ikke meget. Så måtte Hausgaard alligevel selv tage over. Han forklarede, at han ikke anså det for vigtigt at bevare dialekterne som et museum. Hvis de ikke er udtryk for noget, fx en lokal kulturel eller erhvervsmæssig identitet eller en lokal politisk offentlighed, et råderum for en grad af selvbestemmelse fx i Vendsyssel, er det lige meget. Det var ikke et dogme for Hausgaard, at der skulle findes et særligt vendelbomål, og siden har han forresten ikke sunget meget på egentlig dialekt.

Er det vigtigt at bevare dansk og i givet fald hvorfor og hvordan?

Jeg vil gerne forsøge at præcisere spørgsmålet.

Vi skal have et fællessprog i Danmark for at kunne have en politisk offentlighed sammen, hvor vi har en dyb førstesproglig forståelse af hinanden. Det har vi også brug for kulturelt, erhvervsmæssigt og videnskabeligt. Det er indlysende. Men hvorfor skal det være dansk og ikke fx engelsk? Engelsk som førstesprog ville jo placere os i en langt større offentlighed med langt videre muligheder.

Et første bud kunne være, at dansk er nødvendigt for at kunne tale med vores gamle. Overgangen til et andet sprog kan ikke undgå at gøre en masse mennesker hjemløse i deres eget land og fremmede over for de yngre medlemmer af deres familie. Mange ældre vil ikke alene føle sig, men reeelt være inkompetente i forhold til en lang række gøremål, som de før bemestrede. De vil ikke kunne udtrykke deres følelser adækvat, vil ikke kunne være morsomme, danne ordspil, tale nuanceret om deres fag. Men omvendt: Det er et midlertidigt problem. Der er indkøringsproblemer ved alle store reformer. Om 50 år er de fleste af os halvgamle bagstræbere døde, så hvorfor ikke lære vores børn engelsk som førstesprog?

Et supplerende bud kunne være, at det er vigtigt, at dansk består som et sprog, der har tydelige rødder tilbage til det fælles oldnordiske, fordi det giver os mulighed for at læse og forstå vores litteratur og vores juridiske, politiske og historiske dokumenter tilbage i tid. Men er det grund nok?

Mit sidste bud er, at dansk er det sprog, der passer til danskerne - eller til Danmark, om man vil. Enhver relevant sproghandling kan ganske vist foretaget på ethvert sprog. Intet sprog mangler ord, som dets brugere har behov for. Men sagen er, at vi i Danmark har brug for andre ord, sproglige udtryk og former for sproglig adfærd, end man har i Grønland, hvor naturen er så forskellig fra vores. Eller Japan, hvor høflighedsnormerne er nogle helt andre end i Danmark. Eller England, hvor sport betyder noget andet for forholdet mellem mennesker end her, og hvor befolkningen derfor har andre måder at tale om sport på, end danskerne har. Danskerne har brug for andre måder at tale om film på, end inderne har. Vi har brug for andre måder at tale om bjerge, skove og landbrug end normænd har, og vi skal kunne tale om brød og oliven på andre måder end italienerne.

Det danske sprog er vokset ud af den danske virkelighed og passer derfor til den.

Hvad mere er: Vi har en stor historisk viden, som kun kan udtrykkes præcist på dansk. Cykelhjælm betyder cykelhjælm, men betyder også en overforsigtig person, en tøsedreng. Det betyder en uklædelig beklædningsgenstand, som giver ufortjente karriereproblemer, det betyder Poul Nyrup. Cykelhjælm betyder politisk korrekthed. På dansk, og ikke på noget andet sprog. Og det handler selvfølgelig om tv, om at vi i Danmark har set de samme politiske nyheder i tv, fordi vi alle 5.500.000 deler den samme politiske virkelighed og har den samme statsminister.

Vi har det sprog, vi har brug for, eller som vi har haft brug for i nyere tid. Det, vi ikke længere har brug for, forvitrer og forsvinder efterhånden. Hvor mange unge danskere ved i dag, hvad en mønning er?

Mit svar er med andre ord, at det er vigtigt, at dansk findes og bruges som førstesprog i Danmark. Så kunne man spørge: Hvad skal vi gøre politisk for at sikre det?

Vores nabolande gør forskellige ting for at sikre deres sprogs overlevelse, vedligeholdelse og udvikling.

