Any world will do

Any world that I'm wellcome to
is better than the one I come from

sang Steely Dan, og det er jo en troværdig beskrivelse af en følelse, som kan føre os de mest frygtelige steder hen ...

Har vi diminutiver på dansk?

Spanierne bruger diminutiver til at hygge om hinanden med sproget.

De siger 'abuelito' i stedet for 'abuelo'. 'Abuelo' betyder bedstefar, og endelsen 'ito' betyder lille.

De bestiller en 'cervezita', som betyder 'lille øl' i stedet for blot 'cerveza', som jo betyder øl. Og ganske vist har spanierne en tilbøjelighed for små fadøl (20 cl.!), fordi de ikke kan nå at drikke en halv liter, inden den bliver varm.

Men det er ikke derfor. Når de faktisk ønsker sig et ordentligt svin af en fadøl, trekvart liter, kan de også finde på at bestille en 'cervezita'. Hvorfor? Fordi det er hyggeligt, når noget er småt. Det er jovialt og ufarligt. Man mener ikke noget alvorligt med det, man er ikke på vej i hegnet, man vil ikke vælte baren, tage et brusebad eller kneppe bartenderen, man vil bare have en lille øl.

De bruger også diminutiverne i navne. 'Manolo' bliver til 'Manolito'; 'Clara' bliver til 'Clarita', hvis det er en, man kan lide. Eller i det mindste en, man kender godt. Eller en, man vil drille lidt, godmodigt.

Hvis man kan man foretage enhver sproghandling på et hvilket som helst sprog, og det antager vi, indtil andet er godtgjort, må vi kunne gøre det samme på dansk.

Men har vi overhovedet diminutiver på dansk?

Ikke på samme måde, i hvert fald. Ikke som endelser på ordene. Jo, en rumpe kan blive til en rumpette, men er det egentlig en lille røv eller bare en fornem en? Jeg er ikke sikker. Navne kan vi imidlertid godt forsyne med diminutiv-endelser. Hans kan blive til Hanse (eller Hansemand), Jens til Jense (Jensemand) og Simon til Simse. Det er hyggeligt, det er kærligt drillende diminutiver.

Men har vi andre diminutiv-endelser på dansk? Jeg kan ikke komme i tanke om nogen.

Hvad gør vi så? Ja, vi gør jo det, som det fattigere sprog altid griber til, når det er i bekneb: bruger flere ord. Vi sætter sammen. Lille-Ole, Lille-Karen eller Bette-Karen, hvis vi er i Jylland. Og øl? Vi bestiller da 'en lille øl'. Dette kan så almindeligvis ikke betyde en stor fadøl på dansk, men det kan sagtens betyde en almindelig 33 cl. Hof på flaske på et værtshus uden fadøl. Og hvis jeg siger: "Skal vi ikke drikke en lille øl?" har jeg intet sagt om øllens størrelse. Det er en konstrueret diminutiv, en jovial og udramatisk måde at invitere på.

Nå, ja. Så kan vi jo også foretage den samme sproghandling med et andet sprogligt virkemiddel. Hvis jeg gerne vil udtrykke, at det er hyggeligt med en rullepølsemad, kan jeg sige: "Jeg tror, jeg tager en lille rullepølsemad", men jeg kan også sige: "jeg tror, jeg tager rullepølsemadden". Altså bruge den bestemte form, som viser, at jeg er fortrolig med værtens rullepølse og synes godt om den. Det er en gammel bekendt, så at sige.

Jeg tror, det var Jørgen Ryg, der spurgte:
"Hvordan ved man, at man er begyndt at have det for hyggeligt med konen?"
Og Preben Kaas, der svarede:
"Når man hører sig selv spørge: 'Skal vi ikke have os et lille knald i aften?'"

Også diminutiver skal anvendes med sproglig omhu. Måske er det ikke alle dele af livet, man ønsker at tage dramaet ud af.

