Der vil være vanskeligheder forbundet med en hvilken som helst model for statslig kunststøtte.
Men det vil dog være langt mere problematisk ikke at støtte kunsten. Det har staten gjort i århundreder, om ikke årtusinder, af den simple grund, at der ellers ville være meget lidt af den. Kun en lille brøkdel af den kunst, vi har i Danmark i dag, ville kunne brødføde dens ophavsmænd og -kvinder uden statsstøtte. Meget ville ikke blive lavet. Tænk på film, fx.
For det meste har staten stillet betingelser til den kunst, den har støttet. Den har skullet opfylde en samfundsbevarende funktion, fx har den skulle afbilde og forskønne monarken, eller den har skullet være nationalromantisk, religiøs, moralsk eller pædagogisk i sit indhold.
Sådanne krav stiller den danske stat i det store hele ikke længere (eller man skulle måske sige for tiden; Dansk Folkeparti vil jo satans gerne sensurere dramaproduktionen på DR), og det er godt. Det er et kæmpe fremskridt for kunsten og heller ikke ubetydeligt for modkulturen i lidt bredere forstand.
Staten skal støtte kunsten uden at stille form- eller indholdsmæssige krav til den. Sådan får vi mest og bedst kunst.
Men hvilke krav skal staten så stille til den kunst, den støtter? Skal den støtte den kunst, som falder i dens egen smag, forvaltet af et udvalg som fx det litterære tremandsudvalg? Eller skal den støtte det, som de forskellige kunstbrancher (teatrene, filmselskaberne, forlagene, pladeselskaberne osv.) mener er kunst. Jeg mener det sidste. Jeg mener ikke, staten skal have en smag. Det har jeg argumenteret grundigt for i Objektiv kunststøtte 1.
Så kan man jo diskutere, om man skal støtte brancherne, virksomhederne, eller man skal støtte kunstnerne direkte. Måske begge dele. I Norge skal statens biblioteker købe minimum 1000 eksemplarer af alle bøger skrevet på norsk. Det er jo en kæmpe støtte til forlagene, og samtidig en betydelig støtte til forfatterne, som vel også i Norge får bibliotekspenge.
I Norge er dette er en del af en nationalromantisk dagsorden, hvor bevarelsen af det norske sprog spiller en stor rolle. Den borgerlige danske regering og dens støtteparti taler også meget om at bevare det danske sprog (som en museumsgenstand), men gør meget lidt for det. Det kan man alt efter temperament grine eller græde over.
Jeg synes den norske indirekte støtte til forlagene rummer meget positivt, men den er også meget dyr, og jeg tror, man vil få meget mere kunst for langt færre penge ved at støtte kunstnerne (her forfatterne) direkte.
Jeg har foreslået, at den statslige betingelse kunne være, at de har udgivet minimum tre bogværker, eller hvad der svarer dertil i form af tidsskriftpublikation. Det kan være for strengt et krav, for hvad så med alle de nye talenter, som allerede viser lovende takter med den første bog? Skal de ikke støttes?
tirsdag den 22. juni 2010
torsdag den 10. juni 2010
Interview på Sentura
Læs Michael Balle Jensens interview om Kig på damen på linket:
http://www.sentura.dk/jens_peter_interview.html
http://www.sentura.dk/jens_peter_interview.html
tirsdag den 8. juni 2010
Objektiv kunststøtte 2
Hvis vi ikke skal have statslige smagsdommere til at tage stilling til, hvem der skal have kunststøtte i Danmark, og det er mit synspunkt, så skal vi jo finde en anden modus for tildelingerne. Jeg foreslår, at man vælger nogle objektive kriterier, som grundlag. Et embedsmandsudvalg skal tage stilling til, hvilke ansøgere der opfylder disse kriterier. Og så skal en afgørelse naturligvis kunne ankes af ansøgeren. Sådan skal retssikkerheden fungere i et rettighedsbaseret samfund.
Men hvilke kriterier kan anvendes?
Jeg har tænkt ganske meget over det, men jeg kan ikke komme frem til noget bedre forslag end det, jeg for nogle år siden fremsatte under titlen Forfatterløn. Her foreslog jeg, at der blev lagt kvantitative kriterier til grund, altså antal udgivelser.
Når man vælger denne model, anerkender man, at forlagene og tidsskrifterne har den faglige kompetance til at afgøre, hvad der er litteratur, og hvad der ikke er.
Dette gør det samtidig muligt for forfatterne at undslippe et tilfældigt tremandsudvalgs tilfældige smag. Der er jo ganske mange forlag og tidsskrifter i Danmark, så hvis det, man skriver, har virkelig kunstnerisk kvalitet, vil det normalt være muligt at finde en redaktion, som vil udgive det. Det giver en mere demokratisk og alsidig vurdering.
Så kan man indvende, at med sådanne kriterier vil bestsellerlitteraturen også få støtte - og skal den have det?
Måske ikke, men som det fremgår af forslaget nedenunder, skal man modregne bibliotekspengene, og gør man det, vil rigtige bestsellerforfattere ikke modtage forfatterløn. Deres bibliotekspenge er for høje.
Som det fremgår, tager jeg igen udgangspunkt i forfatternes situation. Så kan andre måske hjælpe med at strikke parallelle forslag sammen til de øvrige kunstarter.
Jeg er naturligvis også meget interesseret i at høre alternative forslag, men nu lægger jeg selv for med dette forslag.
Forfatterløn
Forfatterlønnen betales af den danske stat.
Forfatterlønnen har en størrelse, som svarer til den til enhver tid gældende højeste dagpengesats.
Forfatterlønnen modsvares ikke af et rådighedskrav, da meningen med ydelsen netop er at give forfattere mulighed for at leve af at skrive uden at skulle have lønarbejde ved siden af.
Forfatterlønnen skal ansøges og tildeles kun i tilfælde af, at der foreligger en ansøgning.
Forfatterlønnen er en rettighed. Det er med andre ord en ydelse, som alle kvalificerede ansøgere skal have.
Staten påtager sig at informere forfatterskoleelever og debuterende forfattere om muligheden for at modtage ydelsen. Informationen foranstaltes i et samarbejde med Forfatterskolen og alle landets skønlitterære forlag.
For at modtage skal man have udgivet minimum tre sådanne bogværker, eller hvad der svarer hertil. (Her kunne man eventuelt lade en Forfatterskoleuddannelse gøre det ud for et af de tre værker, sådan at uddannede forfattere kun behøver at have udgivet to værker for at få ydelsen).
Hvad der svarer til udgivelse af et bogværk af den ovennævnte karakter, vil typisk være publicering af en større mængde skønlitterære tekster (fx kortprosa, lyrik eller noveller) i anerkendte litterære tidsskrifter.
Forfatterlønnen tildeles for en syvårig periode, som kan forlænges, hvis forfatteren i løbet af tildelingsperioden har udgivet yderligere minimum to skønlitterære bogværker på forlag, som ikke er forfatterens egne. Det vil sige forlag, som forfatteren ikke ejer, ikke er medejer af eller arbejder for som redaktør eller i en anden funktion.