Island har fx en protektionistisk sprogpolitik, som renholder sproget for især engelske låneord. De optager ikke engelske ord, men danner nye islandske, når der er behov for det. Norge gør noget lignende. Det danske spronævn har ingen politik for, hvordan sproget skal vedligeholdes og udvikles. Det registrerer blot, hvordan sproget bruges og gør den faktisk brug til norm. Det betyder, at vi tager engelske ord uformidlet ind i dansk. Det betyder fx også, at hvis tilstrækkeligt mange danskere anvender et ord forkert, bliver denne forkerte anvendelse til ny norm, eller det bliver valgfrit, om man vil anvende ordet rigtigt eller 'forkert'. Det samme ord kan således have to modsatrettede betydninger, som begge anerkendes som korrekte af Dansk Sprognævn. Alle kender eksemplet med 'bjørnetjeneste', men der er adskillige. Styrker eller svækker det vores muligheder for at tale klart og utvetydigt med hinanden?

Norge satser på at få mange bøger skrevet på norsk. Det gør de ved at forpligte bibliotekerne til at købe minimum 1000 eksemplarer af (næsten) alle norskskrevne bøger. Det er reelt en kæmpe understøttelse af norske forlag og forfattere, men også en fantastisk understøttelse af det norske sprog. I Danmark køber bibliotekerne meget lidt ny dansk litteratur. Det gælder også børnebøger.

Nordmændene forsøgte jo desuden for hen ved 100 års tid siden at indføre en ny måde at skrive norsk på, som tog udgangspunkt i de norske dialekter og således skulle være et mere autentisk udtryk for, hvordan nordmændene talte. Dette nynorske sprog var vel samtidig et forsøg på at markere en selvstændighed i forhold til Danmark og dansk. I Danmark taler vi i stadig ringere grad, som vi skriver. For udlændinge, der kommer til Danmark og skal lære vores sprog, virker det talte og det skrevne sprog nærmest som adskilte ting. Vi har en lang række vokalsænkninger, der fx gør, at et 'e' kan udtales som 7 forskellige vokaler. Ofte udtales det slet ikke, fordi vi snapper endelserne af.

Sverige fritager bøgerne for moms.

Tyskland har Goethe Instituttet, som giver penge til oversættelser af tyske værker til andre sprog. Også dette er en væsentlig indirekte støtte til udgivelse af tysksprogede bøger, fordi det bedre kan betale sig at udgive en tysk bog, hvis man få en biindtægt ved salg af rettigheder til udlandet.

Danmark gør ingen af disse ting. Er det fornuftigt?

Hvordan løser folkeskolen opgaven med at lære børnene dansk? På mange måder godt, vil jeg mene. Men vel ikke optimalt. Dansk er som antydet et meget vanskeligt sprog at lære at skrive, fordi vi ikke skriver lydret, ikke skriver som vi taler. Men en måde at komme overens med det svære danske skriftsprog på er at lære den danske grammatik at kende. Som indvandrerlærer var det min erfaring, at man ikke kan lære indvandrere at skrive nogenlunde korrekt dansk uden at undervise i sprogets struktur, og det vælger vi altså ikke at gøre i den danske folkeskole, måske fordi vi tænker, at det er for svært. Selv vidste jeg intet om dansk grammatik, da jeg gik ud af folkeskolen. Eller gymnasiet. Det gjorde mine klassekammerater heller ikke. Jeg har måttet lære mig det som voksen. Man tænker anderledes i Spanien, hvor man lærer den spanske grammatik helt fra skolestart. Også dette er en understøttelse af sproget, som vi vælger fra i Danmark. Er det klogt?

Enhedslisten, strategi og medier

Enhedslistens medlemmer skal sgu da ikke blive bange for at sige frit og offentligt, hvad partiet mener. Vi skal heller ikke blive bange for at fortælle, hvad der står i vores program. Hvis vi er flove over programmet eller mener, at der står noget bedre i andre partiers programmer, må vi enten forsøge at forbedre programmet eller melde os ind i andre partier. Er det svært?

Vi skal ikke være flove over os selv, men tværtimod kun skrive, sige og gøre det, vi kan stå inde for og være stolte af. Ellers er det ikke besværet værd. Derfor skal der så omvendt også kun stå noget i programmet, som vi har lyst til at sige højt. Vi kan ikke være et parti med hemmelige målsætninger, og dette princip hænger sammen med vores strategi for politisk forandring, vores opfattelse af, hvad en revolution er, om man vil. Vores politik og politiske arbejdsmåde skal altså ikke modelleres efter medietaktiske overvejelser.