Kan man foretage enhver sproghandling på et hvilket som helst sprog?

Jeg hørte engang en klog kvinde sige, at enhver tænkelig sproghandling kan udføres på et hvilket som helst naturligt sprog (altså sprog, som ikke er kunstsprog a la esperanto, volapyk, nynorsk eller javascript), uanset hvilke grammatiske og vokabulære redskaber, det givne sprog måtte have til sin rådighed.

Den har jeg så gået og grundet over lige siden. I mit eget hoved har jeg indsnævret hendes udsagn ved at præcisere ordet 'tænkelig', sådan at det betyder: "tænkelig i den sprogbærende kultur". Fx kunne der måske godt eksistere et ørkensprog i Kenya, som ikke havde redskaber til at danne sætningen: "send mig lige en sms, hvis vi skal drikke en glög, når isen er gået."

Men denne indsnævring er kun en bagatel. Det, som ørkensproget mangler for at kunne konstruere sætningen, er blot tre substantiver (sms, glög og is) og en verbal-form, som kan udtrykke, at isen er væk. Der er formodentlig intet i ørkensprogets grammatik, som forhindrer konstruktionen af denne sætning. Manglerne beror på materielle omstændigheder i den afrikanske ørken, og hvis man indfører de fire fremmede ord i sproget, sådan som vi også hele tiden indfører nye ord i det danske sprog, ville problemet være løst. Det tænkte ørkensprog må formodes sagtens at kunne anvendes til en parallel sproghandling, altså en opfordring til at lave en anden social aftale om nogen tid, når de vejrmæssige omstændigheder er blevet mere gunstige.

Så den isolerede stamme er i sig selv ingen udfordring for den kloge kvindes læresætning.

Pointen med læresætningen er naturligvis, at hvis man ikke har en bestemt type ord eller sproglige udtryk på et givent sprog, så har sproget en måde at kompensere på. På spansk anvender man stort set ikke personlige pronominer. Man siger ikke "Vi går til stranden", men blot "Går til stranden" ("Vamos al la playa"). Men verbet 'at gå' (her: Vamos) er så til gengæld bøjet i første person flertal, altså sådan at det kun kan betyde, at 'vi' går til stranden. Hvis det kun er mig, der går, hedder det stadig "Går til stranden", men 'at gå' er så bøjet i ental. "Voy al la playa", bliver det så. 'Vi' og 'Jeg' er så at sige indlejret i verbebøjningerne 'Vamos' og 'Voy'. Sproget kompenserer.

Nå ja, jeg må vel hellere sige, at spanierne faktisk har dem, de personlige pronominer, men kun bruger dem, når de vil understrege identiteten særlig stærkt. Hvis jeg fx vil understrege, at jeg og kun jeg går til stranden (du skal ikke med, så fat det dog!), kan jeg sige "Yo voy a la playa".

Hvordan laver vi så denne understregning på dansk? Vi har jo allerede brugt det personlige pronomen og kan vel ikke bruge det en gang til? Tjo, det kan vi sådan set godt. Vi fremhæver det med et tryk. "Jeg går til stranden".

Så alt kan siges på alle sprog?
Jeg har ladet mig fortælle, at slaviske sprog (polsk og russisk, fx) ikke har nogen bestemt form af deres substantiver, at de har 'hus', men ikke 'huset'. Jeg ved ikke, om det er helt rigtigt, men sandt er det i hvert fald, at det endnu aldrig er lykkedes mig at forklare er slavisk-sproget, hvad vi bruger den bestemte form til på dansk. En russer, som kan engelsk, kender naturligvis den bestemte form derfra, men vil typisk stadig have svært ved at bruge formen korrekt på dansk.

Hvad bruger vi så den bestemte form til på dansk? Vi bruger den jo fx til at skabe sammenhæng i en samtale ved at henvise til noget bekendt. Vi siger:

"Jeg tog en dobbeltdækkerbus hjem fra Nyhavn i dag."
"Nå, sad du ovenpå?"
"Nej, det var for koldt, bussen havde ikke noget tag."