Et kollegium bestående af fem embedsmænd vurderer, hvilke ansøgere der er berettigede til at modtage forfatterlønnen.
Embedsmændene udpeges af kulturministeren. Danmarks Forfatterforening og De Skønlitterære Forfattere har indsigelsesret over for kollegiets sammensætning og kan kræve, at et af dets medlemmer udtræder, hvis de mener og kan begrunde, at vedkommende er inhabil.
Kollegiet udpeges for en treårig periode. Ingen kan sidde i kollegiet i mere end tre år.
En ansøger tildeles kun forfatterløn, hvis minimum tre af kollegiets medlemmer støtter ansøgningen.
Kollegiet udfærdiger i forbindelse med hver ansøgningstermin en liste over tidsskrifter, som kan (men ikke skal) give adgang til støtte. Minimum tre af kollegiets medlemmer skal votere til fordel for et tidsskrift, for at det kan komme på listen. Listen anvendes ved behandling af ansøgninger frem mod næste ansøgningstermin. Kollegiets tidsskriftsliste kan ikke appelleres.
Listen er offentlig.
Afviste ansøgere kan appellere afgørelsen til et appelpanel bestående af tre embedsmænd, udpeget af kulturministeriet. Appelpanelets afgørelse er endelig.
Forfatterlønnen kan ansøges to gange årligt (1. maj og 1. november), og kollegiet træffer sin afgørelse senest to måneder efter ansøgningsfristen. Ydelsen udbetales med virkning fra to måneder efter ansøgningsfristen.
Forfatterlønnen kan ikke tildeles med tilbagevirkende kraft.
Afviste ansøgere kan genansøge ved næstkommende ansøgningstermin.
Biblioteksafgiften fradrages i forfatterlønnen krone til krone, sådan at forfatteren ikke længere modtager forfatterløn, når hans eller hendes årlige biblioteksafgift overstiger den højeste årlige dagpengesats. Formålet er opretholde forfatternes mulighed for at producere bogværker, også inden denne bogproduktion gør dem selvforsørgende.
Forfatterlønnen erstatter de gældende støtteordninger for forfattere.
Forfatterlønnen kan ikke tildeles personer, som samtidig modtager dagpenge, folkepension, invalidepension, bistandshjælp eller anden form for fuld offentlig forsørgelse. Dog kan invalidepensionister naturligvis samtidig opretholde deres eventuelle tilskud til hjælpemidler og medicin ubeskåret.
Men hvilke kriterier kan anvendes?
Jeg har tænkt ganske meget over det, men jeg kan ikke komme frem til noget bedre forslag end det, jeg for nogle år siden fremsatte under titlen Forfatterløn. Her foreslog jeg, at der blev lagt kvantitative kriterier til grund, altså antal udgivelser.
Når man vælger denne model, anerkender man, at forlagene og tidsskrifterne har den faglige kompetance til at afgøre, hvad der er litteratur, og hvad der ikke er.
Dette gør det samtidig muligt for forfatterne at undslippe et tilfældigt tremandsudvalgs tilfældige smag. Der er jo ganske mange forlag og tidsskrifter i Danmark, så hvis det, man skriver, har virkelig kunstnerisk kvalitet, vil det normalt være muligt at finde en redaktion, som vil udgive det. Det giver en mere demokratisk og alsidig vurdering.
Så kan man indvende, at med sådanne kriterier vil bestsellerlitteraturen også få støtte - og skal den have det?
Måske ikke, men som det fremgår af forslaget nedenunder, skal man modregne bibliotekspengene, og gør man det, vil rigtige bestsellerforfattere ikke modtage forfatterløn. Deres bibliotekspenge er for høje.
Som det fremgår, tager jeg igen udgangspunkt i forfatternes situation. Så kan andre måske hjælpe med at strikke parallelle forslag sammen til de øvrige kunstarter.
Jeg er naturligvis også meget interesseret i at høre alternative forslag, men nu lægger jeg selv for med dette forslag.
Forfatterløn
Forfatterlønnen betales af den danske stat.
Forfatterlønnen har en størrelse, som svarer til den til enhver tid gældende højeste dagpengesats.
Forfatterlønnen modsvares ikke af et rådighedskrav, da meningen med ydelsen netop er at give forfattere mulighed for at leve af at skrive uden at skulle have lønarbejde ved siden af.
Forfatterlønnen skal ansøges og tildeles kun i tilfælde af, at der foreligger en ansøgning.
Forfatterlønnen er en rettighed. Det er med andre ord en ydelse, som alle kvalificerede ansøgere skal have.
Staten påtager sig at informere forfatterskoleelever og debuterende forfattere om muligheden for at modtage ydelsen. Informationen foranstaltes i et samarbejde med Forfatterskolen og alle landets skønlitterære forlag.
For at modtage skal man have udgivet minimum tre sådanne bogværker, eller hvad der svarer hertil. (Her kunne man eventuelt lade en Forfatterskoleuddannelse gøre det ud for et af de tre værker, sådan at uddannede forfattere kun behøver at have udgivet to værker for at få ydelsen).
Hvad der svarer til udgivelse af et bogværk af den ovennævnte karakter, vil typisk være publicering af en større mængde skønlitterære tekster (fx kortprosa, lyrik eller noveller) i anerkendte litterære tidsskrifter.
Forfatterlønnen tildeles for en syvårig periode, som kan forlænges, hvis forfatteren i løbet af tildelingsperioden har udgivet yderligere minimum to skønlitterære bogværker på forlag, som ikke er forfatterens egne. Det vil sige forlag, som forfatteren ikke ejer, ikke er medejer af eller arbejder for som redaktør eller i en anden funktion.
Et kollegium bestående af fem embedsmænd vurderer, hvilke ansøgere der er berettigede til at modtage forfatterlønnen.
Embedsmændene udpeges af kulturministeren. Danmarks Forfatterforening og De Skønlitterære Forfattere har indsigelsesret over for kollegiets sammensætning og kan kræve, at et af dets medlemmer udtræder, hvis de mener og kan begrunde, at vedkommende er inhabil.
Kollegiet udpeges for en treårig periode. Ingen kan sidde i kollegiet i mere end tre år.
En ansøger tildeles kun forfatterløn, hvis minimum tre af kollegiets medlemmer støtter ansøgningen.
Kollegiet udfærdiger i forbindelse med hver ansøgningstermin en liste over tidsskrifter, som kan (men ikke skal) give adgang til støtte. Minimum tre af kollegiets medlemmer skal votere til fordel for et tidsskrift, for at det kan komme på listen. Listen anvendes ved behandling af ansøgninger frem mod næste ansøgningstermin. Kollegiets tidsskriftsliste kan ikke appelleres.
Listen er offentlig.
Afviste ansøgere kan appellere afgørelsen til et appelpanel bestående af tre embedsmænd, udpeget af kulturministeriet. Appelpanelets afgørelse er endelig.
Forfatterlønnen kan ansøges to gange årligt (1. maj og 1. november), og kollegiet træffer sin afgørelse senest to måneder efter ansøgningsfristen. Ydelsen udbetales med virkning fra to måneder efter ansøgningsfristen.