Det er alt sammen, fordi Enhedslisten ikke søger magten. Vi vil slet ikke have den, men støtter befolkningens kamp for at vinde magten. Vi skal ikke snyde eller lyve os til magten, men kun forvalte den i den udstrækning, befolkningen vil samme vej. Enhedslisten skal ikke lede Danmark og heller ikke lede nogen revolution. Vi skal styrke og inspirere befolkningen til at lede sig selv. Det er målet, og det skal præge vores måde at handle på. Det er præcis sådan, vi adskiller os fra alle andre partier: fra de leninistiske kadrepartier (fx IS), som hellere vil forvalte magten og samfundsforandringerne end at lade befolkningen skabe forandringerne selv, og fra de reformistiske partier (fx SF), som kun søger deres egen magt og forvalter denne magt med henblik på at genvinde den, ikke på at skabe nogen reel forandring.

Enhedslistens medlemmer skal heller ikke være flove over at sige, hvad de selv mener som individer. Men hvis man er en del af partiets ledelse eller repræsentation (hovedbestyrelse, afdelingsledelse og parlamentarisk repræsentation), skal man være bevidst om, at ens ord altid vil blive udlagt som partiets ord. Derfor skal man tænke sig grundigt om, før man kommer med politiske udtalelser, som ikke er partiet politik, men ens egen. Og derfor er partiets ledelse og repræsentation forpligtet til at kende og forsøge at forstå og fremstille partiets politik i den ånd, den er vedtaget på Årsmødet, altså ikke karikere den og tage afstand fra den ved at sige, at den burde laves om.

Når ledelsen og repræsentationen udtaler sig i medierne, er det ikke klogt at forholde sig til politik, som var det visionsfasen i et fremtidsværksted, hvor allehånde drømmescenarier bliver kastet uformidlet op i luften.

Det er heller ikke klogt at forveksle utopiske forestillinger om et tænkt kommunistisk endemål, hvor staten, landegrænserne, klasserne, pengene, uligheden, den falske bevidsthed og alle andre dårligdomme er visnet bort, med her og nu-politik. Den forveksling gør man, hvis man fx udtaler, at hvis Enhedslisten i morgen fik 90 mandater, ville vi afskaffe politi og militær.

Det er, kom nu, for fanden! en skingrende vanvittig forestilling, at noget samfund i den kapitaliserede verden kan klare sig uden politi. Kriminalitet kan ikke afskaffes ved et snuptag.

Enhedslisten har i sit program formuleret et håb om, at det demokratiske, frigjorte lighedssamfund, som vi gerne vil have, gør politi og militær overflødige. Tanken er, at hvis ingen lider nød, ingen ydmyges af at være på bunden af samfundet og alle har store muligheder for at udfolde sig på en god måde i fritiden og i det nødvendige arbejde, som man selv skal være med til at bestemme over, så vil kriminaliteten langsomt forsvinde, og så vil det ikke være nødvendigt at bruge ressourcer på at have et politi. Det er et fromt håb, som jeg personligt synes, det er helt fint at have og formulere, men man skal naturligvis være sig bevidst, at det er det, det er: Et fromt håb. Vi skal arbejde frem mod det, men lad os nu se, om det virkelig går så fremragende. Indtil vi står i den situation, i bedste fald om nogle hundrede år, giver det ingen mening at tale om afskaffelse af politiet.


Vi kan slet ikke undvære et politi, som tingene er, og det ændrer sig ikke inden næste valg. Til gengæld giver det til enhver tid mening at tale om en reformering af politiet, så det er indrettet til at løse de opgaver, statens og befolkningen vil have løst. Det gælder også efter en socialistisk revolution. Det vil være fjollet at gå alt for meget i detaljer med beskrivelsen af politiets rolle under socialismen. Man må nøjes med at sige, at tjenesten skal være under demokratisk kontrol. Enhedslisten vil ikke have en politistat som DDR eller USA, hvor politikorps undslipper befolkningens demokratisk kontrol og bliver en selvstændig magt. Det er her og nu-politik, og det er præcis, hvad Enhedslisten arbejder for i Folketinget allerede nu.