Når jeg siger 'bussen', altså bestemt form, ved du, at jeg taler om den bus, jeg allerede har gjort dig bekendt med, nemlig dobbeltdækkeren, og ikke en hvilken som helst bus, som kørte rundt i København tidligere på dagen.

Den bestemte form bruger vi til at vise, at vi taler om noget bekendt ('købmanden'), noget fortroligt ('skuffen'), noget højtideligt ('ordet'), noget hyggeligt ('sofaen') eller noget, som i det mindste er blevet introduceret ('bussen'). Og hvad fanden gør russerne så?

Jamen, det ved jeg jo ikke. Hvis den kloge kvinde har ret, må de have en anden måde at gøre det samme på.

Er der en slavisk-kyndig til stede?

Speer 2

For fire måneder siden udgav Anders Vægter Nielsen en bog under titlen Speer 2. Det er, hvad man vel må kalde en kortprosasamling i den flabede og på ingen måde forfængeligt selvhøjtidelige ende af genren. Bogen er på 94 sider og kan læses på en time og anmeldes på to. Men det er der nu ingen, der har gjort. Intet dagblad, intet tidsskrift og ingen blog. Det vil jeg heller ikke gøre, for Anders Vægter Nielsen er min ven, og jeg vil ikke anmelde mine venner.

Anders er ikke 23 år gammel, tværtimod er der da virkelig ved at blive langt mellem stråene. Og nærsynet er han. Og han har aldrig gået på Forfatterskolen og bor ikke på Nørrebro, men i Odense, hvor man sjældent møder anmeldere og hangarounds på morgenværtshusene, og fæet insisterer på at hedde Nielsen, leverpostejfarvede Nielsen. Jamen, så tror da fanden, at han ingen anmeldelser får.

Anders har, undskyld jeg siger det, ikke været klog til at gøre karriere som forfatter. Det, han skriver, bevæger sig inden for genrer, som sjældent sælger oplaget ud. Men hold nu op. Sådan er det jo også med dusinvis af hyperhypede, hotte forfatterskoleelever, som alligevel bliver anmeldt og hvisket om på bloggene, længe før de debuterer.

"Det utrolige findes som smedning af kølige emner. Alliker lufter vinger over byen og drysser blidt lus over tage, mens jeg læser Lucky Luke I boretårnets skygge i sofaen og spiser kage, og lyden fra caféen vugger mig læk i tiden med hvid baslyd, der virker forskudt. I forhold til hvad. Trægulvet er pænt. Insekternes tid, hvornår, hey, Averell, come on. Westernlågerne åbner sig hver den 24., et vildskud og hans hund Ratata løfter sit geniale ansigt, nogen har trådt på hans hale. Julemanden kommer som en klapperslange, rejser sig i raslen. Solen går til ishockey. Jeg tror allerhelst på alt. Spild ikke på hænderne. Jeg tror, det bliver ved. At sidde ved bordet er at være rigtigt med. Giraffens kommende udvikling vil vise sig mageløs." (Speer 2, side 51)

Sådan noget skriver han. I 2010 udgav han en lille, konkretistisk digtsamling (må det vel være) under titlen Ved hjørneflaget står Mahatma Gandhi. Heller ikke den blev anmeldt, og den kan ellers læses på et kvarter, hvis man har travlt.

Hvis jeg var anmelder og gerne ville bryste mig af at have blik for 'smal litteratur', ville jeg lige stikke Speer 2 i skuldertasken. Så skulle der nok blive tid til at læse den på et aflåst herreværelse før eller siden.

Anders Vægter Nielsen har publiceret digte, kortprosa og noveller i tidsskrifter i mere end tyve år. Ja, faktisk er det allerede mere end tyve år siden, Poul Borum tog hans tekster med i en antologi med generationens mest lovende forfattere. Det er ikke for tidligt at få skrevet den anmeldelse.