Forfatterlønnen kan ikke tildeles med tilbagevirkende kraft.
Afviste ansøgere kan genansøge ved næstkommende ansøgningstermin.
Biblioteksafgiften fradrages i forfatterlønnen krone til krone, sådan at forfatteren ikke længere modtager forfatterløn, når hans eller hendes årlige biblioteksafgift overstiger den højeste årlige dagpengesats. Formålet er opretholde forfatternes mulighed for at producere bogværker, også inden denne bogproduktion gør dem selvforsørgende.
Forfatterlønnen erstatter de gældende støtteordninger for forfattere.
Forfatterlønnen kan ikke tildeles personer, som samtidig modtager dagpenge, folkepension, invalidepension, bistandshjælp eller anden form for fuld offentlig forsørgelse. Dog kan invalidepensionister naturligvis samtidig opretholde deres eventuelle tilskud til hjælpemidler og medicin ubeskåret.
tirsdag den 25. maj 2010
Objektiv kunststøtte
Den danske statslige kunststøtte tildeles p.t. af udvalg, som efter eget skøn og egen smag vurderer, hvem af landets udøvende kunstnere der fortjener at få nogle penge at leve for, mens de laver eller ikke laver kunst.
Jeg vil bruge litteraturen som eksempel, da det er den kunstform, jeg kender bedst:
Her er der tale om et tremandsudvalg, som består af to forfattere og en anmelder. Disse tre mennesker vurderer, hvem af de ansøgende forfattere, der skal have det treårige arbejdslegat (altså tre års forsørgelse), hvem der blot skal have 200.000, 100.000, 50.000, 20.000 eller slet ingenting. Og disse for kunstnernes karrierer så afgørende valg træffer de suverænt, inappellabelt og uden nogen for objektive kriterier.
Det er problematisk af mange grunde:
Hvis vi sammenligner med andre former for offentlig forsørgelse, bygger tildelingerne her på rettighedsprincipper. Hvis man er i den og den situation, har man ret til den og den form for hjælp. Man skal ikke være taknemmelig, man skal ikke fedte for nogen eller smile sødt. Og skatteyderne kan samtidig gennemskue, hvorfor de skal betale for disse menneskers forsørgelse. Dette er alt sammen vigtigt.
Naturligvis kan forskellige socialarbejdere forvalte borgernes rettigheder forskelligt, og det gør de, men hvis man føler sig uretfærdigt behandlet, kan man appellere sin sag og få kriterierne tolket af andre personer.
Staten tildeler ideelt set ikke hjælp som vennetjenester eller ud fra sympatier eller antipatier, men ud fra objektive kriterier. Og som sagt: hvis man ikke mener, det har været tilfældet, kan sagen efterprøves.
Tilsvarende straffer og frifinder retsvæsnet ideelt set ikke ud fra følelser som medlidenhed, hævn eller forargelse. Sådan er princippet: Staten har ingen følelser. Derfor kan den løse konflikter mellem mennesker, som ikke selv kan løse dem.
Hvad angår tildeling af støtte, ville objektive kriterier give kunstnerne mulighed for at planlægge deres liv, ligesom andre mennesker kan. Det kan de ikke, når de kastes rundt i manegen af et lille udvalgs tilfældige indskydelser.
Og det er, hvad der de facto er tale om: Et lille udvalgs tilfældige indskydelser. Der kan inden for litteraturområdet tildeles støtte til forfattere, som ikke har skrevet nogen bøger, mens forfattere, som har en række udgivelser bag sig, overses. Det er virkeligheden.
Og hvad værre er: Det kan ikke være anderledes, når støtten tildeles, som den gør. Det er ikke det til enhver tid siddende udvalgs skyld. Derfor er løsningen heller ikke at udskifte udvalget med et andet.
I Danmark er den litterære verden så lille, at de fleste aktører kender hinanden. Forfatterne går til oplæsninger sammen, går til receptioner sammen, spiller fodbold sammen og har for en stadig større dels vedkommende gået på Forfatterskolen sammen. Og det er godt. Det er godt og givende, fagligt og socialt stimulerende, at forfatterne danner miljø.
Men det er ikke godt, at to forfattere fra dette miljø skal tage stilling til, hvem af deres venner, rivaler, fjender, protegéer, elever, gamle lærere, konkurrenter, elskere, kærester og ex-kærester der skal have eller ikke have statslig støtte til at opretholde livet som kunstnere. Det er slet og ret skandaløst.
Princippet om at lade forfattere tildele hinanden støtte er grundlæggende forkert, fordi det åbner for mistanker og for reel vilkårlighed; fordi det udelukker uhildethed.
Det tredje medlem af litteraturudvalget er anmelder, og det kunne jo tænkes at være et neutralt, modererende element. Men det er det ikke nødvendigvis. For i Danmark er også mange anmeldere en del af det litterære miljø. Det er selvfølgelig et stort problem, når de samtidig skal anmelde venners bøger (og fjenders, rivalers, ...), men det er også et problem, når en anmelder skal tildele statslig støtte til forfattere.
Endvidere kan man sige, at en anmelder, som ikke bryder sig om en forfatter eller dennes værk, kan straffe vedkommende dobbelt ved først at give ham eller hende en dårlig anmeldelse og siden afvise hans eller hendes støtteansøgning. Også denne magtkoncentration er uhyre problematisk.
Men hvad skal man så gøre?
Man skal som nævnt finde objektive kriterier for tildelingerne. Det skal så fungere på den måde, at alle kunstnere, som opfylder disse kriterier, har ret til ydelsen. Ganske enkelt. Ydelsen skal være en rettighed.
For litteraturens vedkommende kunne kriterierne have at gøre med udgivelser (i bog- eller tidsskriftsform). Altså et antal udgivne værker på forlag med en redaktion, som forfatteren ikke selv er en del af. Et minimumantal. Et vist antal sider i tidsskrifter kunne eventuelt også anvendes som grundlag. Kulturministeriet skulle så ajourføre og offentliggøre en liste over tidsskrifter, som kunne give forfatterne adkomst til foratterlønnen.
Kunstnerisk uddannelse kunne eventuelt være et supplerende kriterium. Forfatterskoleuddannelsen kunne fx gøre det ud for et af de krævede værker. Eller ikke.
Det må være muligt at finde tilsvarende kriterier inden for billedkunst, film, musik og scenekunst. Deltagelse på censurerede udstillinger, fx. Osv.
Et embedsmandsudvalg skulle så tage stilling til, om kriterierne for tildelingen var opfyldte. Kriterierne skal være offentligt tilgængelige, så kunstnerne i det store hele selv kan regne ud, om de er støtteberettigede eller ej.
Det skal endvidere være sådan, at en kunstner kan anke en afgørelse, hvis han eller hun selv mener at have opfyldt kriterierne, men alligevel får afslag.
Staten skal ikke have smag eller følelser.
Denne objektive statslige kunststøtte skal så afløse de eksisterende ordninger, ligesom den skal træde i stedet for andre former for offentlig forsørgelse, som kunstnere nu må opretholde livet på af mangel på bedre.