Med utopisk tænkning mener jeg lige præcis tænkning, som tager udgangspunkt i en verden befolket af mennesker med en helt anden type bevidsthed end den, vi kender i dag. Det er noget, vi kan og skal gisne om, ikke lave politik om.

Utopisk tænkning er helt nødvendig for mennesker, der som os ønsker radikale forandringer. Vi kan ikke undvære fremtidsværkstederne, men vi skal ikke afholde dem i Berlingske Tidende. Den utopiske tænkning er per definition ufærdig og kan ikke klare sig i mediemøllen. Det er som at sende et smukt, klogt og tillidsfuldt treårsbarn ud at lege på motorvejen i den forhåbning, at ingen vil gøre sådan et barn fortræd.

Spisefrikvarter

Når man skal æde en rotte
er det bedst at begynde
forfra
fra snuden,
kværne kæften
knase knogler.
Det er
i orden at
spytte tænderne ud,
ud.
Ud med dem,
fortænderne,
de lange
guffejern.
I det lange
frikvarter,
spisefrikvarteret,
er der aldrig nogen der vil bytte
madpakke
med mig.
I det lange.
Åh, selvom jeg har spyttet tænderne
ud,
helt ud i det lange
langspyt
langs pyt,
slå smut
med
øjnene,
Slås mut med
dem.
Når man æder Sørens
rotte,
guffer,
fedter rotten
i
grotten
eller mundhulen,
skal man være rap,
snap,
snip snap snude,
for hulen,
for sulen.
Man skal begynde fra snuden, skal man,
med den sorte
nænænæ
næse.
Den smager sådan
lidt,
arh.
Salt, som
søsters.
Snappe den, skal man,
sådan.
Ellers løber den,
stikker
halen mellem benene.
Man skal ikke prøve med halen
først,
når man vil guffe.
Snottet vokser
som gødet med
histaminer,
når man haler
ind på den,
haler den ind,
inhalerer
slimet.
Så er der
ingen der vil dele
i det lange
løb.


Rotteræs
er da også et fedt ord,
smækkert,
smæk på
drengen,
og hønsestrik
Der er ellers noget
uspiseligt
ved sammensatte
ord og
noget uforståeligt ved
sammenkogte retter.
Det er klart at man foretrækker både det ene og det andet hvis man
overhovedet ikke kan
ride
flodhest, ræse
som en killing,
løvetøs,
skal vi lege?
så kalveknæet at man
ikke,
at man
filtrer benene helt
sammen, fletter dem helt
giraf.
En grønsort rotte smager ikke
af ammoniak.
Ikke kun af ammoniak,
i hvert fald.
Den smager også
på ordene,
før den
æder dem,
før man æder
rrrrrrrrrrrrrrrrr
den.

Dermot Healy - prøveoversættesle

Strandsand

Sprøjtet kommer stadigt nærmere
til det føles som nogen
der vender sig i sengen
ved siden af dig.

Bølgerne kender vejen
fortroligt; de dukker op
som naboer, lukker
låger efter sig,

fylder alle hullerne
i væggene, tavshederne,
uanset hvilke misforståelser
der måtte være opstået

siden sidste gang
dette store, mægtige vand, for hvilket
der ikke findes nogen metafor,
kom dunkende ind over revlen.

Efterhånden som tidevandet samler sig,
kommer sandkornene,
som støbte stenene som byggede huset,
i oprør.

De vil være dernede,
hvor de kom fra
blandt al den vilde
fosforescens.

Langsomt smutter de gennem
hvedeaksene, mosejorden,
det møg og sod og frøspyt,
som fuger klipperne

indtil væggene græder ved højvande.
Væggene render.
Huset forskyder sig.
Tårekanaler viser sig på tagskægget.

Klynger af gnister
oplyser mosen:
regnspoven hilser dig.
Strandsandet regner ned.

Det virker som evigheder
siden du har haft,
hvem dette end er,
i din favn.

Dermot Healy, 1998

Hvad handler det hele om for Enhedslisten?

Den kampagne, som Det Berlingske Hus har besluttet at køre mod Enhedslisten, kalder på et mere lødigt modsvar.

