Dagen efter Folketingsvalget kan man som
progressiv vælger glæde sig over mange ting:
På folkestyrets vegne må man nødvendigvis
glæde sig over, at mediernes fosøg på at amerikanisere valgkampen og gøre den
til en tvekamp mellem Løkke Rasmussen og Thorning-Schmidt ikke lykkedes. Vi har
heldigvis ikke et topartisystem i Danmark. Vi har forholdstalsvalg, ikke valg i
enkeltmandskredse, og det giver os mulighed for at sammensætte et mangfoldigt
parlament. Det har vi gjort. Vi har fået et nyt parti ind, og Venstre blev kun
tredjestørste parti denne gang. Det er i sig selv positivt.
Det er også positivt, at et retroflippet
parti som Alternativet kan komme så flot ind i tinget på budskaber om nedsat
arbejdstid, grøn økonomi og folkelig inddragelse i de politiske processer. De bør kunne komme til forståelse med Enhedslisten om mange ting. Alternativet har ganske vist ikke har fattet en dyyytbååt af, at en effektiv miljøkamp ikke kan
tages hånd i hånd med storkapitalen. At den tværtimod forudsætter modet til at
tage konfrontationen med eksempelvis bilindustrien, fordi de ingen interesse
har i at udvikle biler, som kører på andet end diesel eller benzin, fordi de
selv er ejet af olieselskaberne. Det hed klassekamp i gamle dage. Det er ikke
noget for Alternativet, ligesom det ikke var noget for deres ideologiske
forbilleder, Oprøret fra midten og De Grønne. Visionerne var røde og grønne,
men midlerne blå.
Som progressiv må man også virkelig glæde
sig over, at Socialdemokraterne nu skifter forkvinde. Helle Thorning-Schmidt
har ideologisk og retorisk ikke været til at skelne fra liberalisterne i Venstre.
De økonomisk og socialt svageste danskere
har fra begyndelsen frygtet Thorning og folkene omkring hende, fordi ingen af
dem (måske med Henrik Sass som undtagelse) udstrålede, at de havde noget som
helst kendskab til det liv, der leves uden for Hellerup og Østerbro. De gjaldt
også de lyseblå SF'ere, som sad med i den første Thorning-regering.
Derfor har det været let for Dansk
Folkeparti at samle de tidligere socialdemokratiske og folkesocialistiske
vælgere omkring sig. Vælgere, som de har smisket for med groteske løfter om en
rødere socialpolitik under Løkke Rasmussen, hvis bare DF blev stærke nok.
Enhedslisten kan glæde sig over en lille mandatfremgang.
Nogle af de nye vælgere er naturligvis frafaldne SF'ere. Men SF mistede 8
mandater, Enhedslisten vandt kun to. Ok, Enhedslisten har også selv mistet
vælgere til eksempelvis Alternativet, så for så vidt kan Ø godt have vundet
flere end to frafaldne SF-mandater. Men slet ikke så mange, som man med rette
kunne have håbet.
Den tiltrædende socialdemokratiske forkvinde,
Mette Frederiksen er heller ikke socialist, men har trods alt en aura af at
ville noget mere med landet end blot at stå i spidsen for socialstatens
afvikling.
Frederiksen er socialdemokrat af en knap
så stylet og mere indigneret og viljestærk type. Sådan ser hun ud på en
fladskærm, i hvert fald, og det er jo det, der tæller. Og så vil hun uden tvivl
sammensætte en ny ledelse, og måske bliver det en, der bedre kan genskabe troen
på, at venstrefløjen (herunder Socialdemokraterne) vil de dårligst stillede
noget godt. Vil etablere et acceptabelt dagpengesystem, vil slække på
tvangsaktiveringen af kontanthjælpsmodtagere, vil gøre folkepensionen til at
leve af, vil sænke taksterne og hæve normeringerne i daginstitutionerne og give
folkeskolen et økonomisk løft. Man må i hvert fald gå ud fra, at de tænker
over, hvad der skal til for at standse Dansk Folkepartis fremmarch.
