lørdag den 30. april 2016

Gammelt indiansk mundhæld

"En stille gyde, som forbinder to mere festlige gader, stinker altid af pis."

Nyvalg i Spanien

Ingen ministerpræsidentkandidat i Spanien har kunnet samle et parlamentarisk flertal bag sig efter valget i december. Der er derfor udskrevet nyvalg. Det afholdes den 26. juni.

torsdag den 21. april 2016

Det spanske forretningsministerium løber linen ud

Når jeg nu i nogen tid intet har skrevet om regeringsforhandlingerne i Spanien, er det simpelthen, fordi jeg ikke har haft noget at fortælle. Og det må jeg hellere fortælle lidt om ...
Der kommer forbløffende få konkrete oplysninger frem. Selv mængden af rygter har fortaget sig. Det er, som om ingen længere interesserer sig for det faktum, at Spanien pt. ikke har en regering med parlamentarisk mandat, men kun et forretningsministerium uden demokratisk legitimitet. Der var valg i december; det er fire måneder siden, og intet er sket. Den konservative ministerpræsident Rajoy regerer videre, som om, der ikke havde været valg, og som om han stadig havde et flertal bag sig.
Hvor længe det kan blive ved, ved jeg ikke. Jeg er lettere forbløffet.
I gårsdagens tv-avis hed det sig så, at PP, PSOE og Ciudadanos muligvis er ved at nå til enighed om en anti-Podemos-alliance. Repræsentanter fra de tre partier hævdede til gengæld, at dette blot er noget, den (ifølge en PP-minister) patologisk paranoide Pablo Iglesias har fundet på for at skjule det angivelige faktum, at Podemos er umulige at forhandle med.
Så står den der og flagrer.
Men hvad nu, hvis det er sandt? Mon ikke dem, der vil vinde på sådan en regeringsdannelse, vil være PP og Podemos? Hvis Rajoy som leder af det største parti kan fortsætte som ministerpræsident, så glemmer vi hurtigt, at PP faktisk fik et svigende valgnederlag. De vil stadig være den dominerende kraft. Og i Danmark har det i hvert fald gerne været sådan at storebroderen i et regeringssamarbejde styrkes, mens de mindre partier i alliancen svækkes (eller knækkes: SF/de konservative).
Jeg tror, en sådan trepartiregering vil blive vældig kostbar for PSOE. Ikke alene vil de være lillebror. Det vil også blive tydeligt, at forskellen på PP og PSOE i realiteten er forsvindende lille, og at PSOE's valgretorik ikke var meget andet end netop dette. Hvad den økonomiske politik angår, vil de ikke have vanskeligt ved at nå til enighed med PP. Ganske vist har klovnen Pedro Sanchez fra PSOE svært ved at styre sit betragtelige ego, men den politiske enighed mellem de to store partier tilsiger, at samarbejdet vil lykkes.
Ingen vil formodentlig bemærke, at Ciudadanos overhovedet er med i regeringen. De har intet nyt at komme med – udover at de ikke vil have korruption, men det har jo så mange sagt, indtil de fik magt ... Derfor vil det nok i givet fald også blive enden på det partis lille politiske eventyr.
Podemos vil vinde opbakning på sådan en situation. Det giver næsten sig selv. De vil være den eneste politiske kraft (sammen med IU, men de er blevet så små ...), som står udenfor magtblokken, og de eneste som for alvor vil noget andet. Man må gå ud fra, at de ved næste valg om treethalvt år vil blive langt større end PSOE. De vil simpelthen blive det store venstreparti i Spanien.
Og det er naturligvis PSOE's store mareridt. Podemos må for alt i verden ikke blive større end PSOE. Som bekendt favoriserer det spanske valgsystem de to største partier, så det er selvforstærkende at komme derop. Det vil være meget vanskeligt for PSOE at genvinde sin position.
PSOE er naturligvis klar over dette. Derfor kan det heller ikke være den løsning, de foretrækker.
Men hvad er alternativet? Ved et nyvalg, hvor Podemos og IU allerede har aftalt at stille op sammen, er det overvejende sandsynligt, at Podemos/IU bliver større end PSOE (de fik jo faktisk også flere stemmer end PSOE ved valget i december, men langt færre mandater). Så det er heller ikke løsningen for PSOE.
Så er der muligheden for at PSOE danner regering sammen emd Podemos, IU og et regionalt nationalistparti. Det var længe den løsning, alle troede var på vej i hus, men det tales der ikke længere så meget om. Pedro Sanchez fra PSOE har jo også gjort sit for at fremstille Podemos som uansvarlige og uduelige som regeringsparti, og skal han så danne en regering med 8-10 uansvarlige ministre? Og Podemos har jo vundet sin opbakning på at være noget helt nyt, noget helt andet end de to store, korrupte og systembevarende partier. Det vil også se mærkeligt ud, hvis de nu går i regering med PSOE. Og hvad med de uberegnelige nationalister? Hvad er deres pris i denne prekære situation, hvor Catalanerne mere end nogensinde taler om løsrivelse?
Endelig er der den mulighed, at PSOE lader PP og Ciudadanos danne regering og så håber på bedre held ved næste valg – at luften til den tid er gået af Podemos-balonen. Men det lader ikke til, at de blå kan skaffe flertal heller. De skal også have nogle regionale partier med, og de fleste af disse kan ikke lide PP, fordi PP jo er de stærkeste modstandere af at give regionerne større selvbestemmelse.
Derfor er situationen altså temmelig låst. Det spanske parlament har aldrig stået i denne situation før, og jeg har ikke noget kvalificeret bud på, hvad resultatet bliver.