Lad mig først skynde mig at sige, at jeg er medlem af Enhedslisten, mit medlemsnummer er 101, hvilket betyder, at jeg var med på det stiftende møde i 1989 og har været medlem lige siden. Jeg har også været med på utallige lokalafdelingsmøder og Årsmøder, og jeg har deltaget i debatten om vores nuværende program. Jeg var oven i købet med til at stille et alternativt forslag til program, som blev forkastet. Men udgangspunktet er naturligvis det program, som blev vedtaget i stedet.

Hvad handler den nuværende Enhedslistehetz så om?

Ja, den handler, så vidt jeg har kunnet læse mig til, om følgende punkter:

1) Enhedslisten vil arbejde for en ikkevoldelig, socialistisk revolution.
2) Enhedslisten vil på langt sigt afskaffe militær og politi.
3) Enhedslisten vil efter en socialistisk revolution nationalisere banker og lukke Fondsbørsen.
4) Forvirring om, hvorvidt Enhedslisten efter eller under en socialistisk revolution vil acceptere midlertidige indskrænkninger i trykkefriheden.

Lad os nu tage det lidt ad gangen, så vi kan afdække, dels hvad dette betyder, dels hvordan disse punkter adskiller Enhedslisten fra resten af Folketingets partier:

1) Med en revolution mener Enhedslisten (ligesom Venstre, Reagan og andre, som har slået sig op på denne kliché) en grundlægende samfundsforandring, altså ikke blot en ny slags administration af det samfund, som vi allerede har, men en forandring, som ændrer ved magtfordelingen mellem de forskellige grupper i samfundet.Enhedslisten ønsker, at de nuværende magthierarkier afskaffes. Alle skal så vidt muligt bestemme lige meget, og alle skal så vidt muligt bestemme over det liv, de selv har på deres job, i deres boligkvarter og i de institutioner, de benytter og er en del af. Dette er et meget ambitiøst mål, hvis opfyldelse nok vil tage mange generationer, men de første skridt skal tages, når Enhedslisten sammen med resten af en eventuel venstrefløj har indflydelse nok til det. Konkrete reformer skal altså fx give mere demokratisk medarbejderindflydelse på arbejdspladserne og mere beboerdemokrati, hvor det giver mening. Hvor godt, det lykkes, og hvordan det skal udformes, kan vi ikke sige præcis, for det afhænger af, hvad dem, der arbejder aktivt for dette perspektiv, lægger af kræfter og ideer i det. Heller ikke Folketinget skal beslutte dette i detaljer, for et bredt folkeligt demokrati skal ikke dikteres fra oven.

At revolutionen skal være ikkevoldelig er også en meget ambitiøs målsætning, eftersom meget få store samfundsforandringer har været ikkevoldelige. Det har fx heller ikke indførelsen af markedsøkonomi i Europa, eller for nylig: tilnærmelsen til parlamentarisme i Nordafrika og andre arabiske lande. De mest ikkevoldelige eksempler på store samfundsomvæltninger efter Anden Verdenskrig er vel dels Den portugisiske nellikerevolution, som var demokratisk socialistisk, og indførelsen af markedsøkonomi og forskellige grader af parlamentarisme og retssamfund i Østeuropa og Rusland fra 1989 til 1991. Den sidstnævnte revolutionsbølge var ikke udpræget demokratisk, men giver stadig håb om, at en yderligere demokratisering er mulig.

En given revolution i Danmark og vores nabolande kommer ikke til at ligne nogen af de nævnte omvæltninger. Vi har en lang tradition for parlamentarisme, andelsdemokrati, fagbevægelser, foreningsarbejde, retsstat, ytringsfrihed og en relativt ligelig indkomstfordeling. Danmark er ikke et autoritært tyranni, men har tværtimod gode forudsætninger for at lave et socialistisk demokrati. Derfor er det utænkeligt, at en dansk, socialistisk revolution vil ligne de arabiske samfundsomvæltninger, hvor alle partier i Folketinget var enige om at bruge vold for at fjerne siddende regimer. Enhedslisten stemte også for. Den beslutning var jeg uenig i, og det viste sig, at Enhedslisten heller ikke kunne holde til den. Støtten til den voldelige intervention blev trukket efter et par uger. Enhedslisten er et ikkevoldeligt, et antimilitaristisk parti.