Grammatisk metrik på Læretid

De bestemte substantivers højstemthed eller (omklamrende) fortrolighed

På bloggen Promenaden (som man kan finde på min Linkliste til højre) er jeg gerådet ud i en diskussion af stillejet i Peder Frederik Jensens nye roman Læretid. Her er en snas:

En tekst med mange konkreter kan sagtens være højstemt, vil jeg mene. Det afhænger blandt andet af grammatikken. Hvis man konsekvent bruger substantiver i bestemt form, kan det give sig udslag i enten en meget fortrolig, måske indforstået stemning, hvis lejet i øvrigt er jovialt, fx med mange adverbier af typen 'jo', 'da' og 'vel' og måske især de hyggelige adjektiver 'lille', 'slidte' og 'gamle'.

Men konkreterne i bestemt form kan også blive højstemte. Det bliver de typisk, hvis stilen i øvrigt er renset for disse omklamringer. Så kan de stå tilbage som hellige relikvier.

Læretid er i det store hele renset for jovialiserende adverbier og adjektiver. Nå dens mange konkreter efter min mening alligevel ikke bliver til relikvier hele vejen igennem, er det vel netop, fordi P.F. Jensen blander den bestemte form op med ubestemt. Fx:

"Man tager en stage af en vis længde. På den slår man en overskåret dunk fast med bunden opad. Denne dunk fylder man med savsmuld og sænker den ned langs skibssiden." (Læretid, side 34)

Altså fire ubestemte substantiver og tre i bestemt form. Det kan vanskeligt gøres mere nøgternt.

Jeg vil tage et andet eksempel, hvor stilen sagtens kunne være blevet højstemt:

"Efter de tre måneders prøvetid fik han et lærlingesæt. En kasse med det nødvendige håndværktøj.” (Læretid, side 25)

Netop overrækkelsen af dette lærlingesæt kunne have været beskrevet som en sakral handling. Der kunne have stået:

‘Efter de tre måneders prøvetid fik han lærlingesættet. Kassen med det nødvendige håndværktøj.’

Sådan kunne P.F. Jensen sagtens have gjort. En sådan andægtighed eller stille fortrolighed kunne man måske forestille sig Hans Otto Jørgensen betjene sig af, for det må have været en vigtig dag for læredrengen. Han må have tillagt det lærlingesæt en betydning, det at han har fået sættet af sin mester som bevis på, at han har udfyldt sin rolle i den svære prøvetid, at han har gjort vennernes pessimistiske spådomme til skamme.

En sådan højstemthed havde ikke generet mig. Jeg ville kunne forstå den. Men sådan skriver P.F. Jensen ikke i Læretid.

Er det så fordi, det sakrale først skal komme frem, når læretiden, ikke prøvetiden, er ovre? Lad os kigge på det:

“Svendebrevet kom med posten i en konvolut fra Metalindustriens Lærlingeudvalg. Det er bordeauxfarvet med guldskrift og ligner et pas.” (Læretid, side 137)

To bestemte substantiver og tre ubestemte. Og de bestemte (svendebrevet og posten) kan næsten ikke skrives i ubestemt form. Havde der stået ‘et svendebrev kom med et postbud’, ville det forekomme demonstrativt distancerende, som om det absolut intet betød, og så ville det være en helt anden bog.

Fis i bispehuen

Syv ministre i den danske regering er ikke medlem af Folkekirken. Den oplysning har givet nogle af cheferne for denne anakronistiske forening altervinen galt i halsen.

Karsten Nissen, biskop i Viborg Stift:
- På den ene side er religion en privat sag. Men det er noget særligt, når det kommer til Folketinget og regeringen, siger han.
- De er jo den lovgivende myndighed, så de skal have en vis fortrolighed med folkekirken, og det er jo svært at have, når man ikke er medlem. Så jeg mener, at man skal være medlem af folkekirken for at kunne lovgive om dens indre anliggender, altså tro, lære, salmebog, ritualer og så videre, siger Karsten Nissen.