mandag den 11. april 2016

En lille prut på Bolsjefabrikken


Søren K. Villemoes, som til daglig skriver i Weekendavisen, var sammen med reggae-kollektivet Firehouse booket til at vende plader på Bolsjefabrikken. Men det kommer han ikke til, og det er ikke fordi Villemoes ikke er rap nok til at vende skiverne, inden de brænder på, men vist nok fordi hans journalistiske arbejde bliver opfattet som borgerligt eller højreorienteret af bolsjefabrikanterne. Og sådan spiller klaveret altså ikke der. Pladevenderkollektivet er kun velkomne, hvis Villemoes lige bliver siddende hjemme på avisen imens.

"Vi føler ikke, at Søren K. Villemoes' værdigrundlag, som udtrykt gennem hans virke som offentlig debattør og journalist, stemmer overens med vores," skriver Bolsjefabrikken i en mail til Firehouse.

Jeg kender helt sikkert ikke Villemoeses værdigrundlag lige så godt, som bolsjefabrikanterne gør. Hvad det er, der diskvalificerer ham som grammofon, ved jeg ikke. Jeg kan forstå, at han ofte kører i samme rille med en lille trille om ytringsfrihed, en sag, som han skulle være meget optaget af.

Det er jeg også, det er man nemlig nødt til være, hvis man som jeg er socialist. Af mindst to grunde. Socialisme er blandt andet at udvide demokratiet eller folkemagten til også at gælde produktionssektoren, altså at lade demokratisk valgte organer tage væsentlige dele af beslutningerne om, hvad der skal produceres og hvordan. Hvis det skal kunne lade sig gøre, er det helt afgørende, at alle har adgang til at vide, hvad befolkningen har af lyster, præferencer og behov, så man kan tage det i betragning, når man vælger, hvad der skal produceres. I en ren markedsøkonomi kan man være pisse ligeglad med de lyster, præferencer og behov. Der skal man bare tage hensyn til, hvad man kan sælge. Hvad folk uden penge føler og synes, er bedøvende ligegyldigt. Hvis man i en socialistisk økonomi skal vide dette, er man pinedød nødt til at lade folk ytre sig frit og utvungent. Så et socialistisk demokrati hænger intimt sammen med ytringsfrihed.

Der er også en anden, mere pragmatisk, grund. Og det er, at begrænsninger i ytringsfriheden altid primært kommer de magtfulde til gode, borgerskabet og den politiske elite. Så hvis man vil svække de magtfuldes magt, og det vil man som socialist, så er det klogt at gå helhjertet ind for ytringsfrihed. Derfor er ytringsfriheden og alle andre såkaldt borgerlige frihedsrettigheder da også i det store hele blevet kæmpet igennem af de røde og frisindede. Og de er blevet og vil til enhver tid blive angrebet af de magtfulde og af højrefløjen. Det gælder den islamiske højrefløj, som forsøger at begrænse friheden til at forhåne eller kritisere deres profet. Og det gælder den dansk nationalistiske højrefløj, som nu vil forbyde samfundsskadelige ytringer. De vil naturligvis også selv have ret til at definere, hvilke ytringer der hører til den kategori.

Så hvis Villemoeses værdigrundlag er uforeneligt med Bolsjefabrikkens, fordi han går ind for ytringsfrihed, så bør jeg og andre socialister heller ikke kunne komme ind og vende skiver der. Jeg gik ellers og glædede mig til den invitation ...