Hans Jørgen Vad og enkelte andre fra Enhedslistens højrefløj er ikke helt lige så ambitiøs som sit parti. Han er ikke helt sikker på, at det vil være muligt at sikre en ikkevoldelig revolution. Han mener, at der er en stor risiko for, at dem, der har den økonomiske magt i dagens Danmark, vil forsøge at genvinde den magt, de mister under revolutionen, lave en kontrarevolution og fjerne det nye, socialistiske demokrati igen. Derfor mener han, at de røde skal være forberedt på at forsvare demokratiet med våben. På den måde ligner han hele forsamlingen af højreorienterede partier i Folketinget. De mener alle sammen, at man skal være parat til at forsvare den bestående samfund med våben. Det er blandt andet derfor, vi har civilforsvar, militær og en militær efterretningstjeneste. Men selv denne højrefløj i Enhedslisten går ind for det radikalt demokratiske mål, Enhedslisten har for samfundsudviklingen.

2) Vi vil afskaffe militær og politi, er det fremført i agurketidsdebatten om Enhedslisten. Ok, det er helt ærligt en af de mere langhårede diskussioner:

Enhedslisten har i sit program formuleret et håb om, at det demokratiske, frigjorte lighedssamfund, som vi gerne vil have, gør politi og militær overflødige. Tanken er, at hvis ingen lider nød, ingen ydmyges af at være på bunden af samfundet og alle har store muligheder for at udfolde sig på en god måde i fritiden og i det nødvendige arbejde, som man selv skal være med til at bestemme over, så vil kriminaliteten langsomt forsvinde, og så vil det ikke være nødvendigt at bruge ressourcer på at have et politi.Det er et fromt håb, som jeg personligt synes, det er helt fint at have og formulere, men man skal naturligvis være sig bevidst, at det er det, det er: Et fromt håb. Vi skal arbejde frem mod det, men lad os nu se, om det virkelig går så fremragende. Indtil vi står i den situation, i bedste fald om nogle hundrede år, giver det ingen mening at tale om afskaffelse af politiet.

Hovedbestyrelsesmedlem Kathrine Toft Mikkelsen taler ikke på partiets vegne, når hun foreslår, at 90 Enhedslistemandater ved næste valg vil gøre denne afskaffelse aktuel. Vi kan slet ikke undvære et politi, som tingene er, og det ændrer sig næppe inden næste valg.Til gengæld giver det til enhver tid mening at tale om en reformering af politiet, så det er indrettet til at løse de opgaver, statens og befolkningen vil have løst. Det gælder også efter en socialistisk revolution. Det vil være fjollet at gå alt for meget i detaljer med beskrivelsen af politiets rolle under socialismen. Man må nøjes med at sige, at tjenesten skal være under demokratisk kontrol. Og det er præcis, hvad Enhedslisten arbejder for i Folketinget allerede nu.

Enhedslisten vil ikke have en politistat som DDR eller USA, hvor politikorps undslipper befolkningens demokratisk kontrol og bliver en selvstændig magt.Hvad angår afskaffelsen af militæret, kan man sige omtrent det samme. Hvis hele eller størstedelen af verden bliver til socialistiske demokratier, hvor befolkningerne samarbejder hen over de nuværende grænser, vil behovet for et militær svinde ind. Går det mindre godt, må vi forsvare os mod ydre trusler med så lidt vold og anvendelse af våben som muligt uden at være naive. Enhedslisten bryder sig, modsat den nuværende og den forrige regering, ikke om at at løse sociale og politiske konflikter med våben. Vi er antimilitarister. Det har SF og Det Radikale Venstre også været, men nu står vi faktisk alene med det i Folketinget.

3) Enhedslisten vil nationalisere banker og lukke fondsbørsen efter en socialistisk revolution. Det er helt rigtigt. Vi vil gøre finanssektoren til en del af demokratiet, sådan at hele befolkningen kan være med til at tage stilling til det, der sker med de enorme pengestrømme, som optræder her. Det vil vi først og fremmest, fordi vi bedre kan lide demokrati end en uregerlig markedsøkonomi, hvor de største spekulanter skalter og valter med vores lod. For det andet vil vi det, fordi det vil give os nogle styringsredskaber, så vi kan beskytte os mod fremtidige økonomiske bobler og kriser med al den sociale elendighed, de fører med sig.

Så ja, det vil vi absolut, og efter min beskedne mening er det et meget moderat mål at sætte sig for en revolution. Det kan faktisk uden principielle problemer indføres allerede nu, altså inden for en markedsøkonomi, men som en delvis demokratisering af denne økonomi.