Karsten Nielsen kunne jo til en begyndelse sætte sig lidt ind i, hvordan den danske parlamentarisme fungerer. Det er som bekendt ikke regeringen, men Folketinget, der vedtager lovene. Og hvad er så konsekvensen af biskoppens synspunkt? At kun medlemmer af folkekirken skal kunne vælges til Folketinget? Eller ligefrem at kun medlemmer af folkekirken skal kunne stemme ved Folketingsvalgene? Synspunktet er om ikke absurd så i hvert fald voldsomt udemokratisk.

Hvis biskoppen vil have en statskirke med de enorme økonomiske og prestigemæssige fordele, hans forening får ud af det, må han fandengalme også finde sig i, at den statsledelse, som befolkningen vælger, vedtager de love, som gælder for dette foretagende. Hvis kun medlemmer af folkekirken skulle kunne tage beslutninger om foreningen, hvordan skulle det så nogensinde blive muligt fx at nedlægge folkekirken, hvis der skulle blive flertal for det i befolkningen?

Og forestillingen om, at kun medlemmer af foreningen skulle kunne sætte sig ind i dens ritualer, er jo kun sand, hvis der er tale om en lukket, sekterisk forening, og det er folkekirken trods alt ikke. I grunden troede jeg, at det var for at undgå denne sekterisme, at vi skulle have en statskirke. Jeg har været til masser af bryllupper, dåbshandlinger og begravelser, selvom jeg meldte mig ud for et kvart århundrede siden. Naturligvis kan ministre og Folketingsmedlemmer sætte sig ind i, hvordan foreningens ritualer fungerer uden at betale kirkeskat. Det har intet med hinanden at gøre.

Biskop i Haderslev Stift, Niels Henrik Arendt, polemiserer helt ud i det himmelblå og er citeret for følgende:
- Det er tankevækkende, at de på det punkt står så langt fra befolkningen. Det giver anledning til en vis eftertanke, og jeg frygter, at de på andre måder heller ikke er så tæt på befolkningen, siger Niels Henrik Arendt

Tilgivelse

Jeg har netop modtaget en e-mail fra en læser, som følte sig 'vældigt tilgivet' af de meget genkendelige følelser og tanker, som han fandt i Kig på damen.

Det, synes jeg, er en dejlig reaktion at få på de skumle skriverier, faktisk præcis hvad jeg havde håbet på.

Læseren savnede samtidig udveje, fremadrettede ideer, som han gerne så udgivet som et appendix til bogen. Det kan jeg godt forstå, for min novellesamling har ingen svar. Men desværre kommer jeg nok til at skuffe her.

Heaney og Tollundmanden

Tollundmanden af Seamus Heaney

- oversat til dansk af Uffe Harder og Annette Mester i Markarbejde, Gyldendal 1994.


I
En dag vil jeg tage til Århus *
For at se hans tørvebrune hoved,
Hans øjenlågs milde bælge,
Hans spidse skindhue.

I det flade land nærved
Hvor de gravede ham ud,
Hans sidste vælling af vintersæd
Størknet i hans mave,

Nøgen, bortset fra
Huen, løkken og bæltet,
Vil jeg stå længe.
Gudindens brudgom var han,

Hun strammede ringen om hans hals
Og åbnede sin kærmose,
De mørke safter gav ham
en helgens velholdte krop,

Han blev fundet af tørveskærerens
Undergravende virke.
Hans plettede ansigt
Hviler nu i Århus.

II
Jeg kunne vove blasfemi,
Indvie Heksekedel-mosen
Som vor hellige jord og bede ham
Lade det spredte kød
Af daglejere faldet i baghold

Spire frem,
De sokkeklædte lig,
Fremlagt på
Gårdspladserne

Sladrende hud og tænder
Som pletter svellerne,
Fire unge brødre slæbt
Milelangt langs sporene.