Når det er sagt, er Bolsjefabrikken i deres gode ret til ikke at ville lade Villemoes optræde. Jeg havde selv valgt noget andet, men kan ikke blande mig i det. De er ikke forpligtede til at sende alle og enhver op på scenen. Der er også masser af steder, hvor jeg aldrig ville få lov til at komme og/eller sige min mening, eller vende plader for den sags skyld.

I sig selv handler Bolsjefabrikkens afbooking af Villemoes ikke om ytringsfrihed. At få  hyre som pladevender er ikke en rettighed, som naturligt følger med ytringsfriheden. Det handler heller ikke om menneskerettighedskrænkelser, som nogen ellers har forsøgt at få det til. Menneskerettighedskonvensionens artikel 27 om retten til at deltage i kulturlivet har ikke til formål at sikre alle mennesker retten til at optræde på alle scener til enhver tid. Villemoes er ikke blevet forment adgang til Bolsjefabrikken. Han må gerne komme der, lytte til musikken og danse og drikke håndbajere, hvis han vil. Det bliver bare ikke til flere optrædender ved pladespilleren i denne omgang.

Sagen fra Bolsjefabrikken er med andre ord i sig selv en virkelig lille prut, men ikke mindre, end at det er lykkedes at sætte ild til den.

På Facebook har forfatteren Asta Olivia Nordenhof undret sig over, at så mange af hendes ellers venstreorienterede venner har støttet Villemoes (som hun altså opfatter som borgerlig, "men jeg er jo ikke borgerlig", siger Villemoes ganske vist selv i samme tråd) og gerne ville putte ham i lommen og liste ham med ind på bolsjefabrikken.

"Jeg opfatter ikke de borgerlige og dem der er glade for tingenes nuværende orden som mine samtalepartnere men som undertrykkere der splitter folks liv ad. Willemoes har igen og igen vist sig som den borgerlige ordens vogter. skal jeg synes at det har han da lov til at være? det synes jeg ikke han har," skriver hun i en kommentar til de venstreorienterede venner, der til hendes overraskelse støtter Villemoes.

Nordenhof er ikke forpligtet til at diskutere med nogen, hun ikke gider diskutere med. Det er der ingen, der skal blande sig i. Villemoes vælger også selv sine samtalepartnere.

Mere problematisk er det, når Nordenhof ikke mener, at Villemoes er i sin gode ret til at være "den borgerlige ordens vogter." Her skiller vandene, synes jeg. Hvis Villemoes ikke har lov til at skrive og sige, hvad han vil, bliver vi jo nødt til at definere, hvem der så har lov til det. Og man kan være helt sikker på, at dem, der har magten, ikke vil tildele de magtesløse sådan et ytringsprivilegium. Også derfor er vi nødt til at insistere på, at retten til at ytre sig ikke skal være et privilegium, men en universel og ubegrænset ret.

Nordenhofs røffel til alle de venstreorienterede venner, der har støttet Villemoes, er så faldet forfatteren Niels Lyngsø for brystet. Det kan jeg, for så vidt den sidste sætning angår, godt forstå, men nu får dette ham så lidt overraskende til at gå til angreb på en anden del af venstrefløjen, nemlig dem, der har 'liket' Nordenhofs røffel. Og denne anden del af venstrefløjen gør han med et trylleslag til repræsentant for venstrefløjen som sådan.

"Sagen om Bolsjefabrikken og Søren K. Villemoes er blevet for venstrefløjen hvad sagen om Grimhøjmoskeen var for højrefløjen: Nu står det pinagtigt klart hvem der faktisk går ind for frisind og ytringsfrihed, og hvem der er hykler," skriver Lyngsø, som på den måde holder liv i den svage gasflamme. 

Det er klart, at alt, hvad Nordenhof skriver i denne erklæring, er tænkt og skrevet som en kamp mod magthaverne, herunder de borgerlige politikere. "De borgerlige ejer hele verden, undtagen skønheden og festen og fremtiden, vi bestiller næsten ikke andet end at leve med deres aggressioner, lad os da lukke dem ude fra alt hvad vi kan," skriver hun. Så hendes hensigt med det er i udgangspunktet venstreorienteret. Og udsagnet om, at de borgerlige ejer (næsten) hele verden, er slet og ret rigtigt. Opfattelsen af, at os, der ikke er borgerlige, så til gengæld ejer skønheden, festen og fremtiden, er jeg langt hen ad vejen enig i, og i hvert fald rummer den et rødt håb. Men det betyder hverken, at substansen i alle Nordenhofs sætninger faktisk også er venstreorienteret, eller at venstrefløjen som sådan nødvendigvis er enig med hende i alt – eller enig med likerne. I øvrigt kan man jo også 'like' en opdatering uden at være enig i det hele. Det gør folk hele tiden.