Ud over denne statslige støtte er BG-bank, diverse fonde, boghandlerforeningen, anmelderne osv. naturligvis hjerteligt velkomne til at supplere med diverse privatfinansierede præmieringer. Det kan og skal staten ikke blande sig i.
Jeg vil bruge litteraturen som eksempel, da det er den kunstform, jeg kender bedst:
Her er der tale om et tremandsudvalg, som består af to forfattere og en anmelder. Disse tre mennesker vurderer, hvem af de ansøgende forfattere, der skal have det treårige arbejdslegat (altså tre års forsørgelse), hvem der blot skal have 200.000, 100.000, 50.000, 20.000 eller slet ingenting. Og disse for kunstnernes karrierer så afgørende valg træffer de suverænt, inappellabelt og uden nogen for objektive kriterier.
Det er problematisk af mange grunde:
Hvis vi sammenligner med andre former for offentlig forsørgelse, bygger tildelingerne her på rettighedsprincipper. Hvis man er i den og den situation, har man ret til den og den form for hjælp. Man skal ikke være taknemmelig, man skal ikke fedte for nogen eller smile sødt. Og skatteyderne kan samtidig gennemskue, hvorfor de skal betale for disse menneskers forsørgelse. Dette er alt sammen vigtigt.
Naturligvis kan forskellige socialarbejdere forvalte borgernes rettigheder forskelligt, og det gør de, men hvis man føler sig uretfærdigt behandlet, kan man appellere sin sag og få kriterierne tolket af andre personer.
Staten tildeler ideelt set ikke hjælp som vennetjenester eller ud fra sympatier eller antipatier, men ud fra objektive kriterier. Og som sagt: hvis man ikke mener, det har været tilfældet, kan sagen efterprøves.
Tilsvarende straffer og frifinder retsvæsnet ideelt set ikke ud fra følelser som medlidenhed, hævn eller forargelse. Sådan er princippet: Staten har ingen følelser. Derfor kan den løse konflikter mellem mennesker, som ikke selv kan løse dem.
Hvad angår tildeling af støtte, ville objektive kriterier give kunstnerne mulighed for at planlægge deres liv, ligesom andre mennesker kan. Det kan de ikke, når de kastes rundt i manegen af et lille udvalgs tilfældige indskydelser.
Og det er, hvad der de facto er tale om: Et lille udvalgs tilfældige indskydelser. Der kan inden for litteraturområdet tildeles støtte til forfattere, som ikke har skrevet nogen bøger, mens forfattere, som har en række udgivelser bag sig, overses. Det er virkeligheden.
Og hvad værre er: Det kan ikke være anderledes, når støtten tildeles, som den gør. Det er ikke det til enhver tid siddende udvalgs skyld. Derfor er løsningen heller ikke at udskifte udvalget med et andet.
I Danmark er den litterære verden så lille, at de fleste aktører kender hinanden. Forfatterne går til oplæsninger sammen, går til receptioner sammen, spiller fodbold sammen og har for en stadig større dels vedkommende gået på Forfatterskolen sammen. Og det er godt. Det er godt og givende, fagligt og socialt stimulerende, at forfatterne danner miljø.
Men det er ikke godt, at to forfattere fra dette miljø skal tage stilling til, hvem af deres venner, rivaler, fjender, protegéer, elever, gamle lærere, konkurrenter, elskere, kærester og ex-kærester der skal have eller ikke have statslig støtte til at opretholde livet som kunstnere. Det er slet og ret skandaløst.
Princippet om at lade forfattere tildele hinanden støtte er grundlæggende forkert, fordi det åbner for mistanker og for reel vilkårlighed; fordi det udelukker uhildethed.
Det tredje medlem af litteraturudvalget er anmelder, og det kunne jo tænkes at være et neutralt, modererende element. Men det er det ikke nødvendigvis. For i Danmark er også mange anmeldere en del af det litterære miljø. Det er selvfølgelig et stort problem, når de samtidig skal anmelde venners bøger (og fjenders, rivalers, ...), men det er også et problem, når en anmelder skal tildele statslig støtte til forfattere.
Endvidere kan man sige, at en anmelder, som ikke bryder sig om en forfatter eller dennes værk, kan straffe vedkommende dobbelt ved først at give ham eller hende en dårlig anmeldelse og siden afvise hans eller hendes støtteansøgning. Også denne magtkoncentration er uhyre problematisk.
Men hvad skal man så gøre?
Man skal som nævnt finde objektive kriterier for tildelingerne. Det skal så fungere på den måde, at alle kunstnere, som opfylder disse kriterier, har ret til ydelsen. Ganske enkelt. Ydelsen skal være en rettighed.
For litteraturens vedkommende kunne kriterierne have at gøre med udgivelser (i bog- eller tidsskriftsform). Altså et antal udgivne værker på forlag med en redaktion, som forfatteren ikke selv er en del af. Et minimumantal. Et vist antal sider i tidsskrifter kunne eventuelt også anvendes som grundlag. Kulturministeriet skulle så ajourføre og offentliggøre en liste over tidsskrifter, som kunne give forfatterne adkomst til foratterlønnen.
Kunstnerisk uddannelse kunne eventuelt være et supplerende kriterium. Forfatterskoleuddannelsen kunne fx gøre det ud for et af de krævede værker. Eller ikke.
Det må være muligt at finde tilsvarende kriterier inden for billedkunst, film, musik og scenekunst. Deltagelse på censurerede udstillinger, fx. Osv.
Et embedsmandsudvalg skulle så tage stilling til, om kriterierne for tildelingen var opfyldte. Kriterierne skal være offentligt tilgængelige, så kunstnerne i det store hele selv kan regne ud, om de er støtteberettigede eller ej.
Det skal endvidere være sådan, at en kunstner kan anke en afgørelse, hvis han eller hun selv mener at have opfyldt kriterierne, men alligevel får afslag.
Staten skal ikke have smag eller følelser.
Denne objektive statslige kunststøtte skal så afløse de eksisterende ordninger, ligesom den skal træde i stedet for andre former for offentlig forsørgelse, som kunstnere nu må opretholde livet på af mangel på bedre.
Ud over denne statslige støtte er BG-bank, diverse fonde, boghandlerforeningen, anmelderne osv. naturligvis hjerteligt velkomne til at supplere med diverse privatfinansierede præmieringer. Det kan og skal staten ikke blande sig i.
torsdag den 29. april 2010
Stik spaniol
På spansk er der ingen forskel på udtalen af v og b. Eller det er der. Når spanierne skal sige v, sætter de overmundens tænder ud over underlæben, og når de skal sige b, sætter de over- og underlæbe sammen. Ligesom vi gør.
Men man kan næsten ikke høre forskel, det er sådan, det er. Og de skifter vilkårligt mellem de to konsonanter. Ord, som staves med b, siges gerne med v. Og det må de godt! De har fået lov. Sådan er det spanske sprog.
Hvad mere er: Ord, som i en sammenhæng staves med b, kan i en anden uden videre optræde med v som begyndelseskonsonant. Og heller ikke det synes spanierne, der er noget mærkeligt eller forkert ved.