For fem-seks år siden var SF venstrefløjen i
Danmark. I det store hele. Enhedslisten havde en tilslutning på omkring to procent og et par tusinde medlemmer. SF lå i meningsmålingerne og svingede mellem 15 og
20 % i tilslutning, og de havde et klart formuleret projekt om en SFR-regering,
hvor de selv skulle trække trekløveret mod venstre. Det fik de chancen for, men
nåede allerede inden, de kom i regering, at undsige al den SF-politik, som lå
til venstre for Socialdemokraterne. Og i regeringen gjorde de ingen forskel.
Den var ikke rødere med end uden SF. Nu skal SF finde ud af, om de har en rolle
i dansk politik. Giver det nogen mening, at SF og Socialdemokraterne er to
forskellige partier? P.t. er det vanskeligt at få øje på.
Socialdemokraterne kan selvfølgelig glæde
sig over for første gang i mange år at være blevet Danmarks største parti. Det
skyldes ikke egne meritter, men især SF's og De radikales mangel på samme.
De Radikale vil formodentlig i den
kommende Folketingssamling fjerne sig stadig mere fra S-SF. De vil søge magt i
samarbejdet med det borgerlige flertal, og partiet har vist sig aldeles kapable
til at samarbejde til højre. Dagpengereformen viste det tydeligst, men der er
heller ikke noget tilbage af deres venstreorientering i tidligere mærkesager
som rets-, udlændinge- og sikkerhedspolitik, og hvad angår erhvervspolitikken,
har der aldrig været nogen sådan venstreorientering. Partiet er ikke en del af
venstrefløjen, og ved næste valg er de muligvis heller ikke en del af 'Rød
blok'. Deres rolle som progressivt midterparti er overtaget af Alternativet. De
radikale har nu kun rollen som det 'liberalistiske parti uden en decideret
vulgær udlændinge og miljøpolitik' at spille. Og det er en rolle, der
forekommer lige så lille som SF's rolle som partiet, der 'vil præcis det samme
som Socialdemokraterne, men bare ikke siger det så tydeligt'.
Enhedslisten har i princippet en stor
rolle som det eneste egentlige socialistiske parti i Folketinget. Men i den
kommende samling bliver det en rent retorisk position. Partiet har stort set
ingen muligheder for at danne flertal for nogen del af deres dag til dag-politik.
Det social- og arbejdsmarkedspolitiske flertal, som de kunne blive en del af,
består af S-SF-DF og så Ø, men for det første har S-SF-DF flertal uden Ø, så
hvorfor skulle de tre andre egentlig lytte til de besværlige revolutionære.
Dels vil DF sandsynligvis binde sig så tæt til Venstre, at flertallet kun
yderst sjældent vil komme i brug.
Det betyder, at Enhedslisten ikke vil
komme igennem med noget af betydning i Folketinget i de næste fire år. Og det
betyder samtidig, at det progressive Danmark ikke kan sidde med hænderne i
skødet og vente på, at Enhedslistens politikere løser problemerne. Eller omvendt
skælde ud på dem, fordi de ikke løser dem. Det er ikke længere nogen mulighed,
hvis det nogensinde har været det.
Der skal satses helt anderledes:
På trods af de små glæder, som valget
trods alt bragte, står vi over for fire år med et regime, som efter alt at
dømme vil være lige så ultra højreorienteret som Anders Fogh Rasmussens
regeringer. Men at Enhedslistens røde politikere ikke kan gøre andet ved det
end at bevidstgøre om det og protestere imod det, betyder ikke, at det
progressive Danmark som sådan ikke kan gøre mere.
Den enorme spanske protestbevægelse, som
har domineret gaderne i de største byer siden 2011, har netop gjort det i en
parlamentarisk situation, hvor det stærkt højreorienterede PP har haft absolut
flertal i kongressen og også har regeret i de fleste af landets regioner.