Hvis et stort flertal af den danske befolkning vælger at gennemføre en socialistisk revolution, ville det være underligt, om der ikke til den tid var almindelig opbakning til selv så beskedent et reformkrav. Selvfølgelig vil der være det.Langt mere radikale er Enhedslistens forestillinger om, at almindelige lønmodtagere på et tidspunkt efter en socialistisk omvæltning skal til at bestemme over deres arbejdsplads og modtage en forholdsmæssig del af den værdi, de skaber.Men Enhedslisten er ikke et hysterisk protestparti, som vil udelukke sig selv fra reel politisk indflydelse ved ideligt at stille finanslovskrav, som der ikke er politisk opbakning til. Nationaliseringen af bankerne og lukning af fondsbørsen er ikke et finanslovskrav, men et perspektiv for den lidt mere langsigtede udvikling.

4) Vil Enhedslisten under eller efter indførelsen af et socialistisk demokrati acceptere en indskrænkning af ytringsfriheden, herunder trykkefriheden?

Svaret er enkelt: Nej, det vil vi under ingen omstændigheder. Det kan man også læse i vores program. På dette punkt ligger vi langt til venstre for resten af Folketingets partier, som ALLE accepterer indskrænkninger i ytringsfriheden, ikke kun som nødforanstaltninger under en revolution, der kunne være presset af misinformation fra ydre og indre fjender, men her og nu. Fx går både regeringen og den blå opposition ind for at undertrykke den kurdisk tv-station, Roj. Og Nyropregeringen ville ikke have besøg af forfatteren Salman Rustie, fordi den ikke ville lægge sig ud med den muslimske verden. I begge tilfælde har Enhedslisten kæmpet indædt for ytringsfriheden, og det er vores hensigt at blive ved med det, selvom højrefløjen og Socialdemokraterne ofte stritter imod.

Enhedslisten er rabiate tilhængere af en retsstat og af en udvidelse af de demokratiske rettigheder, som vi har i dag.

Også her har Enhedslistens højrefløj med Hans Jørgen Vad i spidsen ytret sig mere tvetydigt. Sådan er der forskellige tendenser i alle partier, men selv Hans Jørgen Vads mere borgerlige synspunkt på dette område er trods alt mere demokratisk, end hvad vi almindeligvis møder blandt de borgerlige.

Hans synspunkt tager udgangspunkt i nogle analyser af forskellige historiske forsøg med socialistiske revolutioner, fx den i Nicaragua i 1979, hvor Sandinisterne væltede det siddende fascistiske diktatur under ledelse af Somoza-familien og kom til magten med en massiv folkelig opbakning bag sig. Sandinisterne demokratiserede samfundet og alfabetiserede befolkningen, så de bedre kunne deltage i samfundslivet. Denne succesfulde socialisme blev en inspiration for revolutionære bevægelser i fx El Salvador og Honduras og derfor en torn i øjet på Ronald Reagans USA, som havde støttet de tidligere fascistiske magthavere i Nicaragua.En af de måder, USA forsøgte at genvinde magten i landet på, var at lade CIA træne og betale en kontrarevolutionær hær, som skulle slå til med terroraktioner forskellige steder i landet. Og det gjorde de. USA minerede også Nicaraguas havne. Det havde de ikke nogen ret til, men det gjorde alligevel. Et tredje våben i USA’s krig mod sandinisterne var systematisk at udsprede løgne om situationen, fx fødevareforsyningen, i landet. Det gjorde de via avisen La Prensa. Målet med dette var at skabe panik og oprør i landet ved at fortælle befolkningen, at sandinisterne ikke kunne give dem mad.

Disse systematiske misinformationer pressede hen over årene den sandinistiske regering, og regeringen besluttede efter en slingrekurs at censurere og siden lukke La Prensa.Enhedslisten mener, at denne lukning var en fejl. Man skulle i stedet have arbejdet benhårdt på at få sandheden frem, selv til landbefolkningen, som ikke på egen hånd kunne skaffe sig viden om, hvad der foregik i Managua.