Det er lige skrapt nok set med danske øjne, for på den måde bliver Baskerlandet til Vaskerlandet, og det går jo ikke. At baske og at vaske er ikke det samme. Det kan få meget alvorlige følger for den nationale hygiejne, hvis man tror det.
Dette fundamentale semantiske problem ved den spanske udtale og stavning oplyste jeg for nylig en spanier om, men jeg kan ikke sige, at jeg slap godt fra det. Faktisk blev han stik spaniol og spruttede konsonanter ud både med og uden tænder i overmunden.
Pludselig afbrød han sig selv og så spydig ud. Og sagde han noget, som jeg ikke helt er kommet mig over endnu. Han sagde, at vi danskere også bytter rund på b og v efter forgodtbefindende.
- Nej, sagde jeg. - Det gør Vi godt nok ikke!
- Jo, sagde han. Når I skriver "løbe", udtaler I det som "løve".
Det kunne jeg jo heldigvis blankt afvise, og så blev den ikke længere.
Men da jeg kom hjem og betroede mig til min bamse, måtte jeg jo sige, at der alligevel var noget om snakken. For "løbe" bliver måske ikke til "løve", men mange steder i landet bliver det til "løøw". Der findes både jyder og fynboer, som laver b om til w.
For eksempel:
løbe -> løøw
skib -> skiiw
slibe -> sliiw
slæbe -> slææw
kæbe -> kææw
abekat -> aawkat
sæbe -> sææw
tabe -> taaw
råbe -> rååw
Så i store dele af provinsen (kan nogen fortælle mig nærmere bestemt hvor på Fyn og hvor i Jylland?) er vi danskere faktik noget spanske i det.
Men vi ved, hvornår man skal stoppe. For eksempel bliver "kåbe" ikke til "kååw", "måbe" bliver ikke til "mååw" og "tåbe" ikke til "tååw". Det kunne da lige passe!!
Men man kan næsten ikke høre forskel, det er sådan, det er. Og de skifter vilkårligt mellem de to konsonanter. Ord, som staves med b, siges gerne med v. Og det må de godt! De har fået lov. Sådan er det spanske sprog.
Hvad mere er: Ord, som i en sammenhæng staves med b, kan i en anden uden videre optræde med v som begyndelseskonsonant. Og heller ikke det synes spanierne, der er noget mærkeligt eller forkert ved.
Det er lige skrapt nok set med danske øjne, for på den måde bliver Baskerlandet til Vaskerlandet, og det går jo ikke. At baske og at vaske er ikke det samme. Det kan få meget alvorlige følger for den nationale hygiejne, hvis man tror det.
Dette fundamentale semantiske problem ved den spanske udtale og stavning oplyste jeg for nylig en spanier om, men jeg kan ikke sige, at jeg slap godt fra det. Faktisk blev han stik spaniol og spruttede konsonanter ud både med og uden tænder i overmunden.
Pludselig afbrød han sig selv og så spydig ud. Og sagde han noget, som jeg ikke helt er kommet mig over endnu. Han sagde, at vi danskere også bytter rund på b og v efter forgodtbefindende.
- Nej, sagde jeg. - Det gør Vi godt nok ikke!
- Jo, sagde han. Når I skriver "løbe", udtaler I det som "løve".
Det kunne jeg jo heldigvis blankt afvise, og så blev den ikke længere.
Men da jeg kom hjem og betroede mig til min bamse, måtte jeg jo sige, at der alligevel var noget om snakken. For "løbe" bliver måske ikke til "løve", men mange steder i landet bliver det til "løøw". Der findes både jyder og fynboer, som laver b om til w.
For eksempel:
løbe -> løøw
skib -> skiiw
slibe -> sliiw
slæbe -> slææw
kæbe -> kææw
abekat -> aawkat
sæbe -> sææw
tabe -> taaw
råbe -> rååw
Så i store dele af provinsen (kan nogen fortælle mig nærmere bestemt hvor på Fyn og hvor i Jylland?) er vi danskere faktik noget spanske i det.
Men vi ved, hvornår man skal stoppe. For eksempel bliver "kåbe" ikke til "kååw", "måbe" bliver ikke til "mååw" og "tåbe" ikke til "tååw". Det kunne da lige passe!!
mandag den 8. februar 2010
Klip fra anmeldelserne
Flensborg Avis
”En vigtig bog
Jens Peter Kaj Jensen har begået en fremragende novellesamling om eskapisme, selvbedrag og ynkelig bragesnak.
...
I 11 næsten skræmmende realistiske skildringer - "Kig på damen " - af moderne menneskers hverdagsliv afdækker han både varmt og skånselsløst den svære kamp med og for eksistensen.
...
Dette er den bedste novellesamling om eskapisme, selvbedrag og ynkelig bragesnak, kort sagt: uautentisk eksistens, der længe er skrevet.”
Preben Rasmussen
Weekendavisen
”Jens Peter Kaj Jensen skildrer falskheden, forvrængningen og fremmedgørelsen, og han gør det med en fin sans for det morbide ...
Jens Peter Kaj Jensen har et umiskendeligt talent for den sære fortælling, som har så stolte traditioner i dansk novellekunst.”
Klaus Rothstein
Information
"Når Jens Peter Kaj Jensen skriver bedst, er der et enormt drive fremad i hans sprog. Der er ingen døde øjeblikke, ingen pinligheder eller knirken i maskineriet. Flere gange fanges læseren i nogle virkeligt svimlende øjeblikke: Pludselig opdager man, at fortælleren har et andet køn, end man først troede, pludselig opløser en ret solid virkelighed sig for øjnene af en.
De bedste par noveller bryder igennem til virkelige særheder hinsides al rotteræs. ...
»Du læser Strudsen, som du nu kan læse den. Du tager den tilbage, så jeg ved, at den er din. Du gisper dig gennem vingerne, så er du scenekunstner. Du slår blusen op, du giver os alt det hvide, så har vi det at blændes af, så stor og kold bliver du, så er det det, jeg kan lide.«
Der er tryk på her, et femte gear i sproget, også selv om det ser upåfaldende og let ud. Det samme er der i den virkeligt sære ‘Tessa’. Og i den afsluttende ‘Flyveskalle mod åben dør’, som har nogle fuldstændigt vilde, smadrede festscener, fulde af karneval og selvødelæggelse."
Tue Andersen Nexø
LitteraturNu
"Jens Peter Kaj Jensen cirkelsvømmer i sin novelledebut rundt om temaerne identitet og forvrængning, menneskelig nærhed og selvbedrag – og det gør han i vand, der, hvad enten det er dybt eller overfladisk, oftest er betagende klart. ...
Tonen i KIG PÅ DAMEN er skærende og præcis og der frembydes et nærmest rørligt univers, hvor sproget, i de mest vellykkede noveller, har en ligefrem voldelig energi."
Birgitte Pallesen
Fyens Stiftstidende:
"Jens Peter Kaj Jensens sprog suger læseren helt ind i bogen"
Ina Grønvig
Bogrummet:
"Kig på Damen" er en sort-humoristisk novellesamling, ialt 11 fortællinger, som kredser om 'synet'. I særdeleshed hvordan andre mennesker, deres handlinger og 'syn' på os, ændrer vores selvopfattelse og handlinger (og syn på de andre!)