III
Noget af hans triste frihed
Da han var på kærren
Skulle nå mig, mens jeg kørte,
Mens jeg sagde navnene

Tollund, Grauballe, Nebelgård,
Mens jeg så på landboernes
Pegende hænder
Uden at kende deres sprog.

Dér i Jylland,
I de gamle manddrabssogne
Vil jeg føle mig tabt,
Ulykkelig og hjemme.


* Heaney skriver, at han vil tage til Aarhus for at se Tollundmanden, selv om han godt ved, at gammelfar ligger i Silkeborg. Men Aarhus passer angiveligt bedre med versefødderne.


Det originale digt på engelsk:

I
Some day I will go to Aarhus
To see his peat-brown head,
The mild pods of his eye-lids,
His pointed skin cap.

In the flat country near by
Where they dug him out,
His last gruel of winter seeds
Caked in his stomach,

Naked except for
The cap, noose and girdle,
I will stand a long time.
Bridegroom to the goddess,

She tightened her torc on him
And opened her fen,
Those dark juices working
Him to a saint's kept body,

Trove of the turfcutters'
Honeycombed workings.
Now his stained face
Reposes at Aarhus.

II
I could risk blasphemy,
Consecrate the cauldron bog
Our holy ground and pray
Him to make germinate

The scattered, ambushed
Flesh of labourers,
Stockinged corpses
Laid out in the farmyards,

Tell-tale skin and teeth
Flecking the sleepers
Of four young brothers, trailed
For miles along the lines.

III
Something of his sad freedom
As he rode the tumbril
Should come to me, driving,
Saying the names

Tollund, Grauballe, Nebelgard,
Watching the pointing hands
Of country people,
Not knowing their tongue.

Out here in Jutland
In the old man-killing parishes
I will feel lost,
Unhappy and at home.

Av!

Hvorfor siger vi Av? Det er der vist ikke andre end danskerne, der gør. I hvert fald lige præcis på den måde. Englænderne siger Autch, ellersådannoget. I andre lande siger man noget helt andet. Alt muligt, siger verdens folk, når det pludselig gør ondt. Dog er der ingen, der siger Swegenswabelprungelprühl! Undtagen en kontrær bjergbonde i Lichtenstein, og han er så helt enormt ung og har så vanvittigt god tid, at han ikke rigtig tæller med.

Hvorfor siger vi Atjuh! når vi nyser? Eller siger vi det? Jeg gør, faktisk. Sådan cirka. I andre lande siger de noget andet. Atis! fx. Det siger de i Spanien, muligvis regionalt afgrænset til Andalusien. Selv kunne jeg ikke drømme om at sige Atis! Det er for barnligt.

Vi siger Uh! når vi bliver forskrækkede. Hvordan kan vi nå at huske, at vi ikke skal sige Atjuh?

Men tænker vi da over hvad vi siger, når vi råber en lyd, fordi det gør ondt eller fordi vi nyser?

Nej, det er noget vrøvl, at man skulle tage stilling til, hvad der er rigtigt eller lyder sejest; lyden kommer bare af sig selv, vil jeg mene. Sådan føles det.

Men alligevel er der lokale, regionale og nationale forskelle. Er det så genetisk? Nej det tror jeg godt, vi kan afvise, for jeg har en gang mødt en koreansk adoptivdreng, der nøs med et Atjuh! Det havde han lært i Danmark. I Korea ville de ikke vide, hvad han mente med Atjuh.

Det er altså indlært sproglig adfærd. En automatiseret reaktion.

"Er du sikker?"

Ja, temmelig.

Men så spørger jeg igen: Hvorfor siger vi Av! og ikke fx Uf! eller Ad! eller Wiing? Hvorfor har vi lært det sådan? Er der nogen, der kan svare mig på det?

Svælget

Det er svælget mellem Himmerland og København, som har sat det i os. Det at kende begge steder, høre hjemme begge steder, at være det ene og i sin gerning og tanke række ud efter det andet.