Denne defensive fejl fra sandinisternes side var medvirkende til den katastrofe, landet siden havnede i. Lukningen af La Prensa blev nemlig klogt udnyttet af USA og fx den europæiske højrefløj, herunder den danske, som på det grundlag havde held til at fremstille sandinisterne som et totalitært regime, nærmest på linje med Fidel Castros Cuba. Denne løgn gjorde det meget svært at finde solidatitetsarbejdere, som ville rejse til Nicaragua og hjælpe med høsten. Den havde der eller fra starten af været mange af. Det gjorde det også sværere for Nicaragua at finde økonomiske samarbejdspartnere, og til sidst blev La Prensa løgne til selvopfyldende profetier. Landet havnede i isolation, og der opstod reelle sultproblemer forskellige steder i landet.

I 1990 var store dele af befolkningen så desillusionerede, at de ved et parlamentsvalg stemte en konservativ regering til magten. Ved de to tidligere parlamentsvalg under sandinisterne havde regeringen fået massivt flertal, og højrefløjens sejr overraskede alle, også CIA. Ganske vist fik sandinisterne i 1990 stadig 40% af stemmerne, og højrefløjen kom kun til magten gennem en alliance med forskellige leninistiske partier i parlamentet, men sandinisterne havde mistet store dele af befolkningens tiltro.

Den nye centrum/højre-regering gennemførte en politik, som bremsede den alfabetisering og demokratisering, som sandinisterne havde sat i gang, og den øgede uligheden og derfor også fattigdommen og sultproblemerne i landet.

Ved det seneste valg kom sandinisterne så igen til magten som en del af den venstreorienterede tendens, som Latinamerika for tiden oplever, men sandinisterne fik denne gang magten i et lumpent kompromis med den katolske kirke, og prisen var blandt andet en modstand mod fri abort. Sandinisterne kæmper med nepotisme og korruption og er ikke længere båret frem af den begejstring, som bragte dem til magten i 1979.

Hans Jørgen Vad og andre på Enhedslistens højrefløj har større forståelse for lukningen af La Prensa i denne situation, end deres parti har, ligesom de borgerlige i Danmark accepterer at lukke det kurdiske PKK’s tv-station i Danmark, Roj, fordi PKK er på EU’s terrorliste. Om PKK er en terrororganisation, diskuteres livligt, om de er det i Danmark, er yderst tvivlsomt. At La Prensa indiskutabelt var de højreorienterede terroristers aktive redskab i Nicaragua, ændrer ikke ved, at Enhedslisten ser det som en demokratisk fejl at lukke den. Ytringsfrihed er altid modstanderens ret til at sige, hvad hun vil, også de onde løgne.

Hvad angår de onde løgne, kommer jeg her til sidst til at tænke på Pia Kjærsgaards sammenligninger af Enhedslistens Per Clausen med et af historiens ondeste og mest voldelige regimer, nemlig Pol Pots i Cambodja. Jeg vil spilde krudt på at påvise, hvor beskidt en løgn, sammenligningen bygger på. Lad dog hendes galmandstale hvile i fred. Vil Per Clausen søge oprejsning i en injuriesag, kan han gøre det og kan næppe undgå at vinde, men jeg ville ikke gide.

Om små sejre

Nu kan bøsser og lesbiske gifte sig i folkekirken. Det er godt, det går jeg ind for, når der nu er bøsser og lesbiske, som absolut vil dette. En langt større sejr var det dog, hvis man fik skilt kirken fra staten, fik afskaffet kirkens indblanding i navngivning, afskaffet kirkeskatten og især den almindelige indkomstskats bidrag til folkekirken. Og større endnu, hvis de progressive kræfter bevidst kæmpede for at afslutte den religiøse overtros undertrykkelse af vores måde at tænke om os selv, vores kroppe, hinanden og vores indbyrdes magtrelationer på. Hvorfor er Enhedslisten fx ikke et antireligiøst parti, men blot et ikke-religiøst parti, altså ligeglad? Det minder mig om de feminister, der ser det som kæmpe sejre, når en kvinde får en toppost i erhvervslivet. Hurra! Hvis vi skal videre med frigørelsen, handler det om noget helt andet, noget meget større. Det handler om at få knust de magtstrukturer, vi lever under, uanset hvem der befinder sig i toppen. Vi skal styre i fællesskab, udnytte alle medborgeres ideer og kræfter, give alle plads til at udfolde sine skaberevner. Der er ingen gud og derfor ingen guds højrehånd. Ned med hierarkierne!