Det er et vældigt interessant projekt, som (selvfølgelig) også kommer omkring det iscenesatte selvbillede, i blogs, på Facebook og i andre virtuelle rum.
...
Der er mange rigtig interessante indfaldsvinkler til, hvordan et blik eller en oplevelse af andres syn på eén, kan ændre alt på få sekunder."
Caracasia
MetroXPress
"Jens Peter Kaj Jensen ... tegner fine og nådesløse portrætter af mennesker i opløsning – mennesker, der har svært ved at magte livet og virkeligheden.
...
Identitet og selvstændighed eller manglende ditto er i det hele taget væsentlige omdrejningspunkter i novellerne. Dødsdømte forhold, psykiske nedture, begyndende vanvid og det lille oprør, der udvikler sig fatalt eller falder helt til jorden, er temaer, der forfølger læseren.
Der er masser af tankegods og forvredne personligheder i denne novelle- samlings mange fornemme psykologiske portrætter, hvor Jensen har brugt sin pc, som instruktøren bruger kameraet og spejlet. Her er mange spændende indblik i sindets krinkelkroge, der nok skal være guf for novelleentusiaster."
Jan Vandall
KultuNaut
"Fængslende novellesamling
Jens Peter Kaj Jensens "Kig på damen" er en samling af 11 noveller, hvori man følger forskellige personer. Historierne har ikke nogen relation til hinanden, men der er en gennemgående rød tråd: De handler om identitet og de moderne teknologiers muligheder for, at vi kan tage andre masker på.
...
Kig på damen er fortællinger om helt almindelige mennesker, der lever med usikkerheder omkring deres identitet, utilfredshed over deres liv, og som ikke føler sig tilstrækkelige i deres relationer til andre mennesker. Det er samtidig en skildring af, hvad der kan ske, når man får lov til at se verden gennem en anden persons øjne, og hvilke konsekvenser det kan have for både ens eget og andres liv.
Novellerne er fængslende og aldrig ensformige. Bedst som man tror, man har gennemskuet handlingen, tager den en drejning, og en overraskelse ligger lige om hjørnet. Undertegnede havde svært ved at lægge den fra sig igen. Den ene novelles afslutning vækkede en nysgerrighed omkring den næste, som man også lige blev nødt til at læse."
Nana Nielsen
Nordjyske.dk
"Det er noveller, der på én gang er dødsensalvorlige og bittert komiske."
Jens Henneberg
Ekstrabladet
"Jens Peter Kaj Jensens novellesamling Kig på damen rummer 11 intense historier, der kredser om, hvordan vi higer efter at blive set og begæret af hinanden. Intelligent viser novellerne, hvordan vi dagligt foretager alle mulige behagesyge krumspring i et desperat forsøg på at vinde accept.
Novellerne udstiller dygtigt det moderne menneskes fortabelse, når livet først og fremmest leves blandt pseudo-vennerne på Facebook."
Frank Sebastian Hansen
Vejle Amts Folkeblad
"Novellen som stilart er forsømt men fantastisk. Danmark kan glæde sig over et nyt talent. Han hedder Jens Peter Kaj Jensen. Det er et navn, man kan huske Og det er godt. For ham kommer vi til at høre mere til. ...
Der er 11 noveller i samlingen. De bedste er forrygende. ... Kig på damen er velskrevet og et spændende bekendskab."
Arne Mariager
”En vigtig bog
Jens Peter Kaj Jensen har begået en fremragende novellesamling om eskapisme, selvbedrag og ynkelig bragesnak.
...
I 11 næsten skræmmende realistiske skildringer - "Kig på damen " - af moderne menneskers hverdagsliv afdækker han både varmt og skånselsløst den svære kamp med og for eksistensen.
...
Dette er den bedste novellesamling om eskapisme, selvbedrag og ynkelig bragesnak, kort sagt: uautentisk eksistens, der længe er skrevet.”
Preben Rasmussen
Weekendavisen
”Jens Peter Kaj Jensen skildrer falskheden, forvrængningen og fremmedgørelsen, og han gør det med en fin sans for det morbide ...
Jens Peter Kaj Jensen har et umiskendeligt talent for den sære fortælling, som har så stolte traditioner i dansk novellekunst.”
Klaus Rothstein
Information
"Når Jens Peter Kaj Jensen skriver bedst, er der et enormt drive fremad i hans sprog. Der er ingen døde øjeblikke, ingen pinligheder eller knirken i maskineriet. Flere gange fanges læseren i nogle virkeligt svimlende øjeblikke: Pludselig opdager man, at fortælleren har et andet køn, end man først troede, pludselig opløser en ret solid virkelighed sig for øjnene af en.
De bedste par noveller bryder igennem til virkelige særheder hinsides al rotteræs. ...
»Du læser Strudsen, som du nu kan læse den. Du tager den tilbage, så jeg ved, at den er din. Du gisper dig gennem vingerne, så er du scenekunstner. Du slår blusen op, du giver os alt det hvide, så har vi det at blændes af, så stor og kold bliver du, så er det det, jeg kan lide.«
Der er tryk på her, et femte gear i sproget, også selv om det ser upåfaldende og let ud. Det samme er der i den virkeligt sære ‘Tessa’. Og i den afsluttende ‘Flyveskalle mod åben dør’, som har nogle fuldstændigt vilde, smadrede festscener, fulde af karneval og selvødelæggelse."
Tue Andersen Nexø
LitteraturNu
"Jens Peter Kaj Jensen cirkelsvømmer i sin novelledebut rundt om temaerne identitet og forvrængning, menneskelig nærhed og selvbedrag – og det gør han i vand, der, hvad enten det er dybt eller overfladisk, oftest er betagende klart. ...
Tonen i KIG PÅ DAMEN er skærende og præcis og der frembydes et nærmest rørligt univers, hvor sproget, i de mest vellykkede noveller, har en ligefrem voldelig energi."
Birgitte Pallesen
Fyens Stiftstidende:
"Jens Peter Kaj Jensens sprog suger læseren helt ind i bogen"
Ina Grønvig
Bogrummet:
"Kig på Damen" er en sort-humoristisk novellesamling, ialt 11 fortællinger, som kredser om 'synet'. I særdeleshed hvordan andre mennesker, deres handlinger og 'syn' på os, ændrer vores selvopfattelse og handlinger (og syn på de andre!)
Det er et vældigt interessant projekt, som (selvfølgelig) også kommer omkring det iscenesatte selvbillede, i blogs, på Facebook og i andre virtuelle rum.
...
Der er mange rigtig interessante indfaldsvinkler til, hvordan et blik eller en oplevelse af andres syn på eén, kan ændre alt på få sekunder."
Caracasia
MetroXPress
"Jens Peter Kaj Jensen ... tegner fine og nådesløse portrætter af mennesker i opløsning – mennesker, der har svært ved at magte livet og virkeligheden.
...