Jeg kender kun få af disse likere, men det siger sig selv, at de ikke repræsenterer hele venstrefløjen. Dels af den indlysende grund, at de ikke repræsenterer dem, som Nordenhof røfler, dels fordi mig bekendt ingen af venstrefløjspartierne SF, Enhedslisten eller Alternativet (ja, vist nok ikke engang nogen af deres medlemmer) har støttet Nordenhof i det synspunkt, at Villemoes ikke må mene, hvad han vil. Og endelig fordi Nordenhofs slutbemærkning om, at Villemoes ikke må være den borgerlige ordens vogter, ikke i sig selv er venstreorienteret, men nærmest det modsatte.

fredag den 1. april 2016

Cruijff er død

Blandt de største nogensinde 

Cruijff er en af kun tre spillere, som tre gange er kåret som årets spiller i Europa (siden er Cristiano Ronaldo tre gange kåret som verdens bedste og Leo Messi fem gange. Den titel fandtes ikke, da Cruijff spillede). Cruijff er også blevet kåret som århundredets bedste spiller fra Europa. Det skyldes dels hans helt unikke resultatmæssige betydning for de hold, han har spillet for, dels hans seværdige måde at spille på og endelig hans revolutionære spil. Mere end nogen anden inkarnerer Cruijff 1970’ernes vigtigste taktiske nyskabelse i fodbold, totalfodbolden.

Spillestil

Han er sendt på banen som angriber, hængende angriber, wing og central midtbanespiller, men som Cruijff praktiserede sin fodboldkunst, var udgangspositionen ikke væsentlig. Han spillede overalt. Cruijff var hurtig og teknisk bedre end alle andre på sin tid. Han var en stor målscorer, selvom han sjældent befandt sig i modstandernes straffesparksfelt. Hans løb med bolden var ubesværet og uforudsigeligt for modstanderne. Hans spinkle kropsbygning, flagrende hår, hurtige antrit og overraskende, flaksende bevægelser fik ham til at fremstå flygtig, som en springende vind uden retning og mål. Han var alt andet. Det unikke overblik var hans geni og særlige kendemærke. Hans evne til at finde og udnytte banens frie rum var enestående. Det gjorde han i løb uden bold med udgangspunkt i på wingen. Eller han gjorde det i løb med bold, ofte til overraskende positioner, hvorfra der åbenbaredes nye åbninger, som ingen andre havde set, før han skabte dem. Endelig gjorde han det i sit pasningsspil. Han spillede bolden, hvor kun han vidste, at hans medspiller ville dukke op.
Disse elementer er siden praktiseret af andre af spillets store mestre, Laudrup, Messi, Iniesta, Zidane og Ronaldinho, eksempelvis, men i begyndelsen af 1970’erne var løb uden bold ikke prioriteret så højt som i nutidens fodbold. Denne måde at udnytte de frie rum på var revolutionerende. Taktikken forudsatte, at holdet indstillede sig på det, at alle konstant bevægede sig som en fane med Cruijff som bevægeren.

Klubkarriere

Cruijff begyndte at spille fodbold som syvårig og kom til Ajax Amsterdam på sin tiårs fødselsdag.
Han var 17, da han debuterede som senior den 15. november 1964 i en kamp, som Ajax tabte 1:3 til Groningen. Cruijff scorede Ajax’ mål. Ajax sluttede sæsonen på 13. pladsen. I den efterfølgende sæson 1965-66 blev Cruijff stamspiller, og Ajax vandt det hollandske mesterskab. Han scorede 23 mål i 25 kampe. I de følgende år fik Cruijff stor succes med klubben, som han gjorde Europas førende klub i begyndelsen af 1970’erne.