Nej, ikke Himmerland, men Bigum. Bigum mellem Viborg og Hobro, Bigum ved Tjele Langsø, ved Tjele gods, Bigum, lillebror til Lindum, en anden landsby, som heller ingen københavner kender til. Bigum på Heden, Hiern, med lyngen i sandet, og de violette tidsler, hvor der er vand til dem, bregnen ved kilden, som vi drak af, fordi der alligevel var så langt til den nærmeste opdyrkelige gyllemark.

Og det er ikke Bigum, men huset på Lergravsvej, lige uden for Bigum. Der hvor elleve Halskovsøskende voksede op hos Søren og Jenny. Marie, Kristian, Nora, Kaj-Aage, Anna, Hans, Karl, Knud, Karen, Ingrid og Arne, som nu alle har børn og børnebørn. Huset, en kilometer fra forsamlingshuset, hvor vi alle er blevet gift, hvor sølv- og guldbryllupperne er blevet holdt, festerne.

Og Bæistfårs Huws, som lugtede jordslået det meste af året, men slog vinduerne op, når forsamlingshuset var fuldt, så kunne vi sove der, hvor ingen havde boet i årevis. Og Bæistfårs Huws, hvortil Knud, så frejdig, proklamerede, at han kunne gå hele vejen på hænder. Og det gjorde han, det er ikke ligegyldigt, selv ikke i dag det meste af et halvt århundrede efter.

Og ikke København, men Fælledparken første maj, universitetet, Posten, hvor vi alle har arbejdet med kineserne; Hans Erik har, Arne, Karl og Knud, Moster Anna. Lise. Også Kaj Åge og hans drenge, men det er Posten i Odense, som også er København, når man kommer fra Bigum. Polensgade 29 på Amager, i kvarteret, hvor alle gader er opkaldt efter sovjetiske lydstater, det kunne man dengang, Polensgade, hvor Knud og Ingerlise fik Jakob, hvor Arne tog over, hvor Lisbeth har boet, og Lars, og Lisbeths hollandske bohemekammerat, trotteren Jim, som ikke var en kæreste, det kunne vi også i firserne. Det er Heisesgade 32, hvor Bo er vokset op, hvor også Arne boede, og igen Lisbeth og Lars.

Festerne, igen festerne, som vi tog med os fra Bigum til Heisesgade. Det at drikke sig sammen, sønder og sammen, at det er snyd at holde sig tilbage, at lurepasse, skjule hvad man har i sig. Fester af den slag, hvor svælget skulle prøves. Øllet skulle derned, mad nok, virkelig nok, kød, og snakketøjet, det jyske, men omplantet til hovedstaden. Det dialektfri jyske, tonen, som aldrig slap fri af Bigum, men uden ordene og grammatikken fra Himmerland. Jo, men kun for i spøg at vise, hvad der stadig knyttede os sammen. Den spøg, som ingen københavnere helt kunne trænge ind i.

Festerne, som var jyske i den forstand, men omplantet til Amager og Østerbro. Spædet op med halvfjerdsernes københavnske, frigjorthed, studenteroprøret, at være sluppet væk. Ja! Væk fra Bigums årstider, træskoene, fattigdommen, det alt for fede svinekød, de udkogte kartofler, skråen og stokken.

Socialismen, som var en del af Bigum, den socialdemokratiske landarbejder, skovarbejder, mejerist, grusgraver, snusende husmand og kortenspiller, far til elleve. Kaffe og snaps. Men en anden socialisme, en frisindet venstresocialisme, en studenterhue, en plakat på væggen, masser af plakater, demonstrationer og øl. At være aktiv i Enhedslisten, i en periode, eller SF, eller hjem til Søren, trods alt, til Socialdemokraterne, at tage tæskene, indtil de igen får magt og slapper musklerne under huden. Rødvin og de vanvittigt stærke pølser fra Charcutterie Rita i Lars Bjørnstræde. Nye sange, men også Blicher. Mad nok, og snakketøjet. At være aktiv i sin fagforening, tillidsmand. At deltage, tage ordet, hvor man er.