Identitet og selvstændighed eller manglende ditto er i det hele taget væsentlige omdrejningspunkter i novellerne. Dødsdømte forhold, psykiske nedture, begyndende vanvid og det lille oprør, der udvikler sig fatalt eller falder helt til jorden, er temaer, der forfølger læseren.
Der er masser af tankegods og forvredne personligheder i denne novelle- samlings mange fornemme psykologiske portrætter, hvor Jensen har brugt sin pc, som instruktøren bruger kameraet og spejlet. Her er mange spændende indblik i sindets krinkelkroge, der nok skal være guf for novelleentusiaster."
Jan Vandall
KultuNaut
"Fængslende novellesamling
Jens Peter Kaj Jensens "Kig på damen" er en samling af 11 noveller, hvori man følger forskellige personer. Historierne har ikke nogen relation til hinanden, men der er en gennemgående rød tråd: De handler om identitet og de moderne teknologiers muligheder for, at vi kan tage andre masker på.
...
Kig på damen er fortællinger om helt almindelige mennesker, der lever med usikkerheder omkring deres identitet, utilfredshed over deres liv, og som ikke føler sig tilstrækkelige i deres relationer til andre mennesker. Det er samtidig en skildring af, hvad der kan ske, når man får lov til at se verden gennem en anden persons øjne, og hvilke konsekvenser det kan have for både ens eget og andres liv.
Novellerne er fængslende og aldrig ensformige. Bedst som man tror, man har gennemskuet handlingen, tager den en drejning, og en overraskelse ligger lige om hjørnet. Undertegnede havde svært ved at lægge den fra sig igen. Den ene novelles afslutning vækkede en nysgerrighed omkring den næste, som man også lige blev nødt til at læse."
Nana Nielsen
Nordjyske.dk
"Det er noveller, der på én gang er dødsensalvorlige og bittert komiske."
Jens Henneberg
Ekstrabladet
"Jens Peter Kaj Jensens novellesamling Kig på damen rummer 11 intense historier, der kredser om, hvordan vi higer efter at blive set og begæret af hinanden. Intelligent viser novellerne, hvordan vi dagligt foretager alle mulige behagesyge krumspring i et desperat forsøg på at vinde accept.
Novellerne udstiller dygtigt det moderne menneskes fortabelse, når livet først og fremmest leves blandt pseudo-vennerne på Facebook."
Frank Sebastian Hansen
Vejle Amts Folkeblad
"Novellen som stilart er forsømt men fantastisk. Danmark kan glæde sig over et nyt talent. Han hedder Jens Peter Kaj Jensen. Det er et navn, man kan huske Og det er godt. For ham kommer vi til at høre mere til. ...
Der er 11 noveller i samlingen. De bedste er forrygende. ... Kig på damen er velskrevet og et spændende bekendskab."
Arne Mariager
fredag den 4. december 2009
Vågner
Du vågner tidligt. Lyset er lige brudt igennem, det røde skær hænger i disen. Der er dug på bregnens blade. Bregnen står på altanen, på den anden side af ruden.
Nej, du vågner sent. Nu kan du mærke det. Du er for sent på den. Du burde være på vej til arbejde allerede, det fornemmer du. Det er fandens med det vækkeur. Du rejser dig halvt op i sengen og kigger efter vækkeuret på natbordet. Du vil se, hvor megen tid du har mistet, hvad klokken er. Du vil vide, om du endnu kan nå det.
Men så er uret der ikke. Måske er det faldet på gulvet. Du har raget det ned i søvne. Du har prøvet at slukke for det, og så er det endt på gulvet, tænker du. Bare du ikke har slået det i stykker. Det plejer at ringe mere end den ene gang, gør det ikke? Du har smadret uret. Sådan må det være. Du er stadig fortumlet efter søvnen, efter den voldsomme drøm. Du er forpustet, som om du har løbet. Det er, som om du har drukket tæt og løbet. Du er ør af den drøm. Du kan aldrig huske dine drømme.
*
Nu må du se at komme af sted. Hvad er klokken?
Du krænger overkroppen over sengekanten, men uret er ikke på gulvet, heller ikke under sengen. Nu bliver du urolig. For fanden da! Du burde være der allerede.
Det slår dig, at du måske ikke bruger vækkeur. Hvordan skulle uret kunne forsvinde, og hvorfor kan du ikke huske, om du plejer at bruge snooze-knappen?
Nej, du er sådan en, der ikke bruger vækkeur. Ja, naturligvis. Så hysterisk har du aldrig været. Du har den ro i dig, at du vågner, når du skal vågne. Og skulle du komme et kvarter for sent, ville det ikke stresse dig det mindste. Ingen ville sige noget til det. For en mand i din stilling betyder det ingenting.
Du falder til ro. Din vejrtrækning er normal. Du kan dufte det friskbagte brød fra bageren ved siden af. Måske skulle du tænke på noget morgenmad.
Nej, hvem skulle stille dig til ansvar for femten minutter? Din chef ved, at dit arbejde er mere værd, end hvad der kan måles i minutter. Chefen giver dig den plads, som en mand af dit format har behov for. Du kan slet ikke huske, hvornår du sidst har set din chef.
Om du nogensinde har set ham.
*
Det er den drøm, der forvirrer dig. Du vil gerne huske drømmen. Du husker et glimt, tvinger det frem. Det er sort og violet. En skinger lyd. Pludselig ved du, at du har slået en mand ihjel. Så er det væk igen. Så voldsom en drøm har du aldrig haft. Det er ikke en drøm.
Naturligvis har du ingen chef.
Du har din egen virksomhed. Det er derfor, du ikke behøver noget vækkeur. Du skal bare være ved telefonen klokken ti. Eller åbner butikken klokken ni? Værkstedet? Du smiler. Næ, de her hænder har aldrig holdt en skiftenøgle. Det ser man straks, tænker du. Du kan godt sætte en ny pære i loftlampen, du kan myrde, men en skiftenøgle? Nej, du skal være på kontoret klokken ti.
Nu er solen helt fremme på himlen. Duggen hviler stadig på bregnens blade, men horisontens rødmen er borte. Du sveder. Det bliver tidligt lyst på denne årstid. På denne årstid?
Du rejser dig fra sengen og finder kalenderen på væggen. Det kan ikke passe, at du ikke kan huske, hvilken dag det er i dag. Hvilken årstid. Kalenderen viser andet halvår af 2009. Det kan være juli, men også december, fortæller kalenderen. På engelsk. Men en solsort synger udenfor.
Hvorfor er din kalender engelsk, når du er dansker? Du tænker på dansk. Du er dansker. Du har et dansk navn, Jensen. Jensen eller Nielsen. Du er dansker.
Skuldrene synker ned. Du taber hovedet på brystet, dine muskler mister spænding. Lydene forsvinder i en hvirvelvind, som sluger den fjerne brummen af biler og en cisterne, som ikke er i orden. Hvirvlen opløser sig, den fuser ud. Det kilder lidt i underarmene. Så forsvinder det ud gennem fingerspidserne.
*
Du sidder på gulvet. Der dufter ikke længere af morgenbrød fra opgangen. Fra døren. Du rejser dig, men går i stå to meter fra den. Hvordan kan du blive bange for en dør?