Protesterne har ikke ventet på støtte fra de magtesløse, venstreorienterede
parlamentarikere. De er gået selv.
Når de mange nye arbejdsløse er blevet
sat ud deres lejligheder, fordi de ikke har kunnet betale huslejen, har
aktivisterne forhindret politiet i de facto at smide dem ud. De boligløse har
besat de tomme nye lejligheder, som ikke kunne afsættes, da boligboblen sprang.
Når der ikke var elektricitet, fiksede de en benzingenerator. Når der ikke var
mad, skraldede de sammen. Eller dyrkede squash i hjemmeklampede højbede på
byens mere ydmyge pladser.
I Sevilla lavede nogle hundrede BZ'ere i
en del af byen deres egen alternative økonomi, hvor de udvekslede
selvproducerede varer og tjenesteydelser. En sort økonomi, kan man kalde det,
hvis man er interesseret i at fordømme, men en internt solidarisk økonomi, som
de var afhængige af for at overleve.
De har deres eget forlag, som udgiver
litteratur, der skal facilitere de mange nye bevægelser, kvalificere deres
diskussioner. De arrangerer studiekredse om feminisme, økologi, antiracisme, anarkisme
og queer-teori.
Når nedskæringerne på universiteterne
resulterede i lokalemangel, arrangerede seminarer på byggetomter.
De producerede t-shirts med slogans, som
var vendt mod regeringens nedskæringer. Alle trøjer havde den samme grønne
farve, så aktivisterne kunne genkende hinanden uden videre, selvom de hver især
repræsenterede vidt forskellige kampe. Og så demonstrede de naturligvis gennem
gaderne i deres grønne trøjer og med gryder og fløjter, og hvad der ellers
kunne larme.
I Madrid har den fodboldklubben Rayo
Vallecanos anarkistiske tilhængere være en del af den radikale bevægelse.
Protesterne kan antage uventede former.
Hverken bolig- eller arbejdsløsheden er
den samme i Danmark som i Spanien. Vores virkelighed er en anden, så det må
kampene og bevægelserne og deres organisationsformer også være, men der er
rigeligt at kæmpe for i Danmark også. Og i den kommende Folketingssamling vil
der blive endnu mere.
Det bliver eksempelvis indlysende
nødvendigt at organisere modstand mod de kommende stramninger i retspolitikken;
nedsættelsen af den kriminelle lavalder kan være symbolet for den kamp.
Miljøkampen og kampen for folkeskolen, for kulturen, kampen for fri forskning
på universiteterne er andre oplagte områder. Vi ved, at vi vil blive udsat for
store overgreb her.
Men den største opgave for venstrefløjen
vil være en anden. Først må den fordomsfrit og uden fordømmelse bevidstgøre sig
selv om årsagerne til, at 21 % af den voksne befolkning har stemt på Dansk Folkeparti.
Langt de fleste af disse protestvælgere kunne lige så godt have stemt på
Enhedslisten. De fleste har sikkert overvejet det, mange har tidligere stemt på
Villy Søvndahl eller Socialdemokraterne. De er blevet svigtet af en erklæret
rød, men i realiteten nyliberalistisk regering, som har forhånet de svageste og
gjort deres liv mindre trygt.
Den vigtigste opgave for det progressive
Danmark bliver at få mobiliseret disse DF-vælgere i kampen mod den nye, sorte
regerings social-, sundheds- og arbejdsmarkedspolitik. Det kan ikke gøres hånd
i hånd med de afgående regeringspartier, som har mistet al troværdighed på
disse områder. Og det kan ikke gøres fra Christiansborg. De må gøres ikke-partipolitisk,
lokalt, ærligt og opfindsomt der, hvor DF-politikernes svigt bliver mærkbart.
Lykkes det ikke at løse denne opgave, vil
højrebevægelsen fortsætte med umindsket styrke – også frem mod næste valg.