Den legendariske træner Rinus Michels var Cruijffs træner i ungdomsårene i Ajax Amsterdam. Michels’ hold spillede totalfodbold, et spilsystem, der som oftest tager udgangspunkt i en såkaldt 4-3-3-opstilling med en centerforward og to hurtige og bevægelige wings i spidsen foran en midtbane med to defensivt orienterede midtbanefolk og en mere offensiv midbanemand, der har det som spidskompetance at tage mange dybdeløb uden bold. Den to wings laver overlab og bytter position med de meget offensive backs bag dem, sådan at der i realiteten er fire wings på holdet. De defensive midtbanefolk støder med frem i en anden bølge, og selv centrale forsvarsspillere er med til at føre bolden frem. Alle skulle magte at spille flere forskellige positioner, ingen var blot forsvarer. Kun hold med på en gang teknisk stærke og løbestærke spillere med stor rumlig begavelse på alle pladser kunne praktisere denne totalfodbold.
Den var som skræddersyet til Cruijff.
Rinus Michels skiftede i 1971 til FC Barcelona, hvor han forsøgte at praktisere samme fysisk og taktisk krævende form for fodbold. Det lykkedes først for alvor, da Cruijff kom til klubben i 1973. Det kollektive fodboldsystem havde brug for Cruijffs individuelle fortolkning. Barcelona havde ikke vundet et spansk mesterskab siden 1960 og lå næstsidst i den spanske liga, da Cruijff debuterede den 28. oktober. Han scorede to mål i debutkampen, en 4:0-sejr over Granada, og i resten af sæsonen tabte Barcelona ikke en kamp! De vandt mesterskabet uden problemer. 
Allerede fra begyndelsen var han en succes. Han blev elsket af klubbens fans, da han fortalte den europæiske presse, at han valgte Barcelona frem for Real Madrid, fordi han ikke ville spille for en klub, der var associeret med Spaniens fascistiske diktator Franco. Siden gav han sin søn det katalanske navn Jordi (hvilket det fascistiske regime forsøgte at forhindre), var med til at vinde 5:0 over Real Madrid på Bernabéu og til at sikre Barcelona mesterskabet. Det var sådan, han vandt sig navnet El Savador (Frelseren).
Cruijff havde et kortere, men profitabelt mellemværende med amerikansk soccer (og et endnu kortere gensyn med spansk fodbold), inden han vendte tilbage til Ajax i 6. december 1981 i en 4:1-sejr over Haarlem, hvor Cruijff scorede første mål. Ajax vandt mesterskabet og vandt året efter både mesterskab og pokaltitel, stadig med Cruijff på holdet. Herefter nægtede Ajax at forlænge kontrakten med den 36-årige Cruijff, som i vrede skrev kontrakt med rivalerne fra Feyenoord, som han i den følgende sæson gjorde til både mestre og pokalvindere. Det blev den selvvalgte og effektfulde afslutning på en enestående spillerkarriere.

Landsholdskarriere 

Cruijff debuterede på landsholdet 7. september 1966 i Rotterdam i en EM-kvalifikationskamp mod Ungarn. Kampen endte 2:2. I sin anden landskamp (mod USSR) blev han udvist efter 76 minutter. Det vakte opsigt, da ingen hollænder tidligere var blevet udvist i en landskamp.
Da Holland fik sølvmedaljer (efter 2:1-finalenederlag til hjemmeholdet fra Vesttyskland) ved VM i 1974, var det med Cruijff som anfører. Undervejs slog Rinus Michels’ publikumsfavoritter blandt andre Argentina med 4:0 og de regerende brasilianske verdensmestre med 2:0.
Cruijff afsluttede landholdskarrieren med en 1:0-sejr over Belgien i en VM-kvalifikationskamp den 26. oktober 1977. Holland kvalificerede sig til slutrunden i Argentina 1978, hvor de igen tabte finalen til hjemmeholdet. Cruijff ønskede ikke at deltage. Der er spekuleret meget i årsagerne, men de mest sejlivede rygter siger, at han var nervøs for at flyve, især i en situation med voldsom politisk uro i Argentina. Holland havde et stærkt hold, men uden Cruijff var de ikke længere de stærkeste. 

Cruijffs umulige mål

I en kamp for Barcelona steg Cruijff pludselig til vejrs i Atletico Madrids straffesparksfelt, som ville han heade til bolden på et fløjindlæg, der allerede havde passeret den fjerneste stolpe. Men bolden nåede Cruijff i skulderhøjde, og hans hoved svævede langt højere. Så vred Cruijff sin krop rundt i luften, så han fik ryggen mod mål, og sendte bolden over stregen med en flugter fra sin højre hæl. Målet er døbt Le but d’imposible de Cruyff (Cruijffs umulige mål).

I 1982 scorede han et mål på straffespark for Ajax, eller rettere: han scorede efter straffespark. Han udnyttede nemlig reglen om, at straffesparkskytten ikke nødvendigvis skal sparke på mål. Han skal blot sparke bolden fremad, og når han har gjort det, er spillet i gang. Cruijff prikkede bolden skråt fremad i feltet, og så kom hans holdkammerat, driblekongen Jesper Olsen, efter aftale stormende ind i feltet, overtog bolden, afdriblede den måbende målmand og afleverede tilbage til Cruijff, der kunne sende bolden i det tomme mål.