Du vil åbne døren for at kigge på navneskiltet, men nu tør du ikke. Du ved ikke, hvad der er derude, men du ved, at dit navn ikke står på skiltet. Den ubeskrevne kalender på væggen fortæller dig, at du ikke er hjemme. Du er bange for at finde ud af, at du ikke har noget hjem, at du ikke har noget navn.
Du kan ikke huske, om du har en bror eller en søster.
Du er en mand. Hvis du forstår ordet rigtigt, er du en mand.
Det er en dør. Eller et gat.
Du frygter, at min stemme vil forsvinde, hvis du åbner og lukker andre lyde ind.
Nu åbner du døren. Lyskilen springer i støvet. Betontrappen brøler.
Nej, du vågner sent. Nu kan du mærke det. Du er for sent på den. Du burde være på vej til arbejde allerede, det fornemmer du. Det er fandens med det vækkeur. Du rejser dig halvt op i sengen og kigger efter vækkeuret på natbordet. Du vil se, hvor megen tid du har mistet, hvad klokken er. Du vil vide, om du endnu kan nå det.
Men så er uret der ikke. Måske er det faldet på gulvet. Du har raget det ned i søvne. Du har prøvet at slukke for det, og så er det endt på gulvet, tænker du. Bare du ikke har slået det i stykker. Det plejer at ringe mere end den ene gang, gør det ikke? Du har smadret uret. Sådan må det være. Du er stadig fortumlet efter søvnen, efter den voldsomme drøm. Du er forpustet, som om du har løbet. Det er, som om du har drukket tæt og løbet. Du er ør af den drøm. Du kan aldrig huske dine drømme.
*
Nu må du se at komme af sted. Hvad er klokken?
Du krænger overkroppen over sengekanten, men uret er ikke på gulvet, heller ikke under sengen. Nu bliver du urolig. For fanden da! Du burde være der allerede.
Det slår dig, at du måske ikke bruger vækkeur. Hvordan skulle uret kunne forsvinde, og hvorfor kan du ikke huske, om du plejer at bruge snooze-knappen?
Nej, du er sådan en, der ikke bruger vækkeur. Ja, naturligvis. Så hysterisk har du aldrig været. Du har den ro i dig, at du vågner, når du skal vågne. Og skulle du komme et kvarter for sent, ville det ikke stresse dig det mindste. Ingen ville sige noget til det. For en mand i din stilling betyder det ingenting.
Du falder til ro. Din vejrtrækning er normal. Du kan dufte det friskbagte brød fra bageren ved siden af. Måske skulle du tænke på noget morgenmad.
Nej, hvem skulle stille dig til ansvar for femten minutter? Din chef ved, at dit arbejde er mere værd, end hvad der kan måles i minutter. Chefen giver dig den plads, som en mand af dit format har behov for. Du kan slet ikke huske, hvornår du sidst har set din chef.
Om du nogensinde har set ham.
*
Det er den drøm, der forvirrer dig. Du vil gerne huske drømmen. Du husker et glimt, tvinger det frem. Det er sort og violet. En skinger lyd. Pludselig ved du, at du har slået en mand ihjel. Så er det væk igen. Så voldsom en drøm har du aldrig haft. Det er ikke en drøm.
Naturligvis har du ingen chef.
Du har din egen virksomhed. Det er derfor, du ikke behøver noget vækkeur. Du skal bare være ved telefonen klokken ti. Eller åbner butikken klokken ni? Værkstedet? Du smiler. Næ, de her hænder har aldrig holdt en skiftenøgle. Det ser man straks, tænker du. Du kan godt sætte en ny pære i loftlampen, du kan myrde, men en skiftenøgle? Nej, du skal være på kontoret klokken ti.
Nu er solen helt fremme på himlen. Duggen hviler stadig på bregnens blade, men horisontens rødmen er borte. Du sveder. Det bliver tidligt lyst på denne årstid. På denne årstid?
Du rejser dig fra sengen og finder kalenderen på væggen. Det kan ikke passe, at du ikke kan huske, hvilken dag det er i dag. Hvilken årstid. Kalenderen viser andet halvår af 2009. Det kan være juli, men også december, fortæller kalenderen. På engelsk. Men en solsort synger udenfor.
Hvorfor er din kalender engelsk, når du er dansker? Du tænker på dansk. Du er dansker. Du har et dansk navn, Jensen. Jensen eller Nielsen. Du er dansker.
Skuldrene synker ned. Du taber hovedet på brystet, dine muskler mister spænding. Lydene forsvinder i en hvirvelvind, som sluger den fjerne brummen af biler og en cisterne, som ikke er i orden. Hvirvlen opløser sig, den fuser ud. Det kilder lidt i underarmene. Så forsvinder det ud gennem fingerspidserne.
*
Du sidder på gulvet. Der dufter ikke længere af morgenbrød fra opgangen. Fra døren. Du rejser dig, men går i stå to meter fra den. Hvordan kan du blive bange for en dør?
Du vil åbne døren for at kigge på navneskiltet, men nu tør du ikke. Du ved ikke, hvad der er derude, men du ved, at dit navn ikke står på skiltet. Den ubeskrevne kalender på væggen fortæller dig, at du ikke er hjemme. Du er bange for at finde ud af, at du ikke har noget hjem, at du ikke har noget navn.
Du kan ikke huske, om du har en bror eller en søster.
Du er en mand. Hvis du forstår ordet rigtigt, er du en mand.
Det er en dør. Eller et gat.
Du frygter, at min stemme vil forsvinde, hvis du åbner og lukker andre lyde ind.
Nu åbner du døren. Lyskilen springer i støvet. Betontrappen brøler.
søndag den 29. november 2009
Kig på damen
Til januar udkommer min næste bog. Det er en novellesamling under titlen Kig på damen.
Hvad novellerne handler om, vil jeg ikke sige. Til gengæld vil jeg ovenfor bringe en af de noveller, som er definerer bogen, men som faktisk ikke kom med alligevel. Den første bid af novellen kommer nu:
Hvad novellerne handler om, vil jeg ikke sige. Til gengæld vil jeg ovenfor bringe en af de noveller, som er definerer bogen, men som faktisk ikke kom med alligevel. Den første bid af novellen kommer nu:
søndag den 4. oktober 2009
mandag den 10. august 2009
Hemingway har også skrevet en hest
"De gav den hvide hest adskillige rap over benene, og den kom op på knæ og op at stå. Picadoren rettede stigbøjlerne ud og trak i dem og svang sig op i sadlen. Hestens indvolde hang ned i et blåt bundt og svingede frem og tilbage, da den begyndte at løbe i kort galop, mens los monos slog den bag på benene med deres stænger. Den galoperede stødvis langs barrieren. Så standsede den brat, og en mono greb tøjlen og ledte den frem. Picadoren sparkede med sporerne og lænede sig frem og rystede sin lanse foran tyren. Blodet pumpede taktfast ud mellem hestens forben. Den slingrede nervøst. Tyren kunne ikke beslutte sig til at angribe."
Ernest Hemingway
Ernest Hemingway
Abonner på:
Opslag (Atom)