At få børn og flytte tilbage til Bigum, men ikke flytte. Købe et sommerhus sammen. Ikke på heden, men så langt ude på en kornmark, at der aldrig vil blive asfalteret hele vejen derud. Knud, Karl og Ingrid. Molevitten, skulle den hedde, for det var hele molevitten, alle brødre og søstre, alle nevøerne, og et par niecer, hele pakken af drømme og det frigjorte liv, emancipationen, hævet over armod, træl- og troldom.

At købe sin barndom hjem, sit barndomshjem, når forældrene er borte, når Søren bor hos Karen, mor er død. At tro på, at det kan hænge sammen, at man kan arbejde sammen om at få det til at fungere, arbejde sammen, man er ikke doven. Ikke at tro på det alligevel.

At flytte tilbage, virkelig flytte, ikke til Bigum, men til Haverslev eller Molevitten. Som jysk københavner i Jylland. Aldrig at nå helt til København, men bo på Sjælland, Tissø, Næstved, slå sig ned på Fyn, så er man halvt ude, halvt hjemme. Kæmpe om en grusgrav. Køre knallert i den. Køre speedway, spille fodbold, badminton, bordtennis eller håndbold som hjemme på marken. Blive god til det, eller ikke.

Kæmpe for sjov med hele familien, kok, skolelærer, post, brandmand, bogholder, ingeniør, evighedsstudent og pædagog. Så er børnene med, og børnebørnene. Det er i Haldagerlille ved Sorø, som ikke er Jylland, man arbejder i København, men som alligvel er Bigum, fællesskab og strid. Kæmpe, og inderst inde at vide, at det ikke er for sjov mellem brødre. Spille kort, whist med esmakker, eller poker, hvis man giver fanden i det hele. Rafle, så er det snyd, tænkeboks. Skal det være med eller uden dåb?

Søge hinandens anerkendelse som en svag skygge af Sørens, den, der aldrig var nok af. Måle sig med hinanden: Hvem af os tror du er mest intelligent? Det gyldne bæger hvert år til pinse, hvem er mest rigtig Halskov? men også hjælpe hinanden, med at finde et job, et værelse.

Bo sammen, Kims skiftende kollektiver og bofællesskaber, at tage nogen ind, familien er større end den hellige kvartet, i en periode, eller planlægge sammen for det lange perspektiv. At dele skavanker, det ikke at kunne finde vej, alle de stedblinde, at fortabes i svælget. Eller det omvendte: at være god til de samme ting, retorikken, sproget, at blive jurist, gøre det færdig, som ens morbror døde fra, gøre det færdig på den samme måde, den svære, med børn og fuldtidsjob ved siden af, og på den måde paradoksalt nok i endnu højere grad blive sig selv.

Skal børnene i kirken? I hvert fald skal vi synge om hinanden, om aldrig at komme væk fra Jylland. Skagen, at få børn som heller ikke kommer væk, eller som gør, men stadig bærer svælget i sig. Førstegenerationsakademikerne, skolelærerne, journalisterne og løsarbejderne. Kunstnerne og socialisterne, det slet ikke at kunne forestille sig at holde med dem, der klør de rige på ryggen, selvom man ikke længere selv er fattig.

At svælge i det, svælge i, hvor rigtige vi er, at vi ikke svigter, eller at jo, han eller hun gør nok alligevel lidt, men vi er dog Halskover. Røde. Og det er Bigum, den kommer fra, humoren, som er vores, som ikke kan erhverves uden det hårde og onde, som den lindrer. Sangen og en øllet tåre. En øllet troskabsed. Øllet. Det kan knibe med tøjet, men mad nok til svælget, ellers kan man ikke hænge i, mad nok, kød, nu er det krydderpølse.